Gud hjælper den trofaste præstedømmebærer

Billede

I aften går mine tanker til en dreng et sted i verden. Han spekulerer på, om han kan gøre det, der kræves af ham, hvis han skal bære præstedømmet. Det bekymrede jeg mig om, da jeg var 13-14 år.

Jeg voksede op i missionsmarken, hvor der kun var en lillebitte gren, som afholdt møder i mit hjem. Så flyttede min familie til et sted, hvor der var stave og store menigheder, kirker og kvorummer af drenge, som alle syntes at vide meget mere, end jeg gjorde om, hvad præstedømmebærere gør. De havde i den menighed et kompliceret system ved omdelingen af nadveren. Jeg var næsten helt sikker på, at jeg ville begå en fejl, når det blev min tur til at omdele eller forberede nadveren.

Jeg husker, at jeg i min frygt og desperation gik uden for kirken for at være alene. Jeg var bekymret. Jeg bad om hjælp og overbevisning om, at jeg ikke ville svigte, når jeg tjente Gud i hans præstedømme.

Nu er det mange år siden. Jeg har båret Det Melkisedekske Præste- dømme i over 50 år. Men i de sidste par dage har jeg med samme tryglen bedt om hjælp og overbevisning om, at jeg ikke vil svigte i den kaldelse, der er kommet til mig om at tjene i Det Første Præsidentskab. Andre synes langt mere velegnede til at tjene og langt bedre forberedt. Men da jeg bad denne gang, syntes jeg at kunne mærke et svar, der sikkert blev sendt til mig uden for Yalecrest Menigheds kirke for længe siden. Det er det samme svar, som I kan forvente at få, når I møder en kaldelse til at tjene i præstedømmet, som synes at overstige jeres evner.

Budskabet kan komme som ord i jeres sind eller som en følelse eller begge dele. Men det vil omfatte mindst tre ting, som kan give jer vished og vejledning om, hvad I bør gøre i en tilsyneladende overvældende kaldelse.

For det første kommer forvisningen fra mindet om de gange, hvor vor himmelske Fader har hjulpet jer gennem farer og vanskeligheder. Det er sket for mig i de sidste par dage.

Dengang jeg var ung og stadig boede i New Jersey, samledes en stor flok af vrede mennesker foran vores hus. Min mor gik ud for at tale med dem og stod alene i denne flok af mennesker, som for mig så meget farlige ud. Jeg kunne ikke høre, hvad hun sagde, men efter et par minutter gik de fredeligt væk. Jeg husker stadig, at jeg oplevede et mirakel.

Fra jeg var ældre, har jeg et mere nyligt minde om en flok vrede mennesker, som Det Første Præsidentskab bad mig om at møde, som pludseligt og uforklarligt blev rørt af en rolig og forsonlig ånd.

Engang blev jeg sendt for at tale med ledere af kirker i USA og præster fra disse kirker, som var samlet i Minneapolis for at drøfte problemet med konkurrence mellem kirker.

Da jeg ankom, erfarede jeg, at jeg skulle holde tale. Mit emne lød: Hvorfor der var behov for en genoprettelse af den sande kirke gennem Joseph Smith. Jeg var i sidste øjeblik blevet bedt om at træde ind for ældste Neal A. Maxwell.

Da jeg ankom til byen aftenen før møderne og så på programmet, ringede jeg til præsident Hinckley. Jeg fortalte ham, at møderne ville vare i tre dage, at mange taler blev holdt samtidig, hvor alle kunne vælge, hvilken de ville overvære. Jeg fortalte ham, at jeg regnede med, at hvis jeg fortalte sandheden, så var jeg bange for, at ingen ville komme til min anden tale, og der var mulighed for, at jeg kom hjem meget hurtigt. Jeg spurgte ham, hvad han mente, jeg skulle gøre. Han sagde: »Brug din dømmekraft.«

Jeg bad hele natten. På et tidspunkt nær daggry var jeg sikker på, hvad jeg skulle fortælle om genoprettelsen. Det var ikke: »Dette er, hvad vi tror, der skete for Joseph Smith, og hvorfor vi tror det,« men i stedet: »Dette skete for Joseph Smith, og dette er grunden til, at Herren gjorde det.« I løbet af natten fik jeg ingen forsikring om resultatet, kun en klar vejledning – gå fremad.

Til min overraskelse stillede mange præster sig op efter min tale for at tale med mig. Den ene efter den anden kom hen til mig og fortalte mig stort set den samme historie. De havde hver især mødt et medlem af Kirken på et tidspunkt i deres liv, som de beundrede. Mange af dem fortalte, at de boede et sted, hvor stavspræsidenten i en katastrofesituation havde hjulpet ikke blot sine egne medlemmer, men hele lokalsamfundet. De spurgte, om jeg kunne overbringe en hilsen og deres tak til mennesker, som jeg dels ikke kendte, dels intet håb havde om nogensinde at møde.

Efter de tre dage med møder, kom større og større grupper for at høre budskabet om evangeliets gengivelse og Jesu Kristi sande kirke, ikke fordi de troede på budskabet, men fordi de havde set det gode i menneskers tilværelse – frugterne af genoprettelsen.

Mens jeg bad de sidste par nætter, væltede disse og andre minder tilbage med en forsikring i denne retning: »Har jeg ikke altid passet på dig? Tænk på de gange, hvor jeg har ledt dig til det stille vand. Husk de gange, hvor jeg har dækket bord for dig for øjnene af dine fjender. Husk og frygt intet ondt« (se Sl 23).

Så til de nyeste diakoner: Husk. Han har altid passet på dig lige fra din barndom. Til de nye kvorumspræsidenter: Husk. Til jer fædre med børn, der er en udfordring for jer: Husk og frygt ikke. Det, der er umuligt for jer, er muligt med Guds hjælp i hans tjeneste. Og selv da I var meget små og i årene siden, har han med sin magt og sin Ånd gået foran jer og været på jeres venstre hånd og på jeres højre, når I gik ud i hans tjeneste (se L&P 84:88). I kan få vished om, at Gud våger over jer, hvis I beder om det i tro. Det ved jeg.

Den anden del af budskabet, I vil modtage, når I beder om hjælp til at møde en vanskelig opgave, kom til mig meget tidlig fredag morgen. Jeg havde bedt, ligesom I vil, om min overvældende utilstrækkelighed. Svaret var meget tydeligt og meget direkte, ja, faktisk en irettesættelse, mens jeg bad. »Glem dig selv – begynd at bede om de mennesker, du skal tjene.« Det udvirker mirakler, det kan jeg vidne om, og det bringer Helligånden.

Men vær forberedt på at miste fornemmelsen af tiden, når I beder. I vil føle kærlighed for de mennesker, I skal tjene. I vil fornemme deres behov, deres håb, deres smerte og ligeledes deres families. Og mens I beder, vokser cirklen sig større, end I kan forestille jer, måske til mennesker, der ikke er i jeres kvorum eller familie, men til dem, de elsker over hele verden. Når I glemmer jer selv for at bede for kredsen af andre, bliver jeres tjeneste større i jeres hjerte. Det vil ikke kun ændre jeres tjeneste, men også jeres hjerte. Det skyldes, at Faderen og hans elskede Søn, som I er kaldet til at tjene, kender og elsker alle de mennesker, som jeres tjeneste kommer til at berøre, uanset hvor få I måtte synes det er.

Det tredje og sidste budskab I kan se efter, når I beder om hjælp i en vanskelig præstedømmeopgave, er denne – den modtog jeg også – gå i gang. Præstedømmekraft gives til jer for at velsigne andre. Og det kræver altid, at I kommer ud og gør noget, normalt noget svært. Så I kan, udover forvisningen om Guds hjælp og befalingen om at glemme jer selv, forvente en klar tilskyndelse fra Helligånden om at gå ud og gøre noget, der vil velsigne en andens tilværelse. Det kan være noget så selvfølgeligt som med en bøn i hjertet at besøge en person eller familie eller medlem af kvorummet, som I har fået til opgave at hjælpe. For en far kan det være at irettesætte et af sine børn.

Uanset om I skal irettesætte eller undervise i Jesu Kristi evangelium, så gør I klogt i at huske, hvad succes er. I skal hjælpe vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, med at muliggøre evigt liv for dem, I tjener. For at gøre dette, må Ånden bringe et vidnesbyrd ind i deres hjerte. Og det vidnesbyrd må lede dem til at vælge at holde Guds befalinger, på trods af de storme og fristelser der måtte komme.

Med det i tankerne vil Ånden vejlede jer i undervisning og irettesættelse med præstedømmets kraft. I vil bevare jer rene, så I kan undervise med Ånden. I vil bede om, at Ånden fortæller jer, hvornår I skal irettesætte, og hvordan I skal irettesætte, og hvordan man så udviser større kærlighed (se L&P 121:43-44). Alt, hvad I gør i jeres præstedømmetjeneste, kan blive vejledt af og målt på, hvor godt det kunne hjælpe eller hjalp personen med at få et vidnesbyrd om sandheden tilstrækkeligt ind i dennes tilværelse og hjerte til, at forsoningen kan virke og vedblive med at virke.

I kan få den forvisning i jeres tjeneste. I kan glemme jer selv og begynde at bede for og elske dem, I skal tjene. Og I kan vælge, hvad I gør, og måle succes ved det omfang, det ændrer hjertet hos dem, I tjener.

Men det bliver aldrig let for jer eller for dem, I tjener. Der vil altid være smerte i tjenesten og i den nødvendige omvendelse for at overbringe forsoningens kraft til at forandre hjerter. Det ligger i naturen af det, I er kaldet til at gøre. Tænk på Frelseren, hvis tjeneste I er i. Kan I på noget tidspunkt i hans jordiske liv komme i tanke om en situation, hvor det var let for ham? Bad han dengang sine disciple om noget, der var let? Hvorfor skulle det så nogensinde være let i hans tjeneste eller for hans disciple?

Vendingen »et sønderknust hjerte« kan muligvis foreslå årsagen hertil. Et emne, som I er blevet godt undervist om i dag. Skriften taler sommetider om, at folks hjerte blødgøres, men oftere er ordene, der beskriver den tilstand, vi søger for os selv og dem, vi tjener, et »sønderknust hjerte.« Det kan måske hjælpe os til at acceptere, at vores kaldelse til at tjene og behovet for den omvendelse, som vi behøver og søger, ikke vil være let. Og det hjælper os til bedre at forstå, hvorfor et vidnesbyrd må trænge ned i hjerte hos vore medlemmer. Tro på, at Jesus Kristus sonede for deres synder, må trænge ind i deres hjerte – et sønderknust hjerte.

Lad os i aften sammen beslutte, hvad vi gør. Vi står alle, uanset hvad vores kaldelse er, over for opgaver, der overgår vore egne evner. Det gør jeg, og det gør I. Det er sandt ud fra den enkle kendsgerning, at succesen ligger i at få et vidnesbyrd ind i hjertet hos mennesker. Vi kan ikke få det til at ske. Selv Gud vil ikke tvinge nogen dertil.

Så succes kræver, at de mennesker, vi tjener, vælger at acceptere Åndens vidnesbyrd i deres hjerte. Ånden er rede. Men mange mennesker er ikke parat til at invitere Ånden. Vores opgave, som er inden for vores magt, er at invitere Ånden til at komme ind i vores liv, så de mennesker, vi tjener, vil ønske at få Åndens frugter i deres liv – de frugter, de kan se i vores.

Det fører mig til nogle forslag om, hvad vi kan vælge at gøre eller ikke gøre. Noget vi kan gøre for at invitere Ånden. Nogle tvinger Ånden til at trække sig tilbage. Det ved I af egen erfaring.

Ingen præstedømmebærer, der ønsker at få succes, er ligegyldig med, hvad hans øjne ser. At vælge at se billeder, som fremprovokerer begær, vil få Ånden til at trække sig bort. I er blevet advaret af ældste Clayton, så godt som I måske nogensinde er blevet advaret om farerne ved internettet og medierne, der placerer pornografiske billeder lige foran os. Men usømmelighed er nu så almindeligt, at en almindelig hverdag kræver disciplin – et bevidst valg om ikke at blive hængende og se det, der i os kan skabe følelser, som kan frastøde Ånden.

Den samme omhu kræves med hensyn til, hvad vi siger. Vi kan ikke håbe på at tale for Herren, medmindre vi er omhyggelige med vores tale. Vulgære bemærkninger og banden frastøder Ånden. Ligesom usømmelighed synes at blive mere almindeligt, så gør vulgært sprog og banden det også. Det plejede kun at være visse steder og i visse grupper, at vi hørte Herrens navn misbrugt eller vulgære ord og grov humor. Nu synes det at ske overalt og for mange er det socialt acceptabelt, hvor det ikke var engang.

I kan bestemme jer – og det skal I – for at ændre på det, I siger, selv om I ikke kan kontrollere det, andre siger. Men jeg ved af egen erfaring, at selv i en sådan forfærdelig situation kan I regne med Guds hjælp. For mange år siden var jeg officer i luftvåbenet og tjente i to år på et kontor med en oberst fra Marinekorpset, en oberst fra hæren og en gråsprængt kommandør fra flåden. De havde lært at tale i krig og i fred på en måde, der generede mig, og jeg vidste, at det frastødte Helligånden. Jeg tjente dengang som distriktsmissionær og forsøgte om aftenen at gå ud for at finde og undervise mennesker under Helligåndens påvirkning. Det var meget svært. Jeg var kun løjtnant. De var meget højt over mig i rang. Jeg kunne på ingen måde ændre deres sprog. Men jeg bad om hjælp. Jeg ved ikke, hvordan Gud gjorde det, men med tiden forandredes deres sprog. Langsomt forsvandt deres banden og derefter det vulgære sprog. Det var kun, når de drak spiritus, at det vendte tilbage, men det var om aftenen, så jeg forlod dem for at missionere.

I kan have minder som dette, der støtter jeres tro, når livet sætter jer i en vanskelig situation. Gud hjælper den trofaste præstedømmebærer, som beslutter sig for ikke at se eller sige noget ondt, selv i en ugudelig verden. Det vil ikke være let. Det er det aldrig. Men I kan få løftet opfyldt, som jeg ved, at det kan for mig: »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed, og præstedømmets lære skal falde på din sjæl som dug fra himlen« (L&P 121:45).

Jeg vidner om, at jeg ved, at I og jeg bærer Guds præstedømme, og at han vil besvare vore bønner med en liflig overbevisning og med hjælp til at tjene ham bedre. Dette lover jeg jer og bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.