Opstandelsens vished

Ved juletid for mange år siden vandrede vi, hvor Jesus havde vandret. Vi tilbragte dyrebare timer i det, der siges at være Getsemane have, og vi prøvede at forestille os de lidelser, som han gennemgik inden sin korsfæstelse og opstandelse. Vi var i nærheden af det sted, hvor han bad, hvor han blev taget til fange, og hvor han blev forhørt og dømt.

Uden for bymuren besteg vi det højdedrag, som er mærket af små huler, der får den runde del af det til at ligne et kranium, og vi fik at vide, at det var Golgata, stedet, hvor han blev korsfæstet. Vi bevægede os i zigzag ned af bagsiden af højen og trådte ind ad en åbning i vinduesstørrelse, som førte ind til en råhugget hule, hvor det siges, at hans legeme var blevet lagt.

Vi tilbragte nogle timer i den lille have uden for graven og fordybede os i evangeliets beretning om hans begravelse og opstandelse, som fandt sted her. Vi læste eftertænksomt og under bøn om kvindernes komme til graven, om Herrens engel, der rullede stenen bort, og om de flygtede vagters forvirring.

Vi kunne næsten forestille os, at vi så to engle i strålende klæder, som talte til Maria og sagde: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?

Han er ikke her, han er opstået.«

Herren havde forudsagt: »Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag« (Luk 24:5-7).

Vi mindedes samtalen mellem Maria, englene og Herren:

»›Kvinde, hvorfor græder du?‹ Hun svarede: ›De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.‹«

Hun vendte sig og »så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.

Jesus sagde til hende: ›Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?‹ Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: ›Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.‹

Jesus sagde til hende: ›Maria!‹ Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: ›Rabbuni!‹ – det betyder Mester.

Jesus sagde til hende: ›Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud‹« (Joh 20:13-17) …

Til tider synes vores fejring af vigtige begivenheder at få et jordisk skær, og vi forstår ikke fuldt ud betydningen af årsagen til højtiden. Det gælder især påsken, hvor vi ofte fejrer højtiden, snarere end den dybe betydning af Herrens opstandelse. De må sandelig være ulykkelige, de som ignorerer Kristi guddommelighed, Mesterens rolle som Søn. Vi har ondt af dem, der kalder opstandelsens store mirakel for »en subjektiv oplevelse blandt disciplene, snarere end en faktisk historisk begivenhed«.

Vi ved i sandhed, at alt dette virkelig skete. Kristus talte om sig selv til Nikodemus:

»Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd« (Joh 3:11).

Og så husker vi, at Peter vidnede:

»Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus« (ApG 2:36).

»I fornægtede den hellige og retfærdige …

Livets fyrste dræbte I, men Gud oprejste ham fra de døde. Det er vi vidner om« (ApG 3:14-15).

Tappert stod Peter og Johannes foran rådet og sagde atter:

»Så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand [den tidligere lamme mand] står rask foran jer …

Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved« (ApG 4:10, 12).

Da rådet revsede de to apostle og befalede dem, at de ikke skulle tale eller forkynde den slags i Jesu navn, svarede de og sagde: »Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham;

men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt« (ApG 4:19-20).

»Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest« (ApG 4:33).

Vi ved også, at opstandelsen er virkelig. Den levende Peter sagde til forfølgernes råd:

»Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som I dræbte ved at hænge ham på et træ …

Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham« (ApG 5:30, 32).

Vi står i ærefrygt foran den store Peter, der så fuldstændigt havde modtaget total vished, og som så værdigt havde påtaget sig lederskabets og myndighedens kappe og den inspireredes og videndes mod. Hvilken styrke havde han ikke fået, da han ledte de hellige og stod urokkelig over for verden med dens forfølgere, vantroende og vanskeligheder. Og mens han igen og igen fremlagde sin fuldkomne viden, glæder vi os over hans udholdenhed over for pøbler og dommere, embedsfolk, der stræbte ham efter livet, og mens han tappert forkyndte om den opstandne Herre, Freds Fyrsten, den Hellige og Retfærdige, Livets fyrste, Fyrsten og Frelseren. Peter var nu sikker i sin sag, urokkelig, for aldrig igen at falde. Vi burde opnå megen vished ved hans vished …

Paulus’ vidnesbyrd synes at være det mest afgørende. Han hørte røsten fra den opstandne Kristus:

»Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Og for at være sikker på identiteten spurgte Paulus: »Hvem er du, herre?« og modtog svaret: »Jeg er Jesus, som du forfølger« (ApG 9:4-5).

Og den samme Paulus, som nu havde genvundet sin styrke, som var blevet velsignet af præstedømmet, som havde genvundet sit mistede syn, gik omkring i synagogerne og satte jøderne i Damaskus til vægs, »når han påviste, at Jesus er Kristus« (ApG 9:22).

Og senere drog Paulus til apostlene i Jerusalem, og Barnabas, der talte på Paulus’ vegne, »forklarede dem, hvordan han på vejen havde set Herren, og at Herren havde talt til ham, og hvordan han i Damaskus frimodigt havde talt i Jesu navn« (ApG 9:27).

Så fortsatte Paulus:

»Da de havde udført alt det, der står skrevet om ham, tog de ham ned fra korset og lagde ham i en grav.

Men Gud oprejste ham fra de døde,

Og i mange dage viste han sig for dem, der var fulgt med ham fra Galilæa til Jerusalem, og de er nu hans vidner over for folket …

Gud [har] opfyldt [det løfte] for os, deres børn, da han lod Jesus opstå …

Og at Gud lod ham opstå fra de døde, så han ikke nogen sinde skal vende tilbage til forrådnelse« (ApG 13:29-31, 33-34) …

Vi opløftes af vidnesbyrdet fra den nutidige profet Joseph Smith, da han forsikrede folket om opstandelsen. Ældste George A. Smith citerer Joseph Smiths sidste offentlige prædiken i juni 1844, få dage før det brutale drab på ham:

»Jeg er parat til at lade mig ofre for dette folk, for hvad kan vore fjender gøre? De kan kun slå legemet ihjel, og så rækker deres kræfter ikke længere. Stå fast, mine venner. Vig ikke tilbage. Søg ikke at redde jeres liv, for den, der frygter at dø for sandheden, vil miste det evige liv. Hold ud til enden, og vi skal opstå og blive som guder og herske i celestiale riger, fyrstendømmer og evige magter«¹ …

Det spørgsmål, som Job stillede, er blevet stillet af millioner, som har stået ved en af deres kæres åbne grav: »Kan en, der er død, få liv?« (Job 14:14).

Og spørgsmålet er blevet passende besvaret for utallige af dem som en stor, dejlig fred, der sænker sig over dem som dug fra himlen. Og usigeligt mange gange har hjerter, der var svækkede af smertelige lidelser, følt et kys fra den fred, der overgår al forstand.

Og når en dyb sjælefred har bragt en varm vished til de sind, som var bekymrede, og til de hjerter, som var knuste, kunne alle disse mennesker gentage vor elskede Job:

»Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden.

Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;

ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se« (Job 19:25-27).

Job havde udtrykt det ønske, at hans vidnesbyrd måtte blive trykt i bøger og hugget ind i sten, så de kommende generationer kunne læse det. Hans ønske blev efterkommet, for mange sjæle har opnået fred, når de har læst hans stærke vidnesbyrd.

Lad mig afslutningsvis læse om Johannes Åbenbarerens syn:

»Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne.

Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger« (Åb 20:12-13).

Og ligesom det levende, frodige forår følger den triste, dødlignende vinter, forkynder al naturen den opstandne Herres guddommelighed, at han var Skaberen, at han er verdens Frelser, at han sandelig er Guds Søn.