Seminar
Lektion 119: Lære og Pagter 111


Lektion 119

Lære og Pagter 111

Indledning

I 1836 havde Kirken stor gæld. Profeten Joseph Smith og andre kirkeledere rejste til Salem i Massachusetts, hvor de håbede, at de kunne få penge til at betale Kirkens gæld. Den 6. august 1836 modtog profeten Joseph Smith den åbenbaring, som findes i Lære og Pagter 111, hvori Herren beroligede ham angående hans bekymringer om gælden og Zions velfærd. Herren gav også profeten instruktioner i forbindelse med Kirkens lederes ophold i Salem.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 111

Herren beroliger og giver instruktioner til Joseph Smith og andre kirkeledere

Indled klassen ved at bede eleverne om at svare på følgende spørgsmål i deres skriftstudiebog:

  • Hvilke ting er med til at give jer stress eller bekymringer?

Bed eventuelt nogle elever om at dele deres tanker med klassen. (Mind eleverne om, at visse tanker og oplevelser er for personlige at dele).

Forklar, at Joseph Smith og andre kirkeledere i sommeren 1836 var bekymret over Kirkens økonomi. I de foregående år havde Kirken pådraget sig stor gæld, idet Kirkens ledere havde adlydt Herrens befaling om at bygge templet i Kirtland, opkøbe jordlodder i Ohio og Missouri og støtte Zions hær. Kirken havde også brug for midler til at købe jord til de hellige i Missouri, som var blevet tvunget fra deres hjem. I 1834 havde Herren instrueret Joseph Smith og andre kirkeledere om at betale »al [deres] gæld« (L&P 104:78). Men deres indsats for at betale gælden var blevet hindret på grund af tabet af de indkomstgivende forretninger i Missouri. Dermed havde Kirkens ledere ikke tilstrækkelige midler til at imødekomme Kirkens kreditorers krav.

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 104:80 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren havde lovet at gøre for at hjælpe Kirkens ledere med deres gældsproblemer. Bed eleverne om at fortælle, hvad de har fundet ud af.

Forklar, at et medlem ved navn William Burgess i 1836 ankom til Kirtland i Ohio og fortalte Kirkens ledere om en stor sum penge, der var tilgængelig i Salem i Massachusetts. Han sagde, at pengene var placeret i en kælder i et hus, og at han var den eneste levende person, der kendte til pengenes placering.

Fortæl eleverne, at Joseph Smith, Sidney Rigdon, Oliver Cowdery og Hyrum Smith forlod Kirtland den 25. juli 1836 for at mødes med Kirkens kreditorer i New York. Efter nogle få dage i New York rejste gruppen til Salem. Bror Burgess mødte dem der, men han erklærede, at byen havde ændret sig så meget, siden han sidst havde været der, så han var ikke i stand til at finde huset, der indeholdt pengene. Bror Burgess rejste kort tid derefter væk.

Billede
kort, Det nordøstlige USA
  • Hvordan tror I, at I ville have følt det efter at have været rejst til Salem i håb om at finde midler til at betale Kirkens gæld og ikke finde det, som I forventede? Hvad ville I have gjort?

Forklar, at Kirkens ledere brugte noget tid på at søge efter huset, der angiveligt indeholdt pengene. Den 6. august 1836, mens de stadig var i Salem, modtog Joseph Smith den åbenbaring, som findes i Lære og Pagter 111.

Bed en om at læse Lære og Pagter 111:1 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren følte om disse mænds rejse til Salem. Bed dem om at fortælle, hvad de har fundet ud af.

  • Hvad ved rejsen til Salem kan anses for at være tåbelig?

Fortæl eleverne, at selvom deres søgen efter penge i Salem var forgæves, angav Herren, at denne rejse stadig kunne blive til gavn for hans rige. Bed en om at læse Lære og Pagter 111:2 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren sagde, han havde i byen Salem.

  • Hvad sagde Herren, at han havde i Salem? (Store skatte og mange mennesker).

  • Hvornår sagde Herren, at han ville indsamle de folk, han havde i Salem? (Når tiden er inde).

Fortæl eleverne, at Joseph Smith og de, der var sammen med ham, brugte nogle uger i Salem, og de forkyndte evangeliet, mens de var der. Fem år senere blev Erastus Snow kaldet på mission til Salem, hvor han organiserede en gren med 120 medlemmer (se Kirkens historie i tidernes fylde, 2. udg., CES-hæfte, 2002, s. 172).

  • Hvad kan vi lære af Joseph Smiths oplevelse i Salem og af Herrens belæringer i Lære og Pagter 111:1-2? (Eleverne kan komme med forskellige gode svar. Skriv som en del af denne drøftelse følgende sandhed på tavlen: Herren kan frembringe godt fra vores oprigtige indsats).

  • Hvordan kan Herren vende vores indsats til noget godt, selv når de oprindeligt blev vildledt? (Et muligt svar er, at han kan hjælpe os til at lære af vores oplevelser).

  • Hvordan påvirker det jer at vide, at Herren kan vende jeres oprigtige indsats til noget godt?

Forklar, at Herren gav Joseph Smith og hans kammerater instruktioner for at hjælpe dem til at gøre godt, mens de var i Salem. Bed en om at læse Lære og Pagter 111:5-8 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren ønskede, at Joseph Smith og hans ledsagere skulle gøre.

  • Hvordan trøstede Herren Joseph Smith og hans ledsagere med hensyn til Kirkens gæld og Zions status?

  • Hvordan kunne Joseph Smith og de andre kirkeledere ifølge vers 8 vide, hvor de skulle opholde sig resten af deres tid i Salem?

  • Hvilken sandhed kan vi lære af Herrens vejledning i vers 8? (Når eleverne har svaret, så skriv følgende princip på tavlen: Vi kan modtage Herrens vejledning gennem hans Ånds fred og kraft).

  • Hvordan kan dette princip hjælpe jer til at imødegå bekymringer og udfordringer?

Bed dem om at læse Lære og Pagter 111:9-10 for sig selv og se efter yderligere opgaver, som Herren instruerede Joseph Smith og hans kammerater om at udføre mens de var i Salem. Bed eleverne om at fortælle, hvad de har lært.

Fortæl dem, at Joseph Smith og de andre mænd fulgte Herrens råd om at »forhør[e sig] flittigt angående [byens] fordums indbyggere og grundlæggere« (L&P 111:9). De besøgte historiske steder, mens de var i Salem. Af disse besøg lærte de, at nogle beboere i Salem i Massachusetts og de omkringliggende områder i New England var blevet forfulgt og dræbt som følge af religiøs intolerance og skinhellighed (se History of the Church, 2:464-465). Disse begivenheder førte til, at Joseph Smith i sin historie skrev: »Hvornår vil mænd holde op med at bekrige mænd og fravriste [eller fratage] ham hans ret til at tilbede sin Gud i overensstemmelse med sin egen samvittighed?« (i History of the Church, 2:465). Senere bekræftede profeten vigtigheden af at tillade alle mennesker retten til religiøs frihed og udøvelse (se TA 1:11). Selvom Joseph Smith og hans ledsagere ikke fik fat i pengene, som de troede, de ville finde i Salem, fik de andre skatte fra denne rejse, herunder skatte af kundskab.

Bed en om at læse Lære og Pagter 111:11 højt. Lad klassen følge med og se efter Herrens råd i denne åbenbaring.

  • Hvordan vil I omformulere Herrens råd i vers 11? (Selvom de kan bruge andre ord, så sørg for, at de forstår følgende princip: Hvis vi er vise og undgår synd, vil Herren ordne alt til vores gavn. Du skal måske forklare, at selv når retfærdige mennesker har prøvelser, kan Herren »ordne alt til gavn for [dem]«).

  • Hvilke vise valg kan vi træffe? (Eleverne kan komme med forskellige svar, herunder at stræbe efter at adlyde befalingerne).

  • Hvad tror I, det betyder, at Herren »vil ordne alt til gavn for [os]«?

  • Hvornår har I set et eksempel på dette princip?

Bed eleverne om at gennemgå deres nedskrevne svar på det spørgsmål, du stillede i begyndelsen af lektionen. Lad dem overveje, hvad de har lært af deres studium af Lære og Pagter 111, som kan hjælpe dem med de udfordringer, de har. Bed dem om at nedskrive deres tanker i deres skriftstudiebog.

Afslut ved at bære dit vidnesbyrd om de principper, I har talt om. Tilskynd dem til at efterleve disse principper.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 111:9. »Det sted kan I leje«

Efter Joseph Smith og hans kammerater ankom til Salem i Massachusetts, lejede de et hus. Det var ikke det hus, der angiveligt havde penge i kælderen. Det var dette lejede hus, Herren henviste til, da han sagde: »Det sted kan I leje« (L&P 111:9).