Tidligt søndag morgen

Det er lørdag aften i Waila Menighed i Nausori Stav på Fiji. Dagens ansvar er udført, og de aronske præstedømmebærere har beredt sig på sabbatten og er nu samlet hjemme hos bror og søster Maiwiriwiri. De spiser et lille måltid, inden de begynder deres faste – fulgt af en nats søvn på en måtte i familien Maiwiriwiris hjem.

Det bliver tidligt morgen for disse unge mænd i Det Aronske Præstedømme. Længe før daggry står de hurtigt op, ifører sig deres hvide skjorter og slips og deres mørke bukser, og kl. 6 har de forladt bror og søster Maiwiriwiris hjem parvis – ligesom missionærerne. Hvert af disse kammeratskaber har en særlig rute, som de følger, så de kan være i kirke kl. 10, når præstedømmemødet begynder. Det er deres ansvar at stoppe ved hvert medlems hus på deres rute og indbyde dem til at betale fasteoffer.

Disse unge mænd går fem kilometer fra familien Maiwiriwiris hus i den ene ende af menighedens område til kirkebygningen i den anden ende. Det giver dem mulighed for at udføre deres pligt og indbyde medlemmer af Kirken til at tage del i det storslåede værk og at drage omsorg for enkerne og for deres brødre og søstre ved at bidrage med fasteoffer. Præsident Alipate Tagidugu fra Nausori i Fiji Stav bemærkede, at takket være denne indsats fra Det Aronske Præstedømme, er fasteofferydelserne steget med 20 procent.

Og hvad der er lige så vigtigt er, at de unge mænd får mulighed for at udføre deres pligt og hjælpe menighedens medlemmer med at holde deres dåbspagter:

»Eftersom I … nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette;

ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer, ja, indtil døden, så I kan blive forløst af Gud og blive regnet blandt dem i den første opstandelse, så I må få evigt liv« (Mosi 18:8-9).

Disse storslåede unge mænd ser ikke det at indsamle fasteoffer som en byrde, men som en velsignelse. De ifører sig med glæde deres hvide skjorte og slips, står villigt tidligt op og banker på medlemmernes døre tidligt om morgenen for at indbyde dem til at tage del i de velsignelser, som udspringer af at betale et gavmildt fasteoffer.

Mens jeg betragtede disse ung mænd berede sig på og udføre deres pligt som præstedømmebærere, tænkte jeg på, hvilken vidunderlig velsignelse det vil være for dem hele deres liv at forstå betydningen af at indbyde Kirkens medlemmer til at komme Frelseren nærmere ved at betale fasteoffer. De bliver meget bedre missionærer og meget bedre ægtemænd og fædre på grund af deres indsats i præstedømmet.

De vil bedre kunne forstå dette skriftsted om Herrens folk: »Og Herren kaldte sit folk Zion, fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed, og der fandtes ingen fattige blandt dem« (Moses 7:18).