Seminar
Lektion 122: Lære og Pagter 113-114


Lektion 122

Lære og Pagter 113-114

Indledning

Efter at være ankommet til Far West i Missouri i marts 1838 modtog profeten Joseph Smith den åbenbaring, der findes i Lære og Pagter 113. I denne åbenbaring besvarede Herren spørgsmål om skriftsteder i Esajas’ Bog. Den 11. april 1838 modtog Joseph Smith den åbenbaring, der findes i Lære og Pagter 114, hvori Herren beder David W. Patten, et medlem af De Tolv Apostles Kvorum, om at forberede sig til at tage på mission.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 113

Herren besvarer spørgsmål om skriftsteder i Esajas’ Bog

Indled klassen med at stille eleverne følgende spørgsmål:

  • Har I nogle gange svært ved at forstå det, som I læser i skrifterne?

Påpeg, at nogle profetier i skrifterne indeholder symboler, der er svære at forstå. Forklar, at nogle brødre i Far West i Missouri bad Joseph Smith om at afklare nogle skriftsteder i kapitel 11 og 52 i Esajas’ Bog. Herrens svar på disse spørgsmål står i Lære og Pagter 113. Du kan eventuelt forklare, at da Moroni første gang besøgte Joseph Smith, citerede han profetien fra Esajas 11. Moroni fortalte Joseph Smith, at denne profeti snart skulle gå i opfyldelse (se JS-H 1:40).

Bed en elev om at læse Esajas 11:1 højt. Lad resten af klassen følge med og se efter fire genstande, der er nævnt i dette vers.

  • Hvilke genstande fandt I? (Eleverne bør nævne en kvist, stub, skud og rod. Påpeg, at Lære og Pagter 113 indeholder en forklaring på kvisten, stubben og roden).

Billede
Stub

Forklar, at ordet stub i Esajas 11:1 er oversat fra et hebraisk ord, der henviser til et træs stamme eller en træstub, altså enten et træ, der er blevet savet ned, eller et træ, der er blevet plantet. Bed en elev om at tegne en stub på tavlen og skrive Stub ud for billedet. Bed derpå eleven om at tilføje nogle rødder og skrive Rod ud for dem.

  • Hvad skyder der ifølge Esajas 11:1 fra stubben? (En kvist – med andre ord ny vækst).

Bed eleven om at tegne den nye kvist, der skyder fra stubben, og skrive Kvist ud for den.

Forklar, at disse genstande er symboler. Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 113:1-6 for sig selv og se efter betydningen af symbolerne.

  • Hvad symboliserer Isajs stub ifølge vers 1-2?

Bed en elev om at skrive Jesus Kristus på tavlen ved siden af ordet Stub.

Forklar, at ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum kom med en fortolkning af roden og kvisten, nemlig at de begge symboliserer Joseph Smith. Bed en elev om at læse følgende udtalelse højt:

Billede
Ældste Bruce R. McConkie

»Tager vi fejl, når vi siger, at den profet, der nævnes her, er Joseph Smith, til hvem præstedømmet kom, som modtog rigets nøgler, og som rejste et banner for indsamlingen af Herrens folk i vores uddeling? Og er han ikke også den ›tjener i Kristi hænder, som er efterkommer af Isaj såvel som af Efraim, eller af Josefs hus, og på hvem der er lagt stor magt‹? (L&P 113:4-6). De, hvis ører er indstillet på at lytte til det uendeliges hvisken, vil kende betydningen af disse ting« (The Millennial Messiah: The Second Coming of the Son of Man, 1982, s. 339-340).

Bed en elev om at skrive Joseph Smith på tavlen ved siden af ordene Rod og Kvist.

  • Hvad har Joseph Smith blandt andet gjort som en »tjener i Kristi hænder« (L&P 113:4)?

  • Hvilket formål har rigets nøgler i Lære og Pagter 113:6, som var de nøgler Joseph Smith fik? (Skriv, mens eleverne drøfter dette spørgsmål, følgende sandhed på tavlen: Joseph Smith modtog rigets nøgler til Israels indsamling i de sidste dage. Du kan eventuelt bede eleverne om at læse Lære og Pagter 110:11).

Forklar, at efter Herren havde åbenbaret svarene på spørgsmålene til Esajas 11, stillede Elias Higbee spørgsmål til Esajas 52. Bed halvdelen af eleverne om at læse Lære og Pagter 113:7-8 for sig selv. Lad den anden halvdel læse Lære og Pagter 113:9-10 for sig selv. Bed begge grupper om at se efter Herrens ønsker for Zions folk.

  • Hvad skal vi ifølge vers 7-8 »iføre« os? Hvad er ifølge vers 8 Zions styrke? (Eleverne bør udtrykke følgende sandhed: Præstedømmets myndighed er Zions styrke).

  • Hvad er ifølge vers 10 betydningen af vendingen »hendes halslænker«, som nævnes i vers 9?

  • Hvordan kan præstedømmets myndighed hjælpe os til at »iføre [os vores] styrke«?

  • Hvad kan vi gøre for at udfri os selv fra »halslænker«? Hvordan kan vi hjælpe andre til at gøre disse ting?

Lære og Pagter 114

Herren befaler David W. Patten til at forberede sig til at tage på mission

Forklar, at Herren blandt andet valgte David W. Patten til at hjælpe Zion med at »iføre sig sin styrke«. Bed en elev om at læse følgende beskrivelse højt:

David W. Patten tilsluttede sig Kirken den 15. juni 1832. Han blev ordineret som apostel i 1835. Han var frygtløs i sit forsvar af troen og af profeten Joseph Smith. David W. Patten blev kendt som »Kaptajn Frygt Ikke«, da han forsvarede de hellige mod pøblen i Missouri (se Lycurgus A. Wilson, Life of David W. Patten: the First Apostolic Martyr, 1900, s. 5, 32, 52, 62).

Forklar, at ældste Patten bad Joseph Smith om at bede om en åbenbaring på hans vegne. Bed en elev om at læse Lære og Pagter 114:1 højt. Lad klassen se efter, hvad Herren ønskede, at ældste Patten gjorde.

  • Hvad ønskede Herren, at ældste Patten skulle gøre?

  • Hvor mange blev ifølge vers 1 kaldet af Herren til at udføre denne mission? (Tolv. Dette vers omtaler De Tolv Apostles Kvorum og deres forestående mission til England).

  • Hvornår skulle ældste David Patten tage af sted på sin mission? Se afsnitsindledningen, og bemærk, hvilken dato denne åbenbaring blev givet. Hvor lang tid havde David, før han skulle rejse af sted? (Omkring et år).

Fortæl eleverne, at der skete en tragedie seks måneder efter, at åbenbaringen til David Patten blev givet. Lad en elev læse følgende beretning om slaget ved Crooked River:

I efteråret 1838 tog fjendtlighederne og forfølgelsen igen til mod de hellige i Missouri. Den 24. oktober kidnappede en pøbel tre hellige og havde tilsyneladende planlagt at slå dem ihjel samme nat. Da en lokal dommer, Elias Higbee, som var medlem af Kirken, hørte det, beordrede han oberstløjtnant George M. Hinkle fra statsmilitsen, som også var medlem af Kirken, til at samle en gruppe mænd, der skulle sprede pøblen og redde de tilfangetagne. 75 mænd samledes ved midnat med David W. Patten som deres kaptajn. Ældste Patten håbede at overraske pøblen og redde de tilfangetagne uden at udgyde blod, men da mændene nærmede sig Crooked River, affyrede en fra pøblen, som lå skjult, et enkelt skud. Patrick O’Banion, der var medlem af de helliges milits, faldt om. Kaptajn Patten, der havde ført 15 mænd væk fra resten af gruppen, hørte skuddet og ledte et angreb mod området. En hurtig kamp opstod, og adskillige mænd blev såret. Gideon Carter døde med det samme, og Patrick O’Banion døde den nat. Ældste Patten var også blandt de sårede.

Ældste Patten døde adskillige timer efter kampen. Hans tro på det gengivne evangelium var af en sådan karakter, at han engang overfor profeten Joseph Smith havde udtrykt et ønske om at lide døden som martyr. »Profeten, der var meget berørt, havde udtrykt stor sorg, fordi,« som han sagde til David, »når en mand med din tro beder Herren om noget, så får han almindeligvis sit ønske opfyldt« (se Kirkens historie i tidernes fylde, CES-hæfte, 2002, s. 202; citat af Joseph Smith i Life of David W. Patten, s. 53). Lige inden ældste Pattens begravelse i Far West pegede Joseph Smith på ældste Pattens legeme og sagde: »Der ligger en mand, der har gjort det, som han sagde, at han ville; han har nedlagt sit liv for sine venner« (i History of the Church, 3:175).

Påpeg, at da ældste Patten døde, var han i gang med trofast at forberede sig til at tage på mission. Bed eleverne om at dele sig op parvis og drøfte følgende spørgsmål:

  • Hvordan tror I, at Herrens befaling om at forberede sig til en mission påvirkede ældste Patten? Hvordan kan denne befaling have været en velsignelse for ældste Patten, på trods af at han aldrig udførte den mission, som han regnede med at udføre?

  • Hvilke principper kan vi lære af det? (Eleverne kan måske komme med forskellig indsigt og sandheder, herunder følgende princip: Hvis vi følger Herrens vejledning, vil vi være forberedt til, hvad end han har planlagt for os).

  • Kan I nævne situationer, hvor I har fulgt Herrens råd og indset, at det havde forberedt jer til noget, som I ikke havde forventet?

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 114:2 højt. Lad klassen se efter, hvad Herren sagde, der vil ske, når folk ikke udfører deres kaldelser. (Du kan eventuelt forklare, at udtrykket tilsynsgerning hentyder til en persons ansvarsområder. Se Sl 109:8; ApG1:20).

  • Hvad lærer vi af vers 2 om, hvad der sker, hvis vi ikke er trofaste i vores kaldelser? (Andre personer vil blive kaldet til at udføre vores forpligtelser).

Forklar, at da ældste David W. Patten lå på sit dødsleje, talte han om nogle af de andre hellige, herunder medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum, som ikke havde været trofaste. Han udbrød: »Åh, hvis de bare var i min situation! For jeg føler, at jeg har holdt fast i troen. Jeg har fuldført løbet, og derfor venter der mig en krone, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig.« Til sin hustru sagde han: »Hvad du end gør, åh, så fornægt ikke troen« (citeret af Heber C. Kimball, i Life of David W. Patten, s. 69).

Hjælp eleverne til at føle vigtigheden af nu at træffe beslutningen om at være trofaste ved at bede dem om at skrive i deres skriftstudiebog, hvad de vil gøre for at følge Herrens råd og opfylde de forventninger, han har til dem.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 113:1-6. Tydning af skriftens symboler

Skriftens symboler kan have flere betydninger. Den inspirerede oversættelse af Esajas 11:1, 10, som findes i Lære og Pagter 113:1-6, illustrerer den sidste dages opfyldelse af denne profeti (se JS-H 1:40). Esajas 11:1, 10 kan dog også forstås på følgende måde: Isajs stub og roden kan repræsentere Davids hus, og kvisten og skuddet kan henvise til Jesus Kristus.

Lære og Pagter 114:2. »Blandt jer findes sådanne, som fornægter mit navn«

I den åbenbaring, der findes i Lære og Pagter 114, taler Herren om de sidste dages hellige, der vil fornægte hans navn. En af disse var Oliver Cowdery, der talte imod Kirken og blev udelukket i 1838 i Far West i Missouri. Fordi Oliver Cowdery havde været en apostel, så betød hans frafald, at han havde forladt denne høje og hellige kaldelse og ikke længere var et særligt vidne om Kristi navn. Præsident Wilford Woodruff talte senere om Oliver Cowdery som et eksempel på en, der havde mistet sin standhaftighed i troen:

Billede
Præsident Wilford Woodruff

»Hvis Kirkens præsident eller nogen af hans rådgivere eller apostlene eller nogen anden i sit hjerte føler, at Gud ikke kan undvære ham, og at han er særlig afgørende for, at Herrens værk kan udføres, befinder han sig på gyngende grund. Jeg har hørt Joseph Smith fortælle, at Oliver Cowdery, som var denne kirkes anden apostel, engang sagde til ham: ›Hvis jeg forlader denne kirke, falder den.‹

Joseph sagde, ›Oliver, prøv du bare.‹ Oliver prøvede det. Han faldt, men det gjorde Guds rige ikke. Jeg har kendt andre apostle på min tid, som har følt, at Herren ikke kunne undvære dem, men Herren fik sit værk til at gå frem uden dem.

Jeg har engang set Oliver Cowdery, hvor det syntes som om, at jorden skælvede under hans fødder. Jeg har aldrig hørt et menneske bære et stærkere vidnesbyrd, end han gjorde, når han var under Åndens indflydelse. Men i samme øjeblik han forlod Guds rige, forsvandt hans kraft … Hans styrke blev taget fra ham, ligesom Samsons i Dalilas favn. Han mistede den kraft og det vidnesbyrd, som han havde haft, og han genvandt det aldrig helt i kødet, skønt han døde [som medlem af] Kirken« (Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff, 2005, s. 100-101).