En sten hugget ud af bjerget

Mine brødre og søstre, vi lever nu med et interessant fænomen. En solist synger den samme sang igen og igen. Et orkester gentager den samme musik. Men en taler forventes at fremkomme med noget nyt, hver gang han taler. Jeg vil bryde den tradition her til morgen og gentager til en vis grad det, jeg har sagt ved en anden lejlighed.

Kirken er blevet én stor familie spredt ud over hele jorden. Der er nu over 13 millioner af os i 176 lande og territorier. Noget underfuldt og vidunderligt vil ske. Herren opfylder sit løfte om, at hans evangelium skal være som den sten, der uden hænder blev hugget ud af bjerget, som skal rulle frem og opfylde hele jorden, som Daniel så i et syn (se L&P 65:2). Et stort mirakel finder sted lige for øjnene af os.

Jeg fører jer 184 år tilbage til året 1823. Det var september måned, natten mellem den 21. og 22. september for at være helt nøjagtig.

Drengen Joseph Smith havde bedt om aftenen, inden han gik i seng. Han bad Herren om tilgivelse for sin letsindighed. Så skete der noget mirakuløst. Han siger:

»Mens jeg således var i færd med at påkalde Gud, opdagede jeg et lys, der kom til syne i mit værelse, og som vedblev med at tage til i styrke, indtil værelset var mere oplyst end midt på dagen, hvorefter en skikkelse pludselig kom til syne ved min seng …

Han kaldte mig ved navn og sagde til mig, at han var et sendebud, sendt fra Guds nærhed … og at hans navn var Moroni; at Gud havde en gerning for mig at udføre, og at mit navn skulle nævnes for godt og ondt blandt alle folkeslag, stammer og tungemål, eller at der skulle tales både godt og ondt om det blandt alle folk« (JS-H 1:30, 33).

Drengen må være blevet overvældet over det, han hørte. I de menneskers øjne, der kendte ham, var han ganske enkelt en fattig, uvidende bondedreng. Han var ikke rig. Hans naboer havde lignende forhold.. Hans forældre knoklede som landmænd. Det område, de boede i, var ude på landet og stort set ukendt. De var ganske almindelige mennesker, der prøvede at overleve gennem hårdt arbejde.

Og alligevel sagde en Guds engel, at Josephs »navn skulle nævnes for godt og ondt blandt alle folkeslag, stammer og tungemål.« Hvordan kunne det gå til? Den beskrivelse passer på hele verden.

Når vi nu ser 177 år tilbage på Kirkens organisering, undres vi over det, der allerede er sket. Da Kirken blev organiseret i 1830, var der kun seks medlemmer og blot en håndfuld troende, der alle boede i en stort set ukendt landsby. I dag er vi blevet den fjerde- eller femtestørste kirke i Nordamerika med forsamlinger i alle større byer. Zions stave blomstrer i dag i alle stater i De Forenede Stater, i alle provinser i Canada, i alle stater i Mexico, i alle lande i Mellemamerika og ned gennem hele Sydamerika.

Der findes forsamlinger overalt på De Britiske Øer og i Europa, hvor tusinder har tilsluttet sig Kirken gennem årene. Dette værk er nået ud til de baltiske lande og videre ned gennem Bulgarien, Albanien og andre steder i den del af verden. Det når hen over Ruslands enorme område. Det når op til Mongoliet og hele vejen ned gennem landene i Asien og til Stillehavsøerne, Australien og New Zealand og videre hen til Indien og Indonesien. Det blomstrer i mange af Afrikas lande.

Vore generalkonferencer bliver transmitteret via satellit og andre hjælpekilder på 92 forskellige sprog.

Og det er kun begyndelsen. Dette værk vil fortsat vokse og have fremgang og bevæge sig tværs over jorden. Det skal det gøre, hvis Moronis løfte til Joseph skal opfyldes.

Dette værk er enestående og vidunderligt. Det er grundlæggende anderledes fra enhver anden sammensætning af religiøs lære, som jeg kender til.

Da Jesus gik på jorden, sagde han: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus« (Joh 17:3).

Da Joseph var 14 år gammel, oplevede han noget i den herlige første åbenbaring, som var forskellig fra alle andre optegnede oplevelser hos noget menneske. På intet andet tidspunkt, som vi har nogen optegnelser om, har Gud vor evige Fader og hans elskede Søn, den opstandne Herre, vist sig sammen på jorden.

På tidspunktet for Jesu dåb af Johannes i Jordanfloden hørtes Guds røst, men han var ikke synlig. På Forklarelsens bjerg hørtes igen Guds røst, men der er ingen optegnelse om hans tilsynekomst. Stefanus så Herren ved Faderens højre hånd, men de talte ikke til ham eller instruerede ham.

Efter Jesu opstandelse viste han sig for nefitterne på den vestlige halvkugle. Den Almægtiges røst blev hørt tre gange, hvor han præsenterede den opstandne Kristus, men Faderen viste sig ikke.

Hvor meget mere bemærkelsesværdigt var så ikke det syn i året 1820, da Joseph bad i lunden, hvor både Faderen og Sønnen viste sig for ham. En af dem talte til ham, kaldte ham ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: »Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:17).

Intet lignende var nogensinde sket før. Man forledes til at undre sig over, hvorfor det var så vigtigt, at både Faderen og Sønnen viser sig. Jeg tror, det var, fordi de indledte tidernes fyldes uddeling, evangeliets sidste og afsluttende uddeling, hvor alle tidligere uddelingers elementer ville blive samlet i et. Det skulle være det afsluttende kapitel i den lange krønike, der drejer sig om, hvordan Gud handler med mænd og kvinder på jorden.

Efter Frelserens død gled den kirke, han havde oprettet, over i frafald. Dermed blev Esajas’ ord opfyldt, som lød: »Jorden er vanhelliget af sine beboere, for de har overtrådt lovene, tilsidesat budet og brudt den evige pagt« (Es 24:5).

Mennesker, der var blevet klar over betydningen af at kende Guds sande natur, havde kæmpet for at finde en måde at definere ham på. Gejstlige skændtes med hinanden. Da Konstantin blev kristen i det fjerde århundrede, sammenkaldte han en stor forsamling bestående af lærde mænd med det håb, at de kunne nå frem til en konklusion på forståelsen af Guddommens sande natur. Alt, hvad de nåede frem til, var et kompromis bestående af forskellige synspunkter. Resultatet var den nikænske trosbekendelse 325 e.Kr. Denne og følgende trosbekendelser er lige siden blevet erklæringen for læren i forbindelse med Guddommens natur for hovedparten af kristendommen.

Jeg har læst dem alle adskillige gange. Jeg kan ikke forstå dem. Jeg tror, at andre ikke kan forstå dem. Jeg er sikker på, at Herren også vidste, at mange ikke ville forstå dem. Og så i 1820, i det uforlignelige syn, viste Faderen og Sønnen sig for drengen Joseph. De talte til ham med ord, der kunne høres, og han talte til dem. De kunne se. De kunne tale. De kunne høre. De var personer. De havde en substans. De var ikke indbildte væsener. De var væsener med et legeme af kød. Og af den oplevelse kom vores enestående og sande forståelse af Guddommens natur.

Det kan ikke undre nogen, at da Joseph i 1842 skrev trosartiklerne, erklærede han som den første: »Vi tror på Gud, den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden« (TA 1:1).

Som I alle udmærket ved, fulgte der i de følgende år en sand »sky af vidner«, som Paulus beskrev på profetisk vis (se Heb 12:1).

Først kom Moroni med pladerne, hvorfra Mormons Bog blev oversat. Hvor usædvanligt og bemærkelsesværdigt var det ikke. Josephs beretning om guldpladerne var fantastisk. Det var svært at tro på og let at udfordre. Kunne han have skrevet den ud fra sine egne evner? Her er den, mine brødre og søstre, hvor alle kan se den, røre den og læse den. Ethvert forsøg på at forklare dens oprindelse udover den, som han gav, er faldet fra hinanden. Han var stort set ulærd, og alligevel frembragte han på meget kort tid den oversættelse, som i udgivet form fylder over 500 sider.

Skriften siger, at »på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres« (2 Kor 13:1).

Bibelen havde stået alene i århundreder. Det er en dyrebar og vidunderlig bog. Nu kom der endnu et vidne, der erklærede Kristi guddommelighed. Mormons Bog er den eneste bog, der nogensinde er udgivet, så vidt jeg ved, som indeholder et løfte om, at den, der læser den under bøn og henvender sig i bøn angående den, gennem Helligåndens kraft får åbenbaret en viden om, at den er sand (se Moro 10:4).

Lige siden dens første udgivelse i trykkeriet ude på landet i Palmyra i New York er der blevet produceret over 133 millioner eksemplarer af den. Den er blevet oversat til 105 sprog. For ikke ret længe siden blev den udnævnt til at være en af de 20 mest indflydelsesrige bøger, der nogensinde er blevet udgivet i Nordamerika.

For nylig blev en førsteudgivelse solgt for 105.000 dollars. Men den billigste paperback-udgave er ligeså værdifuld for læseren, der elsker dens sprog og budskab.

I alle disse år har kritikere prøvet at forklare den. De har talt imod den. De har latterliggjort den. Men den har overlevet dem alle, og dens indflydelse i dag er større end nogensinde tidligere i sin historie.

I denne række af begivenheder kom derefter gengivelsen af præstedømmet, der blev skænket af opstandne væsener, som bar det, da Frelseren vandrede på jorden. Det skete i 1829, da Joseph kun var 23 år gammel.

Efter at have modtaget præstedømmet blev Kirken organiseret den 6. april 1830, da Joseph var en ung mand, der endnu ikke var fyldt 25. Atter engang: organiseringen er enestående og forskellig fra den traditionelle kristendoms. Den er i det store og hele drevet af lægfolk. Frivillig tjeneste er det geniale ved den. Den er vokset og har spredt sig udenlands, tusinder og atter tusinder af trofaste og dygtige mennesker har styret dens forløb.

I dag står jeg undrende over for det forunderlige, som Gud åbenbarede til sin udvalgte profet, mens han endnu var ung og ukendt for de fleste. Selve sproget i disse åbenbaringer overstiger fatteevnen hos selv et meget lærd menneske.

Videnskabsmænd, der ikke er af vores tro, og som ikke vil acceptere vore enestående lærdomme, er forvirrede over den store fremgang i dette værk, som rører menneskers hjerte overalt på jorden. Vi skylder profeten, seeren og åbenbareren Joseph alt dette, Herren Jesu Kristi apostel, som blev forudordineret til at komme frem i denne slægt som et redskab i den Almægtiges hånd til på jorden at genoprette det, som Frelseren underviste i, mens han vandrede på Palæstinas veje.

Over for jer bekræfter jeg i dag mit vidnesbyrd om profeten Josephs kaldelse, om hans værk og om hans beseglende vidnesbyrd med sit blod som martyr for den evige sandhed. I kan hver især bære vidnesbyrd om det samme. I og jeg står over for det rene og skære spørgsmål om at acceptere sandheden af den første åbenbaring samt det, der fulgte den. Spørgsmålet om dens virkelighed er det, selve Kirkens gyldighed hviler på. Hvis den er sand, og det vidner jeg om, at den er, så er det arbejde, som vi er engageret i, det allervigtigste arbejde på jorden.

Jeg efterlader jer mit vidnesbyrd om sandheden af alt det, jeg har talt om, og jeg nedkalder himlens velsignelser på jer. Må himlens vinduer åbne sig og velsignelser blive udøst over jer, som Herren har lovet. Glem aldrig, at det var hans løfte, og at han har magten og evnen til at sørge for, at det bliver opfyldt. Det beder jeg om, når jeg nu efterlader jer min kærlighed og min velsignelse, i vor Forløsers, ja Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.