Fru Patton – historien fortsætter

Jeg savner min kollega James E. Faust i dag og udtrykker min kærlighed til hans kære hustru og familie, og jeg er sikker på, at han tjener Herren et andet sted. Jeg byder de nye generalautoriteter velkommen, præsident Eyring, ældste Cook og ældste González og forsikrer dem om, at de har min fulde opbakning.

For 38 år siden talte jeg ved en generalkonference i tabernaklet på Tempelpladsen om en af mine barndomsvenner, Arthur Patton, som døde i en ung alder. Titlen på talen var: »Fru Patton, Arthur lever.«¹ Jeg stilede min tale til Arthurs mor, fru Patton, som ikke var medlem af Kirken. Selv om jeg kun havde et lille håb om, at fru Patton rent faktisk hørte min tale, ønskede jeg at fortælle alle inden for min stemmes rækkevidde om evangeliets herlige budskab om håb og kærlighed. For nylig har jeg følt mig tilskyndet til atter engang at henvise til Arthur og fortælle jer om, hvad der hændte efter min oprindelige tale.

Først vil jeg fortælle jer om Arthur. Han havde lyst, krøllet hår og et smil på størrelse med en ladeport. Han var højere end alle drengene i klassen. Jeg formoder, at det er årsagen til, at Arthur i 1940, på grund af den store konflikt, der blev til anden verdenskrig og omfattede det meste af Europa, var i stand til at snyde hverveofficeren og lod sig indrullere i flåden blot 15 år gammel. For Arthur og de fleste drenge var krigen ét stort eventyr. Jeg kan huske, hvor godt han så ud i sin uniform. Hvor vi dog ønskede, at vi var ældre, eller i det mindste højere, så vi også kunne lade os hverve.

Ungdommen er en helt speciel tid i livet. Som Longfellow skrev:

Arthurs mor var så stolt af den blå stjerne, der prydede hendes stuevindue. Den viste enhver forbipasserende, at hendes søn bar sit lands uniform og var i aktiv tjeneste. Når jeg gik forbi hendes hus, åbnede hun ofte døren og inviterede mig indenfor for at læse det seneste brev fra Arthur. Hendes øjne fyldtes med tårer, og så bad hun mig om at læse højt. Arthur betød alt for sin mor, der var enke.

Jeg kan stadig se fru Pattons grove hænder for mig, når hun omhyggeligt lagde brevet tilbage i kuverten. Det var hårdtarbejdende hænder. Fru Patton gjorde rent i en kontorbygning i byen. Hver eneste dag i hendes liv bortset fra søndag kunne man se hende gå hen ad fortovet med spand og børste i hånden, det grå hår trukket tilbage i en stram knude og med skuldre, der var trætte af arbejde og ludende af alder.

I marts 1944 blev Arthur, nu hvor krigen rasede, overført fra U.S.S. Dorsey, en torpedojager, til U.S.S. White Plains, et hangarskib. Mens skibet var ved Saipan i Stillehavet, blev det angrebet. Arthur var en af dem om bord, der omkom i havet.

Den blå stjerne blev fjernet fra sit hellige sted i vinduet i Pattons hjem. Den blev udskiftet med én af guld, hvilket viste, at den, som den blå stjerne repræsenterede, var blevet dræbt i kamp. Et lys gik ud i fru Pattons liv. Hun kæmpede med bundløs sorg og dyb fortvivlelse.

Med en bøn i mit hjerte nærmede jeg mig den velkendte gangsti til Pattons hjem og spekulerede på, hvilke trøstende ord, der kunne komme fra en drengs læber.

Døren blev åbnet, og fru Patton omfavnede mig, som om jeg var hendes søn. Hjemmet forvandledes til et kapel, da en sorgbetynget mor og en utilstrækkelig dreng knælede i bøn.

Da vi rejste os fra vore knæ, stirrede fru Patton mig ind i øjnene og sagde: »Tommy, jeg tilhører ikke nogen kirke, men det gør du. Fortæl mig – kommer Arthur til at leve igen?« Efter bedste evne vidnede jeg for hende om, at Arthur i høj grad kom til at leve igen.

Ved generalkonferencen for disse mange år siden, nævnte jeg, da jeg fortalte denne beretning, at jeg havde mistet forbindelsen med fru Patton, men at jeg ønskede endnu engang at besvare hendes spørgsmål: »Kommer Arthur til at leve igen?«

Jeg henviste til verdens Frelser, som vandrede ad støvede stier mellem landsbyer i det, som vi nu ærbødigt kalder det hellige land, som fik den blinde til at se, den døve til at høre, den lamme til at gå og den døde til at leve, som blidt og kærligt forsikrede os om følgende: »Jeg er vejen og sandheden og livet.«³

Jeg forklarede, at livets plan og at dets evige kurs kommer til os fra himlens og jordens Herre, ja Herren Jesus Kristus. For at forstå meningen med døden, må vi værdsætte livets formål.

Jeg nævnte, at Herren i denne uddeling erklærede: »Og se, sandelig siger jeg jer: Jeg var i begyndelsen hos Faderen og er den Førstefødte.«⁴ »Mennesket var også i begyndelsen hos Gud.«⁵

Profeten Jeremias skrev:

»Herrens ord kom til mig:

›Før jeg dannede dig … kendte jeg dig, før du kom ud … helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene.‹«⁶

Fra den majestætiske åndeverden går vi ind på livets storslåede scene for at bevise vores lydighed i alt, hvad Gud befaler. I jordelivet vokser vi fra det hjælpeløse spædbarnsstadie til et videbegærligt barn og dernæst til eftertænksom modenhed. Vi oplever glæde og sorg, fremgang og modgang samt succes og fiasko. Vi smager det søde men også det sure. Sådan er jordelivet.

Og til hver eneste kommer den oplevelse, der hedder døden. Ingen bliver fritaget. Alle skal gå gennem dens døre.

For de fleste er der noget uhyggeligt og mystisk ved denne uvelkomne gæst, vi kalder døden. Måske er det angsten for det ukendte, der får mange til at frygte dens komme.

Arthur Patton døde hurtigt. For andre trækker det ud. Gennem Guds åbenbarede ord ved vi, at »alle menneskers ånder, så snart de har forladt dette dødelige legeme … bliver ført hjem til den Gud, der gav dem livet.«⁷

Jeg forsikrede fru Patton om og alle andre, der lyttede, at Gud aldrig ville svigte dem – at han sendte sin enbårne Søn til verden for ved sit eksempel at lære os, hvilket liv vi bør leve. Hans Søn døde på korset for at forløse hele menneskeheden. Hans ord til den sørgende Martha og sine disciple giver trøst til os i dag:

»Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.«⁸

»I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?

… [Jeg] kommer igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.«⁹

Jeg gentog Johannes Åbenbarerens og apostlen Paulus’ vidnesbyrd. Johannes skrev:

»Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen …

Og havet gav sine døde tilbage.«¹⁰

Paulus erklærede: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.«¹¹

Jeg forklarede, at vi indtil opstandelsens herlige morgen må gå i tro. »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.«¹²

Jeg beroligede fru Patton med, at Jesus kom med en invitation til hende og alle andre:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er ydmyg og sagtmodig af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.«¹³

Som en del af mit budskab forklarede jeg fru Patton, at en sådan viden ville hjælpe hende i hendes hjertesorg – at hun aldrig ville være i en så tragisk situation som den uden tro, der havde mistet en søn, og som man, mens hun så kisten blive sænket ned i moder jord, hørte sige: »Farvel, min dreng. Farvel for altid.« Hun kunne derimod med oprejst pande, uforfærdet mod og urokkelig tro løfte sit blik, når hun så ud over det blidt bølgende vand i Stillehavet, og hviske: »Farvel, Arthur, min dyrebare søn. Farvel – til vi ses igen.«

Jeg citerede Tennysons ord, som lige så godt kunne have været til hende fra Arthur:

Da jeg afsluttede mit budskab for disse mange år siden, bar jeg mit personlige vidnesbyrd for fru Patton som et særligt vidne og fortalte hende, at Gud vor Fader var opmærksom på hende – at hun gennem oprigtig bøn kunne kommunikere med ham. At han også havde en søn, der døde, ja Herren Jesus Kristus. At han er vores talsmand hos Faderen, Fredsfyrsten, vor Frelser og guddommelige Forløser, og en dag skal vi se ham ansigt til ansigt.

Jeg håbede, at mit budskab til fru Patton ville nå ud til og påvirke andre, som havde mistet en af deres kære.

Og nu mine brødre og søstre, fortæller jeg jer resten af denne beretning. Jeg kom med mit budskab ved konferencen den 6. april 1969. Som sagt havde jeg kun ringe eller intet håb om, at fru Patton rent faktisk ville høre talen. Jeg havde ingen grund til at tro, at hun lyttede til generalkonferencen. Som jeg nævnte, var hun ikke medlem af Kirken. Og så fandt jeg ud af, at noget nær et mirakel havde fundet sted. Sidste dages hellige naboer til fru Terese Patton i Californien, hvor hun var flyttet hen, og som ikke havde nogen anelse om, hvem der skulle tale ved konferencen, eller hvilke emner de ville tale om, havde inviteret hende hjem for at lytte til et konferencemøde sammen med dem. Hun tog imod deres invitation og lyttede således til netop det møde, hvor jeg stilede min tale til hende personligt.

I den første uge i maj 1969 modtog jeg til min forbavselse og glæde et brev poststemplet i Pomona i Californien, dateret 29. april 1969. Det var fra fru Terese Patton. Jeg læser noget af dette brev for jer:

»Kære Tommy.

Jeg håber, du ikke har noget imod, at jeg kalder dig Tommy, eftersom jeg altid tænker på dig som sådan. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig for den fortrøstningsfulde tale, du holdt.

Arthur var 15 år gammel, da han lod sig hverve til flåden. Han blev dræbt en måned før sin 19-års fødselsdag den 5. juli 1944.

Det var dejligt, at du tænkte på os. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig for dine trøstende ord, både da Arthur døde og igen i din tale. Jeg har haft mange spørgsmål gennem årene, og du har besvaret dem. Jeg føler nu fred angående Arthur … Må Gud velsigne og bevare dig for altid.

Kærlig hilsen

Terese Patton«¹⁵

Mine brødre og søstre, jeg tror ikke på, at det var et tilfælde, at jeg følte mig tilskyndet til at give netop det budskab ved aprilkonferencen i 1969. Ej heller tror jeg på, at det var et tilfælde, at fru Terese Patton blev inviteret over af sine naboer for at være sammen med dem i deres hjem ved netop dette konferencemøde. Jeg er sikker på, at vor himmelske Fader var opmærksom på hendes behov og ønskede, at hun skulle høre evangeliets trøstende sandheder.

Selv om fru Patton for længst har forladt det jordiske liv, har jeg følt en stærk tilskyndelse til at fortælle jer om den måde, hvorpå vor himmelske Fader velsignede hende og sørgede for hende, da hun havde et behov. Med hele min sjæls styrke vidner jeg om, at vor himmelske Fader elsker os hver især. Han hører de ydmyge hjerters bønner, han hører vore råb om hjælp, ligesom han hørte fru Patton. Hans Søn, vor Frelser og Forløser, taler til os hver især i dag: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham.«¹⁶

Lytter vi efter den banken? Hører vi den røst? Åbner vi døren for Herren, så vi kan modtage den hjælp, som han så beredvilligt giver os? Det beder jeg om, at vi gør, i Jesu Kristi navn. Amen.