Det store bud

Brødre og søstre, jeg vil gerne stille ét meget vigtigt spørgsmål. Hvilken egenskab karakteriserer os bedst som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?

I dag vil jeg gerne tale om svaret på det spørgsmål.

I det første århundrede e.Kr. var medlemmer af den voksende kirke i Korinth begejstrede for evangeliet. Næsten alle var nyomvendte til Kirken. Mange blev tiltrukket på grund af apostlen Paulus’ og andres forkyndelse.

Men de hellige i Korinth var også trættekære. De stred indbyrdes. Nogle følte sig hævet over andre. De hev hinanden i retten.

Da Paulus hørte det, skrev han med en følelse af frustration et brev til dem, hvor han bønfaldt dem om at blive mere forenede. Han besvarede mange af de spørgsmål, de havde skændtes om. Så fortalte han dem mod slutningen, at han ønskede at vise dem »en langt bedre vej«.¹

Kan I huske de ord, han dernæst skrev?

»Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed,« fortalte han dem, »er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.«²

Paulus’ budskab til denne nye samling af hellige var enkel og ligetil: Intet af det I gør betyder rigtigt noget, hvis I ikke har kærlighed. I kan tale i tunger, have profetisk gave, forstå alle hemmeligheder og eje al kundskab. Selv hvis I har tro til at flytte bjerge, gavner det jer overhovedet ikke uden kærlighed.³

»Næstekærligheden er Kristi rene kærlighed.«⁴ Frelseren var et eksempel på den kærlighed og underviste oven i købet i den, da han blev pint af dem, der foragtede og hadede ham.

Ved en lejlighed prøvede farisæerne at lægge en fælde for Jesus ved at stille ham et tilsyneladende umuligt spørgsmål: »Mester,« spurgte de, »hvad et det største bud i loven?«⁵

Farisæerne havde diskuteret det spørgsmål indgående og havde fundet frem til over 600 befalinger.⁶ Hvis prioriteringen af dem var så svær en opgave for lærde, har de sikkert tænkt, at det ville være et umuligt spørgsmål for denne tømrersøn fra Galilæa.

Men da farisæerne hørte hans svar, må de være blevet noget urolige, for det fremhævede deres store svaghed. Han svarede:

»›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹

Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹

På de to bud hviler hele loven og profeterne.«⁷

Siden den dag er denne inspirerede erklæring blevet gentaget gennem generationer. Nuvel, for os er størrelsen af vores kærlighed lig med størrelsen af vores sjæl.

I skrifterne står der: »Men den, der elsker Gud, er kendt af ham.«⁸ Sikke et vidunderligt løfte – at være kendt af ham. Det får ånden til at svæve – at forestille sig, at skaberen af himlen og jorden kunne kende os og elske os med en ren, evig kærlighed.

I 1840 sendte profeten Joseph Smith et brev til de tolv, hvori han skrev: »Kærlighed er et af de vigtigste kendetegn på Guddommen og burde lægges for dagen af dem, der tragter efter at blive Guds sønner. Et menneske, der er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med blot at velsigne sin familie, men bevæger sig gennem hele verden, ivrig efter at velsigne hele menneskeheden.«⁹

Når vi rækker ud i kærlighed til dem omkring os, opfylder vi den anden halvdel af det store bud om at »du skal elske din næste som dig selv.«¹⁰

Begge budene er nødvendige, for når vi bærer hinandens byrder, opfylder vi Kristi lov.¹¹

Kærlighed er begyndelsen, halvvejen og enden af vejen som discipel. Den opliver, rådgiver, helbreder og trøster. Den leder os gennem mørkets dale og gennem dødens slør. Til syvende og sidst leder kærlighed os til det evige livs herlighed og storslåethed.

For mig har profeten Joseph Smith altid været et eksempel på Kristi rene kærlighed. Mange har undret sig over, at han samlede så mange tilhængere og fastholdt dem. Hans svar var: »Det er, fordi jeg er i besiddelse af kærlighedens princip.«¹²

Beretningen fortælles af en 14-årig dreng, som var kommet til Nauvoo i sin søgen efter sin bror, som boede i nærheden. Drengen var ankommet om vinteren uden penge og uden venner. Da drengen spurgte efter sin bror, blev han ført til et stort hus, der lignede et hotel. Der mødte han en mand, der sagde: »Kom ind, min dreng, vi skal nok tage os af dig.«

Det accepterede drengen, der blev taget ind i huset, hvor han fik mad, varme og en seng at sove i.

Den næste dag var bitterlig kold, men trods det forberedte drengen sig på at gå 13 kilometer hen til det sted, hvor hans bror opholdt sig.

Da manden i huset så det, bad han drengen om at blive lidt endnu. Han sagde, at der snart kom en hestevogn, og at han kunne følges tilbage med dem.

Da drengen protesterede og sagde, at han ikke havde nogen penge, sagde manden, at han ikke skulle bekymre sig om det, da de nok skulle tage sig af ham.

Senere fandt drengen ud af, at manden i huset var ingen ringere end Joseph Smith, mormonprofeten. Denne dreng huskede denne kærlighedsgerning resten af sit liv.¹³

I et nyligt budskab fra Mormontabernakelkorets »Musik og det talte ord,« blev der fortalt om en ældre mand og kvinde, der havde været gift i mange årtier. Eftersom hustruen langsomt var ved at miste sit syn, kunne hun ikke længere tage vare på sig selv på samme måde, som hun havde gjort i så mange år. Uden at være blevet spurgt begyndte ægtemanden at lakere hendes negle for hende.

»Han vidste, at hun kunne se sine negle, når hun holdt dem tæt til sine øjne i den rette vinkel, og de fik hende til at smile. Han kunne godt lide at se hende glad, så han fortsatte med at lakere hendes negle i over fem år, før hun gik bort.«¹⁴

Det er et eksempel på Kristi rene kærlighed. Sommetider findes den største kærlighed ikke i de dramatiske scener, som digtere og forfattere udødeliggør. Ofte er de største tilkendegivelser på kærlighed de enkleste venlige og omsorgsfulde handlinger, som vi kan gøre for dem, vi møder på livets vej.

Sand kærlighed varer evigt. Den er uendelig tålmodig og tilgivende. Den tror alt, håber alt og udholder alt. Det er den kærlighed, som vor himmelske Fader har til os.

Vi længes alle efter at opleve en sådan kærlighed. Selv når vi begår fejltagelser, håber vi på, at andre vil elske os på trods af vores mangler – selv hvis vi ikke fortjener det.

Åh, hvor er det vidunderligt at vide, at vor himmelske Fader elsker os – selv med alle vore svagheder! Hans kærlighed er af en sådan art, at selv om vi skulle give op, vil han aldrig gøre det.

Vi ser os selv, som vi var i går og i dag. Vor himmelske Fader ser os i et evigt perspektiv. Selv om vi stiller os tilfreds med mindre, gør vor himmelske Fader det ikke, for han ser os som de herlige væsener, vi er i stand til at blive.

Jesu Kristi evangelium er et forvandlingens evangelium. Det tager os som mænd og kvinder på jorden og forfiner os til mænd og kvinder til evighederne.

Midlet til denne forfinelse er vores kristuslignende kærlighed. Der er ingen smerte, den ikke kan mildne, ingen bitterhed, den ikke kan fjerne, ej heller noget had, den ikke kan ændre. Den græske dramatiker Sofokles skrev: »Et ord frier os alle for livets byrde og smerte: Det er ordet kærlighed.«¹⁵

De mest værdsatte og hellige øjeblikke i vores liv er dem, der er fyldt med kærlighedens ånd. Jo større vores grad af kærlighed er, des større er vores glæde. I sidste ende er udviklingen af en sådan kærlighed den sande målestok for succes her i livet.

Elsker I Herren?

Brug tid sammen med ham. Mediter over hans ord. Tag hans åg på jer. Stræb efter at forstå og adlyde, fordi »dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud.«¹⁶ Når vi elsker Herren, ophører lydighed med at være en byrde. Lydighed bliver en fryd. Når vi elsker Herren, stræber vi mindre efter det, der gavner os og vender vores hjerte mod det, der vil velsigne og opløfte andre.

Når vores kærlighed til Herren øges, renses vores sind og hjerte. Vi oplever en »mægtig forandring i … vort hjerte, så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt.«¹⁷

Brødre og søstre, når I bønsomt overvejer, hvad I kan gøre for at øge samdrægtighed, åndelighed og opbygge Guds rige, så overvej jeres hellige pligt til at lære andre at elske Herren og deres næste. Det er vores eksistens’ centrale mål. Uden næstekærlighed – eller Kristi rene kærlighed – vil alt andet, vi opnår, kun have ringe betydning. Med den bliver alt andet sitrende og levende.

Når vi inspirerer og lærer andre at fylde deres hjerte med kærlighed, strømmer lydighed indefra og ud i frivillige selvopofrende tjenestegerninger. Ja, de, der fx går ud som hjemmelærer af pligt, opfylder måske deres forpligtelse. Men de, der går ud af sand kærlighed til Herren og deres næste, vil højst sandsynligt udføre denne opgave med en meget anderledes holdning.

Nu vender jeg tilbage til mit oprindelige spørgsmål: »Hvilken egenskab karakteriserer os bedst som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?« Jeg vil svare: Vi er et folk, der elsker Herren af hele vores hjerte, sjæl og sind, og vi elsker vores næste som os selv.

Det er vores varemærke som et folk. Det er som et fyrtårn for verden, der signalerer, hvis disciple vi er.¹⁸

På den yderste dag vil Frelseren ikke spørge os om, hvilken kaldelse vi havde. Han vil ikke forhøre sig om vore materielle besiddelser eller berømmelse. Han vil spørge, om vi har besøgt de syge, givet den sultne mad og drikke, besøgt dem i fængsel eller støttet de svage.¹⁹ Når vi rækker ud for at hjælpe de mindste af vor himmelske Faders børn, gør vi det mod ham.²⁰ Det er selve kernen i Jesu Kristi evangelium.

Hvis vi virkelig ønsker at lære at have kærlighed, er alt, hvad vi behøver, at reflektere over Frelserens liv. Når vi deltager i nadveren, bliver vi mindet om det største eksempel på kærlighed i hele verdenshistorien. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.«²¹

Frelserens kærlighed til os var så stor, at den fik »selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore.«²²

Fordi Frelseren nedlagde sit liv for os,²³ har vi et klart håb, en forsikring om og sikkerhed for, at når vi bevæger os ud af denne jordiske tilværelse, vil vi igen leve sammen med ham. Gennem Jesu Kristi forsoning kan vi blive renset for synd og stå som modtagere af vor almægtige Faders gave. Da skal vi kende den herlighed, som Gud »har beredt for dem, der elsker ham.«²⁴

Det er næstekærlighedens forvandlende kraft.

Da Jesus gav sine disciple en ny befaling om, at »elske hinanden [sådan] som jeg har elsket jer«²⁵, gav han dem den store nøgle til lykke i dette liv og herlighed i livet herefter.

Kærlighed er det største af alle budene – alle andre hviler på det. Det er vores fokus som tilhængere af den levende Kristus. Det er det karaktertræk, der, hvis det udvikles, forbedrer vores liv mest.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud lever. Hans kærlighed er uendelig og evig. Den rækker ud til alle hans børn. Fordi han elsker os, har han sørget for profeter og apostle, der kan vejlede os i vor tid. Han har givet os Helligånden, der underviser, trøster og inspirerer.

Han har givet os skrifterne. Og jeg er taknemlig ud over enhver beskrivelse for, at han har givet os hver især et hjerte, der er i stand til at opleve Kristi rene kærlighed.

Jeg beder til, at vores hjerte må blive fyldt med den kærlighed, og at vi må række ud til vor himmelske Fader og andre med ny vision og ny tro. Jeg vidner om, at dersom vi gør dette, vil vi finde en større rigdom i livet. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.