Næret af Guds gode ord

Billede

Som ung mand arbejdede jeg med min far og mine brødre med at opdrætte kvæg og heste på vores gård i det sydlige Utah og nordlige Arizona. Min far lærte os, at når vi ville fange en af vores heste for at ride på den, var alt, hvad vi almindeligvis skulle gøre, at putte en håndfuld havre i en spand og ryste den lidt. Det betød ikke noget, om hestene var i fold eller på en stor mark, så ville de komme løbende for at spise havren. Så kunne vi fange dem ved roligt at liste hovedtøjet på dem, mens de spiste. Jeg blev altid forbløffet over, at så enkel en proces virkede så godt.

Nogle gange, når vi ikke gav os tid til at hente kornet, derfra hvor det blev opbevaret, hældte vi jord i spanden og rystede den og prøvede på at lokke hestene til at tro, at vi havde korn, de kunne spise. Når hestene opdagede vores bedrageri, var der nogle af dem, der blev, mens andre løb væk og var næsten umulige at indfange igen. Det tog ofte flere dage at genvinde deres tillid. Vi lærte, at det at tage sig tid til konsekvent at fodre hestene, gjorde dem meget lettere at arbejde med, og at det gav dem bedre næring og øget styrke.

Selvom der er gået mange år siden min tid på ranchen, har den oplevelse, jeg lige har beskrevet, hjulpet mig, når jeg har overvejet følgende spørgsmål: Hvad kan vi som lærere og ledere i Kirken gøre for at give større lærdomsmæssig og åndelig næring til dem, vi tjener?

Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »De fleste kommer ikke i kirke for blot at få nogle nye facts om evangeliet eller for at se gamle venner, selvom alt dette er vigtigt. De kommer for at søge åndelige oplevelser. De ønsker fred. De ønsker at få deres tro befæstet og deres håb fornyet. De ønsker kort sagt at ›få næring gennem Guds gode ord‹ og blive styrket ved hjælp af himlens kræfter. De af os, som er kaldet til at tale eller undervise eller lede, har en forpligtelse til at sørge for dette, så godt som vi overhovedet kan.«¹

Frelseren og hans tjenere har ikke kun belært os om vigtigheden af at hjælpe andre med at blive »næret af Guds gode ord« (Moro 6:4), de har også givet inspireret vejledning til, hvordan undervisning og ledelse udføres bedst. Afsnit 50 i Lære og Pagter er en af de mange referencer, som giver sådanne værdifulde råd. Efter at have anerkendt den bekymring, der var i nogle af Kirkens tidlige grene, instruerede Frelseren en gruppe ledere omkring løsningen på de problemer, de stod overfor. Hans vejledning begyndte med dette afgørende spørgsmål: »Derfor stiller jeg, Herren, jer dette spørgsmål: Hvortil er I blevet ordineret?« (L&P 50:13). Herren velkendte svar følger i vers 14: »Til at prædike mit evangelium ved Ånden, nemlig Talsmanden, der blev sendt ud for at undervise i sandheden.«

Svaret på de helliges problem dengang i 1831 gælder også for de udfordringer, vi står over for i dag – vi skal også prædike Jesu Kristi evangelium gennem Helligåndens kraft.

Afsnit 50 indeholder adskillige vigtige råd til, hvordan vi giver næring til dem, vi underviser og leder. Det første finder vi i Frelserens formaning om at »prædike mit evangelium« (L&P 50:14, fremhævelse tilføjet). Skrifterne belærer os tydeligt om, at evangeliet, som vi skal forkynde, ikke er »verdens visdom« (Mosi 24:7), men »Kristi lære« (2 Ne 31:21). Selvom Jesu Kristi evangelium omfatter al sandhed, er det ikke al sandhed, der har lige stor værdi.² Frelseren belærte tydeligt om, at hans evangelium først og fremmest handlede om hans sonoffer. Hans evangelium er også en invitation til at modtage forsoningens velsignelse gennem tro på Kristus, omvendelse, dåb og modtagelse af Helligånden og trofast at holde ud til enden.³

Akkurat som jeg lærte som dreng, at hestene foretrak korn frem for en spand fyldt med jord, lærte jeg også, at korn var mere nærende end hø, hø var mere nærende end strå, og det er muligt at fodre en hest uden at nære den. Som lærere og ledere er det vitalt, at vi nærer dem, vi underviser og leder ved at fokusere på grundlæggende lærdomme, principper og den anvendelse af dem, som skrifterne har anvist, og på ord fra sidste dages hellige profeter frem for at bruge værdifuld tid på mindre vigtige emner og ting.

Som lærer har jeg lært, at en klassediskussion med fokus på Jesu Kristi sonoffer er uendelig vigtigere end at diskutere emner, såsom den præcise beliggenhed af byen Zarahemla i forhold til nutidig geografi. Som leder har jeg lært, at lederskabsmøder giver mere mening, hvis vores højeste prioritet er en integreret indsats for at opbygge tro på Kristus og at styrke familier og ikke bare at koordinere kalendere.

Herrens ord i afsnit 50 indeholder en advarsel om, at dersom vi underviser »på nogen anden måde,« end Herren har sagt, så »er det ikke af Gud« (L&P 50:18). Herren har også belært os om, at de, som tjener i Kirken ikke skal undervise i »andet end det, som profeterne og apostlene har skrevet, og det, som de bliver undervist i af Talsmanden ved troens bøn« (L&P 52:9). Betyder det at følge Frelserens formaning om at »prædike mit evangelium,« at alle de klasser, vi underviser i, og alle møder, vi holder, kun skal handle om tro og omvendelse?

Præsident Henry B. Eyring svarede på et lignende spørgsmål ved at sige: »Selvfølgelig ikke. Men det betyder, at underviseren og de, der deltager, altid må ønske at overbringe Herrens ånd til de tilstedeværende medlemmers hjerte for at fremme tro og en beslutning om at omvende sig og være ren.«⁴

En anden nøgle til at sikre os, at dem vi underviser og leder blive »næret af Guds gode ord« (Moro 6:4) kan findes i Frelserens vejledning om »at prædike mit evangelium ved Ånden, nemlig Talsmanden, der blev sendt ud for at undervise i sandheden« (L&P 50:14, fremhævelse tilføjet). Ikke alene er Frelserens ord en opfordring til at følge Åndens vejledning, når vi forbereder os, og når vi underviser, han har også belært os om, at det er Ånden, som er den mest effektive lærer i enhver situation.

Præsident Joseph Fielding Smith har sagt: »Guds Ånd, som taler til menneskets ånd, har magt til at meddele sandheden med større virkning og forståelse, end den kan overføres gennem menneskelig kontakt, selv gennem himmelske væsener.«⁵

For adskillige måneder siden deltog jeg i et uddannelsesmøde, hvor en del generalautoriteter talte. Efter at have kommenteret den fremragende undervisning, der var givet, stillede Ældste David A. Bednar følgende spørgsmål: »Hvad lærer vi, som ikke er blevet sagt?« Han forklarede så, at udover at modtage de råd, som vi havde fået fra dem, som havde talt eller skulle tale, skulle vi også intenst lytte efter og nedskrive de uudtalte indtryk, som blev givet af Helligånden.

Den følgende udtalelse fra vor elskede profet, Præsident Gordon B. Hinckley, giver yderligere råd til at undervise ved Ånden: »Vi må … få vore lærere til at tale fra hjertet og ikke ud fra deres bøger for at viderebringe deres kærlighed til Herren og til dette dyrebare værk, og på en eller anden måde vil det fænge an i hjertet på dem, som de underviser.«⁶

Herrens ord i afsnit 50 i Lære og Pagter sætter også en inspireret standard, som vi hver især kan evaluere effektiviteten af vores undervisning, ledelse og indlæring ud fra. I vers 22 kan vi læse: »Derfor forstår den, der prædiker, og den, der modtager, hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen.«

Mine kære brødre og søstre, jeg beder af hele mit hjerte for, at vi hver især vil gøre vores bedste for at nære dem, vi underviser og leder, ved at styrke dem med livets brød og livets vand, som vi finder i det gengivne evangelium. I Jesu Kristi navn. Amen.