Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985)

Spencer W. Kimball, der voksede op ude på landet i Arizona, lærte i en tidlig alder at bestille noget. Spencer, der var barnebarn af apostlen Heber C. Kimball (1801-1868) og søn af en stavspræsident, udviklede også et stærkt vidnesbyrd og en inderlig hengivenhed over for evangeliet.

Da Spencer var dreng, var det ofte hans opgave at stå øverst på hølæsset og trampe høet ned, mens hans ældre brødre langede det op. Det var en varm, støvet og kløende opgave, men han udførte den – undtagen når kirkeklokken lød som signal til, at Primary skulle begynde, hvilket dengang var på en hverdag. Han havde 100 procent tilstedeværelse, og han ville ikke gå glip af klasserne. Hans brødre var ligeglade og langede bare høet hurtigere op. Når de opdagede, at høet havde hobet sig op, var Spencer allerede halvvejs til Primary.

Spencer W. Kimball tjente senere som missionær, biskop og stavspræsident, inden han blev kaldet til apostle i 1943. Hans arbejdsetik var legendarisk, selv om han blev ramt af flere alvorlige lidelser, som blandt andet hjerteanfald og strubecancer. Han opfordrede Kirkens medlemmer til at øge deres indsats, og hans personlige motto var »Gør det«. Fordi Spencer W. Kimballs helbred var svagt, ventede mange, at hans tid som Kirkens præsident ville blive kort. Men han præsiderede over Kirken i 12 år, og i den tid fordobledes antallet af fungerende templer, antallet af missionærer øgedes med 50 procent, og præstedømmet blev overdraget til alle værdige mænd i Kirken.