Gør det nu

Da vores ældste barn (som nu er far til tre og sidder i denne præstedømmeforsamling i dag) var 11 år gammel, fik han sammen med de andre sjetteklasseelever på sin skole til opgave at medbringe familiens yndlingsopskrift. Sjetteklassen skulle som bidrag til den store forårsbasar lave en kogebog, der skulle deles ud i hele nabolaget. Da læreren fremlagde projektet med deadline til fredag ugen efter, konkluderede vores søn Brett med det samme, at der var masser af tid til at få ordnet den sag senere og skubbede det ud af sit hoved. Først på ugen, da læreren mindede eleverne om fredagens deadline, besluttede Brett, at han let kunne færdiggøre sin opgave torsdag aften, og indtil da kunne han beskæftige sig med sjovere ting.

Da fredag morgen kom, bad læreren eleverne om at komme op foran i klassen med deres opskrift. Bretts udsættelse havde gjort, at han helt havde glemt opgaven og var fuldstændig uforberedt. Forfjamsket vendte han sig mod en klassekammerat i nærheden og indrømmede sit problem. I et forsøg på at være behjælpelig sagde klassekammeraten: »Jeg tog en ekstra opskrift med. Hvis du vil, kan du bruge en af mine.« Brett greb hurtigt opskriften, skrev sit navn på den, afleverede den og følte, at han var sluppet for konsekvenserne af sin manglende forberedelse.

En aften adskillige uger senere kom jeg hjem fra arbejde for at friske mig op, før jeg skulle af sted til mine møder i Kirken. Et par dage før var jeg blevet kaldet som stavspræsident efter at have tjent i flere år som biskop. Vi var kendt i nabolaget som medlemmer af Kirken, der prøvede at efterleve vores religions principper. »Der er noget, du skal se,« sagde min hustru Diane, da jeg kom ind ad døren. Hun rakte mig en indbundet bog med en side, der var markeret. Mine øjne strejfede titlen Noelani skoles yndlingsopskrifter – 1985, og jeg bladrede om til den afmærkede side og læste dette: »Familien Hallstroms yndlingsopskrift – Barcadi romkage.«

Mange af os bringer os selv i omstændigheder, der har langt større følger end forlegenhed på grund af vores udsættelse af fuldt ud at omvende os til Jesu Kristi evangelium. Vi ved, hvad der er rigtigt, men vi udsætter det store åndelige engagement på grund af dovenskab, frygt, bortforklaringer eller mangel på tro. Vi overbeviser os selv om, at »en dag gør jeg det«. Men for mange kommer »en dag« aldrig, og selv for andre, der endelig foretager en ændring, er der sket et uopretteligt tab med hensyn til udvikling og selvfølgelig tilbagegang.

Som en delvis vurdering af vores egen status for åndelig udsættelse, hvad er vores holdning så, når vi overværer møderne i Kirken? Er det at lære »ved studium og også ved tro« (L&P 88:118), hvilket gnidningsløst omsætter det, vi lærer, til det, vi gør? Eller har vi en »det har jeg hørt før«-mentalitet, der straks blokerer for Åndens adgang til vores sind og hjerte og gør, at udsættelse bliver en overvejende del af vores karakter?

Følgende er der blevet sagt om en fremtrædende tidligere undersøger af den genoprettede kirke, der indgik pagt om at ville adlyde enhver befaling, som Herren ville give ham: »Og han modtog ordet med glæde, men straks fristede Satan ham; og … verdens bekymringer fik ham til at fornægte ordet« (L&P 40:2). Sammenlign det med Herrens tydelige udtalelse: »Den, som modtager min lov og gør den, han er min discipel« (L&P 41:5).

Alma sagde med stor inderlighed: »Og se, mine brødre, jeg ønsker af mit hjertes inderste, ja, med så stor ængstelse, at det endog volder smerte, at I vil lytte til mine ord og kaste jeres synder fra jer og ikke udsætte jeres omvendelses dag« (Alma 13:27).

Amulek, Almas ven og medunderviser, uddybede budskabet ved at kundgøre:

»For se, dette liv er tiden for menneskene at berede sig til at møde Gud, ja, se dette livs dag er dagen for menneskene at udføre deres arbejde.

Og se … eftersom I har fået så mange vidnesbyrd, bønfalder jeg jer derfor om, at I ikke udsætter jeres omvendelses dag indtil enden« (Alma 34:32-33).

Da jeg var på den alder, en lærer i Det Aronske Præstedømme har, føltes det som om, at jeg hver lørdag morgen i flere måneder, blev vækket ved lyden af min fars havearbejde ude foran mit vindue. (Det tog mig lang tid at regne ud, hvorfor han altid påbegyndte sit arbejde under mit vindue). Efter jeg i et stykke tid prøvede at ignorere støjen, stod jeg op og hjalp i mit ugentlige ansvar min far med at passe haven omkring vores hjem.

Efter et par morgener, hvor jeg måske ikke stod så hurtigt op, eller på grund af lignende begivenheder, som nødvendiggjorde hans gentagne opfordringer, før jeg handlede, satte min far sig en dag ved siden af mig og viste mig et stort billede af et dovendyr, som er kendt for at være lad. Så åbnede han Lære og Pagter og bad mig læse: »For se, det er ikke passende, at jeg giver befaling i alt; for den, som skal tvinges i alle situationer, han er en lad og ikke en klog tjener; derfor får han ingen belønning« (L&P 58:26; fremhævelse tilføjet). Siden den dag har det billede og den lektie været værdifulde aktiver i mit liv.

En effektiv opfordring fra præsident Spencer W. Kimball var det kortfattede: »Gør det«. Han udvidede det senere til »Gør det nu« for at tydeliggøre behovet for at gøre det i rette tid.

Præsident Kimball underviste også om det grundlæggende princip, at udsættelse fører til tab af ophøjelse. Han sagde: »En af de alvorligste menneskelige fejl gennem alle tider er opsættelse – uvillighed til at acceptere personligt ansvar nu … Mange har ladet sig afspore og er blevet … forfaldne til mental og åndelig magelighed og stræbende efter verdslige fornøjelser« (Kirkens præsidenters lærdomme: Spencer W. Kimball, 2006, s. 4-5).

Mange af os ønsker den enkle løsning – den proces, der ikke kræver hårdt arbejde og ofre. Nuvel – jeg troede engang, at jeg havde fundet den. Da jeg kørte bag om en grønklædt dal over byen Honolulu, så jeg op, og der var den – Nem Vej! Mens jeg drømte om goderne ved min opdagelse, tog jeg mit kamera frem for at optage dette lyksalige øjeblik. Da jeg kiggede gennem søgeren, blev mit fokus bogstaveligt og billedligt talt tydeligt. Et stort gult skilt fik mig tilbage til virkeligheden –Nem Vej var en blind vej!

Udsættelse kan synes at være den nemme vej, når den midlertidigt fjerner den indsats, der kræves for at opnå noget af værdi. Ironisk nok bliver udsættelse med tiden en tung byrde behæftet med skyld og en hul mangel på tilfredsstillelse. Timelige og mere vigtigt, åndelige mål kan ikke nås ved udsættelse.

Nu er tiden til at udøve vores tro. Nu er tiden til at forpligte os til retskaffenhed. Nu er tiden til at gøre alt det, der kræves for at ændre vore uønskede omstændigheder. Nu er tiden til at forsone os med Gud gennem den nådefulde forandringsproces, som menneskehedens Forløser har stillet til vores rådighed.

Vi appellerer til –

• enhver, der har modtaget et vidnesbyrd om evangeliets sandhed og om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og ikke er blevet døbt og bekræftet.

• enhver bærer af Det Aronske Præstedømme, som enten på grund af overtrædelse eller ved blot intet at gøre lever i modsætning til en hellig ed og pagt (se L&P 84:33-39).

• ethvert medlem af Kirken, der har fået sin begavelse og som for tiden ikke kan få en tempelanbefaling.

• ethvert medlem, der er blevet såret af en andens handlinger og på nogen måde har fjernet sig fra Kirken.

• enhver, der lever et falsk liv og er bebyrdet med uforløst synd.

Det er mit vidnesbyrd, at I og vi alle kan ændre os og kan gøre det nu. Det er måske ikke let, men vore trængsler kan blive »opslugt i glæden over Kristus« (Alma 31:38). Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.