2010
Gode råd om dating til de unge piger
April 2010


Gode råd om dating til de unge piger

Billede
Young Women General Presidency

Dating er sjov! Dating er en mulighed, hvor I kan udvikle og styrke jeres venskaber med unge mænd. Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum gav et enkelt og indsigtsfuldt svar på definitionen af en ven: »Venner er perso-ner, som gør det lettere at efterleve Jesu Kristi evangelium.«1 Gå ud med unge mænd, som får jer til at ønske at blive en bedre person. »Vær jeres bedste,« så I kan være en god indflydelse på dem, I går ud med.2

Bliv den type person, som I gerne ville gå ud med

I kan allerede nu begynde at udvikle de kvaliteter, som gør jer attraktive og interessante.

  • Smil! Ja, smil og vær glad. Så vil jeres smil være smittende og hjælpe andre til at nyde jeres selskab.

  • Vær åndeligt i form. Gør det, som drager jer tættere på Helligånden, så han kan være jeres stadige ledsager.

  • Vær fysisk i form. Tag vare på jeres krop, vær aktive og fremelsk sunde spisevaner. Vær velplejede.

  • Udvikl jeres interesser og talenter. Få al den uddannelse, som I har mulighed for. I bør læse gode bøger, lytte til god musik, sætte jer ind i aktuelle begivenheder eller lære et fremmedsprog.

  • Opfør jer som en Guds datter. Vær ikke fremfusende, højtråbende, vulgær eller sjofel. Det kan godt være, at I ser den form for adfærd i film, men det sømmer sig ikke for en ung pige, som forstår sin identitet som en datter af Gud.

  • Styrk jeres sociale færdigheder. Vær venlig, imødekommende og hensynsfuld mod andre. Øv jer i at konversere. Lær passende etikette og gode manerer. Alt dette hjælper jer til at blive sådan et menneske, som andre har lyst til at omgås.

  • Vær interesseret i mennesker. Vis interesse for andre og det, som de synes om. Stil spørgsmål, der får dem til at føle sig godt tilpas og hjælper jer til at lære dem bedre at kende.

  • Sæt grænser. Lad ikke nogen udnytte jer. Værn om jeres renhed.

  • Efterlev standarderne i Til styrke for de unge. Vær ikke bange for at tale om dem med dem, I går ud med. Lad være med at sænke jeres standarder for nogen. Hvis nogen forventer, at I skal gøre det, så er han eller hun ikke jeres venskab eller selskab værd.

  • Hjælp andre med at blive deres bedste. Sørg for, at de bliver bedre mennesker, fordi de har været ude med jer. Selv om I ikke har mulighed for at date meget, kan I smile og vinde nye venner. Vælg at være optimistisk. Selv skuffelser under dating kan være udviklende. Enhver person, I møder, kan berige jeres liv, og I kan velsigne andre, når I viser jer fra jeres bedste side.

Vælg dem, I dater, med omhu

Dating giver mulighed for at lære unge mænd at kende som forberedelse til ægteskabet. Vær forsigtig med, hvem I dater. Når I overvejer at gå ud med en ung mand, så vær sikker på, at han har høje standarder og altid vil hjælpe jer med at efterleve Jesu Kristi evangelium. Her er nogle spørgsmål, som I kan stille jer selv:

  • Har han en stærk og god karakter?

  • Er han pålidelig og til at stole på?

  • Er han ærlig?

  • Er han respektfuld og venlig mod andre og mod mig?

  • Er han uselvisk?

  • Respekterer han mine forældre, og ærer han sine egne forældre?

  • Ærer han sit præstedømme?

  • Motiverer han mig til at være mit bedste?

  • Er han værdig til at komme i templet?

Hav det sjovt og vær sjov på date, når I lærer andre at kende. Planlæg spændende aktiviteter sammen. Nogle af de sjoveste dates kan omfatte noget så enkelt som at lave mad sammen. Eller overvej et tjenesteprojekt. Man kan iagttage den anden og lære vedkommende bedre at kende ved at gøre noget aktivt frem for blot at sidde og se en film.

Vores profet har sagt: »Når du dater, skal du behandle ham eller hende med respekt og forvente, at han eller hun viser dig den samme respekt.3 Vi ved, at I vil være en positiv indflydelse på alle de unge mænd, I dater – og alle jeres venner, som ser jeres retskafne eksempel.

Når I fortsætter med at udvikle jeres evner og talenter, så træf vise valg i jeres venskab med andre og bliv en retskaffen indflydelse, så vil jeres år med at date blive positive, belønnende og sjove. Det er en tid til at have høje mål, forvente det bedste og blive alt det, som vor himmelske Fader har til hensigt, at I skal blive. I er en datter af vor himmelske Fader; han elsker jer, og det gøre vi også.

Noter

  1. Robert D. Hales, »This Is the Way; and There Is None Other Way«, i Brigham Young University Speeches of the Year, 1981-1982, 1982, s. 67.

  2. Thomas S. Monson, »Vær dit bedste«, Liahona, maj 2009, s. 67.

  3. Thomas S. Monson, »Standards of Strength«, New Era, okt. 2008, s. 5.

Foto af templet i Montreal i Quebec © Laurent Lucuix