O, husk, husk

Jeg var taknemlig for koret i deres udsendelse denne morgen, der handlede om Frelseren, og taknemlig for at se teksten på en af sangene, de sang »Det er Guds Søn,« som er skrevet af præsident James E. Faust. Da jeg sad ved siden af bror Newell, lænede jeg mig over mod ham og spurgte: »Hvordan har dine børn det?« Han sagde: »Da præsident Faust sad i den stol, var det, hvad han altid spurgte mig om.« Jeg er ikke overrasket, for præsident Faust var altid et perfekt eksempel på den discipel, som blev beskrevet i Musik og det talte ord i dag. Jeg har altid følt, da jeg voksede op, at jeg ville være som præsident Faust. Der er måske stadig tid.

Da mine børn var meget små, begyndte jeg dagligt at skrive lidt ned om, hvad der var sket. Lad mig fortælle, hvordan det begyndte. Jeg kom sent hjem fra et kirkeærinde. Mørket var faldet på. Min svigerfar, som boede i nærheden, overraskede mig, da jeg var på vej hen til hoveddøren i mit hus. Han bar en masse rør over skuldrene og gik meget hurtigt og var iført arbejdstøj. Jeg vidste, at han var ved at bygge et system, der kunne pumpe vand fra et vandløb under os op til vores ejendom.

Han smilede, talte blidt, og skyndte sig derefter forbi mig ud i mørket for at fortsætte sit arbejde. Jeg gik et par skridt hen mod huset, mens jeg tænkte på, hvad han gjorde for os, og da jeg nåede døren, hørte jeg disse ord i mit sind: »Jeg giver dig ikke disse oplevelser for din egen skyld. Skriv dem ned.«

Jeg gik indenfor. Jeg gik ikke i seng. Selv om jeg var træt, fandt jeg noget papir frem og begyndte at skrive. Og mens jeg gjorde det, forstod jeg det budskab, jeg havde hørt i mit hoved. Jeg skulle skrive det ned, så mine børn engang i fremtiden kunne læse om, hvordan jeg havde set Guds hånd velsigne vores familie. Bedstefar behøvede ikke gøre det, han gjorde for os. Han kunne have bedt nogle andre om at gøre det eller slet ikke have gjort det. Men han tjente os, sin familie, på den måde, som disciple, der har indgået pagt med Jesus Kristus, altid gør. Jeg vidste, det var sandt. Derfor skrev jeg det ned, for at mine børn kunne have det minde, når de engang skulle få brug for det.

I mange år skrev jeg et par linjer hver dag. Der gik aldrig en dag, uden jeg skrev, uanset hvor træt jeg var, eller hvor tidligt jeg skulle op dagen efter. Før jeg skrev, overvejede jeg dette spørgsmål: »Har jeg set Guds hånd række ud til os eller vore børn eller vores familie i dag?« Mens jeg fortsatte med dette, begyndte der at ske noget. Når jeg tænkte dagen igennem, så jeg beviser på det, som Gud havde gjort for os, som jeg ikke havde indset i dagens travlhed. Når det skete, og det skete ofte, indså jeg, at mit forsøg på at huske gav Gud mulighed for at vise mig, hvad han havde gjort.

Noget, der oversteg taknemlighed, begyndte at spire i mit hjerte. Mit vidnesbyrd voksede. Jeg blev endnu mere sikker på, at vor himmelske Fader hører og besvarer bønner. Jeg følte større taknemlighed for den blødgøring og forædling, der skyldes Frelseren Jesu Kristi forsoning. Og jeg blev endnu mere sikker på, at Helligånden kan bringe alt til vores hukommelse – selv det, vi ikke bemærkede eller lagde mærke til, da det skete.

Årene er gået. Mine drenge er voksne mænd. Og af og til overrasker en af dem mig ved at sige: »Far, jeg læste min kopi af dagbogen, da …« og så fortæller han mig, hvordan det at læse om, hvad der skete for længe siden, har hjulpet ham til at lægge mærke til noget, Gud har gjort i hans tid.

Min hensigt er at opfordre jer indtrængende til at anerkende og huske Guds godhed. Det vil opbygge jeres vidnesbyrd. Måske fører I ikke dagbog. Måske lader I ikke dem, I elsker og tjener, læse den dagbog, I fører. Men både I og de vil blive velsignet, når I husker, hvad Herren har gjort. I husker måske den sang, vi somme tider synger: »Tæl da Herrens gaver, nævn dem hver især, og det vil forundre dig, hvor rig du er.«²

Det vil ikke være svært at huske. Eftersom vi lever med et slør for vore øjne, kan vi ikke huske, hvordan det var at være sammen med vor himmelske Fader og hans elskede Søn, Jesus Kristus, i den førjordiske verden. På samme måde kan vi ikke med vore fysiske øjne eller med forstanden alene se Guds hånd i vores liv. For at kunne se noget sådant, har vi brug for Helligånden. Og det er ikke let at være værdig til Helligåndens ledsagelse i en ugudelig verden.

Det er derfor, det altid har været et problem blandt Guds børn, at de glemmer ham. Tænk blot på Moses’ tid, da Gud gav dem manna og på mirakuløs og synlig vis ledte og beskyttede sine børn. Alligevel advarede profeten det folk, der havde været så velsignet, ligesom profeter altid har advaret og altid vil gøre: »Men tag dig i agt, og pas godt på, at du ikke glemmer, hvad du selv har oplevet; det må ikke gå dig af minde, så længe du lever.«³

Og opfordringen til at huske har altid været mest indtrængende over for dem, der er blevet velsignet i overflod. De, der er trofaste mod Gud, er beskyttede og har fremgang. Det opnås, når man tjener Gud og holder hans befalinger. Men med de velsignelser følger fristelsen til at glemme deres kilde. Det er let at begynde at føle, at velsignelserne ikke kom fra en kærlig Gud, som vi er afhængige af, men gennem vore egne kræfter. Profeterne har gentaget denne klage igen og igen:

»Og således kan vi se, hvor falske og også hvor ustadige menneskenes børns hjerte er, ja, vi kan se, at Herren i sin mægtige, grænseløse godhed velsigner og giver fremgang til dem, der sætter deres lid til ham.

Ja, og vi kan se, at på selv samme tid, som han giver sit folk fremgang, ja, ved vækst på deres marker, i deres flokke og deres hjorde og i guld og i sølv og i alle slags kostbarheder af enhver art og type, ved at skåne deres liv og udfri dem af deres fjenders hænder, ved at blødgøre deres fjenders hjerter, så de ikke erklærer krige mod dem, ja, og ved kort sagt at gøre alt for folkets velfærd og lykke, ja, da er det, at de forhærder hjertet og glemmer Herren deres Gud og tramper den Hellige under fode – ja, og dette på grund af deres medgang og deres overordentlig store velstand.«

Og profeten fortsætter:

»Ja, hvor hurtige til at blive indbildske i stolthed, ja, hvor hurtige til at prale og gøre alt muligt af det, der er ugudeligt; og hvor langsomme er de ikke til at huske Herren deres Gud, og til at låne øre til hans råd, ja, hvor langsomme til at vandre på visdommens stier!«⁴

Desværre er rigdom ikke den eneste grund til, at mennesker glemmer Gud. Det kan også være svært at huske ham, når det går dårligt i vores liv. Når vi kæmper, som så mange gør, med stor fattigdom, eller når vore fjender overmander os, eller når sygdom ikke helbredes, så kan vores sjæls fjende sende sit onde budskab om, at der ikke er nogen Gud, eller at hvis han findes, så er han ligeglad med os. Så kan det være svært for Helligånden at få os til at huske de velsignelser, Herren har givet os hele vores liv, lige fra vi var spæde, og midt i vores nød.

Der er en enkel kur for den forfærdelige sygdom, det er at glemme Gud, hans velsignelser og hans budskab til os. Jesus Kristus lovede sine disciple den, før han blev korsfæstet, opstod og blev taget bort fra dem for i herlighed at stige op til sin Fader. De ønskede at vide, hvordan de skulle kunne holde ud, når han ikke længere var hos dem.

Her er løftet. Det blev opfyldt for dem dengang. Det kan blive opfyldt for os alle sammen nu:

»Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer.

Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.«⁵

Nøglen til den ihukommelse, der giver og bevarer vidnesbyrd, er at modtage Helligånden som ledsager. Det er Helligånden, der hjælper os med at se, hvad Gud har gjort for os. Det er Helligånden, der kan hjælpe dem, vi tjener, med at se, hvad Gud har gjort for dem.

Vor himmelske Fader har givet os et enkelt mønster for, hvordan vi kan modtage Helligånden, ikke kun én gang, men vedvarende i dagligdagens tumult. Mønsteret gentages i nadverbønnen: Vi lover, at vi altid vil erindre Frelseren. Vi lover at påtage os hans navn. Vi lover at adlyde hans befalinger. Og vi bliver lovet, at, hvis vi gør det, vil vi have hans Ånd hos os.⁶ Disse løfter arbejder på vidunderlig vis sammen for at styrke vores vidnesbyrd og med tiden, gennem forsoningen, forandre vores natur, når vi holder vores del af løftet.

Det er Helligånden, der vidner om, at Jesus Kristus er vor himmelske Faders elskede Søn, som elsker os og ønsker, at vi skal leve evigt sammen med ham i familier. Selv med et begyndende vidnesbyrd ønsker vi at tjene ham og holde hans befalinger. Når vi vedholdende gør det, modtager vi Helligåndens gaver til at styrke os i vores tjeneste. Vi kommer til at se Guds hånd tydeligere, så tydeligt, at vi med tiden ikke blot husker ham, men kommer til at elske ham, og gennem forsoningens kraft bliver mere ligesom ham.

I spørger måske: »Men hvordan påbegyndes denne proces for nogen, som intet ved om Gud, og som mener ikke at kunne huske nogen som helst åndelige oplevelser?« Alle har haft åndelige oplevelser, som de måske ikke har genkendt. Alle mennesker har fået Kristi Ånd, da de kom til denne verden. Hvordan denne ånd virker, er beskrevet i Moronis bog:

»For se, Kristi ånd er givet til enhver, så han kan kende godt og ondt; derfor viser jeg jer, hvordan man skal dømme; for alt, hvad der tilskynder til at gøre godt og formår til at tro på Kristus, udgår ved Kristi gave og kraft; derfor kan I med fuldkommen kundskab vide, at det er af Gud.

»Men hvad som helst, der formår menneskene til at gøre ondt og ikke tro på Kristus og fornægte ham og ikke tjene Gud, det kan I med fuldkommen kundskab vide er af Djævelen; for på denne måde virker Djævelen, for han formår ingen til at gøre godt, nej, ikke én, ej heller gør hans engle, ej heller gør de, som underkaster sig ham.

Derfor bønfalder jeg jer, brødre, om, at I skal granske flittigt i Kristi lys, så I kan kende godt fra ondt; og hvis I vil gribe fat i alt godt og ikke fordømme det, skal I med sikkerhed blive Kristi børn.«⁷

Så allerede før mennesker modtager retten til Helligåndsgaven, når de bliver bekræftet som medlem af Kirken, og allerede før Helligånden bekræfter sandheden for dem før dåben, har de åndelige oplevelser. Kristi Ånd har allerede fra deres barndom opfordret dem til at gøre godt og advaret dem mod ondskab. De har minder om disse oplevelser, selv om de endnu ikke har erkendt deres kilde. Det minde vil komme tilbage til dem som missionærer, eller når vi underviser dem i Guds ord, og de hører det. De vil huske følelsen af glæde eller sorg, når de bliver undervist i evangeliets sandhed. Og det minde vil blødgøre deres hjerte og gøre det muligt for Helligånden at vidne for dem. Det vil få dem til at holde befalingerne og ønske at påtage sig Frelserens navn. Og når de gør det i dåbens vande, og når de hører ordene: »Modtag Helligånden« udtalt af én af Guds bemyndigede tjenere, vil evnen til altid at huske Gud øges.

Jeg vidner for jer om, at den varme følelse, I har haft, mens I har lyttet til den sandhed, der er blevet talt ved denne konference, er fra Helligånden. Frelseren, som lovede, at Helligånden ville komme, er vor himmelske Faders elskede, herliggjorte Søn.

I aften og i morgen aften beder I måske om og overvejer disse spørgsmål: »Sendte Gud et budskab, der var til mig? Så jeg hans hånd i mit liv eller i mine børns liv? Det vil jeg gøre. Og så vil jeg finde en måde at bevare det minde på til en tid, hvor jeg og dem, jeg elsker, får brug for at huske på, hvor meget Gud elsker os, og hvor meget, vi har brug for ham. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han elsker og velsigner os mere, end de fleste af os endnu har indset. Jeg ved, at det er sandt, og det bringer mig glæde at huske ham. I Jesu Kristi navn. Amen.