Bibliotek
Lektion 84: Apostlenes Gerninger 3


Lektion 84

Apostlenes Gerninger 3

Indledning

Ved templets port helbredte Peter, som var sammen med Johannes, en mand, der var født lam. Peter underviste derefter de folk, der havde været vidne til helbredelsen af denne mand. Han bar vidnesbyrd om Jesus Kristus, opfordrede dem til at omvende sig og profeterede om gengivelsen af evangeliet i de sidste dage.

Forslag til undervisningen

Apostlenes Gerninger 3:1-11

Peter og Johannes helbreder en mand, der var født lam

Bed eleverne om at tænke på et tidspunkt, hvor de bad om noget specifikt (måske til en fødselsdag eller til jul), men de fik noget andet i stedet. Få nogle af dem til at fortælle om deres oplevelse og forklare, hvordan de havde det, da de ikke fik det, de ønskede.

  • Hvordan kan vi sammenligne disse oplevelser med at søge velsignelser af vor himmelske Fader gennem bøn? (Nogle gange besvarer vor himmelske Fader ikke vore bønner på den måde, som vi forventer, eller giver os de velsignelser, vi beder om).

Lad eleverne tænke over nogle oplevelser, hvor de ikke modtog det svar eller den velsignelser fra vor himmelske Fader, som de forventede.

Bed klassen om at se efter et princip, når de studerer Apostlenes Gerninger 3, der vil hjælpe dem, når de ikke modtager de svar eller velsignelser, de forventer af Herren.

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 3:1-3 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvem Peter og Johannes mødte ved tempelporten.

  • Hvem mødte Peter og Johannes ved tempelporten?

  • Hvad betyder det, at denne mand »bad … dem om en almisse«? (v. 3). (Du kan eventuelt forklare, at almisse er ting, som folk giver til de fattige).

Gør opmærksom på, at vi lærer af Apostlenes Gerninger 4:22, at den lamme mand var mere end 40 år gammel.

  • Tænk over, at denne mand ikke havde været i stand til at gå i 40 år, så hvilken tilstand har hans ben så ikke været i?

Bed klassen om at tænke over, hvordan det ville have været at være den lamme mand.

  • Hvordan ville folk typisk reagere over for en mand i hans situation?

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 3:4-7 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvad Peter gjorde for denne mand.

  • Hvad gjorde Peter for denne mand?

  • Hvad lægger I specielt mærke til ved Peters handlinger og ord?

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 3:8 højt, og lad klassen se efter, hvad manden gjorde, efter at Peter »rejste ham op« (v. 7).

  • Hvad gjorde manden, da Peter »rejste ham op«?

  • Hvordan var den velsignelse, som manden modtog, større end den almisse, som han oprindeligt bad om?

Tilskynd eleverne til at igen at huske på den oplevelse, hvor de modtog et svar eller en velsignelse af vor himmelske Fader, der var anderledes end det svar eller den velsignelse, som de forventede.

  • Hvilken sandhed kan vi lære af Apostlenes Gerninger 3:1-8, som kan hjælpe os, når vi ikke modtager det svar eller den velsignelse, som vi forventer af vor himmelske Fader? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende sandhed: Vor himmelske Fader besvarer måske ikke vore bønner på de måder, som vi forventer, men hans svar er altid til vores allerbedste. Skriv denne sandhed på tavlen, og tilskynd eventuelt eleverne til at skrive det i margenen på deres skrifter ud for v. 6).

  • Hvordan kan vor himmelske Fader besvare vore bønner på en anden måde, end vi ønsker eller forventer? (Han kan for eksempel give os styrke til at udholde en prøvelse i stedet for at fjerne den, eller han kunne give os visdom til at løse et problem i stedet for at løse det for os).

Forklar, at det i den beretning, der står i Apostlenes Gerninger 3:1-8, er tydeligt, at det, som denne mand modtager, er større end det, han har bedt om. Men i andre tilfælde er det måske ikke så tydeligt, at det, som vi modtager, er større end det, som vi beder om.

  • Hvordan kan det hjælpe os til at huske den sandhed, der står på tavlen, når vi modtager et svar på bøn, der er anderledes end det svar, vi forventede?

Bed eleverne om at tænke over oplevelser, hvor Herrens svar på deres bøn var anderledes end det svar, de ønskede, men hvor det viste sig, at det var bedre. Bed nogle elever om at fortælle om deres oplevelser. Du kan også fortælle om en af dine egne oplevelser.

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 3:9-11 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvordan folket reagerede på mandens helbredelse.

  • Hvordan reagerede folket på mandens helbredelse?

Apostlenes Gerninger 3:12-26

Peter bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus og forkynder omvendelse

Bed klassen om at forestille sig, at de var blandt de folk i templet, der var vidne til helbredelsen af den lamme mand. Gør opmærksom på, at disse folk ofte havde set den lamme mand tigge, når de var kommet ind ad tempelportene, men efter han var blevet helbredt, så de ham springe og gå rundt.

  • Hvis I havde været blandt folkene i templet, hvordan tror I så, at jeres syn på Peter og Johannes ville have ændret sig efter at have været vidne til dette mirakel?

Del eleverne op i par. Bed hvert par om at læse Apostlenes Gerninger 3:12-16 højt sammen og se efter, hvordan Peter forklarede helbredelsen af den lamme mand til mængden. Spørg efter noget tid:

  • Tog Peter selv æren for at have helbredt manden?

  • Ved hvilken kraft sagde Peter, at manden var blevet helbredt? (Når eleverne har svaret, kan du skrive følgende sandhed på tavlen: Jesu Kristi tjenere kan udføre mirakler i hans navn gennem tro).

Forklar, at Peter brugte denne lejlighed til at lære folket om Jesus Kristus, der for nylig var blevet dømt til døden af sit eget folk, men som havde overvundet døden gennem sin opstandelse.

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 3:17-21, inklusiv ændringerne i Joseph Smiths oversættelse af vers 17 (»Vel ved jeg brødre, at I gennem uvidenhed har gjort dette ligesom jeres ledere«) og 20 (»Og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus, som I korsfæstede«). Lad klassen følge med og se efter Peters opfordring til folk.

  • Hvad opfordrede Peter folket til at gøre?

Hjælp eleverne til at forstå Peters budskab ved at påpege, at Peter talte til de folk, der havde ønsket eller billiget Jesu Kristi korsfæstelse (se ApG 3:14-15). Bed en elev om at læse følgende udtalelse af profeten Joseph Smith højt:

Billede
Profeten Joseph Smith

»[Peter] sagde ikke til dem: ›Omvend jer og bliv døbt til jeres syndes forladelse‹, men han sagde: »Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud; så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit‹ (ApG 3:19-20) …

De kunne ikke blive døbt til syndernes forladelse, thi de havde udgydt uskyldigt blod« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 409-410).

Gør opmærksom på vendingen »så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede« (v. 20).

  • Hvad tror I denne vending henviser til?

Bed en elev læse følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum højt:

Billede
Ældste Bruce R. McConkie

»Denne angivne tid, denne tid, hvor vi kan ånde frit, vil ske ved Menneskesønnens andet komme, på den tid, når Herren atter sender Kristus til jorden …

Det er den dag, hvor ›jorden skal blive fornyet og få sin paradisiske herlighed‹ (TA 1:10). Det er dagen med en ›ny jord‹, som Esajas så (Es 65:17), den jord, der vil bestå, når ugudeligheden ophører, når tusindårsriget begynder« (i Conference Report, okt. 1967, s. 43).

Billede
Det andet komme

Sæt billedet Det andet komme (Evangelisk kunst, 2009, nr. 66; se også LDS.org) op på tavlen. Skriv Tid, hvor vi kan ånde frit på tavlen ved siden af billedet.

  • Hvordan vil jorden blive et sted, hvor vi kan ånde frit ved Jesu Kristi andet komme? (Den vil blive renset for ugudelighed).

Henled elevernes opmærksom på vendingen »tider … da alt det genoprettes« (v. 21).

  • Hvad tror I, at »tider … da alt det genoprettes« henviser til? (Du kan eventuelt forklare eleverne, at dette henviser til gengivelsen af evangeliet i de sidste dage. Jesus Kristus vil forblive i himlen under den kommende periode med frafald, men han vil vende tilbage til jorden for at gengive eller genoprette alle ting, der har med evangeliet at gøre. Du kan også gøre opmærksom på, at Peter brugte vendingen »tider … da alt det genoprettes« til at beskrive tilfælde, hvor Jesus Kristus besøger jorden før sit andet komme).

  • Hvornår har Jesus Kristus besøgt jorden som en del af gengivelsen af evangeliet i de sidste dage? (Eleverne nævner måske Frelserens tilsynekomst i Joseph Smiths første syn (se JS-H 1:17) og i templet i Kirtland (se L&P 110:2-5)).

Billede
Det første syn

Sæt billedet Det første syn (Evangelisk kunst, 2009, nr. 90; se også LDS.org) op på tavlen. Skriv Tider, da alt det genoprettes på tavlen ved siden af billedet.

  • Hvem har ifølge vers 21 ud over Peter også talt om gengivelsen af evangeliet i de sidste dage? (Eleverne bør ved at bruge deres egne ord finde frem til følgende læresætning: Profeter i alle tider har forudsagt gengivelsen af evangeliet i de sidste dage).

Sammenfat Apostlenes Gerninger 3:22-26 ved at forklare, at Peter vidnede om, at Moses og »alle de andre profeter, som har talt, både Samuel og de følgende« (v. 24) har talt om Jesus Kristus og advaret om konsekvenserne ved at afvise ham (v. 23).

Du kan eventuelt afslutte ved at bære dit vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er kommet til jorden som en del af gengivelsen af evangeliet i de sidste dage, og at han vil vende tilbage ved sit andet komme for at rense jorden for ugudelighed.

Billede
mesterskriftstedsikon
Mesterskriftsted – Apostlenes Gerninger 3:19-21

Hjælp eleverne til at forstå, hvordan de kan bruge Apostlenes Gerninger 3:19-21 til missionering ved at præsentere følgende scenarie: En undersøger spørger: »Hvor i Bibelen står der, at evangeliet vil blive gengivet i de sidste dage?«

Del eleverne op i par. Bed hvert par om at forberede et svar på det spørgsmål ved at bruge Apostlenes Gerninger 3:19-21 og mindst et andet skriftsted fra Bibelen. Du kan opfordre dem til at se under »Gengivelse af evangeliet« i Guide til Skrifterne.

Bed efter et stykke tid en elev om at spille undersøgeren og et af parrene om at være missionærer foran klassen. Bed det par, der spiller missionærer, om at dele det svar, de har forberedt, med den elev, der spiller undersøgeren.

Kommentar og baggrundsinformation

Apostlenes Gerninger 3:6. »Jeg giver dig, hvad jeg har«

Mens ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum tjente som leder for religiøs undervisning på Brigham Young University, forklarede han:

»Peter havde ingen penge, men han havde noget værdifuldt: ›Hvad han havde‹ omfattede enhver nøgle til Guds rige på jorden, præstedømmekraft til at oprejse de døde, tro til at styrke knogler og sener, et stærkt fællesskab i kirken. Han kunne ikke give sølv eller guld, men han kunne give det, som altid opnås ›uden penge … [og] uden betaling‹ (Es 55:1) – og han gav det« (»The Lengthening Shadow of Peter«, Ensign, sep. 1975, s. 30).

Apostlenes Gerninger 3:7. »Og Peter greb hans højre hånd og rejste ham op«

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at beretningen om Peter, der helbredte den lamme mand, illustrerer den sandhed, at præstedømmebærere kan handle på vegne af Jesus Kristus, når de giver velsignelser:

»Peter bad ikke Herren om at hjælpe den invalide; han bad ikke Gud om at udgyde sin nåde og helbredelse over den lamme mand. I stedet – idet han handlede i Herrens navn, da han allerede havde modtaget præstedømmets myndighed – befalede han selv, at miraklet skulle ske. Peter var Herrens tjener, hans repræsentant og agent; han stod i Kristi sted og gjorde, hvad Mesteren ville have gjort, hvis han selv havde været der« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 2:46).

Denne sandhed bliver også illustreret i Lære og Pagter 36:2, hvor Herren sagde: »Jeg vil lægge min hånd på dig [Edward Partridge] ved min tjener Sidney Rigdons hånd.«

Præsident Harold B. Lee underviste i en anden vigtig sandhed ved at bruge Peters adfærd, efter han havde helbredt den lamme mand ved præstedømmets kraft:

»Kan I se det billede nu af den ædle sjæl, af den øverste af apostlene, måske med sin arm om skulderen på manden, mens han siger: ›Nu min gode mand, fat mod, jeg vil tage nogle skridt sammen med dig. Lad os gå sammen og jeg forsikrer dig for, at du kan gå, for du har modtaget en velsignelse med den magt og myndighed, som Gud har givet til os mennesker, hans tjenere.‹ Så sprang manden rundt af glæde.

I kan ikke løfte en anden sjæl, før I står på højere grund, end han gør. Hvis I vil redde et menneske, skal I sikre jer, at I selv er et godt eksempel på det, I ønsker, han skal gøre. I kan ikke tænde et lys i en anden sjæl, med mindre det brænder i jeres egen« (»Stand Ye in Holy Places«, Ensign, juli 1973, s. 123).