»Vogt mine lam«

Jeg føler mig ydmyg ved at stå over for jer og fortælle om de følelser, der bor i mit hjerte. Jeg er en meget almindelig kvinde, ubetydelig efter verdens normer, men Herren har i sin store nåde altid velsignet mig med unikke muligheder og en meget særlig gave: Jeg har modtaget et vidnesbyrd om dette evangeliums sandhed og vitterligheden af Jesus Kristus og hans sonoffer. Jeg har følt Helligåndens vejledning, lige siden jeg var 14 år og første gang lyttede til missionærerne og læste Mormons Bog. Mit vidnesbyrd brænder konstant i mit hjerte og min tro er urokkelig. Troens og vidnesbyrdets gave har i høj grad velsignet mit liv.

Og i dag står jeg blandt de bedste og mest værdifulde kvinder i verden, og jeg mærker vægten af det store ansvar, som hviler på mig i dette øjeblik. Jeg har bedt, studeret og gransket skriften for at finde inspiration til at sige det, som Herren ønsker, jeg skal sige til jer ved denne lejlighed.

Som præsidentskab for Hjælpeforeningen har vi studeret og gransket historien bag og formålet med Hjælpeforeningen, denne unikke organisation, som på guddommelig vis blev organiseret af Guds profet til at betjene og velsigne Kirkens kvinder. Den inspirerede oprindelse kom som svar på et stærkt ønske fra den tids kvinder. Den blev organiseret med to meget klare formål: At hjælpe de fattige og frelse sjæle.¹

Søster Beck nævnte, at en af de ting Kirkens kvinder kan og bør gøre rigtig godt er at tilvejebringe hjælp.

Overvej princippet, som der undervises om i Joh 21:15-17. Herren spurgte Peter: »Elsker du mig?« Peter svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Og Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Herren spurgte for anden gang: »Elsker du mig?« Og igen svarede Peter: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Og Herren sagde til Peter: »Vogt mine lam.« Herren spurgte for tredje gang: »Elsker du mig?« Peter svarede: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam.«

Som Kristi disciple erklærer vi også, at vi elsker ham. Så hvordan skal vi vogte hans lam?

En af de måder, hvorpå søstre i Hjælpeforeningen kan vogte hans lam, er gennem besøgsundervisning. »Formålet med besøgsundervisning er at opbygge et kærligt forhold til hver søster, at yde støtte, omsorg og venskab.«² For at opfylde disse formål bør en besøgslærer:

1. Besøge alle tildelte søstre regelmæssigt (hver måned i deres hjem, hvor det er muligt).

2. »Finde ud af søsterens og hendes families åndelige og timelige behov.«

3. »Tilbyde passende støtte.«

4. »Give åndelig vejledning gennem et månedligt budskab.«³

Herren har velsignet kvinder med guddommelige egenskaber såsom kærlighed, medfølelse, venlighed og barmhjertighed. Gennem vores månedlige besøg som besøgslærere har vi kraften til at velsigne hver enkelt søster ved at række en hånd frem i kærlighed og venlighed og vise medfølelse og barmhjertighed. Uanset hvad vores individuelle omstændigheder er, har vi alle mulighed for at opbygge og støtte andre.

Jeg har boet i mange lande i Central- og Sydamerika, samt i Caribien og Spanien. Jeg har set besøgsundervisning, som trofast er udført ved at gå korte og lange strækninger eller ved at tage bussen, metroen eller toget. Min ven, Ana, en ung mor i Costa Rica, udførte trofast sin besøgsundervisning hver måned og gik mange timer gennem silende regn. 30 år senere er hun nu bedstemor og er fortsat en trofast besøgslærer. Hun har velsignet mange.

Gennem vores regelmæssige månedlige besøg hos vore søstre, kan vi opbygge et bånd af kærlighed, venskab og tillid. Hvis vi lytter til Åndens tilskyndelser, vil vi øge vores bevidsthed om andre menneskers behov. Hvis vi handler i overensstemmelse med disse guddommelige tilskyndelser, kan vi være en velsignelse for de trængende. Men vi må være villige til at give – af vores midler og tid. Den sande målestok for vores liv er ikke, hvor meget vi får, men hvor meget vi giver. Besøgsundervisning giver muligheder for at give, når vi er opmærksomme på andres fysiske, åndelige og følelsesmæssige behov.

Da jeg boede i Den Dominikanske Republik, besøgte jeg en søster, som lige var kommet hjem fra hospitalet, efter hun havde født sit tredje barn. Jeg blev overrasket over, hvor godt og rolig hun så ud. Hendes to andre børn var stadig ret små. Et par minutter inde i vores samtale fortalte hun mig, hvor fredfyldt hun havde følt sig, fordi søstrene fra Hjælpeforeningen havde aftalt at hjælpe hende hver dag de næste par dage. Hun følte sig elsket.

Mine besøgslærere kom altid som de første for at se til mig og havde mad med, når jeg kom hjem med mine nyfødte i San José i Costa Rica.

Præsident Boyd K. Packer sagde, at tjeneste i Hjælpeforening »udvikler og forædler hver enkelt søster,« og han har rådet os til at »prioritere tjeneste i Hjælpeforeningen over alle andre sociale og øvrige klubber og foreninger af tilsvarende karakter.«⁴

Besøgsundervisning er også et effektivt redskab i forbindelse med fastholdelse og genaktivering af medlemmer. En ung enlig kvinde fortalte følgende:

»Da jeg læste budskabet fra Det Første Præsidentskab i Liahona, blev jeg mindet om mit ansvar som besøgslærer. Min makker var en god ven, men vores kalendere passede aldrig sammen. Den morgen besluttede jeg mig for at ringe til vore søstre og aftale en tid og så håbe, det ville passe ind i min makkers kalender. Min makker kunne desværre ikke. Jeg spurgte et par af mine bofæller, om de kunne gå med på besøg, men de kunne desværre ikke. Da jeg vidste, at det ikke var ideelt at gå alene på kreds, overvejede jeg at ringe afbud, men jeg besluttede mig for, at det var bedre at besøge dem alene end at lade endnu en måned gå uden at besøge dem.

Jeg ankom til Alejandras hjem og nærmede mig nervøst døren. Jeg vidste ikke, om jeg ville genkende hende. Hun havde været meget venlig i telefonen, så jeg forestillede mig, at det var en søster, jeg havde set i Kirken. Alejandra hilste på mig med et varmt knus og et stort smil. Det var et nyt ansigt! Under vores samtale fortalte Alejandra om hendes ønske om at begynde at komme i kirke igen og sagde, at hun havde håbet på et besøg i de sidste par måneder. Hun sagde, at det var første gang, at hun havde modtaget besøgslærere. Vi talte om evangeliske principper og vores tanker om månedens besøgsbudskab. Hun indvilligede i at komme i kirke den uge. Det gjorde hun (og hun tog endda sin kæreste med)!

Siden da er Alejandra og jeg blevet gode venner. Jeg er ikke længere hendes besøgslærer, men vi besøger hinanden mere end en gang om måneden. Alejandra kommer regelmæssigt i kirke og til familieaften og deltager i institut.

Nu har jeg et stærkere vidnesbyrd om besøgsundervisning end nogensinde før. Jeg er taknemlig for Helligåndens vejledning og dens stille tilskyndelser, som ledte mig til så god og kærlig en ven som Alejandra. Vi blev begge styrket af denne oplevelse, og begge havde vi brug for den i vores åndelige udvikling.«⁵

Når en hyrde vogter, kan mange af dem, som er faret vild, stadig komme tilbage. De kan reagere på en opfordring om at komme tilbage i folden.

I Moroni 6:4 bliver vi opfordret til at huske og nære dem, som er blevet døbt ind i Kristi Kirke.

Det månedlige åndelige budskab, vi bringer ved disse besøg, opbygger tro og vidnesbyrd. Både giver og modtager bliver opbygget, når de fortæller hinanden om indsigt og personlige erfaringer og taler om evangeliske principper, skriftsteder og profetiske lærdomme.

En ekstra velsignelse er det tætte venskab og den opbygning, som finder sted mellem to søstre, som går ud sammen i dette ærinde. Vi lærer af hinanden, og vi elsker hinanden, når vi tjener hinanden.

Vi kan og bør være i stand til at yde meningsfuld hjælp. Vi har evangeliets perspektiv i vore liv. Vi får guddommelige tilskyndelser, der opmuntrer os til at gøre godt. Lad os effektivisere besøgsundervisningen. Vi kan tilvejebringe timelig og åndelig næring. Vi kan og bør tilbyde forståelse og kunne undervise i evangeliets lærdomme. Vi kan afhjælpe åndelig hunger og vogte lammene. At vogte lammene kan betyde at styrke og nære de nye medlemmer, de mindre aktive eller tilmed de fuldt aktive.

Vores tjeneste bør være uselvisk, stille og frivillig med hjertet fuld af kærlighed til Gud og hans børn. Der bør være oprigtig omsorg for at vogte flokken og opfordre dem til at komme til Kristus.

Det er min bøn, at vi må føle et større ansvar for at række en kærlig og medfølende hånd ud for at velsigne, hjælpe og styrke hinanden, når vi besøger hinanden af et villigt og glad hjerte. I Jesu Kristi navn. Amen.