Seminar
Lektion 79: Lære og Pagter 76:20-49


Lektion 79

Lære og Pagter 76:20-49

Indledning

I den første del af det syn, som blev vist til Joseph Smith og Sidney Rigdon den 16. februar 1832, så de Jesu Kristi herlighed og bar vidnesbyrd om ham. De så Satan blive kastet ud fra Guds nærhed for oprør i forudtilværelsen. De fik også vist fortabelsens sønner og lærte om de evige konsekvenser for dem, der vælger at følge Satan.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 76:20-24

Joseph Smith og Sidney Rigdon ser vor himmelske Fader og Jesus Kristus i et syn

Bed som del af indledningen klassen om at synge salmen »Han lever! Vor Forløser stor« (Salmer og sange, nr. 70). Ordene i salmen kan hjælpe eleverne til at føle kraften i de sandheder, som de vil lære om i dag.

Indled klassen med at bede dem om at overveje følgende situation: Mens I sidder i en klasse i skolen, begynder jeres lærer at drøfte verdens religioner. Læreren spørger, om der er nogen kristne i klassen, som er villige til at fortælle om deres tro på Jesus Kristus.

  • Hvis I stod i denne situation, hvad ville I så sige, at I tror og ved om Jesus Kristus?

Bed dem om at kigge på det diagram, som de modtog i den forrige lektion, som skitserer synet i Lære og Pagter 76. Forklar eleverne, at de i dagens lektion skal lære om de tre første dele af det syn, som Joseph Smith og Sidney Rigdon så. I den første del af synet så de Faderen og Sønnen midt i deres herlighed. Skriv følgende tre overskrifter på tavlen:

Det så de  Det hørte de Det lærte de

Bed dem om at skrive overskrifterne i deres skriftstudiebog. Bed dem derpå om at læse Lære og Pagter 76:20-24 for sig selv og skrive ord eller sætninger fra disse vers under de passende overskrifter. Når de har haft nok tid, så bed en elev om at komme op til tavlen og skrive. Bed dem om at nævne ord eller sætninger, de har fundet for de første to overskrifter, mens eleven skriver dem under de rigtige overskrifter på tavlen.

  • Hvilke ting lærer disse vers os om Jesus Kristus? (Bed eleven ved tavlen om at skrive klassens svar under overskriften Det lærte de).

De finder måske frem til flere læresætninger, heriblandt følgende: Jesus Kristus er et levende, herliggjort væsen, vor himmelske Fader og Jesus Kristus er særskilte personer; Jesus Kristus er Faderens Enbårne; Jesus Kristus er Skaberen af denne og andre verdener; og vi er født som Guds sønner og døtre.

Hjælp dem til at forberede sig på at dele deres følelser og vidnesbyrd om de sandheder, som de fandt i vers 20-24, ved at bede dem om at svare på et af de følgende spørgsmål i deres skriftstudiebog (skriv disse spørgsmål på tavlen):

Hvilken af disse sandheder er I særligt taknemlige for, og hvorfor?

Hvilke af disse læresætninger kan I bære vidnesbyrd om? Hvordan ved I, at det er sandt?

Færdiggør denne sætning: Jeg ved om Jesus Kristus, at …

Når eleverne har haft tid nok til at skrive, så bed en elev om at læse Joseph Smith og Sidney Rigdons vidnesbyrd i L&P 76:22. Bed derpå en, der er villig til at fortælle om sine følelser og sit vidnesbyrd om den opstandne Frelser, om at gøre det. Overvej også at bære dit vidnesbyrd om Frelseren.

Lære og Pagter 76:25-29

Joseph Smith og Sidney Rigdon ser Lucifers fald i et syn

Giv om muligt eleverne en kopi af følgende sand/falsk-quiz, eller skriv quizzens udsagn på tavlen. Bed eleverne om på deres kopi eller på et stykke papir at skrive, hvorvidt hvert udsagn er sandt eller falsk.

  • ____1. Satan var kendt som Lucifer.

  • ____2. Satan var en ånd med myndighed i Guds nærhed.

  • ____3. Satan havde ikke til hensigt at være ulydig mod vor himmelske Fader og Jesus Kristus.

  • ____4. Der var glæde i himlen, da Satan blev kastet ud.

  • ____5. Satan bekriger Guds hellige.

Når de har udfyldt quizzen, så forklar, at Lære og Pagter 76:25-29 beskriver det syn, som Joseph Smith og Sidney Rigdon så om Lucifers fald. Bed dem om at læse disse vers for sig selv og ændre deres svar baseret på, hvad de læser. Når de har kontrolleret deres svar, gennemgås hvert udsagn som klasse, og bed eleverne om at forklare deres svar ved at bruge, hvad de har lært. Udsagn 1 er sandt (se L&P 76:26). Udsagn 2 er også sandt (se L&P 76:25-27). Du kan eventuelt forklare, at navnet Lucifer betyder lysbringer eller den strålende. Han kendes også som »Morgengryets Søn.« (Se Guide til skrifterne, »Lucifer«, scriptures.lds.org).

Når de forklarer deres svar på udsagn 3, som er falskt (se L&P 76:25, 28), hjælp dem da til at forstå, at Satan gjorde oprør. Han forsøgte at omstyrte vor himmelske Fader og tage hans magt, rige og herlighed.

  • Hvad var ifølge vers 25 konsekvensen af Lucifers oprør mod vor himmelske Fader og Jesus Kristus? (Du kan bede dem om at skrive følgende læresætning i margenen på deres skrifter ud for vers 25: I forudtilværelsen gjorde Lucifer oprør mod vor himmelske Fader og Jesus Kristus og blev kastet ud).

Når de forklarer deres svar på udsagn 4, som er falskt (se L&P 76:26, 28), så forklar, at Fortabelse, som var den titel, Lucifer fik, betyder tilintetgørelse eller forbandelse.

Når de har forklaret deres svar på udsagn 5, som er sandt (se L&P 76:29), kan du overveje at bede dem om at markere udtrykket i vers 29 som lærer os, at Satan fører krig mod Guds hellige.

  • Hvornår begyndte denne krig med Satan? (I forudtilværelsen). Hvilke ord fra vers 29 forklarer, at den krig, der begyndte i himlen, fortsætter i dag? (Ordene fører og omringer bliver begge brugt i nutid).

  • Hvordan fører Satan krig mod Guds hellige i dag?

Lære og Pagter 76:30-49

Joseph Smith og Sidney Rigdon ser fortabelsens sønners lidelser i et syn

  • Hvad er en forræder i en tid med krig?

Bed eleverne om at skimme Lære og Pagter 76:30-32 igennem, mens de ser efter forrædere mod Frelseren, som Herren viste Joseph Smith og Sidney Rigdon i et syn. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til. Lad et par elever skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 76:30-35. Bed klassen om at følge med og se efter de valg, der fører til, at enkeltpersoner bliver fortabelsens sønner.

  • Hvilke valg fører til, at man bliver en af fortabelsens sønner? (At vælge at følge Satan, fornægte sandheden og trodse Guds kraft efter at have kendt den (se L&P 76:31); fornægte Helligånden efter at have modtaget den og fornægte Frelseren (se L&P 76:35)).

Nogle gange er elever bekymret for, at deres kære, som bliver mindre aktive i evangeliet, bliver fortabelsens sønner. Forklar, at fortabelsens sønner ikke er de af Kirkens medlemmer, der engang havde et vidnesbyrd om sandheden, men siden hen er blevet inaktive i evangeliet. Fortabelsens sønner begår den utilgivelige synd at fornægte Helligånden.

Præsident Spencer W. Kimball har sagt:

Billede
Præsident Spencer W. Kimball

»Synd mod Helligånden kræver en sådan viden, at den tydeligvis er umulig at begå for almindelige mennesker« (Tilgivelsens mirakel, 1975, s. 114).

Bed flere om skiftevis at læse højt fra Lære og Pagter 76:36-38, 44-49. Bed klassen om at følge med og se efter fortabelsens sønners tilstand.

  • Hvordan vil I beskrive de lidelser, som fortabelsens sønner vil opleve i evigheden?

  • Hvilken form for død vil fortabelsens sønner ifølge vers 37 være de eneste, der oplever?

Forklar, at fortabelsens sønner ikke forløses fra den anden åndelige død og ikke arver et herlighedsrige efter deres opstandelse. I stedet vil de lide for evigt.

Påpeg, at Joseph Smith og Sidney Rigdon midt i synet om fortabelsens sønner lærte en sandhed, der gav håb. Hjælp dem til at finde frem til denne sandhed ved at bede dem om at fortælle den bedste nyhed, de har modtaget i den forgangne uge. (Du kan eventuelt tage nogle eksempler på gode nyheder fra aviser eller andre kilder med). Bed en elev om at læse Lære og Pagter 76:39-43 højt, og bed klassen om at se efter nogle gode nyheder, verden modtog.

  • Hvilke gode nyheder modtog verden? (Du kan eventuelt forklare, at ordet evangelium bogstaveligt talt betyder gode nyheder).

Hjælp dem til at finde frem til læren i Lære og Pagter 76:39-43 ved at bede dem om at skrive en kort overskrift i deres skriftstudiebog, som opsummerer »de gode nyheder« i disse vers. Bed efter en passende tid nogle af eleverne om at fortælle klassen deres overskrift. Når de har svaret, kan du foreslå, at de markerer udtryk i vers 39-43, som underviser i følgende lære: Gennem Jesu Kristi forsoning vil alle Guds børn, med undtagelse af fortabelsens sønner, arve et sted i et rige med herlighed.

  • Hvorfor er Jesu Kristi forsoning »gode nyheder« for jer?

Du kan eventuelt afslutte ved også selv at besvare dette spørgsmål.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 76. Modtagelse af synet

Philo Dibble var til stede, da Joseph Smith og Sidney Rigdon modtog deres syn. Han beskrev Joseph og Sidneys oplevelse:

»Det syn, som er nedskrevet i Lære og Pagter, blev givet i ›fader Johnsons‹ hus i [Hiram] i Ohio, og i løbet af den tid, hvor Joseph og Sidney var i ånden og så himlene åbne sig, var der andre mænd i rummet, måske tolv, og jeg var blandt en af dem en del af tiden … Jeg så herligheden og følte kraften, men jeg så ikke synet …

Joseph sagde med mellemrum: ›Hvad ser jeg?‹, som man kunne sige, hvis man så ud af et vindue og så noget, som ikke alle i rummet kunne se. Han berettede så, hvad han havde set, eller hvad han så. Sidney svarede derpå: ›Jeg ser det samme.‹ Lidt efter sagde Sidney: ›Hvad ser jeg?‹ og beskrev det, han havde set eller så, og Joseph svarede: ›Jeg ser det samme.‹

Denne samtaleform blev gentaget med korte intervaller, indtil synet var ovre …

Joseph sad støt og roligt hele tiden midt i denne storslåede herlighed, men Sidney sad slap og bleg, øjensynlig slap som en karklud, hvortil Joseph med et smil bemærkede: ›Sidney er ikke så vant til det, som jeg er‹« (i »Recollections of the Prophet Joseph Smith«, The Juvenile Instructor, 15. maj 1892, s. 303-304).

Lære og Pagter 76:22. »Dette [er] det vidnesbyrd, det seneste af dem alle«

Profeten Joseph Smith og Sidney Rigdons vidnesbyrd i Lære og Pagter 76:22 er et nutidigt vidnesbyrd om Faderens og Sønnens eksistens. Joseph og Sidney så ikke kun, men hørte også, og deres vidnesbyrd står som et vidnesbyrd for alle mennesker. Hyrum M. Smith og Janne M. Sjodahl forklarer sætningen »det seneste af dem alle« på følgende måde: »Dette er det seneste vidnesbyrd om, at han lever, et opstandet og herliggjort væsen, ikke det endelige vidnesbyrd, men det sidste op til tiden for dette syn« (Doctrine and Covenants Commentary, 1972, s. 448). Joseph og Sidney mente ikke, at de skulle være de sidste, som modtog et sådant vidnesbyrd.

Lære og Pagter 76:26. »En af morgengryets sønner«

Præsident George Q. Cannon fra Det Første Præsidentskab har om Satans titel »en af morgengryets sønner« forklaret:

Billede
Præsident George Q. Cannon

»Nogle har kaldt ham morgengryets søn, men her er det en af morgengryets sønner – utvivlsomt én af mange. Denne engel var uden tvivl en mægtig person. Den beretning, vi har om ham, viser klart, at han havde en meget høj position, at han blev betragtet vigtig, og at han var mægtig i sin sfære« (»Discourse by President George Q. Cannon«, Latter-day Saints’ Millennial Star, 5. sep. 1895, s. 563-564).

Lære og Pagter 76:32-35. At blive en af fortabelsens sønner og fornægte Helligånden

Profeten Joseph Smith sagde følgende om noget af den adfærd, som gør en person til en af fortabelsens sønner – fornægtelse af Helligånden:

Billede
Profeten Joseph Smith

»Hvad må et menneske gøre for at begå den utilgivelige synd? Han må have modtaget Helligånden, fået himlene åbnet for sig og kende Gud, og så synde imod ham. Efter at et menneske har syndet imod Helligånden, står der ingen omvendelse åben for ham. Han må sige, at solen ikke skinner, selv om han virkelig ser den; han må fornægte Jesus Kristus, når himlene har været åbnet for ham og må fornægte frelsesplanen, til trods for at hans sind har været modtageligt for dens sandhed« (i Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 432-433).

Præsident Spencer W. Kimball har beskrevet det på følgende måde:

Billede
Præsident Spencer W. Kimball

»De er sunket så lavt, at de har mistet ønsket om og evnen til at omvende sig« (Tilgivelsens mirakel, 1975, s. 116).

Lære og Pagter 76:35. »Idet de har korsfæstet ham for sig selv og åbenlyst har gjort ham til skamme«

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

Billede
Ældste Bruce R. McConkie

»At begå den utilgivelige synd består i at korsfæste Guds Søn for sig selv igen og åbenlyst gøre ham til skamme (Hebr 6:4-8; L&P 76:34-35) … Han begår derefter mord ved at indvillige i Herrens død, det vil sige, at han med en fuldkommen kundskab om sandheden går ud i åbent oprør og stiller sig i en position, hvori han ville have korsfæstet Kristus, selv om han har en fuldstændig viden om, at han var Guds søn. Kristus bliver derved korsfæstet igen og gjort offentligt til skamme (L&P 132:27Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 816-817).

Lære og Pagter 76:44. Han »frelser … alle undtagen dem«

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret to forskellige betydninger af at blive frelst:

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

»For sidste dages hellige kan det at blive »frelst« også betyde at blive frelst eller udfriet fra den anden død (hvilket er den endelige åndelige død) ved en forsikring om et rige af herlighed i den tilkommende verden (se 1 Kor 15:40-42). Ligesom opstandelsen er universel, bekræfter vi, at hver eneste person, der har levet på denne jord – bortset fra ganske få – er sikret frelse i denne betydning …

Profeten Brigham Young underviste i den lære, da han erklærede, at ›alle, som ikke synder nådens dag væk og bliver Djævelens engle, vil blive bragt frem for at arve et rige af herlighed‹ (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 288). Denne betydning af frelst forædler hele menneskeheden gennem vor Herre og Frelser Jesu Kristi nåde …

Endelig bruges ordene frelst eller frelse også på en anden måde, som er almindelig blandt og enestående for de sidste dages hellige, til at betegne ophøjelse eller evigt liv (se Abr 2:11). Dette omtales sommetider som ›fylden af frelse‹ (Bruce R. McConkie, The Mortal Messiah, 4 bind, 1979-1981, 1:242). Denne frelse kræver mere end omvendelse og dåb med den rette præstedømmemyndighed. Den kræver også indgåelse af hellige pagter, herunder evigt ægteskab, i Guds templer, og trofasthed mod disse pagter ved at holde ud til enden« (se »Er du frelst?« Stjernen, juli 1998, s. 64-65).