Hvorfor er vi medlemmer af den eneste sande kirke?

»Se, den, der har evigt liv, er rig« (L&P 6:7).

Rigdom var ikke en del af min barndom. Vi var en familie på fem: Min far og fire børn. Min mor døde, da jeg var fem år gammel. Min fars beskedne indkomst blev brugt til at købe mad; køb af tøj blev udskudt så længe som muligt.

En dag gik jeg lidt bekymret til min far og sagde: »Far, hvorfor køber du ikke nogle sko til mig? Se på dem her, de er slidte, og man kan se min storetå gennem hullet i skoen.«

»Det ordner vi,« svarede han og fik mine sko til at skinne med sort sværte. Senere sagde han: »Sønnike, det er ordnet.«

»Nej,« svarede jeg, »man kan stadig se min storetå.«

»Det kan også ordnes,« sagde han. Så tog han skosværten igen og puttede noget på min tå, og inden længe skinnede den som mine sko. Så jeg lærte tidligt i livet, at glæde ikke afhænger af penge.

Efterhånden som tiden gik, fortalte et par missionærer os om det gengivne evangeliums rigdom, læren om frelsesplanen og om evige familier. Vi blev døbt, og da min far modtog kaldet som distriktspræsident, var hans første mål at rejse til templet og modtage de velsignelser, det ville give at yde det offer. Det var en rejse på 15 dage og 8000 km. En rejse fyldt med vanskeligheder og forhindringer, veje i dårlig stand, ukomfortable busser og vi kendte ikke vejen, men vi havde store forventninger til de ordinancer, vi skulle deltage i.

Da vi ankom til Mesa i Arizona, ilede vi ned ad den vej, hvor vi for enden kunne se Herrens hus, strålende og smukt. Jeg kan huske den glæde, som fyldte hjertet; vi brød alle ud i sang og lovprisning, og tårerne løb ned ad kinderne på mange af de hellige.

Senere knælede vi sammen ned som familie for at høre de smukke løfter om en evig familie med en vished om, at vores mor, på trods af at hun var død, nu for evigt ville være vores mor, og vi følte den fred, der kommer af at vide, at vi er en evig familie.

Således gav løftet om evigt liv os evighedens rigdom! »Se, den, der har evigt liv, er rig« (L&P 6:7).

Jesu Kristi Kirke er en kirke bestående af præster, »et kongeligt præsteskab, et helligt folk« (1 Pet 2:9).

Den genoprettede kirke giver hvert hjem en præstedømmebærer med Guds myndighed til at velsigne. Hvor mange gange har jeg ikke været i stand til at høre den bløde, søde stemme fra et lille barn derhjemme sige: »Far, kan du give mig en velsignelse?« Og jeg har lagt mine hænder på hans eller hendes hoved i tider med smerte og vanskeligheder og givet en velsignelse til trøst og helbredelse og set præstedømmets kraft udvirke sin indflydelse, og næste dag har den lille stemme sagt: »Tak, far, jeg har sovet rigtig godt.« Vi behøver ikke at skulle ud og lede efter nogen med den magt – den er iblandt os! Hvilken velsignelse er det ikke at være i stand til at undervise vore børn i disse principper! Dette er den eneste kirke på jorden, som tilbyder familierne denne velsignelse.

Gennem denne kraft har jeg været i stand til at ordinere alle mine sønner i præstedømmet og således overdrage dem Guds magt til at administrere hans ordinancer.

Så derfor er jeg også medlem af denne kirke: Fordi præstedømmets magt atter er på jorden og når helt ind i vore hjem.

Den mest værdifulde kraft, vi kan besidde, er skatten ved at have et personligt vidnesbyrd om vor Herre Jesus Kristus og hans forsonende kraft.

Vidnesbyrd kommer til os, når vi lever et værdigt liv og søger i bøn. Gennem profeten Joseph Smith gav Herren os dette råd: »Og Ånden skal gives jer ved troens bøn« (L&P 42:14).

Da min søn, David, var seks år gammel, så han, at jeg var bekymret, fordi jeg skulle deltage i en stavskonference. Jeg var usikker på, hvad jeg skulle tale til de hellige om. Han kom hen til mig og sagde; »Far, det er rigtig let.« Sådan ser børn alting.

»Godt, min dreng,« sagde jeg. »Hvis det er så let, kan du så ikke fortælle mig, hvad jeg skal tale om?«

»Tal til dem om bøn,« sagde han.

»Det er et godt emne,« sagde jeg, »men de har hørt en masse taler om bøn, så hvad kan jeg sige, som de ikke har hørt før?«

»Det er også let, far. Først siger du: ›Før man taler til vor himmelske Fader, skal man tænke over det, man vil sige.‹«

»Det lyder som en strålende ide,« svarede jeg. »Og hvad så?«

»Når du så har tænkt over det, så siger du det til ham! Når du er færdig, skal du vente og se, om han siger noget til dig.«

Gennem vore bønner taler Ånden til vores ånd og vidner om, at vor Frelser lever.

Jeg forundres over den kærlighed, som min Frelser, Jesus Kristus, viste ved at stige ned fra de himmelske boliger og komme til jorden, hvor de fleste afviste hans budskab, og selvom de ikke havde magt til at tage hans liv, dømte de ham til døden. Kristus betalte for mine synder, mine svagheder, plager og sorger. Hans smerte var ubeskrivelig, Lukas nævner kun, at »… hans sved blev som bloddråber …« (Luk 22:44).

Hævet over alt andet er dette årsagen til mit medlemskab af Kirken: Helligånden har gennemboret mit hjerte og har for mig vidnet om, at Kristus lever, at han er min Frelser, at han har betalt for mine synder, og at han har beredt en vej, som gør, at jeg kan opnå alle lovede velsignelser, hvis jeg lever ifølge hans bud.

For nogle få uger siden døde min far også, og nu takker jeg mere end nogensinde før Gud for den rigdom og skønhed, der findes i hans lærdomme.

Fordi mit familieliv kan fortsætte på trods af dødens tærskel. Fordi det hellige præstedømme er blevet gengivet til jorden. Og fordi Ånden har talt til min ånd og givet mig et vidnesbyrd om, at min Frelser, Jesus Kristus, lever, og at jeg, gennem hans mellemkomst alt efter min trofasthed, vil være i stand til at bo hos ham. Af denne årsag og mange andre er jeg medlem af den eneste sande kirke på jordens overflade, og jeg vil for evigt være taknemlig for dette. I Jesu Kristi navn. Amen.