Når ænder ikke kan flyde

Det begyndte med en gave, som far tog med hjem som en overraskelse til sine tre døtre. Vi piger kiggede ned i den pippende papkasse og hvinede af fryd. Små ællinger! Vi kunne ikke vente med at stikke hånden ned og snuppe en. Vi hev så meget i far, at han næsten tabte kassen.

»Tag det roligt, piger,« lo han. »Der er en til jer hver!«

Det overraskede mig, hvor lille den ælling føltes i min hånd. Dens lille varme krop føltes på størrelse med en tokrone i min hule hånd, og den vejede heller ikke meget mere.

»Orv, hvor er den let!« udbrød jeg. »Jeg forstår godt, at små ællinger kan flyde!«

Far lo igen, mens han gik ud i køkkenet til mor. Far elskede overraskelser, især dem, der fik hans familie til at smile. Så kom jeg i tanker om vores soppebassin. Det ville være det perfekte hjem til vores nye ællinger.

»Hent det gamle plastic soppebassin i garagen, Nora,« sagde jeg til min søster.

Mens haveslangen i baghaven pumpede klart, køligt vand ud i soppebassinet, så vi nærmere på vores ællinger og gav dem navne. Min havde en lille brun plet på sit runde næb og latterligt store svømmefødder.

Pludselig kom jeg i tanker om mine venner. De ville le ad min begejstring for de nye kæledyr. Så kom jeg i tanker om, at mine venner ikke ville kigge forbi de næste par dage. Deres forældre havde givet dem lov til at slå lejr i bjergene i nærheden. De skulle cykle på en gammel grusbane, vælge en god lejrplads og slå telt op. De skulle have det rigtig sjovt, og bagefter ville de komme hjem og grine og snakke om deres lejrtur. Min mor havde ikke givet mig lov. Hun sagde, at jeg var for ung!

Da soppebassinet var fyldt, samledes vi piger om det i spænding. Vi satte vores små baskende, rappende fugle på vandet og PLOP – så sank de til bunds. De sank alle tre!

Vi stak hurtigt hænderne ned i bassinet og reddede de stakkels, druknende ællinger. Hvad var der gået galt? Vi havde ikke bedt dem om at gøre noget vanskeligt, som fx at svømme. Det eneste, de skulle gøre, var at flyde. Er det ikke let for en and?

»Hvad skete der?« spurgte min søster.

»Måske forskrækkede vi dem!«

Vi blev enige om, at det nok var, som når små børn skal lære at gå. De skal jo falde nogle gange. Vi besluttede at prøve en gang til.

»En, to, tre, nu!«

Plump! Plump! Plump! De sank som små blykugler.

Heldigvis for ællingerne nænnede vi ikke at efterprøve vores teori om, at de bare skulle øve sig. Da Nora foreslog, at vi skulle føntørre dunene, stormede vi alle tre ind i huset. Forsigtigt tørrede mine to søstre de stakkels fugle med min lyserøde hårtørrer, mens jeg ringede til det nummer, som stod på papkassen.

»Hallo, hr. Det er os, der lige har købt – ja, altså, vores far har lige købt – tre små ællinger. Ja, hr. Der er altså et problem med vores ællinger. Vi vil gerne have, at vores ænder kan flyde.«

Det, som manden havde at sige, var helt nyt for mig. Jeg var slet ikke klar over, hvor meget jeg havde lært, før jeg hørte mig selv forklare det til Nora og Suzy: »Forstår I, de dunede fjer er ikke vandafvisende. De suger vand til sig. Vi skal vente en uge eller to, indtil deres krop danner den voksagtige olie, som gør deres fjer vandtætte.«

»Men det passer da ikke,« sagde Nora. »Jeg har da set små ællinger følge med deres mor ude på floden. De var bare få dage gamle.«

»Det forklarede manden mig også. Når ællingerne bliver født, lægger moderen sine vinger om dem for at holde dem varme. Olien fra moderens vinger bliver gnubbet af på ungerne. Når de er sammen med deres mor, kan de flyde. Men når de er alene, skal de være lidt ældre, før de kan klare sig i vandet.«

Det var i det øjeblik, at mine tanker vandrede videre til bjergene derude, hvor mine venner lå i telt. Måske ville min mor holde mig under sine vinger lidt længere. Jeg kærtegnede min ællings lille ryg med en finger.

»Vi holder jer væk fra soppebassinet indtil videre, lille ven,« lovede jeg ham. Og som en strøtanke spurgte jeg den: »Savner du din mor?«