Jeg må tage til templet

José Gonçalves da Silva blev pludselig vækket ved at folk råbte hans navn. Det var mørkt, og han anede ikke, hvor han var.

»Jeg sov, da bussen rullede rundt,« mindes José om den ulykke, som fandt sted tidligt om morgenen i januar 2008. »Ingen kunne finde mig, fordi jeg lå bagest i bussen, dækket af bagage. Nogle af brødrene fandt mig til sidst, da de begyndte at samle kufferterne.«

Da buschaufføren mistede herredømmet over bussen på et smalt, snoet stykke vej i det sydlige Venezuelas tætte regnskov, var José og de andre sidste dages hellige fra Manaus i Brasilien cirka halvvejs gennem deres tre dage lange rejse til templet i Caracas i Venezuela. José fik kun mindre skrammer, men flere brødre og søstre måtte på hospitalet.

»Det er på tide, du holder op med at rejse til templet,« sagde bekymrede familiemedlemmer til José, som var 80, da ulykken skete. Men han sagde ganske upåvirket: »Jeg må tage til templet. Hvis Herren tillader det, vender jeg tilbage.«

Han begyndte straks at spare op til sin fjerde rejse til Caracas, som han foretog tidligt i 2009. Bror Gonçalves da Silva synes, at den 40 timer lange bustur er let, sammenlignet med de tre rejser han tidligere foretog til templet i São Paulo i Brasilien. I mange år var templet i São Paulo, der ligger flere tusinde kilometer sydøst for Manaus, det nærmeste tempel på denne by med to millioner indbyggere i den nordlige stat Amazonas. Men så i 2005 blev Manaus en del af Caracas tempeldistrikt i Venezuela.

I de mange år, hvor man rejste til São Paulo, »tog vi en båd fra Manaus og brugte fire dage på at nå til Pôrto Velho«, som er hovedstad i staten Rondônia, siger José. »Derfra kørte vi med bus i fire dage til São Paulo. Min kone er ikke medlem af Kirken, og da jeg rejste til templet for første gang i 1985, rejste jeg alene. Jeg tilbragte natten på busterminalen i Pôrto Velho, fordi jeg ankom sent, så der var ingen bus. Næsten morgen fortsatte jeg til São Paulo. Det var en god oplevelse, men jeg var lidt træt, da jeg nåede frem.«

Derefter tilbragte han tre hele dage med at tjene i templet, før han begav sig ud på den otte dage lange rejse hjem igen. Det tager ham et år at spare op af sin pension, så han har til rejseudgifterne til templet.

»Det er et offer at tage af sted, men det er det værd,« siger bror Gonçalves da Silva, som har udført meget stedfortrædende arbejde for sin familie. »Jeg følte en særlig glæde, den dag jeg blev døbt for min far, da nogen blev døbt for min mor, og da jeg repræsenterede min far, da mine forældre blev beseglet. Det var vidunderligt at have mulighed for det. Alle mine søskende er døde nu, men jeg har udført arbejde for dem på mine tempelrejser.«

José mener, at det offer, som ligger i at rejse så langt til templet, gør, at de sidste dages hellige i Manaus bliver taknemlige, når der bliver indviet et tempel der. »Jeg glæder mig til den dag,« siger han.

Manaus havde blot en lille gren med 20 medlemmer, da José blev medlem af Kirken i 1980. Siden da har han set Kirken blomstre op, så der nu er 50.000 medlemmer fordelt på otte stave.

»Da det i 2007 blev bekendtgjort, at der skulle opføres et tempel i Manaus,« siger José, »da græd jeg af glæde, og jeg bad til, at Herren ville lade mig leve længe nok til at se første spadestik,« som blev taget året efter. Nu beder han til, at han må leve længe nok til at se templet fuldført og hans hustru døbt, så de kan blive beseglet.

»Vi ved ikke, hvornår vi dør, men vi bør være beredt og lykkelige, når den tid kommer,« siger bror Gonçalves da Silva. »Jeg ser frem til at vende tilbage til min himmelske Faders og min Frelsers, Jesu Kristi nærhed. Mine besøg i templet hjælper mig med at berede mig på den dag.« ◼