Seminar
Lektion 153: Officiel Erklæring – 1 og tempeltjenestens stadige udvikling


Lektion 153

Officiel Erklæring – 1 og tempeltjenestens stadige udvikling

Indledning

Da profeten Joseph Smith modtog åbenbaringen, der anviste, at han skulle undervise i flerkoneri, begyndte nogle af Kirkens medlemmer at praktisere flerkoneri under hans ledelse i begyndelsen af 1840’erne. I de følgende årtier oplevede Kirken modstand på grund af denne praksis. »Da præsident Wilford Woodruff modtog en åbenbaring, udstedte han … manifestet (Officiel Erklæring – 1), som blev accepteret af Kirken som gældende og bindende fra den 6. oktober 1890. Dette førte til ophøret af praksissen med flerkoneri i Kirken« (indledning til Official Declaration 1 i den engelske udgave af Lære og Pagter). Selv mens de hellige oplevede modstand, arbejdede de flittigt på at bygge templer, hvor de kunne modtage frelsende ordinancer for sig selv og for afdøde. De byggede og indviede fem templer i perioden 1846 til 1893.

Forslag til undervisningen

Herren åbenbarer, at de sidste dages hellige skulle stoppe skikken med flerkoneri

Bed eleverne om at nævne retfærdige personer i skrifterne, der er blevet anholdt eller sat i fængsel for at gøre det, som Gud befalede dem at gøre. (Svar kan omfatte Daniel, Abinadi, Peter, Joseph Smith og Frelseren).

Forklar, at mange sidste dages hellige mænd blev anholdt og sat i fængsel, fordi de fortsatte med at adlyde befalingen om at praktisere flerkoneri efter USA’s regering udstedte love, der gjorde praksissen ulovlig. Nogle kvinder blev også anholdt, som regel fordi de ikke ville afsløre, hvor deres mænd befandt sig, da de gemte sig for at undgå at blive anholdt.

Bed dem om sammenfatte, hvordan praktiseringen af flerkoneri begyndte blandt medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. (Profeten Joseph Smith modtog en åbenbaring om princippet med flerkoneri, og praksissen med flerkoneri blev indført blandt Kirkens medlemmer i begyndelsen af 1840’erne som et svar på Herrens befaling (se L&P 132)).

Bed en elev om at læse følgende afsnit højt. Lad klassen lytte efter nogle af de vanskeligheder, Kirkens medlemmer oplevede, da de fulgte Herrens befaling og praktiserede flerkoneri.

Som en del af en konference i august i 1852 i Salt Lake City bekendtgjorde ældste Orson Pratt offentligt, at nogle af Kirkens medlemmer i lydighed mod en befaling fra Gud praktiserede flerkoneri. Ældste Pratt kom med denne bekendtgørelse under anvisning fra præsident Brigham Young. Mange religiøse og politiske ledere i USA var modstandere af systemet med denne form for ægteskab, som de opfattede som umoralsk og uciviliseret. De sidste dages hellige blev latterliggjort i offentlige taler, bøger, blade og aviser. Den amerikanske kongres vedtog love, som begrænsede Kirkens medlemmers frihed og ramte Kirken økonomisk ved at sætte begrænsning for, hvor meget ejendom Kirken måtte eje. Disse love førte i sidste ende til anholdelser og fængsling af mænd, der havde mere end én hustru. Disse mænd blev nægtet »retten til at stemme, retten til privatlivets fred i hjemmet og andre borgerrettigheder« (Vores arv: En kort beretning om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 1996, s. 97). I 1890 havde hundreder af trofaste sidste dages hellige siddet i fængsel. Andre havde gemt sig for at undgå at blive arresteret eller fængslet. Under disse omstændigheder led mange familier af stress, sorg, fattigdom og sult.

Efter bekendtgørelsen i 1852 blev flerkoneri meget mere udbredt, og tusinder af mænd og kvinder blev beseglet i polygame ægteskaber under ledelse af præstedømmeledere. Selv om verden gjorde grin med dem for at praktisere flerkoneri, forsvarede mange trofaste sidste dages hellige skikken og vidnede om, at de vidste, at det var blevet åbenbaret af Gud gennem profeten Joseph Smith.

  • Hvordan vil I sammenfatte de vanskeligheder, som de første sidste dages hellige stod overfor, fordi de adlød Herrens befaling om at praktisere flerkoneri?

Billede
Præsident Wilford Woodruff

Forklar, at disse svære omstændigheder fik præsident Wilford Woodruff til bønsomt at søge Herrens vejledning angående de helliges praktisering af flerkoneri. I 1889 pålagde præsident Woodruff Kirkens ledere, at de skulle stoppe med undervisningen af princippert om flerkoneri. I 1890 blev der udført meget få polygame ægteskaber, og disse blev udført i modstrid med præsident Woodruffs vejledning. Men nogle folk offentliggjorde rapporter om, at Kirken stadigvæk tilskyndede til flerkoneri. Disse rapporter skabte endnu mere modstand mod Kirken. I september 1890 offentliggjorde præsident Woodruff et manifest, der nu er kendt som Officiel erklæring – 1 i Lære og Pagter.

Opsummer de første tre afsnit af Officiel erklæring – 1 ved at forklare, at præsident Woodruff erklærede, at rapporter, der beskyldte Kirken for stadig at promovere praksissen med flerkoneri, ikke var korrekte. Bed derpå tre elever om at skiftes til at læse afsnit fire og fem af Officiel erklæring – 1 højt (begyndende med »Eftersom Kongressen«) og den efterfølgende erklæring fra præsident Lorenzo Snow, der på det tidspunkt var præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Lad klassen følge med og se efter, hvad præsident Woodruff sagde, at de hellige skulle gøre.

  • Hvad fik de hellige besked på at gøre? (Afholde sig fra at indgå eller danne polygame ægteskaber).

  • Hvorfor var det ifølge udtalelsen fra præsident Lorenzo Snow vigtigt, at denne vejledning om at afholde sig fra at indgå eller danne polygame ægteskaber kom gennem Kirkens præsident? (Fordi han var den eneste person på jorden, der havde nøglerne til beseglingsmagten. Du kan minde dem om, at flerkoneri kun kunne bemyndiges gennem de præstedømmenøgler, der var givet til Kirkens præsident (se L&P 132: 7, 48)).

Bed en om at læse første afsnit i »Uddrag af tre taler af præsident Wilford Woodruff angående manifestet«, der kommer efter teksten fra manifestet. Lad klassen følge med og se efter et princip, som præsident Woodruff underviste de hellige i.

  • Hvad belærte præsident Woodruff de hellige om? (Når de svarer, så skriv følgende princip på tavlen: Herren vil aldrig tillade, at Kirkens præsident fører Kirken på afveje. Du kan eventuelt opfordre dem til at understrege de ord og vendinger i deres skrifter, der underviser i dette princip).

  • Hvordan kan dette princip hjælpe os i vore dage?

Forklar, at nogle kirkemedlemmer undrede sig over, hvorfor de blev vejledt i at efterleve princippet om flerkoneri, men så blev vejledt til at holde op med det. Herren vejledte præsident Woodruff til at stille de hellige et spørgsmål. Bed tre elever om at skiftes til at læse det tredje, fjerde og femte afsnit i »Uddrag af tre taler af præsident Wilford Woodruff« (begyndende med »Jeg har på det seneste«). Lad klassen følge med og se efter det spørgsmål, som præsident Woodruff stillede de hellige.

  • Hvordan vil I sammenfatte det spørgsmål, som præsident Woodruff blev inspireret til at stille de hellige?

Forklar, at de hellige var i fare for at miste templerne i St. George, i Logan, i Manti og det næsten færdigopførte tempel i Salt Lake City, som alle lå i Utah. (Vis om muligt et billede af disse templer).

  • Hvilket vigtigt arbejde ville ophøre, hvis templerne blev beslaglagt?

Bed en om at læse det syvende afsnit i »Uddrag af tre taler af præsident Wilford Woodruff« (begyndende med »Jeg så nøjagtig«). Lad klassen følge med og se efter, hvad præsident Woodruff ville have gjort, hvis Gud ikke havde befalet ham at give kirkeledere besked på at ophøre praksissen med at udføre flerkoneri.

  • Hvad ville præsident Woodruff have gjort?

  • Hvad kan vi lære af præsident Woodruffs udtalelse: »Jeg skrev, hvad Herren bad mig om at skrive«? (Når de har svaret, kan du skrive følgende læresætning på tavlen: Herren leder sin kirke gennem åbenbaring til Kirkens præsident).

  • Hvordan har denne lære påvirket jer?

Bed dem om at bære deres vidnesbyrd om de sandheder, du har skrevet på tavlen. Du kan eventuelt også bære dit vidnesbyrd.

Billede
Præsident Joseph F. Smith

Forklar, at et lille antal sidste dages hellige fortsatte med at indgå nye polygame ægteskaber, efter manifestet blev givet. I 1904 bekendtgjorde præsident Joseph F. Smith, »at alle [polygame] ægteskaber er forbudt, og om nogen funktionær eller medlem af Kirken fejrer eller indgår et sådant ægteskab, vil han blive … udelukket af Kirken« (i Conference Report, apr. 1904, s. 75). Denne politik er stadig gældende i dag.

  • Ud fra det, I har lært, hvordan ville I så svare, hvis nogen spurgte jer, om sidste dages hellige praktiserer flerkoneri? (Hjælp dem til at forstå, at medlemmer af Kirken praktiserede flerkoneri for en tid i lydighed mod Herrens befaling, men praksissen ophørte for lang tid siden, også i henhold til Herrens befaling. Ægteskab mellem én mand og én kvinde er Guds standard for ægteskab, med mindre han befaler andet (se Jakob 2:27, 30)).

Herren åbenbarer, at de sidste dages hellige bør besegles til deres familiemedlemmer

Forklar, at efter manifestet var blevet givet, ophørte truslen fra de føderale myndigheder om at beslaglægge templerne og Kirkens ejendomme. Uden denne forstyrrelse var de hellige i stand til at have større fokus på tempeltjeneste. Den 6. april 1893, fyrre år efter at hjørnestenen til templet i Salt Lake City blev lagt, indviede præsident Wilford Woodruff templet, hvilket bragte det totale antal af fungerende templer op på fire.

I april 1894, et år efter indvielsen af templet i Salt Lake City, bekendtgjorde præsident Woodruff, at han havde modtaget en åbenbaring. Inden denne åbenbaring blev medlemmer af Kirken, i henhold til deres kundskab, ofte beseglet eller »adopteret« til kirkeledere, såsom Joseph Smith eller Brigham Young, i stedet for til deres egne forældre. Men præsident Woodruff lærte ved åbenbaring, at han skulle anvise de hellige til at »spore deres slægtslinje så langt tilbage, som de kan, og blive beseglet til deres fædre og mødre. Lad børnene blive beseglet til deres forældre, og gør denne kæde så lang, som I kan … Dette er Herrens vilje for sit folk« (i James R. Clark, saml., Messages of the First Presidency of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 6 bind, 1965-1975, 3:256-257; se også Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff, 2004, s. xxxiii).

  • Hvem kan vi blive beseglet til gennem beseglingsordinancen? (Når de har svaret, så skriv følgende sandhed på tavlen: Vi kan blive beseglet til vores familiemedlemmer, herunder dem, som kom før os, og dem, som kommer efter os, gennem beseglingsmagten).

  • Hvordan får det jer til at føle, at I ved, at I kan blive beseglet til jeres familiemedlemmer?

Afslut med at bære vidnesbyrd om beseglingsmagten og vigtigheden af at kæde os selv sammen med generationerne i vores familie gennem templets ordinancer.

Kommentar og baggrundsinformation

Officiel Erklæring – 1 Baggrund inkluderet i 2013-udgaven af skrifterne (på engelsk)

Følgende udtalelse, der fungerer som indledning til Official Declaration 1 i den engelske 2013-udgave af skrifterne, kan hjælpe eleverne til at få svar på spørgsmål om de sidste dages helliges udøvelse af flerkoneri i 1800-tallet. Du kan eventuelt tage kopier af denne udtalelse og dele dem ud.

»Bibelen og Mormons Bog lærer os, at monogami er Guds standard for ægteskab, medmindre han erklærer andet (se 2 Sam 12:7-8 og Jakob 2:27, 30). Som følge af en åbenbaring til Joseph Smith blev praksissen med flerkoneri indført blandt Kirkens medlemmer i begyndelsen af 1840’erne (se afsnit 132). Fra 1860’erne til 1880’erne udstedte USA’s regering love for at ulovliggøre denne religiøse praksis. Disse love blev i sidste ende stadfæstet af den amerikanske højesteret. Da præsident Wilford Woodruff modtog en åbenbaring, udstedte han følgende manifest, som blev accepteret af Kirken som gældende og bindende den 6. oktober 1890. Dette førte til ophøret af praksissen med flerkoneri i Kirken.«

Officiel Erklæring – 1 Stoppede praksissen med flerkoneri med det samme efter manifestet?

Nogle medlemmer af Kirken fortsatte med at indgå nye polygame ægteskaber, efter manifestet blev givet i 1890. Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

»Polygami endte ikke med det samme med manifestet i 1890. Polygame forhold, beseglet inden åbenbaringen blev bekendtgjort, fortsatte i en generation. Udførelsen af polygame ægteskaber fortsatte også et stykke tid udenfor USA, hvor anvendelsen af manifestet var usikker i et stykke tid. Det lader til, at polygame ægteskaber også forsatte i cirka et årti i nogle andre områder blandt ledere og medlemmer, der retfærdiggjorde det på grund af den uklarhed og det pres, der blev skabt af det store sammenstød mellem uvilje mod lovene og værdsatte lærdomme …

Mit hjerte bliver knust, når jeg læser om omstændigheder, hvor hustruer og børn blev udsat for det forfærdelig valg mellem på den ene side at lyve om deres mands eller fars færden eller eksistens eller på den anden at skulle fortælle sandheden og se ham blive sendt i fængsel … En far i fængsel betød ingen mad på bordet eller varme i hjemmet. Disse hårde valg omfattede sammenstød mellem så grundlæggende følelser og behov som en forpligtelse mod sandheden og behovet for kærligt samvær og lindring fra kulde og sult.

Mit hjerte går også ud til de kirkeledere, der blev tvunget til at vælge mellem deres hengivenhed til sandheden og deres hengivenhed til deres hustruer og børn og til hinanden. At fortælle sandheden kunne betyde at forråde tillid eller en sag eller at sende en bror i fængsel …

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om alt dette, udover at jeg er glad for, at jeg ikke stod over for det pres, som disse gode mennesker blev udsat for. Mit hjerte føler med dem for deres mod og deres ofre, som jeg nu drager nytte af. Jeg vil ikke dømme dem. Den dom tilhører Herren, som kender alle omstændighederne og hjertet hos de personer, et niveau af forståelse og visdom, der ikke opnås af selv de mest kyndige historikere« (»Gospel Teachings about Lying«, Clark Memorandum, Brigham Young University J. Reuben Clark Law School periodical, forår 1994, s. 16-17).

Siden 1904 har Kirken udelukket alle medlemmer, der har udført eller indgået i flerkoneri (se Conference Report, apr. 1904, s.75). I 1998 gjorde præsident Gordon B. Hinckley rede for Kirkens holdning til praktiseringen af flerkoneri:

Billede
Præsident Gordon B. Hinckley

»Denne kirke [har] ikke … noget som helst med dem at gøre, som praktiserer flerkoneri … Hvis nogle af vores medlemmer afsløres i at praktisere flerkoneri, bliver de udelukket, hvilket er den alvorligste straf, Kirken kan pålægge. Ikke alene er de involverede i direkte modstrid med landets love, de er også i modstrid med denne kirkes love« (»Hvilke spørgsmål stiller folk om os?«, Liahona, jan. 1999, s. 82).

Taler af præsident Wilford Woodruff. Herren vil aldrig tillade Kirkens præsident at lede os på afveje

Præsident Marion G. Romney fra Det Første Præsidentskab fortalte om en oplevelse, han havde med præsident Heber J. Grant, som dengang var Kirkens præsident:

Billede
Præsident Marion G. Romney

»Da han stod ved siden af mig, lagde han sin arm om min skulder og sagde: ›Min dreng, lyt altid til Kirkens præsident, og hvis han nogensinde beder dig om at gøre noget, og det er forkert, og du gør det, vil Herren velsigne dig for det‹. Så sagde han med et glimt i øjet: ›Men du behøver ikke være bange. Herren vil aldrig lade sit talerør lede folket på afveje‹« (i Conference Report, okt. 1960, s. 78).

Officiel Erklæring – 1 Yderligere informationer

Se yderligere informationer om Officiel Erklæring – 1 i Evangeliske emneessay på LDS.org, og søg efter »flerkoneri« eller »polygami«.