Den eneste sande Gud, og ham, han har udsendt, Jesus Kristus

Billede

Som ældste Ballard tidligere ved dette møde har bemærket, har flere sammenfaldende hændelser i vor tid henledt stigende opmærksomhed mod Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Herren fortalte dem fra fordums tid, at dette sidste dages værk ville blive »et forunderligt værk og et under«¹, og det er det. Men selv om vi indbyder alle som en til nærmere at undersøge dets forunderlighed, er der én ting, vi ikke ønsker nogen skal undre sig over – det er, om vi er »kristne« eller ej.

Generelt har enhver meningsudveksling i denne sag drejet sig omkring to lærdomsmæssige emner – vores syn på Guddommen og vores tro på princippet om fortsat åbenbaring, som fører til en skriftsamling åben for tilføjelser. Når vi taler om dette, behøver vi ikke at være forsvarere for vores tro, men vi bryder os ikke om at blive misforstået. Så med et ønske om at øge forståelsen og utvetydigt erklære os kristne taler jeg i dag om det første af disse to netop nævnte lærdomsmæssige emner.

Vores første og vigtigste trosartikel i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er: »Vi tror på Gud, den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden.«² Vi tror, at disse tre guddommelige personer, der udgør en enkelt Guddom, er forenede i formål, tjenestegerning, vidnesbyrd og mission. Vi tror, at de er fyldt med den samme guddommelige følelse af barmhjertighed og kærlighed, nåde og tilgivelse, tålmodighed, retfærdighed og forløsning. Jeg mener, det er præcist at sige, at vi tror, at de er ét i ethvert betydende og evigt aspekt, vi kan forestille os, bortset fra at tro, at de er tre personer forenet i ét væsen – et begreb om treenighed, som aldrig er blevet fremsat i skrifterne, fordi det ikke er sandt.

Faktisk skriver intet mindre end den solide kilde Harper’s Bible Dictionary, at »den formelle lære om Treenigheden, som den blev defineret ved de store kirkeråd i det fjerde og femte århundrede, ikke kan findes i Det Nye Testamente.«³

Så enhver kritik om, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke besidder det moderne kristne syn på Gud, Jesus og Helligånden er ikke en kommentar om vores forpligtelse over for Kristus, men snarere en (præcis, kunne jeg tilføje) anerkendelse af, at vores syn på Guddommen bryder med den kristne historie efter Det Nye Testamente og går tilbage til den lære, som Jesus selv underviste i. Det kan være nyttigt med en bemærkning om denne historie efter Det Nye Testamente.

I året 325 e.kr. sammenkaldte den romerske kejser Konstantin koncilet i Nikæa for bl.a. at diskutere det omsiggribende emne om Guds påståede »treenige enhed«. Det, der kom ud af denne ophedede diskussion mellem kirkens mænd, filosoffer og høje gejstlige, blev (efter endnu 125 år og tre yderligere større råd)⁴ kendt som den nikænske trosbekendelse med senere omformuleringer som fx den athanasianske trosbekendelse. Disse forskellige udfoldelser og gentagelser af trosbekendelser – samt andre, der kom til gennem århundrederne – bekendtgjorde, at Faderen, Sønnen og Helligånden er abstrakte, absolutte, transcendente, allestedsnærværende, kan som samme substans manifestere sig forskelligt, er evige hver især og kan ikke kendes, er uden legeme, legemsdele eller passioner og dvæler uden for tid og rum. I sådanne trosbekendelser er alle tre medlemmer særskilte personer, men de er ét væsen, oftest nævnt som »treenighedens mysterium«. Der er tre adskilte personer, dog ikke tre Guder men én. Alle tre personer er ubegribelige, dog er det én Gud, som er ubegribelig.

Vi er enige med vore kritikere på i det mindste det punkt – at en sådan formulering af guddom i sandhed er ubegribelig. Med en sådan forvirrende definition på Gud, der er blevet pålagt kirken, kan det ikke undre nogen, at en munk fra det 4. århundrede udbrød: »Ve mig! De har taget min Gud bort fra mig … og jeg ved ikke, hvem jeg skal tilbede eller henvende mig til.«⁵ Hvordan kan vi have tillid til, elske og tilbede, for ikke at sige at stræbe efter at blive ligesom et væsen, der er ubegribeligt og som ikke kan kendes? Hvad med Jesu bøn til sin Fader i himlen, at »dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus«?⁶

Det er ikke vores formål at nedgøre noget menneskes tro eller nogen religions lære. Vi yder alle den samme respekt for deres lære, som vi beder om for vores. (Det er også en trosartikel i vores tro). Men hvis nogen siger, at vi ikke er kristne, fordi vi ikke har det syn på Guddommen, der stammer fra det 4. eller 5. århundrede, hvad så med hele den tidlige kirke, disse første kristne hellige, hvoraf mange var øjenvidner på den levende Kristus, og som heller ikke havde et sådant syn på den?⁷

Vi erklærer, at det ud fra skrifterne er indlysende, at Faderen, Sønnen og Helligånden er særskilte individer, tre guddommelige væsener, idet vi lægger mærke til sådanne entydige eksempler herpå som Frelserens netop nævnte store forbøn, hans dåb ved Johannes’ hænder, oplevelsen på Forklarelsens bjerg og Stefanus’ martyrium – for blot at nævne fire.

Med disse kilder i Det Nye Testamente samt flere,⁸ der genlyder i vore ører, kan det være overflødigt at spørge, hvad Jesus mente, da han sagde følgende: »Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.«⁹ Ved en anden lejlighed sagde han: »Jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.«¹⁰ Om sine modstandere sagde han: »Nu har de set, og … hader … både mig og min fader.«¹¹ Og der er selvfølgelig altid den ærbødige underordning under sin Fader, der fik Jesus til at sige: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.«¹² »Faderen er større end jeg.«¹³

Hvem bønfaldt Jesus så brændende alle disse år, deriblandt i sådanne forpinte udbrud som: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi«¹⁴, og »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«¹⁵ At anerkende, at de ellers fuldkomment forenede medlemmer af Guddommen ikke desto mindre er adskilte og særskilte væsener er ikke at være skyldig i tilbedelse af flere guder, det er snarere en del af den store åbenbaring, som Jesus kom for at give angående guddommelige væseners natur. Måske sagde apostlen Paulus det bedst: »… Kristus Jesus … han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud.«¹⁶

En anden årsag til, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er holdt uden for den kristne kategori af nogle, er, at vi ligesom de fordums profeter og apostle tror på en legemlig – men sandelig herliggjort – Gud.¹⁷ Til dem, der kritiserer denne skriftsbaserede tro, spørger jeg i det mindste retorisk: Hvis tanken om en legemlig Gud er frastødende, hvorfor er da hele kristendommens grundlæggende lærdomme og utvivlsomt mest karakteristiske kendetegn Herren Jesu Kristi legemliggørelse, forsoning og fysiske opstandelse? Hvis det at have et legeme ikke kun er unødvendigt, men heller ikke ønsket af Guddommen, hvorfor forløste menneskehedens Forløser så sit eget legeme fra dødens og gravens greb og derved garanterede, at det aldrig mere ville blive adskilt fra hans ånd i tid eller evighed?¹⁸ Enhver, der afviser ideen om en legemliggjort Gud, afviser både den dødelige og den opstandne Kristus. Ingen, der hævder at være en sand kristen, ville ønske at gøre det.

Nu til enhver inden for min stemmes rækkevidde og som har undret sig med hensyn til, om vi er kristne, bærer jeg dette vidnesbyrd. Jeg vidner om, at Jesus Kristus er den bogstavelige, levende Søn af vor bogstavelige levende Gud. Denne Jesus er vor Frelser og Forløser, som under ledelse af Faderen var Skaberen af himlen og jorden og alt, hvad der er i dem. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han blev født af en mor, der var jomfru, at han i sin levetid udførte mægtige mirakler, der blev set af skarer af disciple så vel som fjender. Jeg vidner om, at han havde magt over døden, fordi han var guddommelig, men at han villigt underkastede sig døden for vores skyld, fordi han for et stykke tid også var dødelig. Jeg erklærer, at ved villigt at underkaste sig døden tog han verdens synder på sig og betalte en uendelig pris for alle sorger og sygdomme, alle hjertesorger og enhver ulykkelighed fra Adam og til verdens ende. Ved at gøre det overvandt han både graven fysisk og helvede åndeligt og befriede den menneskelige familie. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han bogstaveligt talt opstod fra graven, og efter at være opsteget til sin Fader for at fuldføre denne opstandelsesproces viste han sig gentagne gange for hundredvis af disciple i den gamle og den nye verden. Jeg ved, at han er Israels Hellige, den Messias, der en dag kommer igen i herlighed for at regere på jorden som Herrers Herre og Kongers Konge. Jeg ved, at der ikke er givet noget andet navn under himlen, hvorved et menneske kan blive frelst, og kun ved fuldstændigt at sætte vores lid til hans fortjenester, barmhjertighed og evigtvarende nåde¹⁹ kan vi opnå evigt liv.

Mit yderlige vidnesbyrd om denne strålende lære er, at i forberedelse til Jesu tusindårige regering i de sidste dage er han allerede kommet mere end én gang i legemliggjort, majestætisk herlighed. I foråret 1820 gik en 14-årig dreng, der var forvirret over mange af netop disse læresætninger, som stadig forvirrer meget af kristenheden, ud til til en lille skov for at bede. Som svar på denne oprigtige bøn i så ung en alder viste Faderen og Sønnen sig som legemliggjorte og herliggjorte væsener til denne drengeprofet Joseph Smith. Den dag markerede indledningen til Herren Jesu Kristi sande, nytestamentlige evangeliums tilbagevenden og til gengivelsen af andre profetiske sandheder siden Adam og til i dag.

Jeg vidner om, at mit vidnesbyrd om disse ting er sandt, og at himlene er åbne for alle dem, der søger den samme bekræftelse. Gennem sandhedens Helligånd kan vi alle kende »den eneste sande Gud, og ham, [han] har udsendt, Jesus Kristus.«²⁰ Så kan vi efterleve deres lærdomme og være sande kristne i gerning så vel som i ord. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.