2010
Selvtillidstest: Fra frygt til tro i ægteskabsbeslutningen
April 2010


Selvtillidstest Fra frygt til tro i ægteskabsbeslutningen

Fra en tale holdt på Brigham Young University-Idaho den 25. september 2007.

Billede
Elder Lance B. Wickman

Da jeg var færdig med college i 1964, blev jeg officer i den amerikanske hær. Jeg meldte mig frivilligt til træning i det amerikanske rangerkorps. Rangeruddannelsen er en opslidende træning i commando- og eliteinfanteritaktik. Målet er at skabe dygtige officerer og underofficerer.

Min rangeruddannelse omfattede en række prøver på »selvtillid«, som rangerofficererne kaldte dem, som skulle udfordre ens fysiske styrke, udholdenhed og mod. Udfordrende forhindringsbaner, opstigninger og rappelling ned ad isklædte klippesider på 30 meter eller mere, nattevandringer i sumpe med alligatorer og giftige slanger og et natteløb med kompas over en strækning på 16 km gennem uvejsomt terræn – det var blot nogle af de prøver, vi måtte udholde. Prøvernes formål var at vise rangerne, at vi var i stand til at gøre mere, end vi troede, vi kunne gøre i vanskelige og trættende omstændigheder under kamp. Vore ledere lærte os at have tillid til os selv og til vores uddannelse. Mere end en gang under ilddåben i kamp trak jeg på de selvtillidslektioner, jeg havde fået under rangeruddannelsen.

Gennem hele vores liv står vi over for andre, mere væsentlige prøver på vores selvtillid end dem, jeg udholdt under min uddannelse. Det er ikke så meget prøver på vores selvtillid, som på vores tillid til det, som vi modtager fra Guds Ånd. Profet efter profet har rådet os til at huske på det, vi ved – at bevare tilliden til Herren. Da Jakob bestræbte sig på at genvække troen hos sit folk, erklærede han: »Jeg ved, at I ved« (2 Ne 9:4, 5; fremhævelse tilføjet). Paulus var endnu mere direkte: »Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig« (Hebr 10:35; fremhævelse tilføjet). Hver af os står over for en usikker fremtid. Men når vi ser den i øjnene og husker det, vi ved, møder vi den i tro. Så møder vi den med munterhed. Så møder vi den med tillid.

En af de mest betydningsfulde prøver på selvtillid, som jordelivet byder på, møder vi som regel i vores ungdom. Det er beslutningen om at gifte sig. »Ingen beslutning gribes an med større frygt af denne generation af unge voksne. Den er genstand for megen bekymring.

Frygt for ægteskabet

Jeg kender ikke alle årsagerne til dette, men jeg mener, at dette er en del af dem:

  • Bekvemmeligheden ved at være sammen som gruppe. Mange unge »diskvalificerer« sig selv fra at finde den rette partner ved at dyrke alt for meget af deres selskabelighed i grupper. Eftersom man hygger sig sammen i blandede grupper med både mænd og kvinder, tror nogle fejlagtigt, at de virkelig er i gang med den sorteringsproces, der er så vigtig for at finde ens evige livsledsager. Men det er ikke tilfældet. Gruppeselskabelighed kan hindre en person i muligheden for at se nærmere på rette vedkommendes karaktertræk og personlighed, der er så vigtigt for at træffe et klogt valg.

  • Frygten for at begå en fejltagelse. Skilsmissestatistikkerne er velkendte. Nogle unge mennesker har oplevet den hjertesorg at se deres forældres eller venners ægteskab gå i stykker eller også har de selv været igennem en skilsmisse. De har oplevet det ekstreme traume, som er forbundet med den slags brud. Nogle gange gør det, at de er bange for at tænke på ægteskab, fordi de er bange for at vælge den forkerte.

  • Ungdommelig frygt for ansvar. For nogle få er der en tilbageholdenhed med at lade egne ønsker og interesser smelte sammen med en andens. En sådan selviskhed har det med at tilskynde en til at udskyde ægteskabsbeslutningen.

Fejlagtige ræsonnementer

Uanset hvad frygten for ægteskabsbeslutningen bygger på, så fører den til fejlagtige ræsonnementer, og man får kastet selvtilliden over bord. Det får så igen et menneske til ikke klart at forstå sit eget ansvar for at træffe den beslutning. Selv om denne frygt ikke fører til, at man udskyder eller undgå ægteskabet, så kan den føre til andre fejltagelser. For eksempel er nogle tilbøjelige til udelukkende at betragte beslutningen som et åndeligt anliggende. De sniger sig uden om deres egen forpligtelse til at tage del i beslutningen og venter i stedet på noget i stil med en guddommelig finger, der skriver svaret på væggen, eller på at havet skal dele sig eller på et andet metafysisk fænomen, som med usvigelig sikkerhed skal fortælle dem, at den eller den er »den rette«.

Andre ønsker, at en anden skal træffe beslutningen for dem. En stavspræsident fra Brigham Young University fortalte mig, at det ikke er usædvanligt, at nogle kvinder retter sig efter deres aktuelle kæreste, som fortæller hende, at han er »den eneste ene«. Andre overlader beslutningen til en af deres forældre – ofte deres far – som tidligere har truffet beslutninger for dem. I begge tilfælde afgiver man ansvaret for den vigtigste beslutning, man kan træffe i dette liv.

Gode råd fra forældre, biskopper og andre værdige personer kan være værdifulde. Men i den sidste ende er der ikke andre, der kan – eller bør – fortælle en, hvad man skal gøre. Beslutningen om, hvem man skal gifte sig med, er en yderst personlig beslutning.

»Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig!« Husk på, at vi kommer til denne verden med en medfødt evne til at forelske os. Gør det ikke sværere end det er! Husk på, hvad I ved, og gå så frem med tillid til vor himmelske Fader og den status, som I nyder som hans søn eller datter.

Gode råd til bejlen

Bejlen er en tid, hvor to mennesker lærer hinanden at kende. Det er en tid til at lære den anden at kende, vedkommendes interesser, vaner og syn på livet og evangeliet. Det er en tid, hvor man udveksler ambitioner og drømme, håb og frygt. Det er en tid, hvor man ser på den andens forpligtelse over for efterlevelse af evangeliet.

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum fortæller om en hjemvendt missionær, som havde datet en sød ung kvinde. Han holdt meget af hende og overvejede alvorligt at fri til hende. Det var efter at præsident Gordon B. Hinckley (1910 – 2008) havde rådet kvinder til kun at gå med et par ørenringe. Den unge mand ventede tålmodigt en tid, sagde ældste Bednar, på at den unge kvinde skulle fjerne det ekstra par ørenringe, som hun gik med. Men det skete ikke. Af denne og andre grunde holdt han med tungt hjerte op med at se hende.

Med hensyn til denne oplevelse sagde ældste Bednar: »Jeg formoder, at nogle af jer … måske mener, at den unge mand var for fordømmende eller at det, til dels, at basere en beslutning af evig betydning på en sådan tilsyneladende mindre ting er tåbeligt eller fanatisk. Måske generer det jer, at eksemplet handler om en ung kvinde, der ikke fulgte profetens råd, i stedet for om en ung mand. Men tillad mig at påpege, at det ikke drejede sig om ørenringe!«1

Her er et andet godt råd: Pas på, at I under jeres bejlen, ikke baserer jeres bedømmelse på det, der kan beskrives som ren »afkrydsning«. Med det mener jeg, at I ikke udelukkende skal basere jeres beslutning på, at vedkommende har udført en fuldtidsmission eller har en bestemt kaldelse i menigheden. Den slags kan være, bør være, og er som regel et fingerpeg om hengivenhed, trofasthed og pålidelighed. Men ikke altid. Det er derfor, man skal lære hinanden at kende. Lær den anden at kende så godt, at du kender vedkommendes hjerte og karakter og ikke blot hans eller hendes »evangeliske CV«.

En naturlig følge er denne: Undgå at være fordømmende over for nogen, indtil du lærer vedkommende at kende. Hurtige negative bedømmelser kan være lige så fejlagtige og vildledende som hurtige positive bedømmelser. Vær lige så opmærksom på en usleben diamant, som du er på vagt over for det falske glimmer.

Bed om vejledning

Først når du har anvendt din egen dømmekraft og sunde fornuft i forholdet, bør du efter en passende tid bede for at få din beslutning bekræftet. Husk, at lige som alle andre vigtige beslutninger er ægteskab jeres valg. Herren forventer, at I udøver jeres dømmekraft. Som han sagde til Oliver Cowdery: »Se, du har ikke forstået det; du er gået ud fra, at jeg ville give dig det, uden at du gjorde dig nogen tanke ud over at spørge mig« (L&P 9:7). Når I har gjort jeres i et passende kurmageri og begynder at træffe en beslutning, så vær forvisset om, at vor himmelske Fader besvarer jeres bøn.

Herren forventer, at I anvender jeres sunde fornuft. Han forventer, at I stoler på jeres egen naturlige mand-kvinde-tiltrækning, som ligger medfødt i jer. Når I er blevet tiltrukket af en af det modsatte køn, har nydt venskabet – bejlen – med vedkommende og er overbevist om, at vedkommende deler jeres værdier og er den, som I gerne ville dele det mest intime forhold med – så fremlæg sagen for vor himmelske Fader. Et fravær af indtryk, der strider mod jeres egne følelser, kan være den måde, han fortæller jer, at han ingen indvendinger har mod jeres valg.

Hav tillid til Herren

Mange år er gået, siden jeg fik min udfordrende uddannelse som ranger. Jordelivets strømme har ført mig langt bort fra min militærtids prøver i selvtillid. Men mindet om dem og det, jeg lærte af dem, hænger ved. Vi er i stand til at udholde livets storme og gøre det mere effektivt, end vi ville have troet. Det er bare et spørgsmål om at huske på det, vi ved.

»Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig.« Stol på det, som I ved! Så kan I møde jeres egne prøver på selvtillid med mod og værdighed, og Herren vil lede jeres skridt. ◼

Note

  1. David A. Bednar, »Hurtig til at opfatte«, Liahona, dec. 2006, s. 17.

Illustreret af Dilleen Marsh

Gruppeselskabelighed kan hindre en person i muligheden for at se nærmere på rette vedkommendes karaktertræk og personlighed, der er så vigtigt for at træffe et klogt valg.

I skal lære hinanden at kende. Lær den anden at kende så godt, at du kender vedkommendes hjerte og karakter og ikke blot hans eller hendes »evangeliske CV«.