2007
Sandheden, grundlaget for rette valg
November 2007


Sandheden, grundlaget for rette valg

Viden om sandheden er af ringe værdi, medmindre vi anvender den til at træffe korrekte valg.

Billede

Eftersom sandheden er det eneste meningsfulde grundlag, man kan træffe vise beslutninger ud fra, hvordan kan vi så afgøre, hvad der virkeligt er sandt? Folk finder det i stigende grad mere og mere vanskeligt at træffe kloge valg på grund af den ultra-sammenkoblede verden, vi lever i. En øget mængde råd, vejledning og reklame presses konstant ind i vores bevidsthed. Det gøres med et utal af medier, internet og andre midler. På et givent emne kan vi få mange velfremførte og nøje udarbejdede budskaber med løsninger. Men ofte kan to af løsningsforslagene være diametrale modsætninger. Det er ikke mærkeligt, at nogle bliver forvirrede og ikke er sikre på, hvordan de skal træffe det rette valg.

For at komplicere tingene yderligere er der andre, der prøver at overbevise os om, at vore beslutninger skal være socialt acceptable og politisk korrekte. Lidt granskning om dette vil afsløre, hvor forkert det kan være. Eftersom sociale og politiske strukturer varierer over hele verden og kan ændre sig drastisk over tid, bliver dårskaben ved at anvende den metode til at foretage valg åbenlys.

Der er to måder at finde sandheden på – begge er nyttige, forudsat at vi følger de love, på hvilke de bygger. Den første er den videnskabelige metode. Den kan kræve analyse af data for at bekræfte en teori eller alternativt fastslå et gyldigt princip gennem forsøg. Den videnskabelige metode er en værdifuld måde at søge sandhed på. Den har dog to begrænsninger. For det første kan vi aldrig være sikre på at have identificeret en absolut sandhed – selvom vi ofte nærmer os den mere og mere. For det andet kan vi nogle gange, uanset hvor ihærdigt vi anvender metoden, få det forkerte svar.

Den bedste måde at finde sandhed på er ganske enkelt ved at gå til al sandheds kilde og spørge eller reagere på inspiration.1 For at få held med det, er der to ting, der er væsentlige: For det første fast tro på kilden til al sandhed, og for det andet villighed til at holde Guds befalinger for at holde den åndelige kommunikation med ham åben. Ældste Robert D. Hales har lige talt til os om personlig åbenbaring, og hvordan vi opnår den.

En videnskabelig tilgang2

Hvad har vi lært fra den videnskabelige tilgang om at afdække sandheden? Jeg vil bruge et eksempel. Uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke i den mindste udstrækning fatte omfanget, dybden eller den overvældende storhed af det, vor hellige himmelske Fader, Elohim, har ladet åbenbare ved hjælp af den videnskabelige metode. Hvis vi var i stand til at bevæge os ud i rummet, ville vi se vores jord på samme måde som astronauterne. Længere ude ville vi få et storslået vy af solen og de planeter, som kredser omkring den. De ville fremstå som små cirkulerende objekter med et enormt panorama af glitrende stjerner. Fortsatte vi udad på rejsen ville vi få et himmelsk syn af Mælkevejens galakse med mere end 100 milliarder stjerner, der roterer i et kredsløb, hvor deres bane er styret af tyngdekraften omkring et centreret område. Længere ude endnu ville vi kunne se en hob af galakser kaldet Virgo-galaksehoben, som nogle mener omfatter vores Mælkevej, der skønnes at ligge 50 millioner lysår væk. Længere væk vil vi møde galakser, der ligger 10 milliarder lysår væk, som Hubble-rumteleskopet har fotograferet. Den svimlende størrelse af den afstand kan illustreres ved, at lys bevæger sig med næsten 1,1 milliard km/t. Selv fra dette ekstraordinære perspektiv ville der ikke være det mindste bevis for, at vi nærmede os grænsen for Gud Faderens skaberværk.

Hvor ærefrygtindgydende dette utrolige syn af himlene end måtte være, er der en anden betragtning, som på lignende vis kan bekræfte vor himmelske Faders ufattelige storhed. Hvis vi kunne bevæge os i den modsatte retning for at udforske materiens struktur, ville vi få et nærbillede af DNA-molekylets dobbeltspiralformede struktur. Dette er den helt ekstraordinære, selvkopierende molekylestruktur, som kontrollerer udformningen af vores fysiske krop. Yderligere udforskning ville føre os til det atomare niveau, som er sammensat af de protoner, neutroner og elektroner, som vi har hørt om.

Hvis vi vil grave længere ned i mysteriet om den mest grundlæggende udformning af skabelse, kommer vi til grænsen af vores nuværende forståelse. I de sidste 70 år har vi lært meget om materiens struktur. Der er udviklet en standardmodel for elementarpartikler. Den er baseret på forsøg, som har fastslået eksistensen af elementarpartikler kaldet kvarker og andre kaldet leptoner. Denne model forklarer mønstrene i atomar binding og nedbrydning af materie, men den giver endnu ikke en uddybende forklaring på tyngdekraften. Der er også nogle, der mener, at endnu kraftigere redskaber end dem, der er benyttet til at erhverve vores nuværende forståelse af materie, kan afsløre flere elementarpartikler. Så der er dele af vor himmelske Faders skaberværk, som stadig skal forstås ved videnskabelige metoder.

Som vi ser, har den videnskabelige metode på usædvanlig vis øget vores forståelse, når Herren har inspireret begavede videnskabsmænd, som måske ikke forstår, hvem der har skabt disse ting eller med hvilken hensigt. Mange af dem anerkender måske ikke en sådan inspiration, eller giver Gud æren for årsagen til deres bidrag. For nylig blev jeg trøstet af præsident Henry B. Eyring, som fortalte om en oplevelse hans dygtige far havde haft ved et møde med andre fremtrædende videnskabsmænd. Han spurgte dem om deres forskning havde antydet eksistensen af en almægtig, styrende intelligens. Alle gav de udtryk for deres overbevisning om, at en sådan intelligens eksisterer.

Begrænset som den er, antyder vores forståelse af vor Faders skaberværk, at universet primært er ledigt rum. Selvom de ting vi betragter som solide, faste, håndgribelige, når de betragtes gennem en enorm forstørrelse i rummet eller i de mindste dele af materien er det primært rum, som Gud, vor Fader, har fuldkomment styr på og bruger til sine ophøjede formål.

Tilgangen åbenbaret sandhed

Hvad har vi lært om sandhed gennem åbenbaring?

For århundreder siden tillod Gud Faderen, at nogle af hans profeter så hans store skaberværk ved hjælp af Helligånden. Han forklarede også, hvorfor han havde skabt dem: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«3 Enok var en af disse profeter. Han så, at Himlens Gud græd, da han så, hvordan Satans magt og indflydelse havde forledt mange på jorden til at gøre ondt.

Enok sagde:

»Hvordan kan det være, at du kan græde, da du er hellig og er fra al evighed til al evighed?

Og om det var muligt, at mennesket kunne tælle de … millioner af jorde som denne, ville det ikke være en begyndelse på antallet af alt det, som du har skabt; og dine forhæng er stadig spændt ud; og dog er du … også retfærdig, du er barmhjertig og godgørende for evigt;

… og intet andet end fred, retfærdighed og sandhed er din trones bolig; og barmhjertighed skal udgå fra dit ansigt og ingen ende have; hvordan kan det da være, at du kan græde?

Herren sagde til Enok: Se, disse dine brødre; de er mine egne hænders værk, og jeg gav dem deres kundskab … og … gav … mennesket dets handlefrihed;

og til dine brødre har jeg … givet befaling om, at de skulle elske hinanden, og at de skulle vælge mig, deres Fader; men se, de er uden hengivenhed, og de hader deres eget blod.«4

Gud Faderen sagde til Moses:

»Og utallige verdener har jeg skabt; og også dem har jeg skabt i min egen hensigt; og ved Sønnen, som er min Enbårne, har jeg skabt dem …

… Der er mange verdener … og utallige er de for mennesket; men alle ting er talt for mig, for de er mine, og jeg kender dem.«5

Viden om sandheden er af ringe værdi, medmindre vi anvender den til at træffe korrekte valg. Forestil jer et øjeblik en meget overvægtig mand, som står og ser på bagerens udvalg. Han tænker: »Lægen har sagt, at du ikke skal spise sådan noget. Det er ikke godt for dig. Det tilfredsstiller kun appetitten her og nu. Du får det dårligt resten af dagen. Du har besluttet at lade være. Men så hører han sig selv sige: ›Jeg tager to mandelkager og et par doughnuts med chokolade. En gang skader ikke. Jeg gør det bare denne ene gang, og det bliver sidste gang.‹«

Tro og karakter

Processen med at identificere sandheden kan nogle gange kræve en enorm indsats og en fast tro på vor Fader og hans herliggjorte Søn. Således har Gud tiltænkt det for at give os karakter. En værdig karakter vil øge din evne til lydigt at reagere på Åndens vejledning, når du træffer afgørende beslutninger. En retfærdig karakter er det, du opnår. Det er mere vigtigt end det du ejer, det du har lært eller de mål, du har opnået. Det gør, at man kan stole på dig. En retfærdig karakter lægger grundlaget for åndelig vækst. I tider med prøvelser og modgang gør det dig i stand til at træffe ekstremt vigtige og rigtige valg, selv når det virker svært.

Jeg vidner om, at hverken Satan eller nogen anden magt kan svække eller ødelægge din karakterdannelse. Det er kun dig, der kan gøre det gennem ulydighed.

Forstå og anvend dette afgørende princip i dit liv: Din udøvelse af tro danner karakter. En styrket karakter øger din evne til at udvise større tro. Således kan din tillid til at kunne træffe de rette valg styrkes. Og således fortsætter styrkens cyklus. Jo mere din karakter opbygges, jo bedre i stand bliver du til at udøve troens kraft og igen styrke din karakter.

Vor Fader og hans Søn

I betragtning af alt det, vi knapt kan begynde at forstå og meget langt fra forstår til fulde, må vi være særligt taknemlige for, at Gud, i al sin ufattelige almægtighed, er vor Fader. Han er en kærlig, forstående, medfølende og tålmodig Fader. Han skabte os som sine børn. Han behandler os som sine elskede børn. Han giver os følelsen af at være elsket, påskønnet, værdifuld og værdsat. Han har givet os sin nådefulde plan6 og udstyret os, når vi er lydige, til at træffe korrekte beslutninger. Han har gennem sin hellige søn givet os grund til at leve, vokse, udvikle os og placere os midt på den sti, der fører til, at vi for evigt kan være under hans vejledning og indflydelse.

Jeg elsker min Fader i himlen, mere end jeg er i stand til at udtrykke. I al ydmyghed vidner jeg højtideligt om, at denne skabelsens Mester, med uforlignelig magt, er vor barmhjertige, hellige Fader. Hans elskede Søn nedlagde i absolut lydighed mod sin Fader sit liv for at bryde dødens bånd og blive vores Mester, Forløser og Frelser. Selv om jeg ikke til fulde forstår deres storhed, forstår jeg noget af deres kraft til at udvise deres inderlige kærlighed. Jeg vidner ydmygt om, at de lever og elsker os. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se Jakob 4:8.

  2. Se for yderligere information: McGraw-Hill Concise Encyclopedia of Physics, 2005; Philip Morrison and others, Powers of Ten, 1982; www.particleadventure.org og www.atlasoftheuniverse.com.

  3. Moses 1:39.

  4. Moses 7:29-33.

  5. Moses 1:33, 35.

  6. Se Alma 42:31.