Af det, som er småt

Mabuhay fra det dejlige og vidunderlige folk i Filippinerne.

Et af de ældste og mest dybsindige spørgsmål i denne verdens historie blev interessant nok stillet af Kain som svar på Guds spørgsmål kort efter, at han havde dræbt sin bror, Abel: »Skal jeg vogte min bror?«¹ Dette spørgsmål kræver alvorlig overvejelse af dem, der søger at gøre Herrens vilje. Et af svarene findes i Almas lære:

»Og se … I … nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette;

ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst.«²

Som Jesu Kristi disciple er vi ansvarlige for at tage os af og tjene vore brødre og søstre. Da Jesus Kristus fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritaner, gjorde han ikke kun sine fjender til skamme, men underviste også alle, som ønskede at følge ham, i noget meget vigtigt. Vi bør øge vores indsats for at påvirke andre positivt. Vores tjeneste over for andre bør være uafhængig af race, hudfarve, holdninger eller forhold. Befalingen om at »bistå de svage, opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte kn櫳 kom jo ikke med betingelser.

Mange tror, at for at deres tjeneste kan være meningsfyldt, skal den bestå at detaljerede planer og dannelse af en komité. Selv om mange af disse værdifulde projekter hjælper, angår en stor del af den tjeneste, der er brug for i dag, vores daglige omgang med hinanden. Ofte finder vi disse muligheder inden for vore egne fire vægge, i vores lokalsamfund eller menighed.

Det følgende råd givet af den svigefulde Screwtape til nevøen Wormwood i C. S. Lewis’ »The Screwtape Letters« beskriver en almindelig sygdom, som mange af os er ramt af i dag: »Gør hvad du vil, og der vil være en del velvilje såvel som en del ondsindethed i din patients sjæl. Det vigtigste er at få rettet ondskaben mod hans nærmeste, som han møder hver dag, og at få rettet hans velvilje ud til den fjerneste omgangskreds, til mennesker han ikke kender. Så bliver ondskaben fuldt ud en realitet, og godheden stort set imaginær.«⁴

Ordene fra en kendt salme giver den perfekte kur:

Det følgende er begivenheder, som jeg har haft det privilegium at være vidne til, og som har lært mig, hvordan enkle tjenestegerninger kan hjælpe os og dem, vi får lov til at påvirke. Vor himmelske Fader placerer kærlige personer på vigtige skilleveje for at hjælpe os, så vi ikke er ladt alene tilbage for at famle os frem i mørket. Disse mænd og kvinder hjælper gennem deres eksempel og med tålmodighed og kærlighed. Det har været min erfaring.

Jeg husker en særlig vigtig skillevej – beslutningen om at tage på fuldtidsmission. Jeg stod ved den skillevej i meget, meget lang tid. Mens jeg kæmpede for at beslutte, hvilken vej jeg skulle vælge, trådte min familie, mine venner og mine præstedømmeledere frem for at tage min hånd. De opmuntrede og opfordrede mig samt bad utallige bønner for mig. Min søster, der var på fuldtidsmission, skrev jævnligt til mig og gav aldrig op.

Selv i dag bliver jeg stadig båret på gode mænds og kvinders skuldre. Det tror jeg, at vi alle bliver. Til en vis grad er vi alle afhængige af hinanden for at blive i stand til at vende tilbage til vores himmelske hjem.

Forkyndelse af evangeliets budskab er en af de mest givende måder, hvorpå vi kan yde tjeneste til dem, der ikke er af vores tro. Jeg husker en oplevelse fra min barndom med en, som jeg vil kalde onkel Fred.

Da jeg var seks år gammel, var onkel Fred mit største mareridt. Han var vores nabo, og han var altid fuld. En af hans yndlingsbeskæftigelser var at kaste med sten mod vores hus.

Fordi min mor var en dygtig kok, besøgte de unge voksne medlemmer fra vores lille gren ofte vores hjem. En dag, da onkel Fred var ædru, var disse medlemmer venlige over for ham og inviterede ham inden for i vores hjem. Denne udvikling skræmte mig. Han var ikke længere bare uden for, men inden for i vores hjem. Dette skete flere gange, indtil de til sidst var i stand til at overtale Fred til at lytte til missionærerne. Han tog imod evangeliet og blev døbt. Han tog på fuldtidsmission, vendte hjem efter en vellykket mission, uddannede sig yderligere og blev gift i templet. Han er nu en retskaffen ægtemand, far og præstedømmeleder. Når man ser onkel Fred i dag, har man svært ved at tro, at han engang gav en seksårig dreng mareridt. Lad os altid se muligheder for at forkynde evangeliet.

Min mor var et stort eksempel på at hjælpe andre ved at opmuntre dem. Hun lærte os mange vigtige lektier. Den lektie, der har haft den mest varige effekt i mit liv, var hendes ønske om at hjælpe alle i nød, der besøgte vores hjem. Det generede mig at se mange af dem tage derfra med vores mad, vores tøj og endda vores penge. Fordi jeg var ung, og vi var fattige, kunne jeg ikke lide det, jeg så. Hvordan kunne vi give til andre, når vores familie ikke engang havde nok? Var det forkert først at opfylde vores behov? Havde vi ikke fortjent et behageligere liv?

I flere år kæmpede jeg med disse spørgsmål. Langt senere i livet indså jeg endelig, hvad min mor lærte os. Selv om hun kæmpede med følgerne af en invaliderende sygdom, kunne hun ikke lade være med at give til dem, der var i nød.

»Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, for I lægger grundvolden til et stort værk. Og af det, som er småt, udspringer det, som er stort.«⁶ At tjene andre behøver ikke at udspringe af bemærkelsesværdige begivenheder. Ofte er det enkle dagligdags gerninger, der bringer trøst, opløfter, opmuntrer, støtter og får andre til at smile.

Må vi altid finde muligheder for at tjene. Det er min ydmyge bøn. I Herren Jesu Kristi navn. Amen.