Hæv standarden

Sidste måned var jeg så privilegeret at få til opgave at deltage i et seminar for missionspræsidenterne fra Det Vestlige Område i Nordamerika. Blandt de deltagende missionspræsidenter var min søn, Lee. Han var blevet kaldet til at tjene, inden jeg havde afsluttet min opgave af et års varighed i præsidentskabet for Det Centraleuropæiske Område. Det var tre lange år siden, jeg sidst havde tilbragt tid sammen med min søn med undtagelse af et par korte besøg, når jeg var på gennemrejse i hans område i forbindelse med andre opgaver.

Efter en middag, hvor alle missionspræsidenterne og deres hustruer skulle lære hinanden at kende, tog Lee og jeg sammen med vore hustruer tilbage til mit hotelværelse. Vores samtale kredsede selvfølgelig hovedsageligt om missionering. Lee forklarede, hvordan det var gået hans missionærer, efter præsident Hinckley bad os om at hæve standarden for værdighed til at tage på mission. Han kunne berette om en tydelig forbedring i missionærernes forberedelse, når de ankom til missionen. Samtalen fik os til at tænke tilbage på en oplevelse, som Lee og jeg havde, mens han gik i high school.

Lee var på skolens atletikhold – både som sprinter og højdespringer. Da der blev afholdt sommer-OL i Mexico City i 1968, forelskede verden sig i en hidtil ukendt højdespringer ved navn Dick Fosbury. Han havde eksperimenteret med en ny højdespringsteknik, hvor man sprintede diagonalt hen mod overliggeren og derpå bøjede sig bagover og sprang baglæns over overliggeren. Det blev siden hen kendt som Fosbury-springet

Ligesom så mange andre var Lee fascineret af denne nye teknik, men indtil begyndelsen på det nye skoleår havde han ikke noget sted at øve det. En aften kom jeg hjem og så ham øve sig på Fosbury-springet i vores kælder. Han havde sat to midlertidige støtter op ved at stable stole oven på hinanden, og han sprang over et kosteskaft, som lå over stolene og brugte en sofa til at afbøde sin landing. Det var tydeligt for mig, at sofaen ikke kunne holde til en sådan behandling, så jeg satte en stopper for hans indendørs højdespring. I stedet tog jeg ham med til en sportsforretning, hvor vi købte nogle skumgummimåtter til at lande på og nogle højdespringsstøtter, så han kunne rykke træningen udenfor.

Efter at have eksperimenteret med Fosbury-springet besluttede Lee sig for at vende tilbage til den teknik, han havde brugt før. Men resten af sommeren og noget af efteråret trænede han stadig højdespring i mange timer i vores baghave.

En aften, da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg Lee i gang med at træne. Jeg spurgte: »Hvor høj er overliggeren?«

Han svarede: »1 meter og 74 centimeter.«

»Hvorfor lige den højde?«

Han svarede: »Man skal kunne klare den højde for at kvalificere sig til statsmesterskaberne.«

»Hvordan klarer du dig?« Spurgte jeg.

»Jeg kan klare den hver gang. Jeg har endnu ikke væltet overliggeren ned.«

Jeg svarede: »Lad os hæve overliggeren og se, hvordan du så klarer dig.«

Han svarede: »Så kan jeg måske ikke.«

Jeg spurgte: »Hvis du ikke hæver overliggeren, hvordan kan du så nogensinde vide, hvad dit fulde potentiale er?«

Derefter begyndte vi med at hæve overliggeren til 1,79 meter, derpå 1,8 meter og så videre, mens han stræbte efter at blive bedre. Lee blev en bedre højdespringer, fordi han ikke var tilfreds med blot at kunne klare den laveste standard. Han lærte, at selv om det ikke altid lykkedes, så ville han blive ved med at hæve overliggeren, så han blev den bedste højdespringer, han kunne blive.

Mindet om denne oplevelse med min søn fik mig til at tænke på den tale, som ældste M. Russell Ballard holdt til præstedømmemødet ved oktoberkonferencen i 2002, hvor han opfordrede Kirkens unge mænd til at blive den hidtil bedste generation af missionærer. Han bekendtgjorde, at standarden, minimumstandarden for missionering, var blevet hævet. Han gav de unge mænd i Det Aronske Præstedømme besked på gøre en mere ihærdig indsats for at forberede sig til at nå denne nye og højere minimumstandard. Han gav også fædre, biskopper og stavspræsidenter besked på at hjælpe de unge mænd med at forberede sig til at tage på fuldtidsmission (se »Den bedste generation af missionærer«, Liahona, nov. 2002, s. 46-49.)

I sin afsluttende tale til det samme præstedømmemøde, kommenterede præsident Hinckley ældste Ballards tale. Han sagde: »Ældste Ballard talte til jer om missionærer. Jeg tilslutter mig det, han sagde. Jeg håber, at vore unge mænd og vore unge kvinder vil leve op til den udfordring, som han har fremsat. Vi må hæve grænsen for værdighed og kvalifikationer for dem, som rejser ud i verden som repræsentanter for Herren Jesus Kristus« (»Til brødrene i præstedømmet«, Liahona, nov. 2002, s. 56).

Kort tid efter, i brev af 11. dec. 2002, instruerede Det Første Præsidentskab Kirkens ledere angående principperne for værdighed til en fuldtidsmission. Instrukserne lød som følger: »At udføre en fuldtidsmission er et privilegium for dem, som bliver kaldet ved inspiration af Kirkens præsident. Biskopper og stavspræsidenter har det alvorlige ansvar at identificere værdige og kvalificerede medlemmer, som er åndeligt, fysisk og følelsesmæssigt forberedt til denne hellige tjeneste, og som kan anbefales uden forbehold. Personer, som ikke er i stand til at klare de fysiske, mentale og følelsesmæssige krav til fuldtidsmissionering er værdigt undtaget og bør ikke anbefales. De kan kaldes til at tjene i andre givende kaldelser.«

Standarden blev hævet af Kirkens ledere, og nu er minimumstandarden for at kunne blive fuldtidsmissionær fuldstændig moralsk værdighed, fysisk sundhed og styrke samt intellektuel, social og følelsesmæssig udvikling. I alle højdespringskonkurrencer er der en minimumhøjde ved konkurrencens start. Højdespringeren kan ikke bede om lov til at starte med en lavere højde. Ligeledes kan I ikke forvente, at standarderne bliver sænket, for at I kan komme på mission. Hvis I vil være missionærer, skal I kunne leve op til minimumstandarden.

Men når I lever op til denne minimumstandard, bør I så ikke fortsat prøve at hæve standarden? Jeg stiller jer det samme spørgsmål, som jeg stillede til min søn for mange år siden: »Hvis du ikke hæver overliggeren, hvordan kan du så nogensinde vide, hvad dit fulde potentiale er?« Min opfordring til jer er at indse, at der er en minimumstandard, og at I skal leve op til den for at kunne tage på fuldtidsmission – men stands ikke der. Som den bedste generation af missionærer udnytter I ikke jeres fulde potentiale, medmindre I bliver ved med at hæve standarden.

Lad mig foreslå et par måder, hvorpå I kan hæve standarden lidt mere, mens I forbereder jer til en mission.

Minimumstandarden for en missionærs fysik henviser til en kommende missionærs fysiske helbred og styrke. Fx er et af spørgsmålene på missionæranbefalingsformularen, om I kan arbejde 12-15 timer om dagen, gå 10-13 km om dagen, cykle 16-24 km om dagen og gå på trapper hver dag. Missionering er hårdt arbejde, og fuldtidsmissionærer skal være i god fysisk form for at kunne tjene. Man kan fx hæve den fysiske standard ved at komme i endnu bedre fysisk form.

Det kunne også være at forbedre sit udseende. En missionær forventes at klæde sig på en bestemt måde og se ren og pæn ud, hvilket indebærer alt fra en passende frisure, at være nybarberet, en ren hvid skjorte, slips og en pænt strøget habit – helt ned til et par velpudsede sko. Begynd allerede nu med at forberede jer til en fuldtidsmission ved at se ud som en fuldtidsmissionær.

Hæv standarden med hensyn til jeres intellektuelle forberedelse. Tag jeres skolegang alvorligt. Det er vigtigt at være i stand til at læse, tale og skrive på intelligent vis. Øg jeres viden om verden omkring jer ved at læse gode bøger. Lær at studere. Anvend derefter jeres forbedrede studiefærdigheder til at lære om Jesu Kristi evangelium. Læs konsekvent og regelmæssigt i Mormons Bog.

Spild ikke chancen for at deltage i seminar- og institutkurserne. Deltag og få så mest mulig lærdom om skrifterne ud af denne fantastiske religionsundervisning. Det vil forberede jer til at fremføre budskabet om det gengivne evangelium til dem, I får mulighed for at møde. Studér Forkynd mit evangelium med hovedvægt på de grundlæggende lærdomme, som behandles i kapitel 3. Fokusér på disse grundlæggende lærdomme, hver gang I bliver bedt om at tale i kirken eller undervise til en familieaften.

I Lære og Pagter 11:21, siger Herren: »Søg ikke at kundgøre mit ord, men søg først at få mit ord, så skal din tunge blive løst; så skal du, hvis du ønsker det, få min Ånd og mit ord, ja, Guds kraft, så du kan overbevise menneskene.« Årene før man tager på mission er det perfekte tidspunkt til at hæve standarden, mens I forbereder jeres sind ved at tilegne jer Jesu Kristi evangeliums lys og sandhed.

I skal vide, at missionering er følelsesmæssigt krævende. Jeres netværk er langt fra jer, når I rejser hjemmefra og ud i verden. Mange af de måder, hvorpå I på nuværende tidspunkt håndterer følelsesmæssigt pres – som fx at være sammen med vennerne, være lidt alene, spille computerspil og høre musik – følger ikke reglerne for missionærer. Der kommer dage med afvisning og skuffelse. Lær allerede nu jeres egne følelsesmæssige grænser at kende, og lær at styre jeres følelser i de situationer, som I vil komme ud for som missionær. På den måde hæver I standarden, og styrker dermed jer selv, så I kan klare følelsesmæssige udfordringer under jeres mission.

Skønt præsident Hinckley ikke nævnte det, må kommende missionærer også have forberedt de sociale evner, som er nødvendige for missionærer. I stadig stigende grad isolerer unge mennesker sig fra andre gennem computerspil, høretelefoner, samtaler ved hjælp af mobiltelefoner, e-mail, sms osv. i stedet for personlig kontakt. En stor del af missionering består i at stå ansigt til ansigt med andre mennesker, og medmindre I hæver standarden for udviklingen af jeres sociale evner, så vil I opdage, at I ikke er tilstrækkeligt forberedte. Lad mig komme med et enkelt forslag: Få et job, der indebærer personlig kontakt. Som yderligere motivation kan I sætte et mål om at tjene penge nok på jeres deltids- eller fuldtidsjob til i det mindste at betale for en betydelig del af jeres mission. Jeg kan love jer store velsignelser – sociale, mentale, følelsesmæssige og åndelige velsignelser – til alle unge mænd, som selv betaler en betydelig del af deres mission.

Personlig værdighed er den åndelige minimumstandard for at kunne tage på mission. Det indebærer, at I på alle måder er værdige til at indgå og holde hellige tempelpagter. Udeluk ikke jer selv fra de velsignelser, der er lovet dem, som tjener i dette meget særlige kald ved at begå overtrædelser, som gør jer uegnede til at tjene.

Anerkend, at selv om jeres undervisning som missionærer kan være nok så overbevisende, så er det kun Ånden, der omvender. Forkynd mit evangelium indeholder en god beskrivelse af, hvad missionering handler om. Der står: »Som bemyndiget repræsentant for Jesus Kristus kan du undervise mennesker med kraft og myndighed i at ›forløsningen [udvirkes] i og ved den hellige Messias‹ og at ingen ›kan bo i Guds nærværelse uden ved den hellige Messias’ fortjenester, barmhjertighed og nåde‹ (2 Ne 2:6, 8)« (2004, s. 2).

Vi beder jer huske, at hvor meget er givet, forventes der meget. Vi anmoder endnu engang alle åndeligt, fysisk og følelsesmæssigt kvalificerede unge mænd om at træde frem forberedte til at blive missionærer i Jesu Kristi Kirke. Vær sikre på, at I uden tvivl lever op til minimumstandarden for at tage på mission, og at I vedbliver med at hæve standarden. Forbered jer til at gøre større gavn i denne betydningsfulde kaldelse.

Må Gud velsigne jer med ønsket om alt dette, når I forlader dette præstedømmemøde og nu begynder at forberede jer til den storslåede tjeneste, der ligger foran jer som Herren Jesu Kristi missionærer. I Jesu Kristi navn. Amen.