2007
De svage og ringe i Kirken
November 2007


De svage og ringe i Kirken

Intet medlem i Kirken bliver af Herren betragtet som mere eller mindre end andre.

Billede

Vi ærer præsident James E. Faust. Vi savner ham. Hans elskede hustru, Ruth, er med os her til morgen, og vi udtrykker vores kærlighed til hende. Vi byder velkommen til de, der er blevet kaldet til de stillinger, som præsident Hinckley har nævnt.

Jeg taler på vegne af alle, som er blevet opretholdt i dag, når jeg siger, at vi lover at gøre vores bedste for at være jeres tillid værdig.

Vi har opretholdt Kirkens generalautoriteter, en højtidelig og hellig procedure. Denne almindelige procedure finder sted, hver gang ledere eller lærere kaldes eller afløses fra et kald, og hver gang der finder omorganisering sted i stave, menigheder, kvorummer og organisationer (se L&P 124:123, 144; se også L&P 20:65-67; 26:2). Det er enestående for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Vi ved altid, hvem der er kaldet til at lede eller undervise og har mulighed for at stemme for eller imod. Det er ikke noget, et menneske har fundet på, men er givet os gennem åbenbaring: »Det ikke skal pålægges nogen at drage ud for at prædike mit evangelium eller at opbygge min kirke, medmindre han bliver ordineret af en, der har myndighed, og det er kirken bekendt, at han har myndighed og er blevet behørigt ordineret af kirkens overhoveder« (L&P 42:11; fremhævelse tilføjet). På den måde er Kirken beskyttet mod bedragere, som måtte ønske at overtage et kvorum, en menighed, en stav eller Kirken.

Der er andre principper, som er enestående for Herrens kirke. Alle kaldelser til at undervise og lede hviler på Kirkens medlemmer. Dette har vi også lært fra skriften. Et vers i Lære og Pagter fastsætter ordenen for lederskab i Kirken til alle tider. Det var uden fortilfælde og slet ikke praksis i kristne kirker dengang eller nu:

»Derfor har jeg, Herren, eftersom jeg kendte de ulykker, der var ved at komme over jordens indbyggere, kaldet min tjener Joseph Smith jun. og talt til ham fra himlen og givet ham befalinger …

de svage i verden skal komme frem og nedbryde de mægtige og stærke …

… at enhver må kunne tale i Gud Herrens, ja, verdens frelsers navn;

for at tro også må tage til på jorden;

for at min evigtvarende pagt må blive stadfæstet;

for at mit evangeliums fylde må blive forkyndt af de svage og ringe til verdens ender og over for konger og herskere.

Se, jeg er Gud og har talt det; disse befalinger er af mig og blev givet til mine tjenere i deres svaghed på deres sprog, for at de måtte komme til forståelse« (L&P 1:17, 19-24).

Jeg er meget taknemlig for disse skriftsteder, som forklarer, at Herren vil bruge »de svage i verden« (L&P 1:19-24).

Ethvert medlem er ansvarlig for at acceptere kaldelsen til at tjene.

Præsident J. Reuben Clark har sagt: »I Herrens tjeneste drejer det sig ikke om, hvor man tjener, men om hvordan. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige indtager man den plads, som man behørigt er kaldet til, og denne plads er hverken en, man søger eller afslår« (Conference Report, apr. 1951, s. 154). Kirken har ikke en professionel præstestand. Kald til lederskabsstillinger sker over hele verden fra forsamlingen. Vi har ikke seminarier til uddannelse af professionelle ledere.

Alt, der gøres i Kirken – ledelse, undervisning, kaldelse, indsættelse, bøn, sang, forberedelse af nadveren, rådgivning og alt andet – gøres af almindelige medlemmer, de »svage i verden«.

Vi ser kristne kirker, som kæmper for at få de præster, de har brug for. Det problem har vi ikke. Når evangeliet bliver forkyndt og Kirken er organiseret, er der en uudtømmelig kilde af brødre og søstre, som har vidnesbyrdet og er villige til at påtage sig kaldet til at tjene. De indvier sig selv til Herrens værk og efterlever de standarder, man forventer af dem.

Medlemmer har fået Helligånden overdraget efter deres dåb (se L&P 33:15; 35:6). Helligånden underviser og trøster dem. Således er de forberedt til at modtage råd, vejledning eller irettesættelser, alt efter deres situation eller behov (se Joh 14:26; L&P 50:14; 52:9; 75:10).

Disse principper giver Kirken en anden kurs end nogen anden kristen kirke i verden. Vi befinder os i den ualmindelige situation, at vi har utallige lærere og ledere blandt alle nationer, stammer, tungemål og folk rundt om i verden. Der er en unik lighed blandt medlemmerne. Ingen af os bør anse sig selv for at være mere værd end en anden (se L&P 38:24-25). »Gud [gør ikke] forskel på nogen, men … i et hvilket som helst folk tager [han] imod den, der frygter ham og øver retfærdighed« (ApG 10:34-35; se også Rom 2:11; L&P 1:35; 38:16).

Da jeg var ung, blev jeg hjemmelærer for en meget gammel søster. Hun delte ud af sin livserfaring.

Da hun var lille, kom Brigham Young til Brigham City, det var en stor begivenhed i en by, som var opkaldt efter ham. Til ære for ham var primarybørnene, klædt i hvidt og stillet op på rad og række langs vejen, som førte ind i byen, og hver havde de en kurv med blomster, som de strøede foran Kirkens præsidents vogn.

Der var noget, som mishagede hende. I stedet for at kaste sine blomster, sparkede hun en sten ud foran vognen og sagde: »Han er ikke en pind bedre end min bedstefar, Lovelund.« Det blev hørt, og hun blev skældt meget ud.

Jeg er sikker på, at præsident Brigham Young ville være den første til give lille Janie Steed ret. Han ville aldrig agte sig selv for mere end hendes bedstefar Lovelund eller noget andet værdigt medlem af Kirken.

Herren selv var meget direkte: »Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener« (Matt 20:27). »Den, der er ordineret af Gud og sendt ud, han er udpeget til at være den største, uagtet han er den mindste og alles tjener« (L&P 50:26).

For år tilbage, da jeg første gang modtog en stilling, der resulterede i, at der kom et billede af mig i avisen, skulle en af mine lærere fra high-school tilsyneladende ganske forbløffet have sagt: »Det viser bare, at det ikke er til at sige, hvor højt en frø kan springe, alene ved at se på den!«

Det billede af en frø, som sidder i mudderet i stedet for at hoppe, illustrerer, hvor utilstrækkelig, jeg har følt mig, når jeg har fået de ansvar, der er lagt på mig.

Disse følelser sørger for, at man aldrig kommer til at føle sig hævet over nogen, ikke en eneste.

For lang tid siden var der noget, som forbløffede mig. For 46 år siden var jeg 37 år og havde tilsyn med seminar. Min kaldelse i Kirken var som assisterende lærer i Lindon Menighed.

Til min store overraskelse blev jeg kaldet til at mødes med præsident David O. McKay. Han tog begge mine hænder og kaldte mig til generalautoritet, som assistent til De Tolv Apostles Kvorum.

Et par dage senere kom jeg til Salt Lake City for at mødes med Det Første Præsidentskab og blive indsat som en af Kirkens generalautoriteter. Det var første gang, at jeg mødte Det Første Præsidentskab, præsident David O. McKay og hans rådgivere, præsident Hugh B. Brown og Henry D. Moyle.

Præsident McKay forklarede, at et af ansvarene for en assistent til De Tolv var sammen med De Tolv at stå som et særligt vidne om og bære vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus. Det han sagde, overvældede mig: »Før vi indsætter dig, vil jeg bede dig om at bære dit vidnesbyrd for os. Vi vil gerne vide, om du har et.«

Jeg gjorde mit bedste. Jeg bar mit vidnesbyrd, som jeg sikkert havde gjort det til et faste- og vidnesbyrdmøde i min menighed. Til min overraskelse virkede Brødrene i præsidentskabet tilfredse og fortsatte med at indsætte mig.

Det forbavsede mig meget, for jeg havde troet, at en, som blev kaldet til et sådant embede, havde et usædvanligt, anderledes og meget stort vidnesbyrd og åndelig kraft.

Det brød jeg min hjerne med i lang tid, indtil jeg endelig indså, at jeg allerede havde det, der var påkrævet: Et stærkt vidnesbyrd i mit hjerte om, at evangeliets fylde er gengivet gennem profeten Joseph Smith, at vi har en himmelsk Fader, og at Jesus Kristus er vor Forløser. Jeg kendte måske ikke alt til det, men jeg havde et vidnesbyrd, og jeg var lærevillig.

Jeg var nok ikke anderledes, end dem vi hører om i Mormons Bog: »Og den, der kommer til mig med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, ham vil jeg døbe med ild og med Helligånden, ligesom lamanitterne på grund af deres tro på mig på det tidspunkt, da de blev omvendt, blev døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke« (3 Ne 9:20, fremhævelse tilføjet).

I årenes løb har jeg indset, hvor vigtigt og kraftfuldt det enkle vidnesbyrd er. Jeg har forstået, at vor himmelske Fader er Faderen til vores ånd (se 5 Mos 16:22; Hebr 12:9; L&P 93:29). Han er far med al den ømhed en kærlig far har. Jesus sagde: »For Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen« (Joh 16:27).

For nogle år siden var jeg med præsident Marion G. Romney til møde med nogle missionspræsidenter og deres hustruer i Geneve i Schweiz. Han fortalte dem, at 50 år tidligere, da han som ung var på mission i Australien, var han en sen eftermiddag taget hen på biblioteket for at studere. Da han kom ud var det aften. Han så op på himlens stjerner og så skete det. Ånden bevægede ham og et særligt vidnesbyrd blev undfanget i hans sjæl.

Han fortalte missionspræsidenterne, at han som medlem af Det Første Præsidentskab ikke vidste med større sikkerhed, at Gud Faderen lever, at Jesus er Kristus, Guds søn, Faderens enbårne og at evangeliets fylde er gengivet, end han gjorde dengang som missionær 50 år tidligere i Australien. Han sagde, at hans vidnesbyrd havde ændret sig på den måde, at det var meget lettere at få et svar fra Herren. Herrens nærhed føltes tættere på, og han kendte Herren meget bedre, end han havde gjort det 50 år tidligere.

Der er en naturlig tendens til at se på dem, som er opretholdt i ledende stillinger og betragte dem, som værende på et højere niveau eller af større værdi for Kirken eller deres familier end almindelige medlemmer. På en måde føler vi, at de er mere værd for Gud, end vi er. Sådan virker det ikke!

Det ville være skuffende for min hustru og jeg, hvis vi troede, at nogle af vore børn troede, at vi betragtede os som mere værdifulde for familien eller Kirken end de er, eller troede, at én kaldelse i Kirken agtes over en anden, eller at nogen kaldelse kan betragtes som ubetydelig.

For nylig blev en af vore sønner opretholdt som missionsleder. Hans hustru fortalte os, hvor glad han var for kaldelsen. Det passer ind med hans meget krævende arbejde. Han har missionærånden og vil få god brug for sit spanske, som han har holdt ved lige, siden han var på mission. Vi er også meget glade for hans kaldelse.

Det, min søn og hans hustru gør med deres små børn, overgår det, som de kunne gøre i Kirken eller noget andet sted. De kan ikke yde nogen tjeneste, der er mere vigtig for Herren end den hengivenhed de viser hinanden og deres små børn. Og sådan er det med alle vore børn. Det ultimative mål for al aktivitet i Kirken centrerer sig om hjemmet og familien.

Som generalautoriteter i Kirken, er vi helt som jer, og I er helt som os. I har den samme adgang til åbenbaringens kraft til jeres familie, jeres arbejde og jeres kaldelser, som vi har.

Det er også sandt, at der er en orden for ting i Kirken. Når man er kaldet til et embede, modtager man åbenbaring, som knytter sig til det embede, og som ikke bliver givet til nogen andre.

Intet medlem i Kirken bliver af Herren betragtet som mere eller mindre end andre. Sådan virker det ikke! Husk at han er far – vor Fader. Herren »[gør ikke] forskel på nogen«.

Vi er ikke mere værd for fremgangen af Guds værk end bror og søster Toutai Paletu’a i Nuku’alofa i Tonga; eller bror og søster Cifuentes i Santiago i Chile; eller bror og søster Dalebout i Holland; eller bror og søster Sato i Japan; eller hundredvis af andre, som jeg har mødt på mine rejser rundt om i verden. Sådan er det bare ikke!

Så Kirken fortsætter fremad. Den hviler på værdige medlemmers skuldre, som lever et almindeligt liv med almindelige familier, som bliver vejledt af Helligånden og Kristi lys, som er i dem.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at evangeliet er sandt og at værdien af sjæle er stor i Guds øjne – hver eneste sjæl – og at vi er velsignede ved at være medlemmer af Kirken. Jeg har det vidnesbyrd, der kvalificerer mig til den kaldelse, jeg har. Jeg har haft det, siden jeg mødte Det Første Præsidentskab for disse mange år siden. Jeg bærer det for jer i Jesu Kristi navn. Amen.