At vide at vi ved

For år tilbage blev en mand anklaget for en alvorlig forbrydelse. Anklageren førte tre vidner frem, alle havde de set, at manden havde begået forbrydelsen. Forsvaret førte også tre vidner, ingen af dem havde set forbrydelsen blive begået. Nævningetinget var forvirret. Antallet af vidner gjorde, at nævningene fandt beviserne ligeligt fordelt. Manden blev frifundet. Det var naturligvis irrelevant, at utallige millioner ikke havde set forbrydelsen. Der behøvedes kun et vidne.

I evangeliets geniale plan behøves der i sidste instans kun et vidne, men det vidne må være dig. Andres vidnesbyrd kan igangsætte og nære ønsket om tro og vidnesbyrd, men hver enkelt individ er nødt til at erfare det for sig selv. Ingen kan leve på lånt lys i længden.

Det genoprettede evangelium er ikke mere sandt i dag end det var, da en ensom dreng gik ud i den hellige lund i 1820. Sandheden har aldrig været afhængig af antallet af tilhængere. Da Joseph forlod lunden, var der kun én mand på jorden, som kendte sandheden om Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus. Det er dog nødvendigt, at alle finder ud af det for sig selv og bringer det brændende vidnesbyrd med sig ind i næste liv.

Da den 23-årige Heber J. Grant blev indsat som stavspræsident i Tooele, fortalte han de hellige, at han troede på, at evangeliet var sandt. Præsident Joseph F. Smith, som var rådgiver i Det Første Præsidentskab, spurgte: »Heber, du har fortalt, at du tror på evangeliet af hele dit hjerte … men du bar ikke dit vidnesbyrd om, at du ved, det er sandt. Ved du ikke med fuldstændig sikkerhed, at dette evangelium er sandt?«

Heber svarede: »Det gør jeg ikke.« Joseph F. Smith vendte sig så mod John Taylor, Kirkens præsident, og sagde: »Jeg foreslår, at vi denne eftermiddag gør det om, som vi gjorde i morges. Jeg synes ikke, at nogen mand, der ikke har en fuldkommen og varig viden om guddommeligheden af dette værk, skal præsidere over en stav.«

Præsident Taylor svarede: »Joseph, Joseph, Joseph, [Heber] ved det lige så vel, som du gør. Han ved bare ikke, at han ved det.«

I løbet af nogle få uger indså han vidnesbyrdet, og den unge Heber J. Grant græd af taknemlighed over det fuldkomne, varige og absolutte vidnesbyrd han fik.¹

Det er en stor ting at vide – og at vide, at man ved, og at det lys aldrig er blevet lånt af andre.

For år siden præsiderede jeg over en mission med hovedkvarter i Midtvesten. En dag, hvor jeg var sammen med en håndfuld missionærer, talte jeg med en værdsat repræsentant for en anden kristen trosretning. Denne venlige sjæl talte om sin egen religiøse historie og overbevisning og gentog de velkendte ord: »Af nåde er I frelst. Enhver mand og kvinde må udøve tro på Kristus for at blive frelst.«

Blandt de tilstedeværende var en ny missionær. Han var slet ikke bekendt med andre religioner. Han var nødt til at stille spørgsmålet: »Jamen, hvad sker der med det lille barn, der dør, inden det er gammelt nok til at forstå og udøve tro på Kristus?« Den veluddannede mand bøjede hovedet, så i gulvet og sagde. »Der burde være en undtagelse. Der burde være et smuthul. Der burde være en vej, men det er der ikke.«

Missionæren så på mig med tårer i øjnene og sagde: »Ih du milde, præsident, vi har sandheden, har vi ikke?«

Det øjeblik, hvor vidnesbyrdet erkendes – når man ved, at man ved – er sødt og uovertruffent. Hvis det bliver næret, vil det vidnesbyrd hvile på dig som en kappe. Når vi ser lyset, opsluges vi af det. Lys af forståelse tændes i os.

Jeg talte engang med en prægtig ung mand, som ikke delte vores tro, selvom han havde deltaget i vores møder i over et år. Jeg spurgte, hvorfor han ikke havde sluttet sig til Kirken. Han svarede: »Fordi jeg ikke ved, om den er sand. Jeg tror, at den kan være sand, men jeg kan ikke vidne som dig og sige: ›Jeg ved, at den er sand.‹«

Jeg spurgte: »Har du læst Mormons Bog?« Han svarede, at han havde læst i den.

Jeg spurgte, om han havde bedt om bogen. Han svarede: »Jeg har nævnt den i mine bønner.«

Jeg fortalte min ven, at så længe han læste og bad tilfældigt, ville han aldrig finde ud af det, verdener uden ende. Men når han satte tid af til at faste og bede, ville sandheden brænde i hans hjerte, og han ville vide, at han vidste. Han sagde ikke mere til mig, men næste morgen fortalte han sin hustru, at han skulle faste. Den følgende lørdag blev han døbt.

Hvis man ønsker at vide, at man ved, er der en pris at betale. Og du alene må betale den pris. Der er stedfortrædere for ordinancer, men ingen for opnåelse af et vidnesbyrd.

Alma talte om sin omvendelse med disse smukke ord: »Jeg har fastet og bedt i mange dage, så jeg selv kunne vide disse ting. Og se, jeg ved selv, at det er sandt, for Gud Herren har tilkendegivet det for mig ved sin hellige Ånd« (Alma 5:46).

Når man erkender et vidnesbyrd, opstår der i ejeren en brændende trang til at bære det vidnesbyrd for andre. Da Brigham Young steg op af dåbens vande, sagde han: »Herrens Ånd hvilede på mig, og jeg følte det som om, at alle mine knogler ville blive fortæret, medmindre jeg talte til folk … den første tale, jeg nogensinde holdt, varede over en time. Jeg åbnede min mund, og Herren fyldte den.«² Som en flamme, der ikke vil brænde, hvis den bliver kvalt, kan et vidnesbyrd heller ikke vare uden at komme til udtryk.

Brigham Young sagde senere om Orson Pratt: »Hvis bror Orson blev hakket i småstykker, ville hver lille del råbe: ›Mormonismen er sand.‹«³ Lehi roste sin ædle søn, Nefi, med disse ord: »Men se, det var ikke ham, men det var Herrens Ånd, som var i ham, som åbnede hans mund til mæle, så han ikke kunne lukke den« (2 Ne 1:27).

Muligheden og ansvaret for at bære vidnesbyrd begynder i familiens rammer. Vores børn bør være i stand til at huske lyset i vores øjne, lyden af vore vidnesbyrd i deres ører og følelsen i deres hjerte, når vi bærer vidnesbyrd for vores mest dyrebare publikum om, at Jesus sandelig er Guds egen Søn, og Joseph var hans profet. Vores efterkommere må vide, at vi ved det, fordi vi ofte fortæller dem det.

Tidlige ledere af Kirken betalte en stor pris for at grundfæste denne uddeling. Måske møder vi dem i det næste liv og lytter til deres vidnesbyrd. Når vi bliver kaldet til at vidne, hvad siger vi så? Der vil være både åndelige småbørn og giganter i det næste liv. Evigheden er lang tid at leve uden lys, især hvis vores ægtefælle og efterkommere lever i mørke, fordi der ikke var lys i os og andre til at tænde deres lamper.

Vi bør være på vores knæ morgen og aften for at trygle Herren om, at vi aldrig mister vores tro, vores vidnesbyrd eller vores dyd. Der behøves kun et vidne, men det skal være dig selv.

Jeg har et vidnesbyrd. Det brænder for at komme til udtryk. Jeg bærer vidnesbyrd om, at den levende Guds kraft er i denne kirke. Jeg ved, at jeg ved det, og mit vidnesbyrd er sandt. I Jesu Kristi navn. Amen.