Guddommelighedens kraft tilkendegives i Guds templer

Billede

Mine kære brødre og søstre. En af de ting, jeg er min himmelske Fader meget taknemlig for, er den mulighed jeg havde for at arbejde i 15 år som skriver i templet i Mexico City. På dette hellige sted bliver ordinancerne, som i alle templer, udført for de levende og de døde gennem præstedømmets magt. I 1832 modtog profeten Joseph Smith en åbenbaring om præstedømmet:

»Og dette højere præstedømme forvalter evangeliet og besidder nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til kundskaben om Gud.

Derfor åbenbares gudfrygtighedens kraft i dets forordninger« (L&P 84:19-20).

Jeg har haft vidunderlige oplevelser inden for templets vægge, der bekræfter dette.

Efter jeg havde virket som præsident for Tuxtla Gutiérrez-missionen i México, rejste vi i 1993 som familie hen for at besøge mine forældre, som boede i det nordlige Mexico. Under rejsen talte vi om glæden ved at tjene Herren og se forandringen hos folk, der havde taget imod evangeliet i løbet af de tre år, vi var i missionen. Vi talte om de mennesker, der var blevet døbt, bekræftet og havde modtaget præstedømmet samt dem, vi vidste, der var kommet i templet og var blevet beseglet som familie for al evighed.

Min yngste søn stillede et spørgsmål, som fik mig til at tænke: »Far, er du beseglet til dine forældre?« Jeg sagde til ham, at eftersom min far havde været mindre aktiv i mange år, var han og min mor ikke blevet beseglet i templet. For at hjælpe ham til at blive aktiv lagde jeg en plan. Det involverede mine børn, og jeg forklarede dem, hvordan vi ville gøre: Hver søndag plejede min far at stå tidligt op for at køre min mor og søster til kirke for blot at køre hjem igen, vente på at møderne var færdige og så tage tilbage for at hente dem. Så jeg udpegede mine børn til at gå til ham og sige: »Farfar, vil du gøre os en tjeneste?« Jeg vidste, at han ville svare: »Hvad som helst I ønsker, kære børn.« Så skulle de bede ham om at gå med dem i kirke og blive sammen med dem, så han kunne høre deres vidnesbyrd. Det var den første søndag i måneden. Jeg vidste også, at min far ville komme med en hvilken som helst undskyldning for at undgå det, så jeg planlagde at komme ind i værelset for at hjælpe mine børn med at overbevise ham.

Tiden nærmede sig for udførelsen af planen. Min datter, Susana, gik hen til min far og bad ham om at gøre hende en tjeneste. Selvfølgelig sagde min far til hende, at han ville gøre alt for dem. Så kom invitationen om at tage til kirke, og præcis som vi havde forudsagt, brugte han denne undskyldning: »Jeg kan ikke, for jeg har ikke engang været i bad.« Da var det, at min hustru og jeg, som havde gemt os bag døren, råbte: »Vi venter på dig!«

Da vi fandt ud af, at han ikke havde besluttet sig, trådte min hustru og jeg ind i værelset, og sammen med vore børn begyndte vi at insistere: »Gå i bad! Gå i bad!« Så skete det, som vi havde forventet. Min far tog med os, blev til møderne, lyttede til mine børns vidnesbyrd, hans hjerte blev blødgjort, og siden den søndag kom han altid i kirke. Måneder senere, i en alder af 78 år, blev han og min mor beseglet, og vi, hans børn, blev beseglet til dem.

Jeg ved, at takket være guddommelighedens kraft, som bliver tilkendegivet i templets ordinancer, kan jeg nu genforenes med mine forældre for al evighed, selv efter døden.

Mange gange forstår vi ikke betydningen af templets ordinancer i deres fylde, før efter vi har kendt til trængsel eller gennemgået oplevelser, der kunne have været overordentlige sørgelige uden kendskab til frelsesplanen.

Da min hustru og jeg havde været gift i kun halvandet år, var hun klar til at føde vores første barn. Vi havde besluttet, at hun skulle føde i kolonierne i Chihuahua, hvor hun selv var blevet født. På det tidspunkt arbejdede jeg i Mexico City, og vi besluttede, at hun skulle være der en måned før forventet nedkomst. Jeg skulle støde til hende senere.

Datoen for fødslen nærmede sig. Jeg var på arbejde, da jeg fik et telefonopkald fra min svigerfar. Det var en god nyhed: »Octaviano, din hustru har født, og du har nu en yndig lille datter.« Så i min glæde begyndte jeg at bekendtgøre det til mine venner og arbejdskolleger, som til gengæld bad mig give chokolade for at fejre den lille ny.

Dagen efter begyndte jeg at uddele chokolader på alle fire etager i vores kontorbygning. Da jeg nåede op på anden sal, fik jeg endnu et opkald fra min svigerfar. Denne gang var det andre nyheder: »Octaviano, din hustru har det godt, men din datter er gået bort. Begravelsen bliver i dag, og du kan ikke nå at komme. Hvad vil du gøre?« Jeg bad om at tale med Rosa, min hustru, og spurgte så, om hun var okay. Hun svarede, at hun havde det fint, alt efter hvordan jeg havde det. Så talte vi om frelsesplanen og huskede dette skriftsted:

»Og jeg så også, at alle børn, som dør, før de når ansvarlighedsalderen, bliver frelst i himlens celestiale rige« (L&P 137:10).

Jeg spurgte: »Tror du på det?« Og hun sagde: »Ja, det gør jeg.« Derpå svarede jeg: »Så burde vi være lykkelige. Jeg elsker dig. Og hvis det er i orden med dig, tager jeg min ferie om to uger, tilbringer noget tid sammen med dig og vender tilbage til Mexico.«

Vi vidste, at vi en dag ville blive genforenet med vores datter, fordi vi var beseglet ved præstedømmets magt i templet. Vi afsluttede samtalen, og jeg fortsatte med at uddele chokolader i kontorbygningen.

Da en af mine kolleger så det, blev han overrasket og spurgte mig, hvordan jeg kunne gøre det efter så frygtelig en nyhed. Jeg svarede: »Hvis du har tre timer, kan jeg forklare dig, hvorfor jeg ikke føler mig så sørgmodig og om min viden om, hvad der sker efter døden.« Han havde ikke tre timer på det tidspunkt, men det havde han senere. Det endte med, at vi talte sammen i fire timer. Han tog imod evangeliet og blev døbt i Kirken sammen med sin mor og bror, efter de havde fået lektionerne.

Jeg ved, at takket være guddommelighedens kraft, som tilkendegives i templets ordinancer, vil jeg nu blive i stand til at lære min datter at kende. Jeg vil omfavne hende, og vi vil være sammen med hende i evigheden, ligesom vi nu er med vore tre nulevende børn.

Jeg fryder mig over ordene fra Malakias:

»Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.

Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse« (Mal 4:5-6).

Dette præstedømme muliggør evige familier. Det giver mig, som søn, mulighed for at vende mit hjerte til min far, som gik bort sidste år, og til at være beroliget i mit håb om – gennem Frelseren – at jeg vil se ham igen. Dette præstedømme gør det muligt for mig, som far, at vende mit hjerte til mine to børn, der døde som små og at være beroliget i mit håb om – gennem Frelseren – at jeg vil lære dem at kende, og de vil vide, at jeg var deres jordiske far, når jeg ser dem ind i øjnene og fortæller dem, at jeg elsker dem. Det er dette præstedømme, der har gjort det muligt for mig i templets hellighed at se, hvordan guddommelighedens kraft tilkendegives alle mennesker, som, efter at have udøvet tro på Kristus, omvendt sig fra deres synder og brændende søgt efter lykke, kommer for at indgå hellige pagter med vor himmelske Fader og modtage hans hellige ordinancer, som er bindende på jorden såvel som i himlen.

Jeg elsker tempeltjeneste. Jeg ved, at Gud lever, at Jesus Kristus er min Frelser, og at præsident Gordon B. Hinckley er en sand profet. I Jesu Kristi navn. Amen.