Ring efter en ambulance!

Da jeg i 1991 var ved at afskærme loftet i vores hjem, mærkede jeg en jagende smerte i mit venstre øje. Smerten, der føltes næsten som en splint, spredte sig snart til hele mit hoved. Jeg arbejdede videre, indtil ubehaget tvang mig til at gå ned i soveværelset for at hvile.

Men da jeg lagde mig ned, hviskede en stille, sagte røst til mig. »Stå op,« sagde Ånden. »Læg dig ikke til at sove.«

Mens jeg overvejede advarslen og tænkte over, hvad jeg skulle gøre, besluttede jeg at tage en af de piller, som min mor tog mod migræne. Jeg gik ind på mine forældres værelse, men da jeg åbnede pilleglasset, lød stemmen igen: »Lad være med at tage en af dem.«

Kort efter lød stemmen for tredje gang: »Du skal ringe efter en ambulance – lige nu!«

Jeg havde aldrig ringet til alarmcentralen før, men jeg gjorde det straks. Ambulancen kom kort efter, og to samaritter lagde mig på en båre. Det sidste jeg husker er, at de spurgte, hvad jeg hed. Så blev alt mørkt.

Senere vågnede jeg op på intensivafdelingen på hospitalet. Jeg var stadig svag og påvirket af bedøvelsen, men jeg kan huske, at jeg kunne mærke hænder på mit hoved, mens min far og min biskop gav mig en velsignelse. Jeg hørte ordene: »Du bliver helt rask igen, som om intet var sket.«

Efter tre dage på intensivafdelingen og yderligere fire dage på en almindelig hospitalsafdeling kunne jeg endelig vende hjem. Først da fandt jeg ud af, at jeg havde haft en mindre hjerneblødning. Kirurgen, som havde opereret mig, fortalte mig senere, at jeg »havde været få millimeter fra døden«, og at jeg ville have været død, hvis jeg havde taget en migrænepille.

I dag er jeg sund og rask og taknemlig over, at Herren ledte mine tanker den dag. Jeg er blevet beseglet i templet til min dejlige hustru, og vi har fire vidunderlige børn.

Jeg takker min himmelske Fader og min Frelser, Jesus Kristus, for livets mirakel. Jeg stræber dagligt efter at få det bedste ud af den tid, de har skænket mig, og med taknemlighed mindes jeg den beskyttelse, som Åndens røst gav mig.