Lev ved tro og ikke ved frygt

Kære brødre og søstre, jeg tilslutter mig jer og udtrykker min kærlighed og opretholdende støtte til præsident Eyring og hans familie. Præsident Hinckley kaldte mig til at tjene i De Tolv Apostles Kvorum sent torsdag eftermiddag. Jeg kan på ingen måde udtrykke det virvar af følelser, som jeg har oplevet siden. Der har været søvnløse nætter og megen bøn. Mine følelser er dog blevet styrket af kundskaben om, at præsident Hinckley er profeten, og at Kirkens medlemmer vil bede for mig og min familie.

At sige, at jeg føler mig dybt utilstrækkelig er en underdrivelse. Da jeg blev kaldet som generalautoritet i april 1996, følte jeg mig ikke moden til kaldelsen. Ældste Neal A. Maxwell forsikrede mig dengang om, at den vigtigste kvalifikation for alle os, der tjener i riget, er at føle sig veltilpas med at bære vidnesbyrd om Frelserens guddommelighed. En fred kom over mig dengang og er forblevet hos mig siden, fordi jeg elsker Frelseren og har haft åndelige oplevelser, der tillader mig at vidne om ham. Jeg glæder mig over muligheden for at vidne om Jesus Kristus i hele verden (se L&P 107:23) på trods af mine ufuldkommenheder.

I Lære og Pagter 68, vers 5-6, læser vi:

»Se, dette er Herrens løfte til jer, o I mine tjenere.

Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi; og I skal aflægge vidnesbyrd om mig, ja, Jesus Kristus, at jeg er den levende Guds Søn, at jeg var, at jeg er, og at jeg kommer.«

Jeg søger Helligåndens ledsagelse, når jeg taler til jer denne sabbatsmorgen.

Den overvældende følelse, jeg har ved modtagelse af denne kaldelse, er, at vi må leve ved tro og ikke ved frygt. Paulus refererer i 2 Timotheus til troen hos Timotheus’ mormor Lois og hans mor Eunike. Paulus skriver:

»For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed« (2 Tim 1:7).

I mit eget tilfælde anerkender jeg med respekt de forfædre, der nu er på den anden side af sløret, som gav alt, hvad de blev bedt om for at opbygge Guds rige på jorden.

Jeg er taknemlig for, at jeg hele mit liv har været omgivet af personer, der elsker Frelseren. Mit hjerte er fuldt af beundring for min familie. Min hustru Mary har været mit livs glæde. Hendes åndelige styrke, retskafne eksempel, humoristiske sans og kærlige støtte har velsignet mig hele livet. Vore tre børn og deres ægtefæller har været kilder til stor personlig glæde og har sammen med vore ni børnebørn været en stor velsignelse for os. Deres tro og bønner og det gode i deres tilværelse har været en stor støtte for Mary og mig.

Når jeg tænker tilbage på min ungdom i Logan i Utah (ældste Perrys eventyrlige Cache Valley), så forstår jeg, hvor heldig jeg har været ved at vokse op i et godt hjem – at have en retskaffen mor, fuld af tro, og en kærlig far, en storebror, der har været et storslået eksempel for mig såvel som ven og rådgiver, samt en lillesøster, der har elsket og støttet mig. Jeg har også været heldig med at have haft dygtige og hengivne kirkeledere, lærere, trænere og venner, som var vidunderlige eksempler for mig.

Som ung havde jeg mulighed for at tjene i Den Britiske Mission, og det var en skelsættende og definerende begivenhed i mit liv. Indflydelsen fra en fremragende missionspræsident er et af de store mirakler i det gengivne evangelium. For nogle uger siden fik jeg i Kirkens hovedsæde et fødselsdagskort fra en kvinde, som jeg var med til at undervise i Gloucester i England for mange år siden. Jeg havde mistet forbindelsen med hende. Hun fortalte mig, at hun og hendes mand begge er meget aktive medlemmer, har 6 børn og 20 børnebørn, der alle er født i pagten. Det er måske det bedste fødselsdagskort, jeg nogensinde har fået.

Mary og jeg rejste fra Utah, så jeg kunne studere jura i Palo Alto i Californien. Vi planlagde at vende tilbage til Utah efter min eksamen, men Ånden vejledte os til at blive i Californien. Vi boede i Californien i 33 år, og vore børn voksede op der. Vi havde begge mange muligheder for at tjene. Vi elskede mangfoldigheden blandt medlemmerne og deres forpligtelse over for Jesu Kristi evangelium. Jeg vil for evigt være taknemlig for de vidunderlige sidste dages hellige i Californien, der har været en så positiv indflydelse i mit liv.

De sidste 111/2 års virke som halvfjerdser har virkelig været berigende. Når jeg nu forlader det kvorum, ønsker jeg at fortælle mine medbrødre, at jeg elsker og værdsætter deres hengivenhed og loyalitet over for Guds rige på jorden – og deres trofasthed og gode gerninger. Jeg ønsker, at de skal vide, at det har været en glæde at tjene sammen med dem.

Jeg elsker Brødrene, som vi opretholder som profeter, seere og åbenbarere, af hele mit hjerte. Jeg har forsøgt at tjene med ære og lette deres ansvar på enhver måde, jeg kunne. Jeg takker Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum for deres gode eksempel, deres tålmodighed, deres undervisning, deres venlighed, deres hengivenhed over for vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus og hans gengivne evangelium. Jeg er taknemlig for, at Gud kaldte Joseph Smith som profeten, hvorigennem evangeliets fylde blev gengivet til jorden.

Min erfaring som generalautoritet har fyldt mit hjerte med påskønnelse af de sidste dages helliges tro og godhed over hele verden. Vi tjente i to år i Filippinerne. I april 1961 sendte præsident Hinckley, som da var assistent til De Tolvs Kvorum, de første missionærer til Manila. Der var kun én filippinsk præstedømmebærer i Filippinerne. I dag er der næsten 600.000 medlemmer. Deres liv er ikke let, og de mangler mange materielle ting, men de elsker Frelseren. Evangeliet har en kolossal indflydelse på at forbedre deres tilværelse. Det er en stor velsignelse at tjene i deres midte.

Vi tjente også i tre år på øerne i Stillehavet. Det er bemærkelsesværdigt, at næsten 25 procent af alle polynesiere i verden er medlemmer af Kirken. Deres tro og åndelighed er legendarisk. Søster Cook og jeg var engang i Vava’u i Tonga. Jeg havde lige talt om at følge profeten ved stavskonferencens hovedmøde. Ved frokosten efter konferencen sad jeg ved siden af en distingveret, ældre patriark. Han fortalte, hvor taknemlig han var for at høre, hvad profeten belærte om. Han fortalte mig følgende beretning. Vava’u er en relativt lille ø, hvor der normalt falder tilstrækkeligt med regn, men med mellemrum er der alvorlig tørke. Øen har lange vige eller bugter, der næsten er et sund eller bælt, som snor sig ind gennem øen under nogle stejle bakker. Når tørke efterlod landsbyen uden vand, var der kun en måde, hvorpå de kunne få ferskvand og holde sig i live. Gennem århundreder havde de lært, at ferskvand bevægede sig ned gennem klippeformationerne i bjergene og kom ud nogle enkelte steder i havet.

Mændene fra Tonga sejlede ud i deres små både med en vis ældste stående i den ene ende af båden, som ledte efter det helt rigtige sted. De stærke unge mænd i båden stod rede med en beholder til at dykke dybt ned i havet. Når de nåede det rette sted, løftede den vise mand begge sine arme mod himlen. Det var tegnet. De stærke unge mænd dykkede fra båden så dybt, som de kunne, og fyldte beholderne med frisk kildevand. Den gamle patriark sammenlignede denne livreddende tradition med Jesu Kristi evangeliums levende vand, og den vise mand med Guds profet her på jorden. Han bemærkede, at vandet var rent, frisk og i deres tørke livreddende. Men det var ikke let at finde. Det var ikke synligt for det utrænede øje. Denne patriark ønskede at vide alt, hvad profeten underviste i.

Vi lever i en usikker tid. Verden har desperat brug for det friske kildevand, som er Jesu Kristi evangelium. Vi bør lytte intenst til profeten, når vi træffer valg. Min egen uformelle optegnelse viser, at præsident Hinckley hele tiden har fremhævet tro på Herren, Jesus Kristus. Det efterfølges af hans fremhævelse af at styrke familier og at have religiøse skikke i hjemmet. Igen og igen har han fortalt os, at dersom vi efterlever et princip, vil vi opnå et vidnesbyrd om, at dette princip er sandt, hvilket igen vil øge vores tro.

Jeg ved, at mange af jer bekymrer jer for opdragelsen af jeres børn i disse vanskelige tider og for at styrke deres tro. Da min hustru og jeg stiftede familie i området omkring San Francisco, havde vi den samme bekymring. På et kritisk tidspunkt blev vores stavs medlemmer vejledt af ældste Harold B. Lee, der da var medlem af De Tolv, om, at vi kunne opdrage vore børn i retfærdighed, hvis vi ville -

1. følge profeten.

2. fremelske evangeliets sande ånd i vores hjerte og hjem.

3. være et lys for dem, vi boede blandt.

4. fokusere på de ordinancer og principper, der undervises om i templet. (Se L&P 115:5; Harold B. Lee, »Your Light to Be a Standard unto the Nations«, Ensign, aug. 1973, s. 3-4).

Da vi fulgte dette råd, tiltog vores tro, og vores frygt mindskedes. Jeg tror, at vi kan opdrage retskafne børn overalt i verden, hvis de undervises i religiøse principper i hjemmet.

Et område, hvor medlemmer kan leve ved tro og ikke ved frygt, er vores missionsindsats. Forud for min kaldelse den 1. august i år til De Halvfjerds’ Præsidium har jeg tjent i Missionsafdelingen i seks år, de sidste tre år som øverste leder under ældste M. Russell Ballard, der tjente som formand for Kirkens missionskomité.

Nogle missionspræsidenter fortalte os, at mange vidunderlige medlemmer camouflerer sig over for deres naboer og kolleger. De lader ikke andre vide, hvem de er, og hvad de tror på. Vi har brug for langt mere medlemsinvolvering til at fortælle om genoprettelsens budskab. Romerbrevet kapitel 10, vers 14, sætter dette i perspektiv:

»Men hvordan skal de påkalde ham [der tales om Frelseren], som de ikke er kommet til at tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?«

Vers 15 indeholder det vidunderlige budskab omtalt i Esajas:

»Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!« (se også Es 52:7).

Det er blevet bemærket, at medlemmer skal flytte deres fødder og lade deres stemme blive hørt, hvis de skal opnå denne velsignelse.

Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering blev præsenteret i oktober 2004. Præsident Hinckley påbegyndte denne indsats, da han bad om, at missionærer lærer lærdommene og underviser i principperne ved Ånden. Hvert eneste medlem af Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum har deltaget i et væsentligt omfang. Ældste Ballard og jeg følte, at himlens vinduer blev åbnet, og Herrens inspiration blev udgydt for at frembringe denne store hjælpekilde. Over 1,5 millioner eksemplarer af Forkynd mit evangelium er erhvervet af Kirkens medlemmer. Det er et vidunderligt fundament, og missionærerne er fremragende, åndelige undervisere. Men hvis vi skal opnå det, som præsident Hinckley har bedt om, må medlemmerne, idet de lever ved tro og ikke ved frygt, fortælle deres venner og omgangskreds om evangeliet.

I vores personlige kaldelser må vi have tro og ikke være frygtsomme.

Vores datter Kathryn tjener som primarypræsident i sin menighed i Salt Lake City. Min hustru og jeg besøgte hendes menighed sidste søndag for at se Primarys nadvermødeprogram »Jeg vil følge ham i tro.« Jeg var begejstret over at høre børnene citere skriftsteder og historier forbundet med sange, der fokuserede på tro på Kristus.

Efter mødet spurgte jeg hende om hendes kaldelse. Hun sagde, at kaldelsen i begyndelsen tyngede hende. Der gik meget tid med at tale om problemer. Så besluttede præsidentskabet at lægge vægt på kærlighed, tro og bøn. Pludselig kom der åndelige tilskyndelser om et bestemt barn eller en familie. Gnidninger blev erstattet af kærlighed. Hun fortalte mig, at da de fulgte tilskyndelser fra Ånden, kom der mere ærbødighed og fred i Primary, og rigtig evangelisk indlæring fandt sted.

Det er vores tro på Jesus Kristus, der holder os oppe ved skillevejene på rejsen gennem livet. Det er evangeliets første princip. Uden det lader vi hjulene snurre rundt i krydsene og bruger vores dyrebare tid, men kommer ingen vegne. Det er Kristus, som tilbyder os at følge ham og at give ham vore byrder, og at bære hans åg, »for [hans] åg er godt, og [hans] byrde er let« (Matt 11:30).

Der er ikke noget andet navn under himlen, hvorved vi kan blive frelst (se ApG 4:12). Vi må påtage os hans navn og have hans billede i vores ansigtsudtryk, så vi, når han kommer, vil være mere som ham (se 1 Joh 3:2; Alma 5:14). Når vi vælger at følge Kristus i tro snarere end at følge en anden vej på grund af frygt, velsignes vi med en konsekvens, der hænger sammen med vores valg (se L&P 6:34-36).

Må vi alle erkende og takke for livets mageløse gave, som vi alle nyder godt af, og for det åndedræt, som han dagligt skænker os. Må vi vælge at have karakterstyrke ved livets skilleveje og udøve tro på Jesus Kristus. Det er min bøn, at vi vil leve ved tro og ikke i frygt. Jeg bærer mit vidnesbyrd om Gud, som er vor himmelske Fader, og om hans Søn, Jesus Kristus, som sonede for vore synder i Jesu Kristi navn. Amen.