2010
En brudekjole og en plan
April 2010


En brudekjole og en plan

»… ægteskabet er indstiftet af Gud« (L&P 49:15).

Lori sad på sin storesøsters seng, mens Karyn pakkede sin tempeltaske. Karyn skulle giftes i dag.

Lori glædede sig til at komme til bryllupsreception om aftenen, men hun var også trist. Hendes storebror, som havde været på mission, kunne gå med Karyn i templet. Hendes forældre kunne også tage med. Men Lori og hendes to små brødre kunne ikke komme derind.

»Gid jeg kunne være sammen med dig i templet,« sagde Lori.

Karyn holdt op med at pakke og kiggede op. »Ja, det ville jeg også ønske, men du er jo lige udenfor. Og en skønne dag vil jeg tage med dig i templet, når du skal giftes.«

Lori var ikke helt så ked af det mere, men der var noget andet, hun tænkte på. »Hvordan vidste du, at du ville giftes med Matt?« spurgte hun.

Karyn satte sig ved siden af Lori. »For længe siden fandt jeg ud af, at vor himmelske Fader har en plan med mig. Og da jeg traf Matt, forstod jeg, at vi kunne fuldføre den plan sammen.«

»Har du gjort planen færdig?« spurgte Lori.

Karyn rystede på hovedet. »Matt og jeg vil have børn, gøre vores uddannelse færdig og meget mere.«

Lori kiggede på den smukke hvide brudekjole, som hang på Karyns skabsdør. »Hvor er din kjole smuk,« sagde hun.

Karyn smilede. »Det er en anden del af planen,« sagde hun. »Jeg har altid gerne villet giftes i templet, så min kjole skal være tækkelig.«

Nogle få timer senere så Lori Karyn og Matt komme ud af templet. Deres ansigter strålede.

Lori løb hen til Karyn og slog armene om hende.

Flere uger senere fik Lori et billede med posten. Det var et foto af Karyn og Matt, der stod foran templet. Øverst på billedet havde Karyn skrevet: »Vor himmelske Fader har en plan med dig.«

Lori stillede billedet på sin kommode. Hun lovede sig selv, at hun en dag ville tage til templet, så hendes ansigt kunne stråle, ligesom hendes søster havde gjort.

Illustration: Jennifer Tolman; fotografi © Busath.com