Tjeneste

David O. McKay citerede engang Abraham Lincoln, der sagde: »Alt det, som jeg er eller håber på at blive, skylder jeg min englegode mor.«¹ Disse ord forklarer på udmærket vis mine følelser for min egen mor. Viola Jean Goates Snow, kaldt Jeanie af dem, der kendte hende, blev født i 1929 og døde kort efter sin 60-års fødselsdag i 1989. Hun underviste mig og opmuntrede mig. Hun overbeviste mig virkelig om, at jeg kunne opnå, hvad som helst jeg ville. Hun irettesatte mig også. Som mine egne sønner siger om deres mor: »Hun var vores dårlige samvittigheds talsmand.« Min mor var en vidunderlig mor, en storslået rollemodel, og der går næppe en dag, hvor jeg ikke tænker på hende og savner hende.

Få år før hun gik bort, fik hun diagnosen kræft, en sygdom hun modigt kæmpede meget mod. Som familie lærte vi mærkeligt nok, at kræft er en kærlighedens sygdom. Den tilvejebringer muligheder for at genoprette det gode forhold, sige farvel og udtrykke kærlighed. Få uger før min mor døde besøgte jeg hende i min barndoms stue. Mor havde en god smag og kunne lide pæne ting. Hun drømte også om at komme ud at rejse, men vores familie havde et beskedent budget, så disse drømme blev ikke rigtig til noget. Med den viden spurgte jeg hende, om hun havde savnet noget i sit liv. Jeg regnede helt og aldeles med at høre hende sige, at hun altid havde ønsket sig et større og smukkere hjem, eller måske udtrykt tristhed og skuffelse over aldrig at være kommet ud at rejse. Hun tænkte over mit spørgsmål i nogle øjeblikke og svarede ganske enkelt: »Jeg ville ønske, at jeg havde ydet mere tjeneste.«

Jeg blev rystet over hendes svar. Min mor havde altid taget imod kirkekaldelser. Hun havde virket som menighedens hjælpeforeningspræsident, søndagsskolelærer, besøgslærer og i Primary. Som børn afleverede vi altid gryderetter, syltetøj og syltet frugt til naboer og medlemmer i menigheden. Da jeg mindede hende om alt det, fortrak hun ikke en mine. »Jeg kunne have gjort mere« var alt, hvad hun sagde. Min mor havde levet et eksemplarisk og rigt liv. Hun var elsket af familie og venner. Hun havde nået meget i et liv, der ofte havde været hårdt, og som blev afkortet på grund af sygdom. På trods af alt det var hendes største beklagelse, at hun ikke havde ydet nok tjeneste. Nuvel, jeg nærer ikke nogen tvivl om, at Herren har anerkendt min mors jordiske offer, og at hun er blevet godt modtaget af ham. Men hvorfor trådte det frem i hendes sind blot dage før hendes bortgang? Hvad er tjeneste, og hvorfor er det så vigtigt i Jesu Kristi evangelium?

For det første er vi blevet befalet at tjene hinanden. Den første befaling er at elske Gud. »Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹«²

Vi viser vores kærlighed, når vi hjælper og tjener hinanden.

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Man kan ikke være en sand sidste dages hellig uden at være næstekærlig, uden at række ud og hjælpe og bistå andre. Det ligger i selve evangeliets natur, at vi gør det. Mine brødre og søstre, vi kan ikke kun leve for vores eget.«³

Frelseren lærte sine disciple dette vigtige princip i Matthæus:

»Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?

Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj?

Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?

Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«⁴

Denne tjeneste skal ydes uselvisk og uden tanke om personlig vinding eller belønning. Den skal ydes, når der er brug for den, ikke når det er belejligt. Muligheder for at tjene er måske ikke altid så iøjnefaldende, da det ligger i den menneskelige natur at bekymre sig om sine egne ønsker og behov. Vi må modstå sådanne tilbøjeligheder og se efter muligheder for at tjene. Når vi besøger dem, der er syge, har mistet en af deres kære eller har andre hjertesorger, er det ikke nok bare at sige: »Ring til mig, hvis der er noget, jeg kan gøre.« Se hellere efter måder, hvorpå I kan velsigne andre gennem tilsyneladende enkle tjenestegerninger. Det er bedre at gøre selv ubetydelige ting end slet ikke at gøre noget.

For det andet har vi en forpligtelse til som medlemmer af Kirken at tage imod kaldelser for at tjene i opbyggelsen af Guds rige på jorden. Når vi tjener i vore forskellige kaldelser, velsigner vi andre. Ved missionering forandres folks liv, når de lærer Jesu Kristi evangelium at kende og får et vidnesbyrd om dets sandhed. Gennem det hellige arbejde i templet velsigner vi dem, der er gået forud for os. I evangeliet har vi det privilegium at undervise andre, styrke de unge og velsigne små børn, når de lærer om evangeliets enkle sandheder. Når vi tjener i Kirken, lærer vi at give af os selv og at hjælpe andre.

Præsident Spencer W. Kimball, som var et stort eksempel på tjeneste, sagde: »Gud lægger virkelig mærke til os, og han våger over os. Men almindeligvis er det gennem et andet menneske, han opfylder vore behov. Det er derfor livsvigtigt, at vi tjener hinanden i riget.«⁵ Ansvaret for at tjene i Kirken fritager os imidlertid ikke for vores ansvar for at tjene vores familie og vores næste. Præsident Kimball fortsatte med at advare os: »Ingen af os bør få så travlt i vore formelle kirkeopgaver, at der ikke bliver tid til stilfærdig kristen tjeneste over for vores næste.«⁶

Sluttelig har vi et ansvar for at yde tjeneste i vores lokalsamfund. Vi bør arbejde for at forbedre vore omgivelser, vore skoler, vore storbyer og vore byer. Jeg priser dem blandt os, der uanset deres politiske overbevisning arbejder i den kommunale, regionale eller statslige ledelse for at forbedre vores tilværelse. På samme måde priser jeg de frivillige, der giver af deres tid og ressourcer for at støtte værdige samfunds- og velgørenhedssager, der velsigner andre og gør verden til et bedre sted at være. Min bedstefar lærte mig som barn: »Den almene tjeneste, vi yder, er den leje, vi betaler for vores plads på jorden.«

Tjeneste kræver uselviskhed, at dele og at give. Min hustru og jeg lærte en værdifuld lektie, mens vi tjente i Afrika. Vi var blevet bedt om at tage til en distriktskonference i Jinja i Uganda. Tidlig lørdag morgen, før vore møder begyndte, benyttede vi lejligheden til at besøge en ny kirkebygning i området. Da vi ankom til bygningen, blev vi mødt af en lille dreng på 3-4 år. Han var kommet hen til Kirkens anlæg for at se, hvad der foregik. Fænget af hans smil stak søster Snow hånden ned i sin taske og rakte ham en indpakket hård karamel. Han blev henrykt.

Vi tilbragte nogle få minutter med at gå rundt i kirkebygningen, før vi gik udenfor. Vi blev mødt af over et dusin smilende børn, der alle ønskede at møde nabolagets nye slikdame.

Phyllis var knust, eftersom hun havde givet drengen sit sidste stykke slik. Hun gestikulerede med skuffelse over for børnene, at der ikke var mere. Den lille dreng, der først havde mødt os, rakte derpå karamellen tilbage til søster Snow og bad hende med fagter om at pakke den ud. Det gjorde Phyllis tung om hjertet og forventede bestemt, at drengen ville putte karamellen ind i munden for øjnene af sine misundelige venner.

I stedet gik han til vores store overraskelse hen til hver af sine venner, som rakte tungen frem og fik et slik af den lækre karamel. Den lille dreng fortsatte hele vejen rundt og tog indimellem et slik selv, indtil karamellen var væk.

Nuvel, man kan diskutere den manglende hygiejne ved denne gestus med at dele, men ingen kan diskutere den lille drengs eksempel. Uselviskhed, at dele og at give er det grundlæggende i tjeneste. Dette barn lærte denne lektie godt.

Det er mit håb og min bøn, at vi alle kan gøre mere med hensyn til at yde tjeneste. Hvis vi undlader at tjene, går vi glip af at modtage fylden af det gengivne evangeliums privilegier og velsignelser. I Jesu Kristi navn. Amen.