Seminar
Hjemmestudielektion: Zions midtpunkt; Lære og Pagter 57-59 (Del 13)


Hjemmestudielektion

Zions midtpunkt; Lære og Pagter 57-59 (del 13)

Forberedelsesmateriale for hjemmestudielæreren

Sammenfatning af de daglige hjemmestudielektioner

Følgende sammenfatning af begivenheder, læresætninger og principper, som eleverne lærte om, da de studerede »Zions midtpunkt« og Lære og Pagter 57-59 (del 13), er ikke beregnet til at være en del af din lektion. Den lektion, du underviser i, er kun koncentreret om nogle få af disse læresætninger og principper. Følg Helligåndens tilskyndelser, når du overvejer dine elevers behov.

Dag 1 (Zions midtpunkt)

I denne lektion fik eleverne et overblik over begrebet Zion. De fandt ud af, at Zion henviser til et land og til en by og til en gruppe mennesker, der er rene i hjertet. De lærte om byen Zions beliggenhed, og at Zion skal bygges på retfærdighedens principper. Eleverne studerede også de udfordringer, som de hellige oplevede, da de prøvede at grundlægge Zion i Jackson County i Missouri.

Dag 2 (Lære og Pagter 57)

I denne lektion lærte eleverne, at byen Zion skal ligge i Independence i Jackson County i Missouri, og at et tempel vil blive bygget der. Herren gav instruktioner til personer, der var kaldet til at hjælpe med at grundlægge Zion. Da eleverne lærte om disse personer, fandt de frem til, at vi bør bruge vores individuelle styrker for at hjælpe med at opbygge Herrens rige, når han kalder os til at gøre det.

Dag 3 (Lære og Pagter 58)

Da eleverne studerede det råd, som Herren gav til ældsterne, som stod over for den enorme opgave at opbygge Zion, fandt de følgende principper: Vi vil blive velsignet, hvis vi holder Herrens befalinger, vores evige belønning vil være større, hvis vi forbliver trofast i modgang, og hvis vi bruger vores handlefrihed til at fremme retfærdigheden, vil vi blive velsignet. De grundede også over Herrens løfte om, at hvis vi omvender os fra vores synder, så vil han tilgive os og ikke længere huske vores synder.

Dag 4 (Lære og Pagter 59)

Ved at studere Herrens vejledning til de hellige, der var rejst til Missouri, lærte eleverne, at vi skal elske Gud af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke, og at hvis vi holder sabbatsdagen hellig, så vil det hjælpe os til at modstå fristelse og overvinde synd. De lærte også, at vi fornærmer Gud, når vi ikke udtrykker vores taknemlighed til ham og holder hans befalinger. De fandt også frem til de velsignelser, som de kan modtage, hvis de holder Herrens befalinger.

Indledning

Denne lektion kan hjælpe eleverne til en bedre forståelse af omvendelsens principper. Når de lærer disse principper, kan de tænke over, hvad de skal gøre for at omvende sig, og hvordan Herrens løfte om tilgivelse kan velsigne dem. En del af dette materiale blev allerede behandlet i de daglige lektioner, men denne lektion giver mulighed for, at du kan hjælpe dem til en bedre forståelse af principperne om omvendelse, og hvordan de kan anvende dem i deres liv.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 58:34-43

Herren giver instruktioner om Zion og underviser i principper om omvendelse

Skriv følgende spørgsmål på tavlen før undervisningen: Hvad vil det sige at omvende sig? Hvordan kan jeg vide, om jeg virkelig har omvendt mig? Spørg i begyndelsen af klassen eleverne om, hvordan de vil besvare spørgsmålene.

Skriv følgende navne på tavlen: Martin Harris, William W. Phelps og Ziba Peterson.

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 58:38-41, 60 højt. Lad klassen følge med og se efter det råd, som Herren gav de disse mænd, da de forberedte sig til at opbygge Zion. Når eleverne har besvaret spørgsmålene, så skriv deres svar under det rigtige navn på tavlen.

  • Hvilken synd sagde Herren, at Martin Harris var skyldig i? Hvad sagde Herren, at han skulle gøre?

  • Hvilken synd sagde Herren, at William W. Phelps var skyldig i? Hvad bad Herren ham om at gøre? (Du skal muligvis forklare, at vendingen »forsøger at overgå andre« (vers 41) ikke betyder at gøre sit bedste eller forsøge at blive bedre. Det henviser snarere til et uretfærdigt, stolt ønske om at fremstå bedre eller vigtigere end andre folk).

  • Hvad forsøgte Ziba Peterson at gøre med sine synder?

Påpeg, at disse mænds synder var ved at afholde dem fra at hjælpe med at opbygge Zion.

  • Hvordan kan vores synder begrænse vores evne til at tjene Herren?

Bed en om at læse Lære og Pagter 58:42 højt. Lad resten af klassen følge med og se efter, hvad Herren sagde om omvendelse.

  • Hvad lover Herren os ifølge dette vers, hvis vi omvender os fra vores synder? (De bør komme frem til følgende princip: Hvis vi omvender os fra vores synder, så vil Herren tilgive os og ikke længere huske vores synder. Skriv dette princip på tavlen. Du kan eventuelt foreslå, at de markerer de ord i vers 42, der underviser om denne sandhed).

  • Hvilke af vores synder gælder dette løfte? (Dem allesammen).

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum højt. Få klassen til at følge med og finde ord eller udtryk, der belærer om det princip, der står på tavlen.

Billede
Præsident Boyd K. Packer

»Uanset hvad vores overtrædelser har været, og uanset hvor meget vores handlinger kan have såret andre, så kan den skyld viskes bort. For mig er det smukkeste sted i skriften måske der, hvor Herren siger: ›Se, den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem‹ (L&P 58:42).

Det er Jesu Kristi evangeliums og forsoningens løfte« (»Forsoningen«, Liahona, nov. 2012, s. 77).

  • Hvordan har kundskaben om, at I kan blive tilgivet for alle jeres synder, velsignet jer?

Forklar, at nogle mennesker fejlagtigt tror, at hvis de stadig kan huske deres synder, så har de ikke omvendt sig helt. Forsikr dem om, at mindet om deres synder kan hjælpe dem med at undgå at begå de samme fejltagelser.

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Harold B. Lee. Få klassen til at lytte efter, hvad han forklarede om den fred i sindet, der kommer gennem omvendelse.

Billede
Præsident Harold B. Lee

»Hvis det skulle ske, at I har gjort alt for at omvende jer fra jeres synder, uanset hvem I er, eller hvor I er, og virkelig har gjort den skete skade god igen, så vidt det står i jeres magt; og I har tilstået jeres brøde for Kirkens rette embedsmænd, hvis det er en synd, der kræver dette, så vil I ønske et svar fra Herren på, om han har tilgivet jer eller ikke. Hvis I da i jeres selvransagelse søger at finde fred med jeres samvittighed og også finder den, så kan I herigennem vide, at Herren har accepteret jeres omvendelse« (se »Stå på hellig grund«, Den danske Stjerne, mar. 1974, s. 125-126).

Påpeg, at det løfte, der står på tavlen, er betinget. Vi kan kun modtage Herrens tilgivelse, hvis vi gør alt, hvad vi kan, for at omvende os fuldstændigt fra vores synder.

Bed en elev om at læse følgende udtalelse fra hæftet Til styrke for de unge højt. Lad klassen lytte efter, hvad de kan lære om, hvad det vil sige at omvende sig.

»Omvendelse er mere end blot at erkende sine fejltagelser. Det betyder ændring af sind og hjerte. Det omfatter at vende sig bort fra synd og at vende sig til Gud for tilgivelse. Omvendelse motiveres ved kærlighed til Gud og et oprigtigt ønske om at adlyde hans befalinger« (Til styrke for de unge, 2011, s. 28).

Bed en om at læse Lære og Pagter 58:43 højt. Lad klassen følge med og se efter to ting, som vi skal gøre for at omvende os helt fra vores synder.

  • Hvilke to ting skal vi ifølge dette vers gøre for at omvende os helt fra vores synder? (Skriv følgende læresætning på tavlen: For at omvende os må vi bekende og aflægge vores synder).

  • Hvordan hjælper denne læresætning os med at besvare spørgsmålet: »Hvordan ved jeg, om jeg har omvendt mig fuldstændig?« (Hjælp eleverne til at forstå, at det er afgørende for en fuldstændig omvendelse, at man har bekendt og aflagt sine synder).

  • Hvad vil det sige at bekende vores synder?

Hjælp klassen til bedre at forstå, hvad det vil sige at bekende vores synder, ved at bede en elev om at læse følgende udtalelse af ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum højt:

Billede
Ældste D. Todd Christofferson

»Bekendelse og aflæggelse er stærke begreber. De er meget mere end et tilfældigt: ›Jeg indrømmer det, det er jeg ked af.‹ Bekendelse er en dyb, sommetider smertende anerkendelse af fejl og fornærmelse af Gud og mennesker« (»Omvendelsens guddommelige gave«, Liahona, nov. 2011, s. 40).

  • Hvordan hjælper bekendelse af vores synder os med at vende os bort fra synden og vende os til Gud for at få tilgivelse?

Eleverne kan måske i denne drøftelse være usikre på, hvilke synder der skal bekendes og for hvem. Forklar, at vi skal bekende alle vores synder for vor himmelske Fader. Alvorlige synder, såsom seksuelle overtrædelser (herunder brug af pornografi), skal også bekendes for biskoppen eller grenspræsidenten.

Henvis til den sidste læresætning, du skrev på tavlen.

  • Hvad vil det sige at aflægge vores synder? (At vende os fuldstændigt væk fra vores synder og holde op med at gøre dem).

Bær vidnesbyrd om Frelserens forsoning og principperne om omvendelse og tilgivelse, som I har drøftet. Lad dem overveje, om der er synder, som de skal omvende sig fra, og tilskynd dem til at omvende sig ved at handle ifølge de sandheder, de har lært.

Mind dem om, at Lære og Pagter 58:42-43 er et mesterskriftsted. Få dem til at fortælle, hvordan det går med at lære det udenad.

Næste del (Lære og Pagter 60-64)

Forbered eleverne til deres studium af Lære og Pagter 60-64 ved at bede dem om at overveje følgende: Hvis en person ikke vil tilgive en anden for noget, som vedkommende har gjort forkert, hvem er så skyldig i den største synd? Lad dem overveje, hvordan de reagerer, når de bliver såret af en anden persons handlinger eller ord. Hvem skal vi i selv de mest ekstreme tilfælde tilgive? Forklar, at de i den næste del vil lære, hvad Herren underviste vedrørende dette emne, og hvordan de skal reagere på andres overtrædelse.