At holde ud sammen

For nogle år siden skrev en humoristisk medarbejder på en lokalavis om et alvorligt og provokerende emne. Jeg citerer fra artiklen: »At være en kirkegænger- mormon i Utah vil sige, at man bor så tæt på medlemmer af ens menighed, at der ikke sker meget, uden at hele menigheden ved det fem minutter efter.«

Han fortsætter: »Denne måde at leve side om side med hinanden på kan føles påtrængende … Men samtidig er det en af vore største styrker.«

Forfatteren fortsætter: »På arbejdet i tirsdags så jeg formiddagens nyheder på tv. En familiebil var blevet totalskadet i et trafikuheld. En ung mor og to små børn blev hastigt transporteret til skadestuen med helikopter og ambulance … Nogle timer senere fandt jeg ud af, at bilen tilhørte det unge par, Eric og Jeana Quigley, der bor over for mit hjem i Herriman.

Ikke alene ser jeg Quigley-familien i kirke … vi spiste middag med dem til en vejfest aftenen inden ulykken. Vore børnebørn legede med deres døtre, Bianca og Miranda.

Fjorten måneder gamle Miranda fik alvorlige hovedskader og døde tre dage senere på Primary Children’s Hospital.

Det er her, al den nysgerrighed … betaler sig. På trods af, at ulykken skete adskillige kilometer hjemmefra, havde støvet bogstaveligt talt ikke lagt sig, før nogle fra menigheden stoppede og fik alle ud af bilvraget. Resten af menigheden kendte til ulykken inden politi og ambulancefolk nåede frem.

Medlemmer af menigheden tog til alle tre hospitaler, kontaktede Eric på arbejdet, og organiserede sig i arbejdshold. De, der ikke sørgede for de mest presserende behov, var opsatte på at være til hjælp på anden måde.

I løbet af 48 timer var familien Quigleys plæne slået, hjemmet var gjort rent, tøjet var vasket, køleskabet fyldt op, familiemedlemmer bespist og en konto oprettet i den lokale bank. Vi ville have givet hunden et bad, hvis de havde haft en.«

Forfatteren slutter af med følgende indsigtsfulde bemærkning: »Der er en positiv side ved denne intense opmærksomhed, min menighed lever med … Det, der sker for én, sker for alle« (»Well-Being of Others Is Our Business«, Salt Lake Tribune, 30. juli 2005, s. C1).

Den medfølelse og tjeneste, der blev udvist af omsorgsfulde menighedsmedlemmer, som følge af denne tragiske ulykke, er ikke enestående for denne hændelse. I Mormons Bog forklarede profeten Alma følgende til en gruppe af kommende Kristi disciple: »Og se, eftersom I nu nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette; ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst,« var de, som Alma forklarede, klar til at blive døbt (se Mosi 18:8-9). Dette skriftsted danner grundlag for at tjene og udvise omsorg for hinanden på den mest medfølende måde.

En menighed er organiseret til at sørge for behovene hos dem, der gennemgår selv de sværeste og mest hjerteskærende prøvelser. Biskoppen, som ofte kaldes menighedens »far«, er der for at tilvejebringe rådgivning og ressourcer. De melkisedekske og de aronske præstedømmeledere, hjælpeforeningspræsidentskabet, hjemmelærere, besøgslærere og menighedens medlemmer er ligeledes til rådighed – altid menighedens medlemmer. Alle er der for at tjene, trøste og vise omsorg i svære tider.

I mit eget kvarter har vi haft vores hjerteknusende tragedier. I oktober 1998 blev 19-årige Zac Newton, som boede tre huse væk fra os, dræbt i en tragisk bilulykke.

Mindre end to år senere, i juli 2000, blev 19-årige Andrea Richards, som boede lige over for familien Newton, dræbt i en bilulykke.

En lørdag eftermiddag i juli 2006 blev Travis Bastian, en 28-årig hjemvendt missionær og hans 15-årige søster, Desiree, som boede på den anden side af vejen og to huse nord for vores, dræbt i en forfærdelig bilulykke.

Blot en måned senere, i august 2006, led 32-årige Eric Gold, som voksede op i huset ved siden af vores, en for tidlig død. Og andre i kvarteret har ligeledes gennemgået hjerteskærende hændelser, som kun de selv og Gud kender.

Med tabet af fem unge mennesker kunne man formode, at det er et usædvanligt højt antal tragedier for et enkelt lille kvarter. Jeg vælger at tro, at antallet kun synes højt, på grund af en tætknyttet, omsorgsfuld menighed, hvis medlemmer ved, hvornår der er et indtrængende behov. Det er en menighed med medlemmer, som følger Almas og Frelserens formaning – medlemmer, som drager omsorg for hinanden, elsker hinanden og bærer hinandens byrder, medlemmer, som er villige til at sørge med dem, som sørger, medlemmer, som er villige til at trøste dem, der står i behov for trøst, medlemmer, som holder ud sammen.

I alle disse tilfælde så vi en udgydelse af kærlighed, tjeneste og medfølelse, der var inspirerende for alle. Biskopper ankom, hjemmelærere og besøgslærere tog affære, og kvorummer i Det Melkisedekske og Aronske Præstedømme og Hjælpeforeningen organiserede sig for at dække både åndelige og timelige behov. Køleskabe blev fyldt, hjem gjort rene, græsplæner slået, hække klippet, stakitter malet, velsignelser blev givet og bløde skuldre var tilgængelige til at græde ud ved. Der var medlemmer overalt.

De familier, som havde mistet en af deres kære, gav i hvert af disse tilfælde udtryk for, at deres tro var blevet styrket, deres kærlighed til Frelseren var vokset, deres taknemlighed for forsoningen var øget, og at de følte en inderlig taknemlighed for en organisation, som reagerer på sine medlemmers dybeste følelsesmæssige og åndelige behov. Disse familier taler nu om, hvordan de lærte Herren at kende i deres modgang. De kan berette om mange betydningsfulde oplevelser, de havde, på grund af deres smerte. De vidner om, at der kan komme noget godt ud af hjertesorg. De lovpriser Herren og kan som Job sige: »Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet« (Job 1:21).

Vi har som medlemmer af menigheden lært adskillige lektier ved at bære hinandens byrder:

1. Herrens organisation er fuldt ud tilstrækkelig til at kende og drage omsorg selv for dem med de mest alvorlige følelsesmæssige og åndelige behov.

2. Modgang kan bringe os nærmere til Gud, og give en fornyet og større påskønnelse af bøn og forsoningen, der omfatter alle former for smerte og lidelse.

3. Medlemmer, der gennemlever tragedier på førstehånd, oplever ofte, at deres evne til at elske, forstå og føle med andre forøges. De bliver de første, sidste og oftest de mest effektive, når det kommer til at give trøst og vise medfølelse for andre.

4. En menighed, så vel som en familie, kommer nærmere på hinanden, når den holder ud i fællesskab – hvad der sker for en, sker for alle.

5. Og måske allervigtigst, vi kan alle blive mere medfølende og omsorgsfulde, fordi vi hver især har vore egne personlige prøvelser og erfaringer at trække på. Vi kan holde ud sammen.

Jeg glæder mig over at tilhøre en så kærlig og omsorgsfuld organisation. Ingen er bedre til at bære hinandens byrder, sørge med dem, som sørger og trøste dem, der står i behov for trøst. Jeg vælger at kalde det »at holde ud sammen.« Hvad der sker for en, sker for alle. Vi holder ud sammen.

Må vi være et redskab til at lette andres byrder, beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen