Efter de helliges udvisning fra Missouri forvandlede de sumpområdet langs Mississippifloden til byen Nauvoo, et smukt sted. Nauvoo i Illinois blev Kirkens hovedsæde fra 1839 til 1846. Hjælpeforeningen blev grundlagt her, og fra hovedsædet i Nauvoo spredte missioneringen sig ud i verden.
Bemærk: Denne lektion giver mulighed for, at to elever kan undervise. Udvælg to elever et par dage før denne lektion, og giv dem kopier af deres lektion, så de har tid til at forberede sig.
Mind eleverne om, at de hellige blev fordrevet fra Missouri i vinteren 1838-1839, mens Joseph Smith var i fængslet i Liberty.
Hvordan tror I, de hellige havde det, da de blev fordrevet fra Missouri? (Svarene kan omfatte, at de hellige var usikre på, hvor de skulle tage hen).
Forklar, at de hellige, efter at de blev fordrevet fra Missouri, fandt tilflugt i Quincy i Illinois og i andre små samfund. Bed eleverne om at finde Quincy på kort 6 (»Kirkens rejse mod vest«) i afsnittet med kort over kirkehistoriske steder i deres skrifter. Den 15. april 1839 fik Joseph Smith og hans medfanger at vide, at de skulle overføres til et andet sted. På vej til det nye sted lod deres vagter dem flygte, da de var klar over, at det var forkert fortsat at tilbageholde dem. Omkring en uge senere blev Joseph Smith genforenet med sin familie i Quincy. Under Joseph Smiths ledelse købte Kirken jord på begge sider af Mississippifloden nord for Quincy. Den vestlige del af floden tilhørte territoriet Iowa, og den østlige del var en del af staten Illinois. Kirken grundlagde Kirkens nye hovedsæde på den del, der lå i Illinois på et sted, der hed Commerce, som de omdøbte til Nauvoo.
Bed den første elev om at komme op og kort undervise klassen om grundlæggelsen af Nauvoo.
Elev 1: De hellige forvandler Commerce i Illinois til Nauvoo – et smukt sted
Skriv følgende spørgsmål på tavlen: Hvilke omstændigheder i jeres tilværelse lige nu er vanskelige eller ubehagelige? Giv eleverne tid til at overveje dette spørgsmål.
Bed eleverne om at se efter indsigt i, hvordan de kan håndtere vanskelige eller ubehagelige omstændigheder, når de lærer om de hellige, der grundlagde Nauvoo.
Forklar, at Kirkens medlemmer ændrede navnet på en lille bosættelse fra Commerce til Nauvoo, som er et hebraisk ord, der betyder smuk.
Bed en elev om at læse følgende beskrivelse af området, som det var, da de hellige ankom i 1839. Lad klassen lytte efter og tænke over, hvordan de ville have reageret på dette område.
Da de hellige ankom til det sted, som de med tiden kaldte Nauvoo, var det meste af jorden en sump, hvor det vrimlede med myg. Myggene bar en sygdom, der hed malaria, som forårsagede høj feber og kuldegysninger og kunne ende med døden. Mange af de hellige blev smittet og blev syge. Nogle af de smittede var så syge, at de kun kunne kravle omkring, mens de forsøgte at hjælpe hinanden, og nogle døde (se Kirkens historie i tidernes fylde, CES-hæfte, 2002, s. 219-221).
Ville I have kaldt dette sted for et smukt sted? Hvorfor tror I, at profeten Joseph Smith valgte at kalde dette sumpområde for et smukt sted?
Bed en elev om at læse følgende afsnit, der omhandler, hvordan de hellige håndterede de udfordringer, de mødte, i det, der skulle blive deres nye hjem.
Joseph Smith fik også malaria, men efter flere dages sygdom, rejste han sig den 22. juli 1839 og blev fyldt af Guds Ånd. Han velsignede mange af de syge i nærheden af hans hjem. Ved en lejlighed gik Joseph hen til et telt, der tilhørte et kirkemedlem, der hed Henry G. Sherwood, der var døden nær. Da profeten befalede ham at rejse sig og gå ud af teltet, adlød bror Sherwood, og han var helbredt.
Joseph krydsede over til Iowa-siden af floden og fortsatte med at velsigne de syge. Da Joseph var ved at gøre sig klar til at vende tilbage til Illinois-siden, spurgte en mand, som ikke var medlem af Kirken, profeten, om han ville komme og velsigne hans små tvillinger, der var omtrent tre kilometer væk. »Joseph svarede, at han ikke kunne tage af sted selv, men han gav Wilford Woodruff et rødt silkelommetørklæde og bad ham om at salve de små. Han lovede, at når han tørrede deres ansigter med det, ville de blive helbredt« (Kirkens historie i tidernes fylde, s. 221). Wilford fulgte hans instruktioner, og børnene blev helbredt. Wilford kaldte den dag en »dag med Guds kraft« (Wilford Woodruffs dagbog, 22. juli 1839, som citeret i Kirkens historie i tidernes fylde, s. 220).
På trods af troen og kraften den dag forblev sygdommen hos de hellige i adskillige måneder. De fortsatte dog med at pleje hinanden og arbejdede på at bygge deres nye hjem. De gravede grøfter for at omdirigere vandet fra sumpen og over i floden, hvilket gjorde jorden mere brugbar og reducerede myggeproblemet. Med tiden byggede de mange hjem og andre bygninger, blandt andet templet i Nauvoo, som af nogen blev anset for en af de smukkeste bygninger i landet.
Hvordan hjælper den »dag med Guds kraft« den 22. juli 1839 jer til at have større tro på Herren?
Hvordan gjorde de hellige Nauvoo til et smukt sted?
Hvad kan vi lære af deres eksempel?
Når eleverne har talt om de helliges eksempel på hårdt arbejde, som de udviste, da de byggede Nauvoo, så stil følgende spørgsmål:
Hvad kan der ske, når vi arbejder på at forbedre de omstændigheder, som vi befinder os i?
Når eleverne svarer, så skriv følgende princip på tavlen: Når vi arbejder på at forbedre de omstændigheder, som vi befinder os i, så forbedrer vi også os selv. Bed dem om at fortælle om oplevelser, der illustrerer dette princip. Du kan også fortælle om en oplevelse og bære vidnesbyrd om dette princip. Tilskynd klassen til i dag at se efter muligheder for at forbedre de omstændigheder, som de befinder sig i.
Elev 2: Hjælpeforeningen organiseres
Bemærk: Bed på forhånd et medlem af Hjælpeforeningen (for eksempel en i din familie eller en ven) om at fortælle dig, hvordan Hjælpeforeningen har gjort det muligt for hende at deltage i Herrens værk og har været til velsignelse for hende. Overvej at nedskrive det, som hun fortæller dig.
Bed eleverne om at tænke på en kvinde i skrifterne, som de beundrer. Lad dem fortælle en makker om den kvinde, og hvorfor de beundrer hende. Når makkerparrene har drøftet det, så forklar, at kvinderne i Nauvoo var en stor styrke i at fremme Herrens værk.
Forklar, at nogle kvinder i 1842 var samlet i Nauvoo for at drøfte, hvordan de kunne hjælpe med opførelsen af templet. De dannede en organisation og skrev nogle vedtægter og love til at regulere deres arbejde. De præsenterede deres vedtægter for profeten Joseph Smith, som sagde, at de var »de bedste, han nogensinde havde set«. Men derpå sagde han, at Herren havde »noget bedre i vente for dem end nogle skrevne vedtægter«. Han inviterede dem til at mødes med ham ugen efter, hvor han ville »[organisere] kvinderne under præstedømmet og efter præstedømmets mønster« (Sarah M Kimball, »Auto-biography«, Woman’s Exponent, 1. sep. 1883, s. 51; citeret i Døtre i mit rige: Hjælpeforeningens historie og virke, 2011, s. 12). Denne organisation var Hjælpeforeningen.
Emma Smith blev kaldet til at være den første hovedpræsident for Hjælpeforeningen. Eliza R. Snow, der var sekretær i Hjælpeforeningen i Nauvoo og senere den anden hovedpræsident for Hjælpeforeningen, sagde: »Skønt navnet [Hjælpeforeningen] nok er af nutidig dato, er den af gammel oprindelse. Vi har af vores profet [Joseph Smith] … fået at vide, at den samme organisation fandtes i kirken i fordums tid« (»Female Relief Society«, Deseret News, 22. apr. 1868, s. 1; se også Døtre i mit rige, s. 7).
Hvad lærer vi af Eliza R. Snows udtalelse om Hjælpeforeningen? (Når eleverne svarer, så skriv følgende sandhed på tavlen: Hjælpeforeningen er en inspireret del af genoprettelsen af Jesu Kristi Kirke).
Hvorfor tror I, at det er vigtigt, at vi forstår denne sandhed?
Bed en om at læse følgende udtalelse om formålet med Hjælpeforeningen for klassen:
»Hjælpeforeningen blev oprettet som en hjælp til at berede Guds døtre til det evige livs velsignelser. Hjælpeforeningens formål er at øge tro og personlig retskaffenhed, styrke hjem og familie og yde lindring ved at finde og hjælpe de nødlidende« (Døtre i mit rige, s. xi).
Fortæl klassen om den samtale, du har haft med et medlem af Hjælpeforeningen, herunder dine tanker om det, som du har lært. Afslut med at bære dit vidnesbyrd om det princip, du skrev på tavlen.
Missionering spreder sig ud over jorden
Tak de elever, der har undervist. Forbered eleverne til at lære om Kirkens vækst i Nauvoo-perioden ved at stille følgende spørgsmål:
Hvilke ting kan slukke ild?
Hvilke ting får ild til at flamme op?
Joseph Smith sammenlignede Guds værk med ild. Tror I, at den forfølgelse, som de hellige oplevede i Missouri, var ligesom vand, der var ved at slukke Guds værk eller ligesom brændstof, der fik det til at flamme op? Hvorfor?
Bed en elev om at læse følgende udtalelse, som profeten Joseph Smith den 1. marts 1842 skrev i et brev til en avisredaktør, der hed John Wentworth, højt:
Billede
Profeten Joseph Smith
»Forfølgelserne har ikke standset sandhedens fremgang, men har kun båret ved til bålet …
Sandhedens banner er blevet rejst, ingen uhellig hånd kan standse dette værks fremgang. Forfølgelser kan rase, pøbelhobe kan forene sig, hære kan samles, og bagvaskelse kan smæde, men Guds sandhed vil gå frimodigt, ædelt og uafhængigt fremad, indtil den har gennemtrængt alle kontinenter, besøgt hvert et himmelstrøg, fejet hen over alle lande og lydt i hvert et øre – indtil Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt« (i History of the Church, 4:540).
Hvad kan vi lære af denne udtalelse? (Eleverne kommer måske frem til flere forskellige sandheder, men læg vægt på følgende: Intet vil stoppe Guds værks fremgang over hele jorden. Skriv denne sandhed på tavlen).
Forklar, at da Joseph Smith nedskrev denne profeti, var Herren begyndt at kalde missionærer til at forkynde evangeliet i forskellige lande. På grund af det blev tusindvis af mennesker døbt, de fleste i Storbritannien. Disse nye medlemmer var en stor styrke for Kirken, og mange rejste til Nauvoo for at slutte sig til de hellige.
Illustrer sandheden på tavlen ved at bede fire frivillige om at lave et rollespil over en oplevelse, som Wilford Woodruff havde, mens han forkyndte evangeliet i Herefordshire i England i 1840. Giv følgende roller til de frivillige: Wilford Woodruff, præst, politibetjent, fortæller. Giv dem kopier af følgende manuskript, som de skal bruge til rollespillet:
Wilford Woodruff (taler til sig selv):Puha! Det er den anden prædiken, jeg har holdt i dag. Efter mødet her til aften tror jeg, at næsten 1.000 mennesker har hørt Herrens budskab i dag.
Præst (står i den anden side af lokalet og taler med politibetjenten):Betjent, denne mormonpræst må stoppes. Jeg har kun haft femten mennesker til min prædiken i dag. Femten! Jeg forestiller mig, at resten har været til en af hans prædikener. Jeg kan ikke tillade, at mit sogn bliver mindre, mens denne mormon får et større publikum. Jeg vil have, at du arresterer ham og stopper hans arbejde.
Politibetjent:Jeg skal gøre, hvad jeg kan.
Fortæller:Da ældste Woodruff rejste sig for at tale ved mødet samme aften, kom politibetjenten ind ad døren.
Politibetjenten (taler nu til Wilford Woodruff):Undskyld mig, hr. Jeg er politibetjent, og præsten i det lokale sogn har sendt mig herhen med en arrestordre.
Wilford Woodruff:For hvilken forbrydelse?
Politibetjent:For at forkynde for folket.
Wilford Woodruff:Jeg kan forsikre dig for, at jeg har tilladelse til at forkynde evangeliet for folket, ligesom præsten har. Hvis du sætter dig ned, så kan vi tale mere om det her efter mødet, men jeg er nødt til at begynde nu … (lader som om han taler til klassen)
Fortæller:Politibetjenten satte sig i den stol, hvor ældste Woodruff havde siddet, og sad ved siden af ældste Woodruff, mens han forkyndte evangeliet i over en time. Wilford Woodruff sagde om denne oplevelse:
Wilford Woodruff:Guds kraft hvilede på mig, Ånden fyldte huset, og de tilstedeværende blev overbevist.
Fortæller:Da mødet var ovre, inviterede ældste Woodruff folk til at blive døbt.
Wilford Woodruff:Jeg indbyder alle, som ønsker at få deres synder tilgivet og ønsker at tilslutte sig Herrens genoprettede kirke, til at træde ned i dåbens vande i dag.
Politibetjenten (rejser sig og taler til Wilford Woodruff):Hr. Woodruff, jeg vil gerne døbes.
Fortæller:Politibetjenten blev døbt den dag sammen med fire præster og to andre mennesker. Politibetjenten vendte tilbage til præsten og forklarede situationen.
Politibetjenten (taler til præsten):Hvis du vil have, at hr. Woodruff skal arresteres, så må du gøre det selv, for jeg har hørt ham forkynde den eneste sande evangeliske prædiken, som jeg nogensinde har hørt.
Fortæller:Præsten sendte derpå to kirketjenere hen for at deltage i et møde for at finde ud af, hvad ældste Woodruff forkyndte. De blev også overbevist om sandheden af ældste Woodruffs budskab og blev døbt. Præsten sendte ikke flere hen til ældste Woodruffs prædikener.
(Tilpasset fra Wilford Woodruff, Leaves from My Journal, 1881, s. 80-81).
Når rollespillet er ovre, så stil klassen følgende spørgsmål:
Hvordan illustrerer ældste Woodruffs oplevelse princippet om, at intet vil stoppe Guds værks fremgang?
Hvordan bliver Joseph Smiths profeti om Guds værks fremgang opfyldt i vor tid? Hvordan har I det med at deltage i dette værk?
Hvad kan I gøre for at hjælpe Guds værk med at blive spredt blandt alle mennesker? (Du kan bede eleverne om at besvare dette spørgsmål i deres skriftstudiebog).
Forklar, at de i de kommende lektioner vil lære mere om de vigtige begivenheder, der fandt sted, og de principper, der blev undervist i, mens Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige havde deres hovedsæde i Nauvoo fra 1839 til 1846. Bær vidnesbyrd om de principper, der er blevet drøftet i klassen i dag, og tilskynd eleverne til at handle i overensstemmelse med det, som de har lært.
Kommentarer og baggrundsoplysninger
De helliges udvandring fra Missouri
»I de måneder, der fulgte afståelsen af Far West [i Missouri], blev Kirkens ledere virkelig prøvet. Hele Det Første Præsidentskab – Joseph Smith, Sidney Rigdon og Hyrum Smith – var i fængsel. Rækken af De Tolv var blevet udtyndet. David W. Patten var blevet slået ihjel i slaget ved Crooked River, Parley. P. Pratt var i fængsel, og hans bror Orson var med en gruppe hellige i St. Louis. Thomas B. Marsh, William Smith og Orson Hyde var fjendtligt stemte overfor Kirken, og som resultat var der ingen hjælp at hente der. Ansvaret med at klare Kirkens behov i vinteren 1838-1839 og under hele turen fra Missouri til Illinois faldt derpå først og fremmest på Brigham Young og Heber C. Kimball. John Taylor var blevet kaldet til apostel i december 1838. Wilford Woodruff og George A. Smith kom til den efterfølgende april; begge disse mænd var i stand til at yde en værdifuld assistance i den svære tid« (se Kirkens historie i tidernes fylde, 2002, CES-hæfte, s. 213-214).
Den 26. januar 1839 etablerede Brigham Young et flytteudvalg, som skulle lette denne udvandring.
»I løbet af vinteren og det tidlige forår organiserede dette udvalg mad, tøj og transport for de hellige. Via en formelt godkendt beslutning forpligtede næsten 400 sidste dages hellige sig til at lægge alt, hvad de ejede, i udvalgets hænder ›med det formål at finde midler til at flytte de fattige og nødlidende fra denne stat, mennesker, som skal betragtes som værdige, indtil der ikke længere er nogen tilbage, der ønsker at flytte fra staten‹ (i History of the Church, 3:251) …
I midten af februar var forholdene sådan, at en stor udvandring af de hellige kunne begynde. Vogne og trækdyr, dog ikke af den bedste kvalitet, var skaffet; madlagre var på plads langs ruten, og der var et midlertidigt ophold i vejret. Ikke desto mindre var det ikke let for udvandrerne af forlade Missouri. Mange mennesker solgte værdifulde ejendele og jord til urimeligt lave priser for at få råd til at flygte fra staten« (Kirkens historie i tidernes fylde, s. 214).
Wilford Woodruffs oplevelser som missionær i England
Mens Wilford Woodruff tjente som missionær i England, fik han en tilskyndelse fra Ånden om at forlade det sted, hvor han forkyndte, og tage til en anden del af England. Ældste Woodruff endte i Herefordshire, hvor han fandt utallige sjæle, der var klar til at modtage det gengivne evangelium. »Ved Wilford Woodruffs og andres anstrengelser blev omkring 1800 mennesker omvendt i de tre amter Hereford, Worchester og Gloucester … Wilford Woodruff nedskrev, mens han tænkte tilbage på denne helt specielle tid i sit liv: ›Hele oplevelsen i Herefordshire-tiden viste vigtigheden af at lytte til den lille sagte hvisken, som er Guds røst, og til åbenbaringer fra Helligånden. Disse mennesker bad om lys og sandhed, og Herren sendte mig til dem‹ (i Matthias F. Cowley, red., Wilford Woodruff, 1979, s. 120)« (Kirkens historie i tidernes fylde, 2002, CES-hæfte, s. 233).
Udvikling af læresætninger i Nauvoo og de omkringliggende områder
Herren åbenbarede »mange store og vigtige ting angående Guds rige« (TA 1:9), mens de hellige havde hovedsæde i Nauvoo fra 1839 til 1846. I denne periode med vedvarende åbenbaring, som fandt sted, mens de hellige arbejdede på at bygge templet i Nauvoo, lovede Herren at åbenbare ordinancer og kundskab, som »har været skjult fra før verdens grundlæggelse« (L&P 124:41). I løbet af denne periode åbenbarede Herren ordinancerne dåb for de døde, tempelbegavelsen og ægteskabsbeseglingen. Han åbenbarede også mere om Guddommens natur (se L&P 130:22). Fra 1842 til 1844 skrev profeten Joseph Smith trosartiklerne og udgav Abrahams Bog, der forklarede svære afsnit i andre hellige skrifter og åbenbarede sandheder om Jesu Kristi evangelium, som man tidligere ikke havde kendt til eller havde begrænset viden om. Profeten overdrog også rigets nøgler til De Tolv Apostles Kvorum, så de ville være beredt til at lede Kirken efter hans død.
Præsident Gordon B. Hinckley talte om en anden vigtig udvikling, der fandt sted i forbindelse med bygningen af templet i Nauvoo:
Billede
Præsident Gordon B. Hinckley
»Denne bygning [templet i Nauvoo] skulle beskæftige sig med det, der hører evigheden til. Den skulle stå som et vidne om for alle, der ville se derpå, at de, der havde bygget den, havde en overbevisende tro og en sikker vished om, at graven ikke er slutningen, men at sjælen er udødelig og fortsætter med at vokse. Profeten fremhævede denne læresætning i marts 1844, det år han døde, i en historisk tale, som han holdt i den lund, der lå lige nedenfor tempelgrunden. Ordene i den tale er blevet til betydningsfulde læresætninger i Kirkens teologi. Den kendes som King Follett-talen« (»Nauvoo’s Holy Temple«, Ensign, sep. 1994, s. 62).
I King Follett-talen, som blev holdt ved begravelsen for en mand, der hed King Follett, forklarede profeten Joseph Smith, at vi boede hos vor himmelske Fader, før vi kom til jorden, og at Gud indstiftede love, der gjorde det muligt for os at udvikle os:
Billede
Profeten Joseph Smith
»Gud selv, der befandt sig midt mellem ånder og herlighed, fordi han var mere intelligent, fandt det passende at indstifte love, hvorved de øvrige kunne få lov til at bevæge sig fremad som han selv. Det forhold, vi har til Gud, sætter os i en stilling, hvor vi kan vokse i kundskab. Han har magt til at indstifte love til at belære de svagere intelligenser, så de kan blive ophøjet med ham selv« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 208).
Joseph Smith fortalte også om vores potentiale som Guds børn:
Billede
Profeten Joseph Smith
»Her er altså det evige liv – at kende den eneste vise og sande Gud. I må selv lære, hvordan I kan blive guder og blive Guds konger og præster … ved at gå fra den ene lille grad til den anden og fra noget småt til noget stort, fra nåde til nåde, fra ophøjelse til ophøjelse, indtil I når til de dødes opstandelse og er i stand til at dvæle ved evigtvarende ild og sidde i herlighed, som de gør, der sidder på en trone i evigtvarende magt …
De retfærdige, som er døde, skal oprejses for at dvæle ved evigtvarende ild i udødelig herlighed, ikke for at sørge, lide eller dø mere, men de skal blive Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger. Hvad er det? At arve samme magt, samme herlighed og samme ophøjelse, indtil man når dertil, hvor man bliver en gud og stiger op til den evige magts trone, ligesom dem, der er gået forud« (Lærdomme: Joseph Smith, s. 220).