Taylors talent

»Kan du fortælle mig, hvilke talenter Taylor har, som jeg kan fortælle klassen om?« spurgte min otteåriges primarylærer mig om. Hun havde ringet, fordi Taylors klasse skulle tale om de talenter, de havde modtaget fra vor himmelske Fader.

Jeg var helt blank. Jeg tænkte tilbage på de sidste otte år og prøvede at finde et svar. Da Taylor var fire dage gammel, fik han et slagtilfælde, som gav ham en omfattende hjerneskade og spastisk lammelse. Han kan hverken se, tale eller kommunikere. Han har aldrig udviklet sig længere end et seks måneders barns mentale stade. Han tilbringer det meste af sin dag i en kørestol, og vi plejer ham og gør tilværelsen behagelig for ham.

Vi jublede, da han lærte at fnise eller drikke af en særlig kop, og vi fejrede det, da han kunne rejse sig og tage et par skridt. Men selv om vi jublede og fejrede det udadtil, så græd vi indvendigt, fordi vi var klar over, at disse små fremskridt sandsynligvis var de største fremskridt, som Taylor ville komme til at gøre. Men jeg tænkte ikke, at det var det, en primarylærer ventede at høre.

Jeg rømmede mig og svarede trist: »Taylor har ikke rigtigt nogen talenter, som jeg kan komme i tanke om.«

Denne søde søster ændrede så for stedse mit forhold til min søn med sit svar.

»Da jeg tænkte over denne lektion, blev jeg klar over, at alle Guds børn har et talent,« sagde hun. »Jeg mener, at Taylors talent er, at han lærer andre at tjene. Hvis det er i orden med dig, så vil jeg gerne fortælle klassen, at jeg har bemærket Taylors talent her i Kirken. Jeg har set de andre primarybørn lære at skubbe hans kørestol, åbne døre for ham og overvinde deres frygt for at tørre hans kind med et lommetørklæde, når det er nødvendigt. Jeg synes, at det er et stort talent, som han velsigner os andre med.«

Jeg samtykkede mumlende, og vi sagde venligt farvel til hinanden. Jeg spekulerer på, om den primarylærer er klar over, hvilket dybt indtryk den samtale gjorde på mig. Taylor er stadig den samme. Han er stadig meget plejekrævende. Hospitaler, læger og terapeuter kommer til at udgøre en stor del af mit liv. Men mit perspektiv har ændret sig, og jeg begyndte at lægge mærke til hans talent.

Jeg så, hvordan folk omkring os ændrede adfærd, når de bestræbte sig på at tage sig af ham. Jeg lagde også mærke til, hvordan han minder os om at tage den med ro, lægge mærke til hans behov og blive mere medfølende, opmærksomme og tålmodige.

Jeg ved ikke, hvad der er Guds hensigt med, at Taylor skal gennem så overvældende udfordringer, men jeg tror, at hans primarylærer gav mig et lille glimt af det. Han er her for at dele sit talent med os. Han er her for at give os mulighed for at lære at tjene.