Tre vejledende mål til dig

I aften har vores sjæl strakt sig mod himlen. Vi er blevet velsignet med smuk musik og inspirerede taler. Herrens Ånd er her.

Søster Julie Beck, søster Silvia Allred, søster Barbara Thompson – tak til Gud for jeres kære mødre og fædre, jeres lærere, jeres ungdomsledere og andre, som i jer så jeres fulde potentiale.

Lad mig omskrive en tanke:

Det er et stort privilegium for mig at være sammen med jer. Jeg ved, at der ud over jer, som er forsamlet her i Konferencecentret, er mange tusinde, som ser med og lytter til konferencen via satellit.

Når jeg nu taler til jer, er jeg klar over, at jeg som mand er i mindretal og må være forsigtig med, hvad jeg siger. Jeg kommer til at tænke på en mand, som gik ind i en boghandel og bad ekspedienten om hjælp. »Har I en bog med titlen Manden, kvindens herre?« Ekspedienten så ham direkte i øjnene og sagde sarkastisk: »Prøv henne under fiktion!«

Jeg forsikrer jer i aften om, at jeg ærer jer, Kirkens kvinder, og jeg er udmærket klar over – for at citere William R. Wallace – at »hånden, der rokker vuggen, er hånden, der styrer verden.«²

I 1901 sagde præsident Lorenzo Snow: »Hjælpeforeningens medlemmer har … hjulpet de nødstedte, de har i kærlighed taget de faderløse og enkerne i deres favn, og de har holdt sig uplettede af verden. Jeg kan bevidne, at der ikke findes renere og mere gudfrygtige kvinder i verden end dem, der findes blandt Hjælpeforeningens rækker.«³

Som på præsident Snows tid, så er der, her og nu, besøg, der skal udføres, hilsener, der skal bringes videre, og sjæle, der hungrer efter føde. Når jeg grunder over Hjælpeforeningen i dag, føler jeg mig ydmyg. Det er et privilegium at tale til jer, og jeg vender mig til vor himmelske Fader for hans guddommelige vejledning.

I denne ånd har jeg følt mig tilskyndet til at give hvert medlem af Hjælpeforeningen over hele verden tre mål at opfylde:

1. 1. Studér flittigt.

2. 2. Bed inderligt.

3. 3. Tjen villigt.

Lad os overveje hvert af disse mål. For det første, studér flittigt. Verdens Frelser har sagt. »Søg visdom i de allerbedste bøger, søg efter kundskab ved læsning og ved tro.«⁴ Han tilføjede: »I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.«⁵

Et studium af skrifterne vil hjælpe vores vidnesbyrd og vores families vidnesbyrd. Vore børn vokser i dag op omgivet af stemmer, der tilskynder dem til at opgive det, der er rigtigt, og i stedet søge verdens fornøjelser. Medmindre de har et fast fundament i Jesu Kristi evangelium, et vidnesbyrd om sandheden og en beslutning om at leve retskaffent, så er de sårbare for disse påvirkninger. Det er vores ansvar at styrke dem og beskytte dem.

Vore børn bliver i alarmerende grad undervist af medierne, herunder også internettet. I USA fortælles det, at det gennemsnitlige barn ser ca. fire timers fjernsyn dagligt, og en stor del af programmerne er fyldt med vold, alkohol- og narkotikamisbrug og seksuelt indhold. Film og videospil ligger ud over de fire timer.⁶ Og statistikkerne er stort set ens i andre udviklede lande. Budskaberne i fjernsyn, film og andre medier er ofte i direkte modstrid med det, vi ønsker at vore børn skal tage til sig og holde af. Det er vores ansvar, ikke blot at undervise dem i at være sunde i både ånd og lærdomme, men også at hjælpe dem med at forblive sådan, uden hensyn til de udefrakommende kræfter, de måtte møde. Det kræver megen tid og indsats fra vores side – og for at kunne hjælpe andre har vi selv brug for åndelig og moralsk styrke til at modstå det onde, som vi ser overalt.

Vi lever i en tid, som der er talt om i 2 Nefi kapitel 9:

»O, hvor stor er ikke menneskenes forfængelighed, skrøbelighed og dårskab! Når de er lærde, tror de, at de er vise, og de lytter ikke til Guds råd, men de tilsidesætter det, fordi de mener, at de selv ved bedst, derfor er deres visdom dårskab, og den gavner dem intet. Og de skal fortabes.

Men at være lærd er godt, hvis man lytter til Guds råd.«⁷

Et krav er modet til at stå fast ved vore standarder på trods af verdens hån. Præsident J. Reuben Clark jun., som i mange år var medlem af Det Første Præsidentskab, sagde: Der findes dem med påstået tro … som har ment, at de ved at bekræfte deres fulde tro, ville blive latterliggjort af deres ikke-troende kollegaer, og som derfor har ment, at de enten bør ændre eller bortforklare deres tro, på ødelæggende vis udvande den eller endog lade som om, de forkaster den. Sådanne mennesker er hyklere.«⁸

De stærke vers fra 2 Timoteus kapitel 1 vers 7 og 8 i Det Nye Testamente rinder mig i hu:

»For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.

Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre.«

Foruden vores studium af åndelige spørgsmål, så er verdslig lærdom også nødvendig. Fremtiden er ofte uvis. Derfor er det nødvendigt, at vi forbereder os på det usikre. Statistikken viser, at I på et eller andet tidspunkt kan komme til at stå i rollen som økonomisk forsørger pga. en ægtefælles sygdom eller dødsfald eller pga. økonomiske problemer. Nogle af jer har allerede den rolle. Jeg opfordrer jer til at få en uddannelse – hvis I ikke allerede er i gang eller aldrig har fået det – så I kan være forberedt til at være forsørger, hvis situationen nødvendiggør det.

I vil udvikle jeres talenter, når I studerer og lærer. I vil bedre kunne hjælpe jeres familie med at lære, og I vil have fred i sindet, når I ved, at I har forberedt jer til ting, som måtte indtræffe i livet.

Jeg gentager: Studér flittigt.

Det andet mål, jeg ønsker at nævne er: Bed inderligt. Herren har befalet: »Bed altid, så vil jeg udøse min Ånd over dig, og stor skal din velsignelse blive.«⁹

Der har måske aldrig været en tid, hvor vi har haft større behov for at bede og for at lære vores familie at bede. Bøn er et forsvar mod fristelse. Det er ved inderlig og dybfølt bøn fra hjertet, at vi kan modtage de nødvendige velsignelser og støtte, der er krævet for at finde vej på denne til tider vanskelige og udfordrende rejse, vi kalder livet på jorden.

Vi kan undervise vore børn og børnebørn i betydningen af bøn både med ord og ved eksempel. Jeg vil gerne fortælle jer en lektie om undervisning ved eksempel, der er beskrevet i en mors brev til mig vedrørende bøn. »Kære præsident Monson. Nogle gange spekulerer jeg på, om jeg gør en forskel i mine børns tilværelse. Som enlig mor, der er nødt til at have to jobs for at få pengene til at slå til, kan jeg nu og da komme hjem til den helt store forvirring, men jeg opgiver aldrig håbet.«

Hendes brev fortsætter, mens hun beskriver, hvordan hun og hendes børn så generalkonference, hvor jeg talte om bøn. Hendes søn kom med udtalelsen: »Mor, det har du allerede lært os.« Hun spurgte: »Hvad mener du?« Hendes søn svarede: »Du har lært os at bede og vist os hvordan. Forleden aften kom jeg ind på dit værelse for at spørge dig om noget, og du var på knæ og bad til vor himmelske Fader. Hvis han er vigtig for dig, bliver han vigtig for mig.« Brevet sluttede: »Jeg tror ikke, at man nogen sinde ved, hvilken indflydelse man har, før et barn ser dig gøre det, du har prøvet at lære det at gøre.«

For nogle år siden, lige før min afrejse fra Salt Lake City for at deltage i de årlige møder i USA’s drengespejderkorps i Atlanta i Georgia, besluttede jeg at medbringe et tilstrækkeligt antal af New Era, så jeg kunne give spejderledelsen nogle eksemplarer af dette fremragende tidsskrift. Da jeg ankom til hotellet i Atlanta, åbnede jeg pakken med tidsskrifter. Jeg opdagede, at min sekretær uden nogen åbenlys grund havde lagt to ekstra eksemplarer i pakken af juni-nummeret, der handlede om tempelægteskab. Jeg efterlod de to eksemplarer på hotelværelset og uddelte som planlagt de andre eksemplarer.

På mødernes sidste dag ønskede jeg ikke at deltage i den planlagte frokost, men følte mig tilskyndet til at vende tilbage til hotelværelset. Telefonen ringede, da jeg ankom. Opringningen kom fra et medlem af Kirken, som havde hørt, at jeg var i Atlanta. Hun præsenterede sig og spurgte, om jeg kunne give hendes tiårige datter en velsignelse. Jeg sagde med glæde ja, og hun fortalte, at hun og hendes mand, deres datter og deres søn, straks ville komme til mit hotelværelse. Mens jeg ventede, bad jeg om hjælp. Landsmødets bifald blev erstattet af de fredfyldte følelser, der ledsager bøn.

Så bankede det på døren, og jeg havde privilegiet af at møde en dejlig familie. Den tiårige datter gik med hjælp fra et par krykker. Kræft havde nødvendiggjort amputation af hendes venstre ben – men hendes ansigt strålede, og hendes tro på Gud var usvækket. En velsignelse blev givet. Mor og søn knælede ved siden af sengen, mens faderen og jeg lagde vore hænder på den lille datter. Vi blev vejledt af Guds Ånd. Vi blev overvældet af dens kraft.

Jeg mærkede tårer strømme ned af min kind og falde på mine hænder, mens de hvilede på hovedet af dette smukke Guds barn. Jeg talte om evige ordinancer og familiens ophøjelse. Herren tilskyndede mig til at opfordre denne familie til at drage til Guds hellige tempel. Efter velsignelsen fandt jeg ud af, at et sådant tempelbesøg var planlagt. Der blev stillet spørgsmål om templet. Jeg hørte ingen himmelsk røst, så ej heller et syn. Alligevel lød tydeligt i mit sind ordene: »Henvis til New Era.« Jeg så over på kommoden, og der lå to ekstra eksemplarer af tempeludgaven af New Era. Datteren fik det ene eksemplar og hendes forældre det andet. Vi gennemgik dem sammen.

Familien sagde farvel, og atter var værelset stille. En taknemlig bøn faldt let, og atter beslutningen om altid at have tid til bøn.

Mine kære søstre, bed ikke om opgaver, der lever op til jeres evner, men bed om evner, der lever op til jeres opgaver. Så vil udførelsen af jeres opgaver ikke være et mirakel, men I vil være miraklet.

Bed inderligt.

Til sidst, tjen villigt. I er en mægtig styrke i det godes sag, en af de stærkeste i hele verden. Jeres indflydelse rækker langt ud over jer selv og jeres hjem og berører andre over hele kloden. I har rakt ud til jeres brødre og søstre på den anden side af gaden, i den anden ende af byen, over landegrænser, kontinenter og oceaner. I er et levende eksempel på Hjælpeforeningens motto: »Kærligheden ophører aldrig.«

I er selvfølgelig omgivet af muligheder for at tjene. I ser utvivlsomt til tider så mange muligheder, at I måske føler jer lidt overvældet. Hvor skal I begynde? Hvordan kan I nå det hele? Hvordan vælger I, hvor og hvordan I skal tjene blandt alle de behov, I ser?

Ofte er små tjenester alt, hvad der behøves for at opbygge og velsigne en anden: At spørge til personens familie, et lille opmuntrende ord, en oprigtig kompliment, et lille takkebrev, en hurtig telefonopringning. Hvis vi har øjnene åbne og er opmærksomme, og hvis vi følger de tilskyndelser, der kommer til os, kan vi udføre meget godt. Selvfølgelig kræves der sommetider mere.

Jeg hørte for nylig om den hjælp, en mor fik, da hendes børn var små. Ofte var hun oppe midt om natten for at tage sig af sine små børn, således som mødre gør. Ofte kom hendes ven og genbo forbi næste dag og sagde: »Jeg så dit lys var tændt i nat og ved, at du var oppe med dine børn. Jeg tager dem over til mig et par timer, mens du tager en lur.« Den taknemlige mor sagde: »Jeg var så taknemlig for hendes kærkomne tilbud, at det først var efter mange gange, at det gik op for mig, at hvis hun havde set lys hos mig midt om natten, så var hun også oppe med et af sine børn og havde lige så meget brug for en lur, som jeg havde. Hun lærte mig en stor lektie, og jeg har siden forsøgt at være lige så opmærksom, som hun var på muligheder for at tjene andre.«

Utallige er de tjenestegerninger, som den store hær af Hjælpeforeningens besøgslærere yder. For nogle år siden hørte jeg om to sådanne, som hjalp en sørgende enke, Angela, en af mine fætres børnebørn. Angelas mand og en ven var ude at køre på snescooter, hvor de kom ud for en ulykke og blev kvalt under et sneskred. De efterlod begge en gravid hustru – i Angelas tilfælde deres første barn, og i det andet tilfælde ventede hustruen ikke kun et barn, men havde allerede et lille barn. Ved Angelas mands begravelse fortalte biskoppen, at han straks, da han hørte om den tragiske ulykke, tog direkte hen til Angelas hjem. Umiddelbart efter hans ankomst ringede det på døren. Døren blev åbnet, og der stod Angelas to besøgslærere. Biskoppen sagde, at han betragtede dem, mens de oprigtigt gav udtryk for deres kærlighed og medfølelse over for Angela. De tre kvinder græd sammen, og det var tydeligt, at disse to gode besøgslærere holdt meget af Angela. Som måske kun kvinder kan, udtrykte de blidt – uden at være spurgt – præcis hvilken hjælp de ville sørge for. De ville være i nærheden, lige så længe som Angela behøvede dem, det var tydeligt. Biskoppen udtrykte sin dybe taknemlighed over at vide, at de for hende ville være en virkelig kilde til trøst i den kommende tid.

Sådanne kærlige og barmhjertige handlinger gentages igen og igen af vidunderlige besøgslærere i denne kirke – ikke altid i så dramatiske situationer, men alligevel lige så ægte.

Jeg priser jer, som med kærlig omhu og barmhjertig omsorg bespiser de sultne, klæder de nøgne og giver de hjemløse ly. Han, som lægger mærke til hver spurv, der falder til jorden, er ikke uvidende om en sådan tjeneste. Ønsket om at opløfte, villigheden til at hjælpe og elskværdigheden til at give kommer fra et hjerte fuld af kærlighed. Tjen villigt.

Vores elskede profet, ja, præsident Gordon B. Hinckley, har om jer sagt: »Gud har i kvinden lagt noget guddommeligt, som kommer til udtryk i en stille styrke, i forædling, i fred, i barmhjertighed, i dyd, i sandhed og i kærlighed.«¹⁰

Mine kære søstre, må vor himmelske Fader velsigne hver enkelt af jer, gifte som enlige, i jeres hjem, i jeres familier, i selve jeres liv – så I kan gøre jer fortjente til verdens Frelsers hyldest: »Godt, du gode og tro tjener.«¹¹ Det beder jeg om, samtidigt med at jeg velsigner jer og James E. Fausts kære hustru, hans elskede Ruth, som er her i aften på den forreste række, og deres familie i Jesu Kristi navn. Amen.