Seminar
Lektion 97: Lære og Pagter 93:1-20


Lektion 97

Lære og Pagter 93:1-20

Indledning

Den 6. maj 1833 modtog profeten Joseph Smith den åbenbaring, der er optegnet i Lære og Pagter 93. Denne åbenbaring vil blive drøftet i to lektioner. Denne lektion omhandler vers 1-20, hvori Jesus Kristus forklarer formålet med åbenbaringen: »Jeg giver jer disse ord, for at I må forstå og vide, hvorledes I skal tilbede, og vide, hvad I tilbeder, så I må kunne komme til Faderen i mit navn og, når tiden er inde, modtage af hans fylde« (L&P 93:19).

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 93:1-5

Jesus Kristus forklarer, hvordan mennesker kan se hans ansigt og vide, at han lever

Vis et billede af en kendt person, som dine elever vil genkende, og spørg dem, om de ved, hvad personen hedder. (Hvis du ikke kan vise et billede, så skriv personens navn på tavlen, og spørg, hvem denne person er, og hvad vedkommende er kendt for).

  • Hvorfor ved så mange mennesker, hvem denne person er?

  • Tror I, det er vigtigt at vide, hvem denne person er? Hvorfor?

Vis et billede af Jesus Kristus (Du kan bruge Jesus Kristus (Evangelisk kunst, 2009, nr. 1) se også LDS.org) og forklar, at der er mange mennesker i vor tid, der ikke ved, hvem han er.

Billede
Jesus Kristus
  • Hvorfor tror I, det er vigtigt at vide, hvem Jesus Kristus er?

Bær vidnesbyrd om, at vi ikke er i stand til at opnå vores fulde potentiale som Guds børn, medmindre vi kender til Jesus Kristus. Forklar, at Herren i Lære og Pagter 93 lærte os, hvordan vi kan få en større viden om ham og om hans kraft til at velsigne os nu og i evighederne. Skriv følgende to spørgsmål på tavlen og efterlad plads til, at eleverne kan skrive deres svar under hvert spørgsmål:

Hvad skal vi gøre for at opnå et vidnesbyrd om Jesus Kristus?

Hvad vil vi vide om ham, hvis vi gør disse ting?

Få en til at læse Lære og Pagter 93:1-5 højt. Før eleven begynder at læse, så bed halvdelen af eleverne om at se efter svar på det første spørgsmål og den anden halvdel om at se efter svar på det andet spørgsmål. Når versene er læst, så bed nogle elever om at komme op til tavlen og skrive deres svar på spørgsmålene. Stil derpå klassen følgende spørgsmål:

  • Hvordan vil I formulere løftet i vers 1 som et »hvis-så« princip? (Deres svar bør afspejle følgende princip: Hvis vi aflægger vores synder og kommer til Kristus, påkalder hans navn, adlyder hans røst og holder hans befalinger, så skal vi se hans ansigt og vide, at han lever).

Du kan eventuelt påpege, at denne velsignelse vil komme i Herrens egen tid, på hans egen måde og i henhold til hans egen vilje (se L&P 88:68; se også En 1:27).

  • Hvordan kan alle de forskellige handlinger i Lære og Pagter 93:1 hjælpe os til at kende Jesus Kristus?

  • Ud fra det, som I har lært i vers 3, hvad er så en vigtig læresætning at forstå om Faderen og Sønnen? (Eleverne bør finde frem til følgende læresætning: Faderen og Sønnen er ét).

  • Hvad vil det sige, at Faderen og Sønnen er ét?

Hjælp eleverne til at forstå, at Faderen og Sønnen er to adskilte og særskilte væsener, hver med et herliggjort fysisk legeme (se L&P 130:22). Faderen og Sønnen er dog ét i formål og læresætning. De samarbejder i fuldstændig enighed for at opfylde vor himmelske Faders frelsesplan.

Påpeg følgende sætning i Lære og Pagter 93:4: »Faderen, fordi han gav mig af sin fylde«. Bed derpå eleverne om at læse Lære og Pagter 93:17, 26. Stil følgende spørgsmål:

  • Hvad vil det sige, at Jesus Kristus modtog en fylde af Faderen? (Se L&P 93:16-17, 26).

  • Hvordan giver sandhederne i vers 4-5 en bedre forståelse af, hvad det vil sige, at Faderen og Sønnen er ét?

Forklar, at fordi Faderen og Sønnen er ét, så kan vi lære både vor himmelske Fader og Jesus Kristus at kende, når vi gør det, som Herren sagde i Lære og Pagter 93:1.

Lære og Pagter 93:6-20

Johannes’ optegnelse skal bruges, så vi bedre forstår, hvordan Jesus Kristus modtog en fylde af vor himmelske Faders herlighed

Forklar, at vi kan lære mere om Jesus Kristus ved at studere det, som Herren omtaler fra Johannes’ optegnelse i Lære og Pagter 93. Det kan være en god ide at forklare, at apostlen Johannes var en af Johannes Døberens disciple, da Jesus Kristus påbegyndte sin jordiske tjenestegerning. I sine skrivelser giver apostlen Johannes en delvis gengivelse af det vidnesbyrd, som Johannes Døberen bar om Frelseren.

Del eleverne op i grupper på fire. Bed hver gruppe om at læse Lære og Pagter 93:6-11 sammen og finde de titler, der bruges til at beskrive Frelseren. De titler, som eleverne skal finde, bør omfatte »Ordet, nemlig Sendebudet med frelse« (v. 8), »verdens lys og forløser« (v. 9), »sandhedens Ånd« (v. 9) og »Faderens Enbårne« (v. 11).

Når de har læst versene, så giv hver elev en kopi af følgende information om de titler, der er nævnt ovenfor. Lad hver elev i gruppen vælge en af titlerne og for sig selv studere informationen om denne titel. Bed dem om at forberede sig til at forklare resten af deres gruppe, hvad denne titel betyder og fortælle dem deres svar på følgende spørgsmål. Du kan eventuelt skrive spørgsmålet på tavlen, eller medtage det i den kopi, du giver eleverne, så de har den ved hånden.

  • Hvordan hjælper denne information jer til lære Jesus Kristus bedre at kende og at påskønne og følge ham mere?

»Ordet, nemlig Sendebudet med frelse«

Jesus Kristus omtales som »Ordet« i Johannes 1:1. Præsident Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

Billede
Præsident Russell M. Nelson

»I Det Nye Testamente på græsk var det Ord Logos, eller ›udtryk‹ … Den terminologi kan synes underlig, men den er passende. Vi anvender ord til at videreformidle vores udtryk til andre. Jesus var således sin Faders ord, eller udtryk, til verden« (»Jesus the Christ: Our Master and More«, Ensign, apr. 2000, s. 4). Jesus Kristus kaldes for Sendebudet med frelse, fordi han fortæller os Faderens ord, og de, der hører og adlyder hans ord, vil modtage frelse (se Joh 12:49-50).

»Verdens lys og forløser«

Jesus Kristus giver gennem Kristi lys liv og lys til alt. Han kaldes også verdens lys, fordi han er det fuldkomne eksempel på, hvordan mennesker bør leve. Jesus Kristus er verdens Forløser, fordi han i kraft af forsoningen har betalt prisen for menneskenes synder og gjort det muligt for alle mennesker at opstå.

»Sandhedens Ånd«

Titlen »sandhedens Ånd« hjælper os til at forstå, at Jesus Kristus ikke lyver, og at han har en fylde af sandhed (se En 1:6; L&P 93:26). Han åbenbarer sandhed til menneskeheden (se L&P 76:7-8). Titlen bruges også til at henvise til Helligånden, der vidner om Jesus Kristus (se Joh 15:26).

»Faderens Enbårne«

Jesus Kristus er det mest storslåede væsen, der er født på denne jord. Gud er Fader til alle menneskenes ånder, men Jesus Kristus er det eneste menneske, der er født ind i verden som Guds bogstavelige Søn i kødet. Fordi Jesu Kristi far var udødelig, har han magt over døden (se Joh 5:26). Denne magt gjorde det muligt for ham at udføre forsoningen og opstandelsen for hele menneskeheden.

Når grupperne har haft tid nok til at færdiggøre deres drøftelser, så bed en elev om at læse Lære og Pagter 93:12-17 højt. Lad klassen følge med og finde ud af, hvordan Jesus Kristus blev ligesom sin Fader.

  • Hvordan blev Jesus Kristus ligesom sin Fader? (Elevernes svar bør afspejle følgende princip Jesus Kristus gik fra nåde til nåde, indtil han modtog en fylde af Faderens herlighed).

  • Hvad tror I, det vil sige, at Jesus Kristus fortsatte fra nåde til nåde, indtil han modtog en fylde?

Hjælp eleverne til at forstå, at nåde er styrke og kraft fra Gud, der gør det muligt for os at opnå evigt liv og ophøjelse. Få en elev til at læse Lære og Pagter 93:19-20 højt. Bed klassen om at følge med og finde den årsag, som Frelseren gav for at åbenbare, hvordan han modtog Faderens fylde.

  • Hvorfor åbenbarede Frelseren ifølge vers 19, hvordan han modtog Faderens fylde?

Hjælp eleverne til at forstå, at Frelseren åbenbarede, hvordan han modtog en fylde, så vi kan »forstå og vide«, hvem han og vor himmelske Fader er, og vide, hvordan vi skal tilbede Faderen og modtage af hans fylde. Skriv følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum på tavlen: (Udtalelsen stammer fra The Promised Messiah: The First Coming of Christ, 1978, s. 568).

»Fuldkommen tilbedelse er efterlignelse. Vi ærer dem, vi efterligner« (ældste Bruce R. McConkie).

  • Hvad tror I, det vil sige at tilbede?

  • Hvordan skal vi tilbede vor himmelske Fader? (Eleverne bør udtrykke følgende princip: Vi skal tilbede vor himmelske Fader ved at følge Jesu Kristi eksempel).

  • Hvordan ligner Frelserens udvikling fra nåde til nåde den læringsproces og udvikling, som vi kan opleve?

  • Hvilket løfte gives der i Lære og Pagter 93:20 til dem, der følger Jesu Kristi eksempel og holder hans befalinger? (De bør komme frem til følgende princip: Hvis vi holder befalingerne, kan vi modtage en fylde af Faderen, ligesom Jesus Kristus har).

Fremvis billedet af Frelseren, som du viste i begyndelsen af klassen.

  • Hvorfor er det vigtigt at have et vidnesbyrd om Jesu Kristi eksempel, lærdomme og forsoning?

  • Hvad kan I gøre for at gå »fra nåde til nåde« (L&P 93:13) og blive mere ligesom ham?

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Lorenzo Snow, og bed klassen om at tænke over, hvad de vil gøre for at blive mere som Frelseren.

Billede
Præsident Lorenzo Snow

»Forvent ikke at blive fuldkommen lige med ét. Hvis I gør, vil I blive skuffede. Vær lidt bedre i dag, end I var i går, og vær bedre i morgen, end I er i dag. Og lad ikke de fristelser, som måske overmander os i dag, overmande os i morgen. Fortsæt således med at være lidt bedre dag for dag, og lad ikke jeres liv glide bort uden at gøre godt mod andre såvel som jer selv« (Kirkens præsidenters lærdomme: Lorenzo Snow, 2012, s. 102).

Bed eleverne om at skrive i deres skriftstudiebog, hvad de konkret vil gøre for at udvikle sig og blive bedre ved at følge Frelserens eksempel.

Kommentar og baggrundsinformation

L&P 93:5. Jesus Kristus gav Faderens gerninger til kende

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte, at et vigtigt formål ved Jesu Kristi jordiske tjenestegerning var, at vi bedre kan lære vor Fader i himlen at kende:

Billede
Ældste Jeffrey R. Holland

»I alt det, Jesus kom for at sige og gøre, deriblandt og især i sin lidelse og sit sonoffer, viste han os, hvem og hvad Gud vor Evige Fader er, hvor fuldstændig hengiven han er over for sine børn i enhver tidsalder og ethvert land. I ord og gerning forsøgte Jesus at åbenbare sin Faders, vor himmelske Faders, sande natur, og gøre det personligt for os.

Han gjorde det i det mindste delvist, fordi vi dengang og nu alle har brug for at kende Gud mere fuldstændigt for at kunne elske ham højere og adlyde ham i højere grad …

At give de sultne mad, helbrede de syge, fordømme hykleri, bede om tro – det var Kristus, der viste os Faderens vej, han som er ›barmhjertig og gavmild, er langsom til vrede, er langmodig og fuld af godhed‹ (Lectures on Faith, 1985, s. 42)« (»Guds storhed«, Liahona, nov. 2003, s. 70, 72).

Lære og Pagter 93:12-16. Herren ønsker, at vi modtager af hans fylde

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, hvordan vi kan blive det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi bliver og modtage af hans fylde:

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

»Jesu Kristi evangelium er en plan, der viser os, hvordan vi bliver det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal blive.

En lignelse illustrerer denne forståelse. En velhavende far vidste, at hvis han overlod sin rigdom til et barn, der endnu ikke havde udviklet den fornødne visdom og statur, ville arven sandsynligvis gå tabt. Faderen sagde til sit barn:

›Alt, hvad jeg har, ønsker jeg at give dig – ikke kun min rigdom, men også min stilling og status blandt mennesker. Det, som jeg har, kan jeg let give dig, men det, som jeg er, må du selv opnå. Du skal gøre dig fortjent til din arv ved at lære, hvad jeg har lært, og ved at leve, sådan som jeg har levet. Jeg giver dig de love og principper, som har givet mig min visdom og status. Følg mit eksempel, tilegn dig det, som jeg har tilegnet mig, så bliver du, som jeg er, og alt det, som jeg har, bliver dit.‹

Denne lignelse svarer til himlens fremgangsmåde. Jesu Kristi evangelium lover os det evige livs uforlignelige arv, Faderens fylde, og åbenbarer de love og principper, hvorved vi kan opnå det« (»En udfordring til at blive«, Liahona, jan 2001, s. 40).

Lære og Pagter 93:13-14. Jesus Kristus »modtog [ikke] fylden fra begyndelsen«

Selv om Jesus Kristus er en del af Guddommen, så betyder hans velvilje, at han er gået gennem sløret og ind i jordelivet, er blevet en af os og var til at begynde med ikke klar over sin guddommelige identitet som Gud Faderens enbårne Søn. Præsident Lorenzo Snow har forklaret: »Da Jesus lå i krybben som et hjælpeløst spædbarn, vidste han ikke, at han var Guds Søn, og at han fordum havde skabt jorden. Da Herodes udstedte sit dekret, vidste Jesus intet om det; han havde ikke magt til at kunne redde sig selv; og Josef og Maria var nødt til at flygte med ham til Egypten for at undslippe følgerne af det dekret … Han voksede op og blev en mand, og i løbet af denne fremgang blev det åbenbaret for ham, hvem han var, og af hvilken hensigt han var i verden. Den herlighed og magt han besad, før han kom til verden, blev gjort kendt for ham« (Kirkens præsidenters lærdomme: Lorenzo Snow, 2012, s. 273).

Lære og Pagter 93:12, 19-20. Han fortsatte fra nåde til nåde og modtog en fylde af Faderens herlighed

Følgende udtalelse fra profeten Joseph Smith tydeliggør et aspekt af at vokse fra nåde til nåde, indtil vi modtager en fylde:

Billede
Profeten Joseph Smith

»Det er ikke visdom, at vi straks får al kundskab forelagt os, men i stedet at vi skal have lidt efter lidt. Så kan vi forstå det« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 265).

Han fortsatte:

Billede
Profeten Joseph Smith

»Når man klatrer op ad en stige, skal man begynde nederst, og gå opad trin for trin, indtil man når toppen. Sådan er det også med evangeliets principper – man skal begynde med det første og fortsætte, indtil man lærer alle ophøjelsens principper. Men det vil vare længe, efter at man er gået gennem sløret, før man har lært dem. De kan ikke alle forstås i denne verden. Det vil være et stort arbejde at lære vores frelse og ophøjelse, selv ud over graven« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 265).