Gør tempelægteskab til et vigtigt mål

Vitaly: Da jeg havde været hjemme fra min mission i nogle måneder, blev jeg bedt om at være vejleder ved en lokal ungdomskonference. Steven C. Smith, der var præsident for Novosibirsk-missionen, kaldte mig ind på sit kontor. Jeg forventede en ny kaldelse eller en form for formelt interview. Men i stedet fortalte præsident Smith mig om en, som han gerne ville have, at jeg skulle møde – en ung kvinde, som for nylig havde fuldført sin mission og var vendt hjem til en anden del af Rusland, men som var i byen til konferencen.

Jeg havde aldrig truffet Katya før, men da jeg kom til konferencen, præsenterede jeg mig, og vi snakkede sammen nogle få minutter. Senere på aftenen bød jeg Katya op til dans. Næste dag gjorde jeg det igen.

Katya: Jeg kendte ikke mange unge, enlige præstedømmebærere, mens jeg voksede op, men jeg håbede hele tiden på, at Herren ville sørge for en værdig, ung mand, som jeg kunne gifte mig med. Jeg anede ikke, hvornår eller hvordan vi skulle mødes, men jeg stolede på Herren og hans løfter.

Efter min mission blev jeg bedt om at være chaperone ved en ungdomskonference. Da jeg traf Vitaly ved konferencen, blev jeg straks interesseret i at lære ham at kende. Vi tilbragte de mest vidunderlige og uforglemmelige tre dage sammen ved konferencen.

Jeg følte meget tidligt en stærk tilkendegivelse af, at Vitaly var den mand, jeg skulle giftes med. Det er selvfølgelig ikke alle, der oplever den slags følelser, så tidligt i forholdet. Hvordan kan vi så vide, at vi bevæger os i den rigtige retning? På min mission lærte jeg at genkende Ånden og følge hans vejledning uden at tvivle. Så da jeg følte en tilkendegivelse til, at jeg skulle lære Vitaly at kende, besluttede jeg at følge den.

Jeg ved, at Ånden leder os alle, hvis vi søger hans fællesskab. Det er vigtigt, at vi ikke sammenligner vores vej med andres – Ånden leder ikke os alle på helt samme måde – men hvis vi følger Ånden, kan vi være sikre på, at vi er på rette vej.

Vitaly: I løbet af de tre dage blev jeg klar over, at jeg havde mødt en ganske særlig pige. Jeg var trist til mode, da konferencen var forbi, og Katya og jeg måtte skilles. Heldigvis var der en konference for unge voksne den følgende måned. Jeg begyndte straks at glæde mig til den.

Den konference var lige så fantastisk, som jeg havde håbet. Katya og jeg tilbragte meget tid sammen og lærte virkelig hinanden at kende. Da konferencen var forbi, udvekslede vi telefonnumre og vendte hjem til vore respektive byer.

I de følgende uger holdt vi kontakten ved lige ved telefonsamtaler og sms’er. (Jeg tror, at jeg på mindre en måned lærte at sms’e hurtigere på min mobil, end de fleste kan skrive på deres bærbare computer!)

Katya boede i Jekaterinburg, som lå 11 timers togrejse fra mit hjem i Omsk i Sibirien. Men vi var begge meget opsatte på at se hinanden igen. Vi begyndte at besøge hinanden regelmæssigt i weekenderne. Jeg besøgte hende en weekend, og nogle uger senere kom hun og besøgte mig. Når jeg besøgte Katya, boede jeg hos nogle fælles venner i hendes by, og når hun besøgte mig, boede hun hos fælles venner i min hjemby. Vi tilbragte ofte tid sammen med disse venner fra Kirken under vore besøg.

Katya: Elleve timer kan synes som en lang rejse, men i Rusland er det bare en kort spadseretur! På grund af afstanden var vore stævnemøde ikke så hyppige, som vi kunne ønske os. Vi kunne kun mødes med et par ugers mellemrum og tilbringe to eller tre dage sammen, inden en af os skulle rejse hjem igen. Det føltes ofte, som om vi havde brug for meget mere tid, og afskeden var altid svær. Men fordi vi måtte gøre en indsats for at se hinanden, værdsatte vi hvert minut, vi kunne være sammen. Da vores forhold blev mere alvorligt, så vi frem til en tid, hvor vi ikke skulle sige farvel til hinanden.

Vores tid sammen var meget spændende og varierede: Vi cyklede og red på heste, besøgte museer, læste i skrifterne, lavede mad, gik ture i parken (vi dansede sågar i en af dem) og besøgte et børnehjem for at tjene og lege med børnene.

Hver gang vi mødtes, foretog vi os noget nyt, så vi havde det rigtig sjovt. Jeg påskønnede, at Vitaly var så opfindsom, når han planlagde dates. De aktiviteter, som han planlagde, hjalp os faktisk med at lære hinanden at kende.

Vitaly: Da jeg var studerende, havde jeg ikke råd til så mange spændende ting. Jeg brugte de fleste af mine penge på at besøge Katya og betale min telefonregning. Men et stramt budget betød ikke, at vores dates skulle være kedelige eller uproduktive. Faktisk kostede nogle af vore bedste dates ikke en øre.

Det kan lyde fjollet, men jeg ville se, hvordan Katya opførte sig, når hun var sammen med børn, så derfor besøgte vi et børnehjem. Sådan var det med mange af vore dates; vi gjorde vores bedste for at lære hinanden bedre at kende.

Vitaly: I Rusland, som mange andre steder, er det normalt, at folk bor sammen, inden de er gift. Da jeg friede til Katya, spurgte nogle af mine venner mig, hvordan jeg kunne gifte mig med hende, uden på forhånd at vide, om vi passede sammen. De mente, som mange af Katyas venner også gjorde, at den eneste måde, hvorpå man kunne vide, om hun var den rette for mig, var ved at bo sammen et stykke tid.

Jeg fortalte dem, at der ikke er nogen grund til at bo sammen med et menneske for at lære vedkommende at kende. Jeg prøvede også at forklare mine venner, på en måde, som de kunne forstå, at jeg havde bedt og modtaget et svar om, at jeg skulle gifte mig med Katya. Da jeg havde fået min beslutning bekræftet, nærede jeg ingen frygt for ægteskabet. Jeg glædede mig og følte, at et helt nyt liv udfoldedes for mig. Der var ingen som modsagde eller kritiserede mig for den indstilling. Faktisk støttede de min beslutning.

Katya: Da Vitaly friede, prøvede mine forældre at tale mig fra at gifte mig. De mente, at det var alt for tidligt for os at blive forlovet, og at jeg skulle lære Vitaly endnu bedre at kende. Chefen på mit arbejde sagde det samme og tilføjede: »I skal bo sammen, inden I kan træffe et sådant valg.«

Jeg er ked af, at folk har det på den måde med ægteskab og familie. Jeg tror ikke, at de forstår, hvor lykkelige par kan være, når de er blevet viet og beseglet i templet. Den store kærlighed og lykke, som Vitaly og jeg følte ved vores vielse, styrkedes af visheden om, at vi var beseglet for al evighed.

Vitaly: Katya og jeg blev gift i Omsk den 25. februar 2006. (Russisk lov kræver, at man bliver viet borgerligt inden en tempelbesegling, som mange andre lande også gør). Næste morgen rejste vi til templet i Stockholm. Vi tog et fly fra Omsk og fløj de tre timer til Moskva, hvor vi tilbragte resten af dagen. Så tog vi nattoget til Skt. Petersborg. Da vi var nået dertil, steg vi på en bus sammen med andre sidste dages hellige og kørte i otte timer til Helsinki i Finland. Den sidste del af rejsen var 11 timer med færge til Stockholm.

Endelig var vi fremme ved templet.

Nogle vil mene, at så lang en rejse er en udfordring, men på mange måder var vores rejse gennem Europa en pragtfuld bryllupsrejse.

Den dag, vi blev beseglet, den 1. marts 2006, var en herlig dag – en dag med fred og vished. Jeg vidste, at hende, hvis hånd jeg holdt, var den, jeg skulle dele evigheden med. Alene den tanke fyldte mig med stor glæde og taknemlighed mod min himmelske Fader, fordi han havde betroet mig med sin datter som min hustru. Jeg følte mig tættere på ham end nogensinde før.

Katya: Nu har Vitaly og jeg en lille datter. Hun er vidunderlig. Jeg vil gerne have, at hun bliver gift i templet en dag, og den bedste støtte, vi kan yde hende, er at være kærlige livsledsagere og forældre.

Jeg håber, at hun kan finde en værdig præstedømmebærer, som har mange kristuslignende egenskaber. Det var, da jeg så de egenskaber i Vitaly, at jeg vidste, jeg kunne gifte mig med ham.

Hvad var det, der tiltrak mig ved Vitaly? Han er selvfølgelig flot og klog, og han ved, hvordan man gør kur til en kvinde. Men det var det ikke de vigtigste kriterier. Han havde, hvad jeg kalder »en Kristi discipels øjne«. Jeg fornemmede et lys i ham. Han er en retfærdig præstedømmebærer.

Vitaly: Selvfølgelig er det dejligt at være gift med en, man er tiltrukket af. Men hvis vi udelukkende er optaget af de fysiske træk, går vi glip af nogle af de vigtigste karaktertræk – personlighed, åndelighed og andre kvaliteter, som virkelig har betydning i et varigt ægteskab.

Jeg er klar over, at det kan være en udfordring for nogle unge voksne at finde en ægtefælle i Kirken, simpelthen fordi der ikke er mange sidste dages hellige, der hvor de bor. Jeg føler med dem. Ikke desto mindre ved jeg, at uanset hvad vores omstændigheder er, kan vores himmelske Fader, hvis vi gør vores del og bereder os på at blive beseglet i templet, åbne en udvej for os.