Har vi ikke grund til at fryde os?
Det er en frydefuld religion, en håbets, kraftens og udfrielsens religion.
Jeg frydes stadig over den vidunderlige ånd, vi følte, da vi sang sammen til morgen:
Vi glædes og frydes i sang med hverandre,
ej mer’ vi på jorden som fremmede bo;
Guds tjen’re med budskab i verden omvandre,
(»Vi glædes og frydes«, Salmer og sange, nr. 3).
Denne tekst af bror William W. Phelps er noget af en kontrast til verdens tilbøjelighed til at fokusere på dårlige nyheder. Det er sandt, at vi lever i en tid, der er blevet forudsagt i skrifterne, som en dag med »krige, rygter om krige og jordskælv på forskellige steder« (Morm 8:30), hvor »hele jorden skal være i oprør, og hjertet skal synke i livet på menneskene« (L&P 45:26).
Men hvordan påvirker dette os som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige? Lever vi med ængstelse, frygt og bekymring? Eller har vi midt i alle udfordringerne ikke grund til at fryde os?
Vi har alle forskellige livserfaringer. Nogle er fyldt med glæde, og andre med sorg og usikkerhed.
Jeg husker engang, hvor det ikke så godt ud for vores familie, da jeg var barn. Det var vinteren 1944, en af de koldeste under anden verdenskrig. Krigsfronten nærmede sig vores by, og min mor måtte tage os fire børn, efterlade alle vore ejendele og slutte sig til de millioner af flygtninge, som desperat søgte efter et sted at overleve. Vores far var stadig i militæret, men han og mor havde aftalt, at hvis de nogensinde kom væk fra hinanden under krigen, ville de prøve at mødes igen i mine bedsteforældres hjemby. De mente, at det sted udgjorde det største håb om ly og sikkerhed.
Med bombeangreb om natten og luftangreb om dagen tog det os mange dage at nå hen til mine bedsteforældre. Mine minder om disse dage er mørke og kolde.
Min far kom uskadt tilbage til os, men vores fremtid så overordentlig dyster ud. Vi levede i murbrokker i efterkrigstidens Tyskland med en overvældende følelse af håbløshed og mørke, hvad angik vores fremtid.
Midt i håbløsheden hørte min familie om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og det helbredende budskab om Jesu Kristi gengivne evangelium. Dette budskab gjorde hele forskellen – det løftede os op over den daglige elendighed. Livet var stadig tornefuldt og omstændighederne stadig forfærdelige, men evangeliet førte lys, håb og glæde ind i vores tilværelse. Evangeliets tydelige og enkle sandheder varmede vores hjerte og oplyste vores sind. Det hjalp os med at se på os selv og verden omkring os med andre øjne og ud fra et mere ophøjet perspektiv.
Mine kære brødre og søstre, er Jesu Kristi evangelium og vores medlemskab af hans kirke ikke stor årsag til at fryde os?
Hvor end på denne jord, I bor, og hvad jeres livssituation end er, vidner jeg for jer om, at Jesu Kristi evangelium har den guddommelige kraft, der kan løfte jer til nye højder fra det, der til tider kan synes at være en ubærlig byrde eller svaghed. Herren kender jeres omstændigheder og udfordringer. Han sagde til Paulus og alle os: »Min nåde er dig nok.« Og vi kan ligesom Paulus svare: »Min magt udøves i magtesløshed. Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig« (2 Kor 12:9).
Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kan vi kræve de lovede velsignelser ifølge de pagter og ordinancer, som vi modtog, da vi sagde ja til Jesu Kristi evangelium.
Hvad er Jesu Kristi evangelium?
Jesu Kristi evangelium er gode nyheder, glædelige tidender og meget mere. Det er frelsens budskab, som det gentagne gange er blevet erklæret af Jesus Kristus og hans apostle og profeter. Det er min faste overbevisning, at Jesu Kristi evangelium omfatter al sandhed og lys, der har sin oprindelse i Gud.
Gud, vor kærlige Fader i himlen har sagt, at det er hans værk og herlighed »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Gud Faderen er ophavsmanden til evangeliet. Det er en afgørende del af Guds frelsesplan eller forløsningsplan. Det bliver kaldt Jesu Kristi evangelium, fordi det er Jesu Kristi forsoning, der gør forløsning og frelse mulig. Gennem forsoningen bliver alle mænd, kvinder og børn betingelsesløst forløst fra fysisk død, og alle bliver forløst fra deres egne synder på betingelse af, at de modtager og adlyder Jesu Kristi evangelium (se L&P 20:17-25; 76:40-42, 50-53; Moses 6:62).
Kristi evangelium er det eneste sande evangelium, og »der [skal ikke] gives noget andet navn eller nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved frelse kan blive menneskenes børn til del, undtagen i og ved Kristi, Herren den Almægtiges, navn« (Mosi 3:17; se også ApG 4:12).
De grundlæggende bestanddele i evangeliets budskab findes i alle de hellige skrifter, men de er tydeligst forklaret for os i Mormons Bog og i åbenbaringerne til profeten Joseph Smith. Her fortæller Jesus selv tydeligt om sin lære og sit evangelium, som Guds børn må rette sig efter for at »få evigt liv« (L&P 14:7; se også 3 Ne 11:31-39; 27:13-21; L&P 33:11-12).
Evangeliet er klart og tydeligt. Det giver svar på livets mest komplekse spørgsmål, selv et mindre barn kan forstå og anvende det. Som Nefi sagde: »Min sjæl fryder sig ved tydelighed, for på denne måde udfører Gud Herren sine gerninger blandt menneskenes børn. For Gud Herren giver lys, så man forstår; for han taler til mennesker på deres sprog, så de forstår« (2 Ne 31:3).
Profeten Joseph Smith anvendte den samme klarhed og tydelighed, da han på meget kortfattet vis forklarede verden om »evangeliets første principper og ordinancer« (TA 1:4), som vi må tage til os for at modtage evangeliets evige velsignelser:
For det første: Tro på Herren Jesus Kristus – tro på Forløseren, Guds Søn, »med urokkelig tro på ham, idet I helt forlader jer på hans fortjenester, han der er mægtig til at frelse« og dernæst »[trænger I] jer frem med standhaftighed i Kristus … idet I tager for jer af Kristi ord« (2 Ne 31:19-20).
For det andet: Omvendelse, som indebærer en ændring af sindet og at yde et »offer … [i form af] et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«, at afstå fra synd og blive sagtmodig og ydmyg »som et lille barn« (3 Ne 9:20, 22).
For det tredje: Dåb ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse og som en pagt om at holde Guds befalinger og påtage os Kristi navn.
For det fjerde: Håndspålæggelse for Helligåndsgaven, også kendt som dåb ved ild, som helliggør os og gør os til en »ny skabning«, født af Gud (Mosi 27:24-26; se også 1 Pet 1:23).
Helligåndsgaven, som vi får af vor himmelske Fader og overdrages af én med myndighed, indeholder det barmhjertige løfte: »Hvis I vil træde ind på vejen og modtage Helligånden, vil den vise jer alt det, som I skal gøre« (2 Ne 32:5). Ved Helligåndens stadige ledsagelse kan hvert medlem af Kirken modtage »Kristi ord« direkte (2 Ne 32:3), når som helst og hvor som helst. Denne personlige, guddommelige vejledning hjælper os med at forblive tapre i Jesu Kristi vidnesbyrd og holde ud til vore dages ende. Er det ikke vidunderligt!
Har vi ikke grund til at fryde os?
Hvad vil det sige at holde ud til enden?
Skriften lærer os, at når vi én gang har modtaget dåbens ordinancer og er blevet bekræftet, er vores opgave dernæst at »[holde] ud til enden« (2 Ne 31:20).
Da jeg var dreng, betød »at holde ud til enden« for mig hovedsageligt, at jeg endnu mere skulle prøve at holde mig vågen til vore kirkemøder var forbi. Senere udviklede jeg som teenager kun min forståelse lidt for dette udtryk i skriften. Som en medfølende ung mand forstod jeg det sådan, at vore kære ældre medlemmer blot skulle holde ud til deres livs ende.
At holde ud til enden eller forblive trofast mod Jesu Kristi evangeliums love og ordinancer gennem hele vores liv er et fundamentalt krav for at blive frelst i Guds rige. Denne tro adskiller de sidste dages hellige fra mange andre kristne trossamfund, som lærer, at alle, der bare tror og bekender, at Jesus er Kristus, opnår frelse. Herren erklærede tydeligt: »Og hvis du holder mine befalinger og holder ud til enden, skal du få evigt liv, hvilken gave er den største af alle Guds gaver« (L&P 14:7).
Derfor er det at holde ud til enden ikke kun et spørgsmål om passivt at udholde livets vanskelige omstændigheder eller »at hænge på«. Vores religion er aktiv, og den hjælper Guds børn på den snævre og trange sti med at udvikle deres fulde potentiale i dette liv og komme tilbage til ham en dag. Ud fra det perspektiv er det at holde ud til enden ophøjende og herligt, ikke grumt og dystert. Det er en frydefuld religion, en håbets, kraftens og udfrielsens religion. »Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:25).
At holde ud til enden er en proces, der fylder hvert minut, hver time og dag af vores liv fra solopgang til solnedgang. Det fuldføres ved personlig disciplin, når vi følger Guds befalinger.
Jesu Kristi gengivne evangelium er en måde at leve på. Det er ikke kun en søndagsreligion. Det er ikke noget, vi kan nøjes med at gøre af vane eller tradition, hvis vi forventer at høste alle dets lovede velsignelser. »Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste« (Gal 6:7).
At holde ud til enden indebærer »udholdende at gøre det gode« (Rom 2:7), at stræbe efter at holde befalingerne (se 2 Ne 31:10) og at gøre retfærdigheds gerninger (se L&P 59:23). Det kræver ofre og hårdt arbejde. For at holde ud til enden er vi nødt til at sætte vores lid til vor Fader i himlen og foretage kloge valg, deriblandt at betale vores tiende og offerydelser, ære vore tempelpagter og at tjene Herren og hinanden villigt og trofast i vore kirkekaldelser og ansvar. Det indebærer karakterstyrke, uselviskhed og ydmyghed. Det indebærer retskaffenhed og ærlighed over for Herren og vore medmennesker. Det indebærer at gøre vores hjem til et stærkt forsvars- og tilflugtssted mod verdens onder. Det indebærer at elske og ære vores ægtefælle og børn.
Ved at gøre vores bedste for at holde ud til enden vil der finde en smuk forædling sted i vores liv. Vi vil lære at »elsk[e vore] fjender og [bede] for dem, der forfølger [os]« (Matt 5:44). De velsignelser, der kommer til os ved at holde ud til enden i dette liv, er virkelige og meget betydelige, og hvad angår livet herefter overstiger de vores fatteevne.
Jesus Kristus ønsker, at det skal lykkes for jer
Mine kære brødre og søstre, der vil komme dage og nætter, hvor I føler jer overvældede, hvor jeres hjerte er tungt og I hænger med hovedet. Husk så, at Jesus Kristus, Forløseren, er overhovedet for denne kirke. Det er hans evangelium. Han ønsker, at det skal lykkes for jer. Han gav sit liv med netop dette formål. Han er den levende Guds Søn. Han har lovet:
»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28).
»For bjergene skal vige og højene fjernes, men min godhed skal ikke vige fra dig« (3 Ne 22:10). »Jeg [vil] have barmhjertighed med dig, siger Herren, din forløser« (3 Ne 22:8).
Mine kære venner, Frelseren læger det knuste hjerte og forbinder jeres sår (Sl 147:3). Uanset hvad jeres udfordringer end må være, hvor end I bor på denne jord, vil jeres trofaste medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og Jesu Kristi evangeliums guddommelige kræfter velsigne jer til at holde frydefuldt ud til enden.
Dette bærer jeg vidnesbyrd om af hele mit hjerte og sind i Jesu Kristi hellige navn. Amen.