Fiji Troens frugter

George Kumar søgte efter en måde, som kunne sikre, at hans ældste søn, Ryan, ville leve et produktivt og moralsk liv. Men familien Kumar fandt meget mere: Evige evangeliske sandheder, som skænkede dem alle et nyt og lykkeligere liv.

Evangeliet indgød deres familie nyt liv, siger bror Kumar. »Vi tilbringer mere tid sammen – mere kvalitetstid og er mere åbne over for hinanden.« De beder familiebøn hver dag, og regelmæssige familieaftner er et »must«, siger Ryan.

Der var Ryan, der førte de andre ind i Kirken.

Da Ryan var midt i teenageårene, blev George Kumar bekymret for, hvilken vej hans søn ville vælge i livet. George, der var urolig for, at Ryan og hans venner ikke anvendte deres tid produktivt, fandt ud af, at han kunne omgive sin søn med unge mennesker, som opførte sig anderledes. Efter at have talt med en fætter, der arbejder på Fijis LDS Church College i Suva, fandt George ud af, at Ryan kunne blive optaget på skolen. (Church College er en skole, der svarer til de afsluttende klasser i folkeskolen).

Ryans adfærd forbedredes, da han begyndte på Church College. »Det skyldtes de andre elevers eksempel,« siger han. Tidligere havde han tilbragt meget tid sammen med sine venner i ligegyldige aktiviteter. Men da han havde set, hvordan de andre elever på kirkeskolen levede, »mistede jeg interessen for den slags,« forklarer han.

Ryan opnåede et vidnesbyrd om evangeliet, og hans forældre var så glade over at se forandringerne i hans liv, af de straks sagde ja, da han bad om lov til at blive døbt og bekræftet. Ryan droppede sine gamle venner. Nu havde han fået nye venner.

Men da han bad sine forældre om at lytte til missionærerne, »var vi noget tilbageholdende,« mindes George. Men de havde set den forandring, som evangeliet havde udvirket i Ryans liv, så de vidste, at Kirken måtte stå for noget godt. Forandringen i Ryans adfærd var så gennemgribende, at han i sit sidste år på skolen blev udnævnt til skolerådsformand, en ære, der normalt var forbeholdt en elev, der havde haft hele sin skolegang på skolen.

Nogle af forandringerne i Ryans adfærd virkede til at begynde med underlige i hans forældres øjne. Hvorfor kunne de for eksempel ikke overtale ham til at spise den første søndag i måneden? Men da Ryan forklarede formålet med fasten, forstod hans forældre, at forandringerne i hans liv stak dybere, end de var klar over.

Ryans lillebror, Michael, havde også bemærket, at hans bror havde ændret sig, og Michael lyttede til evangeliet. »Ryan begyndte at gå til kirkeaktiviteter, og det, der slog mig, var, at han virkede så glad, hver gang han kom tilbage fra dem,« siger Michael. »Jeg henviste faktisk mig selv til missionærerne. Jeg ville undervises. Jeg ville døbes og bekræftes.«

Da missionærerne underviste Michael i lektionerne for nye medlemmer efter hans dåb, begyndte hans mor, Alitiana, at lytte med. Det påvirkede hendes mand, og snart havde både George og hans hustru deres egne vidnesbyrd.

Ryan havde det privilegium at døbe begge sine forældre som medlemmer af Kirken i 2006, kort før han rejste til Wellington-missionen i New Zealand for at udføre sin mission. Senere, inden Michael tog på mission, havde han det privilegium at ledsage sine forældre, da de tog til templet. Ældste Michael Kumar begyndte i Salt Lake City South-missionen i Utah i august 2008, kort før Ryan vendte hjem fra New Zealand.

Det kan være hårdt for familien Kumar at skulle betale tiende og forsørge en søn, der er på mission. Bror Kumars indtægt gik fuldt ud til deres terminer og andre forpligtelser. Men de gjorde de nødvendige ofre; hele familien erkendte behovet. Når bror Kumar for eksempel muntert sagde, at de skulle have det »normale« måltid om aftenen, vidste hele familien, at der ikke kom kød på bordet. »Der var dage, hvor vi kun fik brød og kakao,« mindes Michael.

Ryan siger, at han er taknemlig for sine forældres ofre. »Jeg indså, at de virkelig tog de pagter, de havde indgået, alvorligt.«

Ryans lillebror siger, at siden deres omvendelse, »har vi som familie tacklet prøvelser bedre. Vor himmelske Fader har hjulpet os.«

Familiens omvendelse rørte også hurtigt andre. To af Ryans og Michaels fætre, som var kommet for at bo hos familien Kumar, valgte også at lytte til missionærerne og blive medlemmer af Kirken.

Familien Kumar har fået både timelige og åndelige velsignelser af deres ofre, siger bror Kumar. De har været i stand til at få pengene til at slå til. Da Michael var taget på mission, fik bror Kumar et nyt job, som han håber sætter ham i stand til at betale sit hus af hurtigere.

Men de åndelige velsignelser, som familien Kumar har modtaget, betyder meget mere for dem. George og Alitiana finder vækst i deres kaldelser – han som ældsternes kvorumspræsident i Lami 2. Menighed i Suva Nordre Stav på Fiji, og hun som andenrådgiver i menighedens Primary.

Ryan bemærker, at hans eget syn på livet er helt anderledes end mange af hans jævnaldrendes: »Jeg har altid noget at tage mig til – noget, der kan opbygge riget.« Med hensyn til planer for fremtiden siger han, at evangeliet får de troende til »at se på det hele fra et evigt perspektiv«.

George og Alitiana var begge blevet undervist i kristne læresætninger, inden de hørte om evangeliet. Men de havde ikke fundet trøst i det, de havde lært. »Inden for andre religioner,« siger bror Kumar, »lærer man at frygte Guds vrede – at være bange. Men Jesu Kristi forsoning giver én en chance mere.«

Familien Kumar bestræber sig på at få mest muligt ud af den chance.

Peni og Jieni Naivaluvou fordoblede størrelsen af deres familie, da de valgte at åbne dørene for fire piger fra Vanuatu, som gik på LDS Church College på Fiji. Men familien Naivaluvou ser ikke dette som et offer. De føler, at de er blevet rigt velsignet ved at gøre det. De mener, at en af disse velsignelser er deres nyeste familiemedlem, den spæde Hagoth, der blev født i januar 2009.

Tidligt i 2008 hørte biskop og søster Naivaluvou fra Tamavua Menighed i Suva Nordre Stav i Fiji om to unge studerende fra Vanuatu, som havde brug for et sted at bo, så familien Naivaluvou så nærmere på deres egen situation. Deres sønner, Soane på 18 og Ross på 16, var ikke hjemme, fordi de gik i kirkeskole på Tonga, som er deres fars families fædreland. De to piger fra Vanuatu boede hos en familie i Suva, som ikke var medlemmer af Kirken, og det kostede deres forældre mange penge. De to piger ville være godt selskab for den 13-årige Andrea Naivaluvou. Andrea går også på Church College og kom hjem tidligt på eftermiddagen, inden hendes forældre havde fået fri fra arbejde. Så bror og søster Naivaluvou besluttede, at de ville indbyde de to piger fra Vanuatu til at bo gratis hos dem.

Pigerne insisterede på at hjælpe til med udgifterne, men deres egne udgifter blev alligevel det halve af, hvad de tidligere havde betalt – en velsignelse for deres familier.

I april kom to andre piger fra Vanuatu på besøg og nød stemningen i familien Naivaluvous hjem. Ikke længe efter spurgte disse to piger, om de også måtte bo hos dem. Familien Naivaluvou tog med glæde imod dem.

Hvordan var det at have fire unge mennesker ekstra i hjemmet? »Vi har knyttet så stærke bånd, at de føles mere som vore døtre,« siger biskop Naivaluvou. Familien Naivaluvou gjorde det fra starten klart, at pigerne skulle betragtes som en del af familien. De fire piger fra Vanuatu er faktisk i familie med hinanden, men hjemme hos familien Naivaluvou behandler de hinanden som søstre, født af de samme forældre. Andrea Naivaluvou ser dem også som »mine søstre«, siger hun; de større piger passede på hende og hjalp hende med lektierne, når det var nødvendigt. De fire piger begyndte at kalde biskop og søster Naivaluvou for Ta og Na – »far« og »mor« på fijiansk.

Det er måske første gang, siger søster Naivaluvou, at piger fra Vanuatu, der går på Church College, har fundet logi hos medlemmer af Kirken. Faderen til en af pigerne udtrykte, da han kom på besøg, sin dybe taknemlighed over for familien Naivaluvou for den kærlighed, de har vist hans datter.

Søster Naivaluvou påpeger, at en af pigerne, som er datter af en distriktspræsident på Vanuatu, var et godt eksempel for deres familie på grund af sin tro; biskop Naivaluvou siger, at hendes eksempel hjalp hans familie til at tage skriftstudium og familiebøn mere alvorligt.

Både bror og søster Naivaluvou siger, at de er blevet timeligt velsignet, fordi de var villige til at dele med andre. Deres midler har strakt sig længere. Og søster Naivaluvou tror, at den velsignelse, at hun blev gravid igen efter 13 år, har forbindelse til deres villighed til at vise andre kærlighed.

Da familien Naivaluvous to sønner vendte hjem fra Tonga ved slutningen af skoleåret, anerkendte de også de unge piger som en del af familien. Men Soane kan nok undskyldes, hvis han ikke helt betragter pigerne som søstre. Han blev shanghajet som ledsager for en af pigerne til skoleballet. Han udførte sin rolle som en sand gentleman.

Da de fire piger fuldførte skoleåret og vendte hjem til Vanuatu sidst på året 2008, var afskeden gribende, mindes biskop Naivaluvou. Det var, som om han og hans hustru måtte sige farvel til fire døtre. Og da det nye skoleår begyndte i 2009, bød familien Naivaluvou med glæde deres fire »døtre« velkommen tilbage – plus to piger mere.

Da der kun er fire soveværelser i deres hjem, vil nogle måske undre sig over, hvordan de kunne finde plads til seks unge piger ud over deres egen datter og den nyfødte. Men familien Naivaluvou fandt hurtigt ud af det uden problemer.

Det drejede sig jo ikke om personligt albuerum. Det var bare et spørgsmål om at udvide deres familiekærlighed.

I 2008 vandt Asenaca Ramasima det, der nok er de to mest ansete udmærkelser for elever på LDS Church College på Fiji. Først blev hun valgt som duks eller skolens bedste elev. Den udmærkelse ledsages af et legat, der dækker skolepengene. Men hun modtog også Lion of the Lord-prisen, som gives til en seminarelev, der har udmærket sig. Hun skatter den anden pris endnu mere end den første, fordi den er en påmindelse om, hvordan hun har bestræbt sig på at udvise tro på sin himmelske Fader i hverdagen.

Livet har allerede tildelt Asenaca en rigelig andel af besværligheder, selv om hun kun er 19 år. Og alligevel synes hun at udstråle glæde – glæde ved kundskaben om, at hun har en evig familie, fordi de blev beseglet i templet i Suva på Fiji i 2001, og glæde ved kundskaben om, at hun er kendt og elsket af sin himmelske Fader.

Asenaca er den yngste af fem børn. Hun har fire ældre brødre. Hun mindes, at da deres far døde, opfordrede deres ældste storebror, som dengang var på mission, dem til at huske på, at deres far ikke var tabt for evigt. Han ville altid være tæt på dem.

Hendes brødre blev familiens forsørgere, mens deres mor blev det åndelige bånd, der knyttede dem alle sammen. Børnene har nydt godt af at følge deres forældres eksempel.

»Min far var en inspiration for mig. Han har altid lært os: ›Vær flittig, vær flittig,‹« siger den blide Asenaca. Hun ærede sin far og hjalp sin mor ved at være flittig i skolen. Det legat, som fulgte med udnævnelsen til duks, er et værdifuldt bidrag, som Asenaca har ydet til dækningen af egne skoleudgifter.

Forældrenes eksempel har også givet hende en grundvold for åndelig dannelse. »Vi blev dagligt undervist i hjemmet ved familieskriftstudium og vore forældres undervisning,« siger Asenaca. Hun tilføjer, at hendes mor stadig bygger på denne grundvold i familien.

Asenacas eget regelmæssige skriftstudium gør, at hun bevarer og styrker sin tro på Jesus Kristus. Hun afsætter tid til skriftstudium, uanset hvor travlt hun har.

Tro på Jesus Kristus har til gengæld hjulpet hende med at holde sig tæt til sin himmelske Fader, så hun kan bede ham om hjælp. »Jeg ved, at han altid er der,« siger hun. »Hvis jeg gør, som han ønsker, støtter han mig, og hans Ånd bekræfter, hvad der er rigtigt.«

Den vejledning er vigtig, når unge piger på hendes egen alder prøver at overtale hende til at »more sig«, sådan som de gør – ved at drikke, ryge og blæse på kyskheden. Men »den slags strider imod min samvittighed«, siger Asenaca, og takket være sin tro og den tryghed, hun føler ved sin himmelske Faders vejledning, »kan jeg sige nej«.

Hun siger, at det at tjene i Kirken har hjulpet hende til at opbygge en selvtillid, som hun ellers ikke kunne have opnået. Det får betydning, når hun er færdig med sin skolegang på Church College, for hun håber, at hun så kan komme ind på Brigham Young University i Provo i Utah eller BYU-Hawaii for at læse til revisor.

Begge steder ligger langt fra hendes hjem ude på landet nær Suva. Virker det skræmmende at skulle rejse så langt bort? Asenaca overvejer spørgsmålet et øjeblik, og så smiler hun et af sine brede smil. Ja, svarer hun – men hun gør det for at nå sine mål.

Det er ikke svært at tro på, at Asenaca vil gøre, som hun siger. Indtil videre har hun klaret sig fint, når det gælder om at nå sine mål. Og ligesom andre trofaste medlemmer på Fiji har hun fundet åndelig vækst og timelig fremgang ved at udøve tro og holde budene.