Velsignet af Mama Taamino

Da jeg traf Taumatagi Taamino, var jeg ung missionær og tjente i mit hjemland. Søster Taamino, der var en aldrende enke, var lettere krumbøjet af ælde og hårdt arbejde, men hun strakte altid armene ud for at hilse på min kammerat og mig og kysse os på begge kinder, som det er skik i Fransk Polynesien.

Søster Taamino var svagelig, og hun gik med langsomme, afmålte skridt, men hun tog sig af alle. Hun sørgede endog for, at min kammerat og jeg altid havde rent, nystrøget tøj. Børn elskede at være sammen med hende, fordi hun tog varmt imod dem og lyttede til det, de havde at sige. Hun førte et enkelt liv i et lille toværelses hus, der var omgivet af sand, palmer, familie og venner. Af respekt kaldte alle hende for »Mama Taamino«.

Præsidenten for Papeete-missionen på Tahiti havde givet min kammerat, ældste Tchan Fat, og mig til opgave at berede en gruppe på 80 sidste dages hellige på at modtage deres begavelse og blive beseglet som familier i det nærmeste tempel – nemlig templet i Hamilton i New Zealand, som lå fire timers flyvetur derfra. Mama Taamino havde taget turen til templet hvert år i seks år, og dette år skulle hun af sted igen. Jeg spekulerede på, hvordan hun havde råd til så dyre rejser, når hun levede under så beskedne forhold. Seks år senere fik jeg svaret.

Da jeg i 1976 var præsident for Papeete Stav på Tahiti, inspicerede jeg regelmæssigt stavens kirkebygninger. En dag besøgte jeg kirkebygningen i Tipaerui. Dengang havde vi lønnede pedeller, og der fandt jeg Mama Taamino, som da var sidst i 60erne, i arbejde som pedel for at forsørge sin store familie. Hun hilste mig med sit sædvanlige »Kom og spis,« men jeg svarede: »Mama Taamino, du er ikke ung længere, og det eneste, du får til frokost, er et lille stykke brød, en dåse sardiner og en lille flaske juice? Tjener du ikke nok til at få noget mere mad?«

Hun svarede: »Jeg sparer op til at rejse til templet igen.« Mit hjerte smeltede af beundring for hendes eksempel på kærlighed og offervillighed. Mama Taamino rejste til templet i New Zealand næsten 15 gange – hvert år, indtil templet i Papeete på Tahiti blev indviet i oktober 1983. Ved indvielsen strålede hun af glæde.

Da jeg i 1995 var missionspræsident, så jeg Mama Taamino igen. Hun var flyttet tilbage til atollen Makemo, som lå nær hendes fødested. Hun var nu i firserne og kunne ikke gå, men hendes rynkede ansigt udstrålede fred, tålmodighed og en dyb indsigt i livet og evangeliet. Hun havde stadig et smukt smil, og hendes øjne udstrålede ren næstekærlighed.

Tidligt næste morgen fandt jeg hende siddende i et af blomsterbedene ved kirkebygningen, hvor hun lugede og rensede bedene. En af hendes sønner havde båret hende derhen. Når hun var færdig med et område, brugte hun hænder og arme til at bevæge sig til det næste sted. Det var hendes måde fortsat at tjene Herren på.

Sent om eftermiddagen, da jeg afholdt interview til tempelanbefalinger, blev Mama Taamino bragt hen til det sted i skyggen af et træ, hvor jeg sad, tæt på kirkebygningen. Hun ville gerne have mulighed for at svare på de spørgsmål, som kræves for at få en tempelanbefaling.

»Jeg kan ikke komme i templet mere, præsident,« sagde hun. »Jeg er blevet gammel og syg, men jeg ønsker altid have en gyldig tempelanbefaling på mig.«

Jeg kunne se, hvor inderligt hun ønskede at vende tilbage til templet, og jeg vidste, at Gud anerkendte hendes længsel. Ikke længe efter forlod hun sit jordiske hylster for at slutte sig til dem, som hun trofast havde tjent i Herrens hus. Hun tog intet med sig, udover sin tro, sit vidnesbyrd, venlighed, næstekærlighed og en villighed til at tjene.

Mama Taamino var en sand polynesisk pioner, hvis eksempel har været til velsignelse for mange af hendes brødre og søstre – deriblandt mig.