En fars favntag

Min familie skulle til at forlade festen, men jeg ville løbe på rollerblades. Min far omfavnede mig og spurgte, om jeg ville blive der, så han kunne tage mig med ud at løbe på rollerblades.

»Nej!« svarede jeg vredt.

»Du kan stole på mig,« sagde han.

Andre ville hjem, så vi satte os ind i bilen. Ti minutter senere var vi ude for at trafikuheld. Jeg blev mirakuløst reddet, men min far omkom. Det »nej!« var det sidste, jeg sagde til ham, og han blev det sidste menneske, jeg omfavnede i mange år.

I de næste 11 år gik mit liv konstant ned ad bakke. Jeg mistede troen på mig selv og begyndte at mistro alle. Mit liv var så ulykkeligt, at jeg en dag, da jeg var 18 år kæmpede med voldsom håbløshed og tryglede Gud om at vise mig vejen til et lykkeligt liv.

En uge senere opsøgte to missionærer mig. De viste mig en bog og sagde, at jeg skulle bede om at få at vide, om den var sand. Det, de bad om, virkede enkelt, men sårene fra min fars død var dybe, og jeg mente, at mit møde med missionærerne var en tilfældighed og ikke et svar fra en Gud, som elskede mig.

Men jeg læste alligevel Mormons Bog og bad om at modtage et svar – dog ikke med oprigtigt hjerte. Det ville jo trods alt betyde, at jeg skulle stole på Gud, tage imod ham og hans svar. Det var lettere at antage den lettilgængelige kritik af Kirken. Og jeg havde også opdaget, at de store historiske personligheder, jeg havde hørt om i skolen, var lurvede i kanten. Sæt Joseph Smith var ligesom dem?

Men til sidst blev jeg dog døbt og bekræftet. Jeg vidste, at jeg havde brug for et mål i livet, og jeg syntes om Kirken og dens medlemmer. Men nu er jeg klar over, at jeg blev medlem uden at have et ægte vidnesbyrd, et, som brænder i hjertet. Den tro, jeg havde, udsprang af, at jeg blev klar over, at Kirkens kritikeres argumenter var overfladiske. Selv om jeg var mistroisk, nåede jeg et punkt, hvor det føltes overvældende at bevare den tro. Jeg var blevet præsenteret for Kirken som følge af min mistro og min sorg, og nu vendte jeg tilbage til den tilstand.

Så jeg traf en afgørende beslutning: Jeg ville bede, men denne gang gøre det, som Moroni opfordrede os til, med »tro på Kristus«, »oprigtig hensigt« og et »oprigtigt hjerte« (Moro 10:4). Den dag, jeg havde valgt, fastede jeg og bad om vejledning. Jeg tilbragte hele dagen med at overveje det, der var sket.

Den aften knælede jeg ned ved min seng. Jeg bøjede hovedet og spurgte min himmelske Fader, om Mormons Bog var sand. Jeg huskede straks al min tvivl. Jeg lukkede mine øjne, knugede mine hænder sammen og spurgte igen – oprigtigt, med hensigt og med tro på vor Frelser.

Verden syntes at stoppe. Jeg følte mig varm og omsluttet af lys. I 11 lange år havde jeg længtes efter dette, og endelig blev jeg atter omfavnet af en far – en himmelsk Far. Endelig havde jeg fundet en at stole på. »Ja,« sagde jeg med tårer i øjnene, »jeg stoler på dig.«