Seminar
Lektion 6: Joseph Smith – Historie 1:1-20


Lektion 6

Joseph Smith – Historie 1:1-20

Indledning

I 1838 påbegyndte Joseph Smith arbejdet med sin officielle beretning. Den beskriver hans familie og de steder, de boede. Han beskrev også det usædvanlige røre, som prægede den vestlige del af New York i 1820. Denne religiøse iver vakte »alvorlige overvejelser og stor uro« omkring, hvilken kirke han skulle tilslutte sig (JS-H 1:8). Efter at have søgt svar i skriften og i særdeleshed i Jakobs Brev 1:5 besluttede Joseph sig for at bede til Gud for at få svar på sine spørgsmål. Som svar på Josephs bøn viste Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, sig for ham.

Forslag til undervisningen

Joseph Smith – Historie 1:1-4

Joseph Smith skriver Kirkens historie

Bed en elev om at læse følgende oplevelse højt, som den fortælles af præsident Thomas S. Monson, om to missionærer i Canada (resten af beretningen kommer senere i lektionen):

Billede
Præsident Thomas S. Monson

»To [missionærer] bankede på hos hr. Elmer Pollard … De præsenterede deres budskab for ham og spurgte, om han ville bede sammen med dem. Det ville han gerne på betingelse af, at han fik lov til at bede.

Hans bøn forbløffede missionærerne. Han sagde: ›Kære himmelske Fader, velsign disse to ulykkelige, vildledte missionærer, så de må vende tilbage til deres hjem og ikke spilde deres tid på at fortælle folk her i Canada om et budskab, som er så utroligt, og som de ved så lidt om.‹

Da de rejste sig fra bønnen, bad hr. Pollard missionærerne om aldrig nogensinde at vende tilbage til hans hus. Da de gik, sagde han hånligt til dem: ›I kan alligevel ikke fortælle mig, at I virkelig tror på, at Joseph Smith er Guds profet!‹ Og så smækkede han døren i« (»Profeten Joseph Smith: Underviser ved eksemplets magt«, Liahona, nov. 2005, s. 69).

  • Hvis I var en af disse missionærer, hvad ville I så have sagt til hr. Pollard?

  • Hvordan kan man vide for sig selv, at Joseph Smith var Guds profet?

Bed en elev om at læse Joseph Smith – Historie 1:1-2 højt. Bed klassen om at følge med og finde de årsager, som Joseph Smith gav til at skrive sin og Kirkens historie.

  • Hvad blev der i Kirkens første tid i sat i omløb ifølge vers 1? (Mange falske rygter, som havde til hensigt at vende folk mod Kirken).

  • Hvilken grund gav Joseph til at skrive sin historie? (At give offentligheden en pålidelig og nøjagtig optegnelse over begivenhederne omkring det første syn og genoprettelsen).

Forklar, at der i dag stadigvæk er folk og enkeltpersoner, som spreder falske og vildledende informationer om Kirken i et ønske om at underminere troen.

  • Hvad kan vi lære af Joseph Smiths bevæggrund for at skrive sin historie, som kan hjælpe os til at undgå at blive bedraget af falske eller vildledende informationer? (De, som oprigtigt ønsker sandheden, bør omhyggeligt søge troværdige informationer om Kirken og dens historie i stedet for blot at acceptere enhver information, de hører, heriblandt det, som kommer frem, når man søger på nettet).

  • Hvorfor er det vigtigt, at »alle, som søger efter sandheden« om genoprettelsen, undersøger Joseph Smiths beretning? (Tillid til profetens beretning kan hjælpe enkeltpersoner til at undgå at blive bedraget af falske eller vildledende informationer).

  • Hvordan kan det hjælpe nogen til at kende sandheden om Joseph Smiths oplevelser at læse hans egne ord?

Læs følgende advarsel fra ældste Neil L. Andersen:

Billede
Ældste Neil L. Andersen

»Der har altid været nogle få, som ønsker at bringe Kirken i vanry og at nedbryde tro. I dag bruger de internettet.

Nogle af oplysningerne om Kirken, uanset hvor overbevisende de lyder, er ganske enkelt ikke sande« (»Jeres tros prøve«, Liahona, nov. 2012, s. 41).

Bed en om at læse følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum højt. Bed klassen om at lægge mærke til, hvordan vi bør evaluere, hvad vi læser om Kirken og dens historie. (Lav eventuelt en kopi af denne udtalelse til hver elev, så de kan følge med).

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

»Sidste dages hellige læsere burde … være … omhyggelige i deres vurdering af, hvad de læser …

Vores egne, personlige vidnesbyrd er grundlagt på Åndens vidneudsagn, ikke på en kombination eller ophobning af historiske fakta. Hvis vores rødder er stærke, vil vi ikke blive rystet i troen, uanset hvordan historien omskrives. Vor himmelske Fader skænkede os evne til at ræsonnere, og det forventes, at vi benytter os fuldt ud af den. Han gav os desuden Talsmanden, som han forklarede ville lede os til sandhed, og gennem hvis kraft vi kan kende sandheden af alt. Dette er den ultimative vejledning for sidste dages hellige, som er værdige og villige til at stole på den« (»Reading Church History«, tale til religionslærere i CES, 16. aug. 1985, s. 7, LDS.org).

Bed eleverne om at fortælle om det, som de lagde mærke til ved ældste Oaks’ råd, og hvorfor det var anvendeligt.

Du kan forklare, at Joseph Smith skrev denne beretning om det første syn i 1838 som en del af Kirkens officielle historie med henblik på, at den blev udgivet til verden. Der er ni kendte beretninger om det første syn – fire er skrevet eller dikteret af Joseph Smith, og fem er skrevet af andre, som genfortæller hans oplevelse. (Se flere informationer om Joseph Smiths fire beretninger om det første syn i Milton V. Bachman jun., »Joseph Smith’s Recitals of the First Vision«, Ensign, jan. 1985, s. 8-17).

Du kan også forklare, at de forskellige beretninger om det første syn blev forberedt på forskellige tidspunkter og til forskellige modtagere. I disse beretninger har Joseph Smith lagt vægt på forskellige aspekter af sin oplevelse i forbindelse med det første syn, men alle udgaver er enige om den essentielle sandhed, at Joseph Smith i sandhed så himlene åbne sig og så guddommelige budbringere, heriblandt Gud Faderen og Herren Jesus Kristus. Eftersom beretningen fra 1838 var en del af Joseph Smiths officielle beretning og vidnesbyrd til verden, blev den medtaget i Den Kostelige Perle som hellig skrift.

  • Ligesom apostlen Paulus til forskellige modtagere lagde vægt på forskellige aspekter af sit syn, hvor han så Frelseren (se ApG 9:1-9; ApG 22:5-11; ApG 26:12-20), gjorde Joseph Smith det ligeledes i sine beretninger. Hvorfor tror I, at Joseph Smith og Paulus lagde vægt på forskellige ting, hver gang de fortalte om deres beretning om synet?

Opsummer Joseph Smith – Historie 1:3-4 ved at forklare, at Joseph blev født i Vermont, men flyttede til Palmyra i New York, da han var 10 år gammel.

Joseph Smith – Historie 1:5-13

Midt i det religiøse røre besluttede Joseph Smith sig for at spørge Gud om, hvilken kirke der var sand.

Forklar, at Joseph Smith levede i en tid med et usædvanligt røre omkring emnet religion. Lad et par elever skiftes til at læse højt fra Joseph Smith – Historie 1:5-7. Bed klassen om at finde ord eller udtryk, der beskriver den situation, Joseph Smith befandt sig i. Bed en elev om at skrive de ord og udtryk, de finder, på tavlen. Bed derpå en anden om at læse Joseph Smith – Historie 1:8, 10 højt. Bed klassen om at lægge mærke til Joseph Smiths beskrivelse af hans følelser på det pågældende tidspunkt.

  • Hvad følte Joseph som følge af det religiøse røre omkring sig?

  • Hvilke spørgsmål tumlede han med?

  • Har nogen af jer nogensinde stillet lignende spørgsmål? Hvad gjorde I for at finde svar på dem?

Bed eleverne om at læse Joseph Smith – Historie 1:11 for sig selv og se efter, hvad Joseph Smith gjorde for at få svar på sine spørgsmål.

  • Hvor henvendte Joseph Smith sig for at få svar på sine spørgsmål?

  • Hvilket princip, som fremgår af Jakobs Brev 1:5, gav Joseph Smith tillid til, at han kunne finde de svar, han søgte? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Hvis vi spørger Gud i tro, vil han besvare vores bønner. Du kan eventuelt forklare, at Gud vil besvare vores bønner til sin tid og på sin egen måde).

Bed en elev om at læse Joseph Smith – Historie 1:12-13 højt. Bed klassen lægge mærke til, hvordan princippet i Jakobs Brev 1:5 gjorde indtryk på Joseph Smith.

Joseph Smith – Historie 1:14-20

Joseph Smith ser Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus

Bed en om at læse Joseph Smith – Historie 1:14-15 højt.

  • Hvorfor tror I, at Satan ønskede at forhindre Joseph Smith i at bede?

Bed en elev om at læse Joseph Smith – Historie 1:16-17 højt. Bed klassen om at finde ud af, hvordan Joseph Smith reagerede på den modstand, han oplevede. Bed dem også nedskrive udtryk fra Joseph Smiths vidnesbyrd, som er betydningsfulde for dem, eller som de kan bruge, hvis de skal undervise andre om det første syn.

  • Hvilke udtryk i disse vers siger jer noget? Hvorfor?

Skriv følgende sandhed på tavlen: Joseph Smith så Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus.

  • Hvorfor er det vigtigt at få et vidnesbyrd om, at Joseph Smith så Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus?

  • Hvordan ved I, at Joseph Smith så Gud Faderen og hans søn, Jesus Kristus?

Når nogle få elever har båret deres vidnesbyrd, forklarer du, at det første syn var fundamentet for genoprettelsen. Det første syn besvarede også vigtige doktrinære spørgsmål. Bed dem om at gennemgå Joseph Smith – Historie 1:15-17 for sig selv og se efter sandheder, som vi kan lære af denne beretning. Stil eventuelt følgende spørgsmål:

  • Hvilket princip lærer vi i Joseph Smith – Historie 1:15-16, som kan hjælpe os til at overvinde fristelse? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Gud kan udfri os, hvis vi indtrængende søger hans hjælp, når Satan forsøger at gøre os modløse).

  • Hvad fortæller disse vers om Gud Faderens og Jesu Kristi væsen? (Svarene kan omfatte følgende: Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, lever. Vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, er adskilte, særskilte personer).

  • Hvad var det første ord, som Gud sagde til Joseph Smith? (Joseph). Hvorfor er det vigtigt at vide? Hvilke sandheder kan vi lære af dette? (Svarene kan være følgende: Vor himmelske Fader kender os ved navn. Gud besvarer vores bønner).

For at hjælpe eleverne til at indse og føle vigtigheden af de læresætninger og principper, de har lært om i denne lektion, kan du stille dem følgende spørgsmål:

  • Hvorfor er disse sandheder om vor himmelske Fader og Jesus Kristus afgørende at kende og forstå?

  • Hvornår er I blevet velsignet gennem en eller flere af disse sandheder? (Mind eleverne om, at visse oplevelser er for hellige eller personlige at fortælle).

Forklar, at Joseph Smith også modtog svar på sine spørgsmål i løbet af det første syn. Bed eleverne om at læse Joseph Smith – Historie 1:18-20 for sig selv.

  • Hvad lærte Joseph af svaret på sin bøn?

Mind eleverne om beretningen om missionærerne, som blev læst op i begyndelsen af lektionen. Bed en elev om at læse resten af beretningen:

Billede
Præsident Thomas S. Monson

»De to vendte tilbage til hr. Pollards hus. Hr. Pollard åbnede døren og sagde vredt: ›Jeg mente bestemt, jeg havde sagt, at I to aldrig skulle vise jer her mere!‹

Juniorkammeraten sagde så, idet han opgød alt sit mod: ›Hr. Pollard, da vi gik, sagde De, at vi ikke selv troede på, at Joseph Smith var en Guds profet. Jeg vil gerne bære mit vidnesbyrd for Dem, hr. Pollard, at jeg ved, at Joseph Smith er Guds profet, at han ved inspirationens kraft oversatte den optegnelse, som kendes som Mormons Bog, og at han så Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus.‹ Og så gik missionærerne igen.

[Hr. Pollard fortalte senere:] ›Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg vendte og drejede mig. Igen og igen hørte jeg disse ord i mit sind: ›Joseph Smith er Guds profet. Jeg ved det … Jeg ved det … Jeg ved det.‹ Jeg kunne knap vente, til det blev morgen. Jeg ringede til missionærerne … De vendte tilbage, og denne gang lyttede min hustru, min familie og jeg til missionærlektionerne som ægte sandhedssøgende mennesker. Som følge deraf har vi alle taget imod Jesu Kristi evangelium‹« (»Profeten Joseph Smith: Underviser ved eksemplets magt«, s. 69).

Tilskynd eleverne til for sig selv at læse Joseph Smith – Historie og bede vor himmelske Fader om at styrke deres vidnesbyrd om, at Joseph Smiths beretning om det første syn er sand. Du kan også opfordre dem til at lede efter muligheder for at fortælle andre om det første syn. Afslut ved at bære dit vidnesbyrd om de sandheder, I har talt om i dag.

Kommentarer og baggrundsoplysninger

Joseph Smith – Historie. Hvornår blev Joseph Smiths officielle historie udgivet?

I 1838 begyndte Joseph Smith at udarbejde sin officielle historie, som blev udgivet i avisen Times and Seasons i 1842. Historien blev senere en del af A Comprehensive History of the Church, et værk på seks bind skrevet af B.H. Roberts i 1957. Joseph Smith – Historie, som den findes i standardværkerne, var uddrag taget fra Joseph Smiths officielle historie, og den blev udgivet som en del af en missionærpjece med navnet Den Kostelige Perle i 1851. Den Kostelige Perle blev kanoniseret som hellig skrift i 1880.

Joseph Smith – Historie 1:3 Hvordan var Joseph Smiths første år?

»[Joseph Smiths] forældre, Lucy Mack og Joseph Smith sen., blev gift den 24. januar 1796 og flyttede ind på en gård i Tunbridge i Vermont. Joseph og Lucy lejede en gård [i Sharon i Vermont] af Solomon Mack, Lucys far, i sommeren 1805, og Joseph underviste også i skolen om vinteren. Det var der, deres femte barn, Joseph Smith jun., blev født den 23. december 1805. Lucy og Joseph lærte deres børn religiøse forskrifter, og Lucy opmuntrede især til studium af Bibelen. Joseph sen. var mistænksom over for traditionelle kirker, men havde altid en stærk tro på Gud« (Den Kostelige Perle, elevens hæfte, Kirkens Uddannelsessystem, 2002, s. 54).

»Joseph Smith voksede op på en gård og blev primært påvirket af sin familie … I løbet af disse år, hvor Joseph Smith voksede op, begyndte han at opbygge og stadfæste karakteregenskaber, der kunne hjælpe ham til at fuldføre sin forudordinerede mission …

Han udviklede stærke familiebånd, han lærte at arbejde hårdt, at tænke selvstændigt, at tjene andre og at elske friheden« (se Kirkens historie i tidernes fylde, 2. udgave, Kirkens Uddannelsessystem, 2002, s. 15-16).

»I Joseph Smiths første år flyttede hans familie ofte for at finde frugtbar jord eller en anden måde at tjene til livet på … I 1811 flyttede de til en lille egn af West Lebanon i New Hampshire … Et voldsomt udbrud af tyfus rasede over West Lebanon … En efter en blev børnene i familien syge …

Syvårige Joseph jun. kom sig af sin feber efter to uger, men fik følgekomplikationer, der endte med at kræve fire operationer. Den mest alvorlige komplikation var en hævelse og en infektion i det venstre skinneben … Joseph havde stærke smerter i over to uger. Joseph insisterede på at gennemgå operationen uden at være bundet og uden indtagelse af alkohol for at dulme sine sanser« (se Kirkens historie i tidernes fylde, 2002, s. 22-23).

I 1816 rejste Joseph sen. til Palmyra i New York for at undersøge rygterne om god jord til få penge. Joseph jun., som dengang var 10 år gammel, husker, at selv om han ikke var kommet sig helt efter sin benoperation, fik den kusk, der var ansat til at hjælpe familien Smith på deres rejse, ham til at gå gennem sne, 60 km om dagen i flere dage, hvor han led ulidelig træthed og smerter« (Den Kostelige Perle: Elevens hæfte, s. 54).

»Joseph Smith sen., der var far til en familie på ti personer, elleve i 1821, arbejdede hårdt for at tjene til livets ophold. Efter to år i Palmyra havde han sparet tilstrækkeligt med penge sammen til en udbetaling på et 40 hektar stort stykke skovland i den nærliggende landsby, Farmington. I løbet af det første år ryddede han og hans sønner 12 hektar med tungt tømmer, forberedte jorden til dyrkning og såede hvede … Den unge Joseph mindedes senere, at ›det krævede en indsats af alle, som var i stand til at yde en indsats for at forsørge familien‹ (History of Joseph Smith By Himself, 1832, skrevet i Kirtland i Ohio, mellem 20. juli og 27. nov. 1832, LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 1) …

På dette tidspunkt var Josephs muligheder for skolegang meget begrænsede. Han tilskrev dette ›de fattige forhold‹, han voksede op under. ›Vi var berøvet fordelene ved en uddannelse. Lad det være nok at sige, at jeg blot fik lært at læse og skrive og fik undervisning i grundreglerne for regning, hvilket udgjorde hele min boglige kundskab‹ (History of Joseph Smith By Himself, s. 1-2) (Kirkens historie i tidernes fylde, 2002, s. 30).

Joseph Smith – Historie 1:15-17. Beretninger om det første syn

Se flere oplysninger om Joseph Smiths fire versioner om det første syn i Milton V. Backman jun., »Joseph Smith’s Recitals of the First Vision«, Ensign, jan. 1985, s. 8-17. Endnu en informativ artikel om de forskellige beretninger om det første syn er skrevet af Richard L. Anderson, »Joseph Smith’s Testimony of the First Vision«, Ensign, apr. 1996, s. 10-21.

Joseph Smith – Historie 1:15-17. Betydningen af det første syn

Præsident Gordon B. Hinckley har vidnet om det første syns altafgørende betydning for Kirken:

Billede
Præsident Gordon B. Hinckley

»Hele vores sag som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige afhænger af denne første åbenbarings gyldighed. Det var forhænget, der blev trukket til side for at åbne denne sidste tidernes fyldes uddeling. Intet af det, vi grundlægger vores lærdomme på, intet af det, vi underviser i, intet af det, vi efterlever, er af større betydning end denne indledende udtalelse. Jeg hævder, at hvis Joseph Smith talte med Gud Faderen og hans elskede Søn, så er alt det andet, han sagde, sandt. Dette er hængslet, hvorpå sandhederne, der leder til frelse og evigt liv, hænger « (se »Hvilke spørgsmål stiller folk om os?«, Liahona, jan. 1999, s. 82).

Joseph Smith – Historie 1:15-17. Betydningen af det første syn og Joseph Smiths vidnesbyrd

Præsident Joseph F. Smith erklærede følgende om betydningen af det første syn set i forhold til andre begivenheder, som er hændt siden Jesu Kristi opstandelse:

Billede
Præsident Joseph F. Smith

»Den største begivenhed, som nogensinde har fundet sted i verden siden Guds Søns opstandelse fra graven og hans himmelfart, var Faderens og Sønnens komme til denne dreng, Joseph Smith, for at berede vejen til grundlæggelsen af hans rige – ikke menneskenes rige – for at det aldrig mere skulle ophøre eller omstødes. Da jeg har antaget denne sandhed, finder jeg det let at antage enhver anden sandhed, som han forkyndte og fremsatte under sin 14-årige mission i verden. Han gav aldrig en læresætning, som ikke var sand. Han praktiserede aldrig en læresætning, som han ikke var blevet befalet at praktisere. Han var aldrig talsmand for vildfarelse. Han blev aldrig bedraget. Han så, han hørte, han gjorde, som han var blevet befalet at gøre, og derfor er Gud ansvarlig for det arbejde, som Joseph Smith fuldførte – ikke Joseph Smith. Herren er ansvarlig derfor – ikke mennesket« (se Evangeliske lærdomme, 1980, s. 418).

Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har bekræftet, at det første syn virkelig fandt sted:

Billede
Ældste M. Russell Ballard

»Enten er evangeliet blevet gengivet, eller også er det ikke. Enten gik Frelserens oprindelige kirke og dens lære tabt, eller også gjorde den ikke. Enten modtog Joseph Smith den enestående åbenbaring, eller også gjorde han ikke. Enten er Mormons Bog endnu et vidne om Jesus Kristus, eller også er den det ikke. Enten er Jesu Kristi evangeliums fylde gengivet til jorden gennem Guds udvalgte profet i de sidste dage, eller også er den ikke.

Sandheden er i virkeligheden ikke mere kompliceret end som så. Enten har disse ting fundet sted, således som jeg har vidnet, eller også har de ikke. Som apostel for den Herre Jesus Kristus i de sidste dage er det mit og millioner af trofaste medlemmers vidnesbyrd verden over, at det, jeg har fortalt jer denne formiddag, er sandt. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er blevet genoprettet på jorden gennem Joseph Smith og ledes i dag af en nulevende profet. Disse ting ved jeg!« (se »Gengiven sandhed«, Stjernen, jan. 1995, s. 65).

Joseph Smith – Historie 1:15-17. Prøvelser, som kommer før eller efter en åndelig oplevelse

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har talt om trængsler, modstand eller mørke, som kan forekomme før eller efter åndelige oplevelser:

Billede
Ældste Jeffrey R. Holland

»Det er den enkle og meget alvorlige sandhed, at før store øjeblikke, i særdeleshed før store åndelige øjeblikke, kan vi møde modgang, modstand og mørke. Livet indeholder disse øjeblikke, og fra tid til anden finder de sted, lige når vi nærmer os en vigtig beslutning eller et betydningsfuldt skridt i livet

… [Der er også] modstand, som ofte forekommer efter afklarede beslutninger er taget, efter tider med åbenbaring og overbevisning, der har givet os fred og forvisning, som vi troede, vi aldrig kunne miste …

Jeg tror, at Gud, på en måde som er særlig for os hver især, tager os til lunden eller bjerget eller templet for der at vise os den underfulde plan, som han har for os. Vi oplever det måske ikke så stærkt som Moses eller Nefi eller Jereds bror, men vi ser lige netop det, der er nødvendigt for, at vi kan kende Herrens vilje med os og få forståelse af, at han elsker os mere, end mennesket kan fatte. Jeg tror også, at modstanderen og hans ulykkelige, udspekulerede, små håndlangere forsøger at modvirke sådanne oplevelser og efterfølgende prøver at formørke dem …

Begyndelsen af denne uddeling var en kamp gennem mørke, fortvivlelse og en tiggen om lys. Det er det, der får både jer og selve arbejdet til at fortsætte …

Jeg anerkender, at modstand og modgang virkelig findes, men jeg bærer vidnesbyrd om herlighedens Gud, om Guds Søns forløsende kraft, om lys, håb og en strålende fremtid. Jeg lover jer, at Gud lever og elsker jer, hver eneste af jer, og at han har sat grænser for mørkets modstand og magt. Jeg vidner om, at Jesus er Kristus, sejrherren over død og helvede og dem, som findes der« (»Cast Not Away Therefore Your Confidence«, foredrag på Brigham Young University, 2. mar. 1999, s. 1, 2, 6-7, speeches.byu.edu).