Personlig åbenbaring: Profeternes lærdomme og eksempler

Billede

Når vi begynder det afsluttende møde ved denne historiske konference, udtrykker jeg sammen med jer taknemlighed for det privilegium, det er at opretholde præsident Henry B. Eyring som rådgiver i Det Første Præsidentskab, ældste Quentin L. Cook i De Tolv Apostles Kvorum og ældste Walter F. González i De Halvfjerds’ Præsidium. Jeg giver dem min kærlighed og støtte og vidner om, at de er kaldet af Gud gennem en levende profet, præsident Gordon B. Hinckley »i overensstemmelse med åbenbarelsens og profetiens ånd.«¹

De to sidste dages begivenheder lærer os behovet for åbenbaring i Herrens værk og personlig åbenbaring i vores liv. Personlig åbenbaring er midlet til for os selv at kende til de vigtigste sandheder i vores liv: Realiteten af en levende Gud, vor evige Fader, og hans Søn, Jesus Kristus samt sandheden af det gengivne evangelium og af Guds formål og retning med hensyn til os.

Meget af det, jeg ved om personlig åbenbaring, har jeg lært af profeternes eksempel, både de fordums og de nutidige. I dag vil jeg gerne beskrive nogle få af disse personlige eksempler og beder til, at de vil inspirere os hver især til at stræbe efter velsignelserne ved personlig åbenbaring i vores eget liv.

Som ung regionalrepræsentant blev jeg bedt om at hjælpe ældste Marion G. Romney med at omorganisere en stav. I løbet af den lange, fredelige tur til konferencen drejede vores samtale sig om vores opgaves åndelige dimensioner. Ældste Romney lærte mig, hvordan Herren velsigner os gennem åbenbaring. »Robert,« sagde han, »jeg har lært, at når vi går Herrens ærinde, har vi hans velsignelse til at udrette hvad som helst, vi bliver bedt om at gøre.« Ældste Romney forklarede derpå, at når vi ankom til den fjerne by, ville vi knæle i bøn, interviewe præstedømmebærere, knæle i bøn igen, og så ville Helligånden åbenbare den person for os, som Herren havde udvalgt til at være den nye stavspræsident. Han lovede mig, at det ville blive en af de største åndelige oplevelser i mit liv, og det blev det.

Vi er hver især blevet sendt ned til jorden af vor himmelske Fader for at gøre os fortjent til evigt liv: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.«² Hvordan kan vi for os selv kende Faderen og Sønnen? Gennem personlig åbenbaring. Personlig åbenbaring er det middel, hvorved vor himmelske Fader hjælper os til at kende ham og hans Søn, lære og efterleve evangeliet, holde ud til enden i retfærdighed og kvalificere os til evigt liv – at vende tilbage til deres nærhed.

I spørger måske: »Hvordan får vi personlig åbenbaring?« Paulus rådede de hellige til at stole på Ånden frem for verdens visdom.³ For at få denne Ånd, må vi begynde med bøn. Præsident Lorenzo Snow havde undersøgt evangeliet i adskillige år, før han tilsluttede sig Kirken. Men han fik ikke et vidnesbyrd før 2-3 uger efter sin dåb, da han bad i løndom. »Guds Ånd faldt på mig,« sagde han. »Åh, hvilken glæde og lykke jeg følte, for jeg modtog derpå en fuldkommen kundskab om, at Gud lever, at Jesus Kristus er Guds Søn, om det hellige præstedømmes gengivelse og evangeliets fylde.«⁴

Jeg har lært, at bøn tilvejebringer et fast grundlag for personlig åbenbaring. Men der kræves mere. Mens jeg stadig var regionalrepræsentant, havde jeg mulighed for at tage ved lære af en anden apostel, ældste Boyd K. Packer. Vi blev bedt om at omorganisere en stav og begyndte med at knæle sammen i bøn. Efter at have interviewet præstedømmeledere og have bedt, foreslog ældste Packer, at vi gik en tur sammen rundt om bygningen. Mens vi gik, nævnte han et vigtigt princip i forbindelse med at stræbe efter personlig åbenbaring – det princip, som Herren belærte Oliver Cowdery om: »Men se … du må gennemtænke det i dit sind.«⁵ Vi overvejede vores opgave, talte sammen og lyttede til Åndens røst. Da vi kom tilbage, bad vi og gennemtænkte det igen, og så forberedte vi os på at modtage åbenbaring.

Åbenbaring kommer i henhold til Herrens tidsplan, hvilket ofte betyder, at vi må gå fremad i tro, selv om vi ikke har modtaget alle de svar, vi ønsker. Som generalautoritet blev jeg bedt om at hjælpe med at omorganisere et stavspræsidentskab under ledelse af ældste Ezra Taft Benson. Efter at have bedt, interviewet, gennemtænkt og bedt igen, spurgte ældste Benson, om jeg vidste, hvem den nye stavspræsident skulle være. Jeg sagde, at jeg endnu ikke havde modtaget den inspiration. Han så på mig i lang tid og svarede, at det havde han heller ikke. Imidlertid blev vi inspireret til at bede tre værdige præstedømmebærere om at tale ved konferencens møde lørdag aften. Et kort øjeblik efter den tredje taler var begyndt, hviskede Ånden til mig, at han skulle være den nye stavspræsident. Jeg kiggede over på præsident Benson og så tårer strømme ned over hans ansigt. Vi havde begge fået åbenbaring – men kun ved fortsat at stræbe efter vor himmelske Faders vilje, mens vi gik fremad i tro.

Jeg blev tidligt i mit virke i Kirken undervist i dette princip af ældste Harold B. Lee, da han kom for at organisere en ny stav i det distrikt, hvor vi boede. Ældste Lee spurgte mig, der netop var blevet opretholdt som biskop, om jeg ville tage med ham til en pressekonference. Der udfordrede en ivrig ung journalist ældste Lee. Han sagde til ham: »Du kalder dig selv en profet. Hvornår fik du sidst en åbenbaring, og hvad handlede den om?« Ældste Lee holdt en pause, så direkte på ham og svarede venligt: »Det var i går eftermiddag kl. ca. 3. Vi bad om, hvem der skulle kaldes til at være præsident for den nye stav, og det blev bekendtgjort for os, hvem den person skulle være.« Journalistens hjerte ændredes. Jeg vil aldrig glemme den ånd, der fyldte rummet, da ældste Lee bar sit stærke vidnesbyrd om, at de, der trofast stræber efter at gøre Herrens vilje, kan modtage åbenbaring

Som trofaste børn, unge, forældre, lærere og ledere kan vi modtage personlig åbenbaring oftere, end vi er klar over. Jo mere vi modtager og anerkender personlig åbenbaring, des mere vokser vores vidnesbyrd. Da jeg var biskop, voksede mit vidnesbyrd, hver gang jeg modtog åbenbaring om at kalde medlemmer i menigheden. Dette vidnesbyrd er blevet styrket hver gang, jeg overværer generalautoriteter og halvfjerdsere og stavspræsidenter blive kaldet eller få nye kaldelser. Endnu vigtigere er, at jeg bliver styrket af de personlig åbenbaringer, jeg får i min rolle som en Guds søn, ægtemand og far. Jeg er så taknemlig for Åndens vejledning og anvisning i vores hjem, når vi stræber efter anvisning i familieanliggender.

Vore personlige åbenbaringer afspejler hos os alle det mønster på åbenbaring, som profeterne modtog, sådan som det står skrevet i skrifterne. Adam og Eva påkaldte Herrens navn og modtog personlig åbenbaring, deriblandt kundskab om Frelseren.⁶ Enok, Abraham og Moses stræbte efter deres folks velfærd og fik mange storslåede åbenbaringer, som står i Den Kostelige Perle.⁷ Profeten Elias’ personlige åbenbaring kom ved den stille, sagte røst.⁸ Daniels kom i en drøm.⁹ Peters personlige åbenbaring gav ham et vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus.¹⁰ Lehi og Nefi modtog åbenbaringer om Frelseren og frelsesplanen, og så godt som alle profeterne i Bibelen og Mormons Bog modtog åbenbaringer om at advare, belære, styrke og trøste dem og deres folk.¹¹ Efter megen bøn i templet modtog Spencer W. Kimball åbenbaringen om præstedømmet.¹² Og efter at have bedt om, at flere kirkemedlemmer kunne modtage templets velsignelser, fik præsident Hinckley en åbenbaring om opførelsen af mindre templer.¹³

Profeter modtager personlig åbenbaringer for at hjælpe dem i deres eget liv og i ledelsen af Kirkens anliggender på jorden. Vores ansvar er at stræbe efter personlig åbenbaring for os selv og for de ansvar, Herren har givet os.

I de forløbne uger har præsident Hinckley søgt om åbenbaring angående de kaldelser, der vil blive bekendtgjort ved denne konference. For ca. en måned siden ved torsdagsmødet i templet med Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum, lyttede jeg til præsident Hinckley, da han bad en enkel, oprigtig bøn om åndelig vejledning. Svaret på hans inderlige bøn er nu blevet fremlagt for os alle.

Kan vi se et mønster på åbenbaring i profeternes liv? Er trådene i det mønster også vævet ind i vores liv?

Vi ved, at det mønster fokuserer på forsoningen.¹⁴ Vi modtager velsignelserne ved forsoningen, når vi omvender os fra vore synder og holder befalingerne. Dette indgik vi pagt om at gøre, da vi blev døbt, og vi fornyr denne pagt hver uge, når vi deltager i nadveren. Efterhånden som vi fortsætter i retfærdighed, kvalificerer vi os til sammen med Samuel at sige: »Tal, [Herre,] din tjener hører!«¹⁵ Og Herren svarer: »Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører.«¹⁶

Vi forbereder os på personlig åbenbaring ligesom profeterne ved at studere skrifterne, faste, bede og opbygge tro. Tro er nøglen. Husk Josephs forberedelse i forbindelse med hans første åbenbaring:

»Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om den af Gud …

Men han skal bede i tro, uden at tvivle.«¹⁷

Gør vi det uden at tvivle, erfarer vi for os selv, at »det er ved tro, at mirakler udvirkes.«¹⁸

I almindelighed er disse mirakler ikke fysiske tilkendegivelser på Guds magt – at dele Det Røde Hav, oprejse de døde, nedbryde fængselsmure eller tilsynekomsten af himmelske sendebud. De fleste mirakler har til hensigt at være åndelige tilkendegivelser af Guds magt – en mild barmhjertighed, der blidt skænkes gennem indtryk, ideer, følelser af vished, løsninger på problemer, styrke til at imødekomme udfordringer og trøst til at bære skuffelser og sorg.

Disse mirakler kommer til os, når vi udholder det, skrifterne kalder, at vores »tro er blevet prøvet«.¹⁹ Undertiden er prøven den tid, det tager, før vi får et svar. Da præsident David O. McKay som ung mand vogtede kvæg, stræbte han efter et vidnesbyrd, men det kom ikke før mange år senere, mens han var på mission i Skotland. Han sagde: »Det var en sådan tilkendegivelse, som jeg som tvivlende ung mand inderligt havde bedt om … i bjerge og på enge. Det gav mig vished om, at oprigtige bønner besvares ›på et eller andet tidspunkt, på et eller andet sted.‹«²⁰

Svaret er måske: »Ikke nu – vær tålmodig og vent.«

Jeg vidner om, at om det er i bjerge eller på enge, i lunden eller i kammeret, nu eller i de kommende evigheder vil Frelserens ord til os hver især blive opfyldt: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.«²¹ Samtidig med vi bliver befalet ikke at stræbe efter tegn, bliver vi befalet at »stræb[e] … oprigtigt efter de bedste gaver.«²² Disse gaver indbefatter Helligånden og personlig åbenbaring. Den åbenbaring kommer »linje på linje, forskrift på forskrift«, som Frelseren sagde, og »til den, der modtager, vil [Herren] give mere.«²³

Når vi tager hjem fra denne konference, opfordrer jeg til, at vi hver især stræber mere efter og modtager mere af Guds ånd. Frelseren bad om, at hans disciple i den nye verden måtte modtage den Ånd. Derpå takkede han, som et eksempel for os alle, gik væk fra sine disciple og takkede i bøn vor himmelske Fader for, at han gav den.²⁴ Lad os følge hans eksempel og bede om Guds Ånd og udtrykke tak for dens storslåede velsignelser i vores liv.

Jeg bærer særligt vidnesbyrd om, at Jesus Kristus lever og leder denne kirke gennem en levende profet, præsident Gordon B. Hinckley. Jeg ved – jeg ved – at præsident Hinckley leder denne kirke gennem åbenbaring. Som Alma udtrykte det: »Se, jeg siger jer, det er blevet kundgjort for mig ved Guds hellige Ånd. Se, jeg har fastet og bedt i mange dage … Og se, jeg ved selv, at det er sandt, for Gud Herren har tilkendegivet det for mig ved sin hellige Ånd … og dette er åbenbarelsens ånd, som er i mig.«²⁵

Det er min inderlige bøn, at vi hver især må modtage denne Ånd, opnå velsignelserne ved personlig åbenbaring og selv vide, at disse ting er sande. I Jesu Kristi navn. Amen.