Bibliotek
Lektion 159: Johannes’ Åbenbaring 20


Lektion 159

Johannes’ Åbenbaring 20

Indledning

Johannes så i et syn de begivenheder, der vil finde sted umiddelbart inden og efter Jesu Kristi regering i tusindårsriget. Han så også det endelige slag mellem Satan og Guds styrker ved slutningen af tusindårsriget og så den endelige dom, under hvilken Gud vil dømme alle ud fra de bøger, der er blevet skrevet.

Forslag til undervisningen

Johannes’ Åbenbaring 20:1-6

Johannes ser i et syn de begivenheder, der vil finde sted umiddelbart inden og efter Jesu Kristi regering i tusindårsriget

Bed eleverne om at tænke på en konkurrence (så som en kunstnerisk eller sportslig begivenhed), som de har deltaget i, selvom de troede de ville tabe. Bed dem derpå om at tænke på en gang, hvor de deltog i en konkurrence, de troede, de ville vinde.

  • Hvordan kan jeres forventninger til resultatet af konkurrencen ændre den måde, I præsterer på?

  • Hvorfor kan folk give op, når de tror, de kommer til at tabe? Hvornår har I troet, at I ville tabe, hvor I rent faktisk vandt?

Forklar dem, at når de studerer Johannes’ Åbenbaring 20, vil de lære mere om kampen mellem godt og ondt samt det endelige resultat af kampen. Bed dem om at se efter sandheder, når de studerer Johannes’ Åbenbaring 20, der kan opmuntre dem til at forblive trofaste mod Frelseren under denne kamp.

Bed en om at læse Johannes’ Åbenbaring 20:1-3 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad der vil ske med Satan under tusindårsriget.

  • Hvad vil der ske med Satan under tusindårsriget? (Forklar, at afgrunden repræsenterer helvede).

  • Hvad vil Satan ifølge vers 3 ikke være i stand til at gøre, fordi han er bundet?

Bed en elev om at læse Johannes’ Åbenbaring 20:4-6 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvem Johannes så blive dømt.

  • Hvem så Johannes ifølge vers 4 blive dømt?

  • Hvilken velsignelse fik disse mennesker på grund af deres trofasthed?

  • Hvad vil de have del i under tusindårsriget? (Den første opstandelse).

  • Hvilket princip kan vi lære af Johannes’ Åbenbaring 20:4-6 om de velsignelser, som vi kan modtage, hvis vi er trofaste mod Jesus Kristus? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til et princip som det følgende: Hvis vi er trofaste mod Jesus Kristus, vil vi have del i den første opstandelse og regere med Kristus i tusindårsriget).

Forklar, at den første opstandelse begyndte med Jesu Kristi opstandelse og indbefattede de retfærdige, som døde inden Kristi opstandelse (se Mosi 15:21-25; Alma 40:16-20). Størstedelen af de retfærdige, som døde efter Kristi opstandelse, vil opstå i forbindelse med Jesu Kristi andet komme (se James E. Talmage; Et studium af Trosartiklerne, 2. oplag, 1976, s. 368). De ugudelige og uomvendte vil ikke opstå førend ved den anden opstandelse, som vil finde sted ved slutningen af tusindårsriget (se L&P 76:85).

  • Hvordan kan det hjælpe jer med at forblive trofaste nu i kampen mod det onde, når I ved, at I kan få del i den første opstandelse og regere med Jesus Kristus under tusindårsriget?

Bær vidnesbyrd om, at de, som forbliver trofaste, vil få del i den første opstandelse og regere med Frelseren under tusindårsriget.

Johannes’ Åbenbaring 20:7-11

Johannes ser det endelig slag mellem Satan og Guds styrker ved tusindårsriget slutning

Skriv følgende ufuldstændige udsagn på tavlen: Ved tusindårsrigets slutning …

Bed en elev om at læse Johannes’ Åbenbaring 20:7-10 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvilke begivenheder af dem, som Johannes beskrev, ville forekomme ved tusindårsrigets afslutning.

  • Hvilke begivenheder beskrev Johannes? (Forklar, at navnene Gog og Magog i vers 8 henviser til de styrker, Satan vil bruge ved tusindårsrigets afslutning for at kæmpe en sidste gang mod Herrens folk (se L&P 88:110-114)).

  • Hvad vil der ske med djævlen og hans tilhængere efter denne kamp? (Når de har svaret, færdiggøres sætningen på tavlen, så der står følgende: Ved tusindårsrigets slutning vil Guds styrker besejre Satan og hans tilhængere).

  • Hvorfor er det vigtigt, at vi forstår det endelige resultat af slaget mellem Gud og Satan?

Johannes’ Åbenbaring 20:12-15

Johannes ser den endelige dom

Forklar, at enhver, som har levet på jorden, vil som en del af vor himmelske Faders plan stå foran Gud for at blive dømt. Bed dem om at forestille, hvordan de tror, den endelige dom bliver.

  • Hvad håber I, at I vil tænke og føle, når I står foran Gud for at blive dømt?

Bed en om at læse Johannes’ Åbenbaring 20:12-13 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvordan vi vil blive dømt af Gud.

  • Hvilken sandhed kan vi lære af vers 12 om, hvordan vi vil blive dømt? (De kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende sandhed: Gud vil dømme os ud fra de bøger, som er blevet skrevet i henhold til vore gerninger).

  • Hvilke bøger så Johannes? (Skrifterne, kirkeoptegnelser, som indeholder de frelsende ordinancer og måske andre handlinger, og livets bog (se 2 Ne 29:10-11; L&P 128:6-7)).

Bed en elev om at læse følgende forklaring om livets bog:

»I én betydning er livets bog summen af et menneskes tanker og handlinger – optegnelsen om dets liv. Men i skrifterne står der også, at der føres en optegnelse i himlen, hvori de trofastes navne og retfærdige gerninger nedskrives (L&P 88:2; 128:7)« (Guide til Skrifterne, »Livets Bog«).

Påpeg, at Herren åbenbarede for profeten Joseph Smith, at vi udover vore handlinger vil blive dømt i henhold til vores hjertes ønsker (se L&P 137:9; se også Alma 41:3-5).

  • Hvad vil der ifølge Johannes’ Åbenbaring 20:13 ske, inden vi bliver dømt? (Forklar om nødvendigt, at »havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde« henviser til alle menneskers opstandelse).

  • Hvad kan betydningen være af, at vi opstår, inden vi skal stå foran Gud for at blive dømt?

Bær dit vidnesbyrd om, at enhver af os vil stå foran Gud for at blive dømt og vores handlinger nu vil afgøre, hvordan den oplevelse vil være for os. Læs følgende spørgsmål højt, og bed eleverne om at skrive deres svar i deres skriftstudiebog:

  • Hvad kan I gøre bedre i jeres liv for at forberede jer på at blive dømt af Herren?

Billede
mesterskriftstedsikon
Mesterskriftsted – Johannes’ Åbenbaring 20:12

Overvej at bede dem om at bruge skriftstudieredskaber, så som fodnoter og Guide til Skrifterne (findes på scriptures.lds.org) for at finde yderligere skriftsteder, der handler om den endelige dom. De kan skrive disse skriftstedshenvisninger i deres skrifter nær Johannes’ Åbenbaring 20:12. Bed dem om at fortælle klassen yderligere sandheder om den endelige dom, som de har lært gennem denne aktivitet.

Kommentar og baggrundsinformation

Johannes’ Åbenbaring 20:2-3 Satan vil blive bundet

Præsident Joseph F. Smith har sagt:

»[Satan] vil blive bundet af både de retfærdiges tro og den Almægtiges forordninger under tusindårsrigets regering og vil blive kastet ned i helvede« (From Prophet to Son: Advice of Joseph F. Smith to His Missionary Sons, saml. Hyrum M. Smith III og Scott G. Kenney, 1981, s. 71).

Profeten Nefi sagde, at Satan på grund af de helliges retfærdighed ikke vil have nogen magt (se 1 Ne 22:26).

Præsident George Q. Cannon fra Det Første Præsidentskab har forklaret:

»Vi taler om, at Satan skal blive bundet. Satan vil blive bundet af Guds magt, men han vil også blive bundet af den beslutning, som Guds folk vil træffe om ikke at lytte til ham og om ikke at blive ledt af ham« (Gospel Truth: Discourses and Writings of President George Q. Cannon, saml. Jerreld L. Newquist, 2 bind, 1957-1974, 1:86).

Præsident Spencer W. Kimball belærte, at vi behøver ikke at vente til tusindårsriget, for at Satan bliver bundet:

»Når Satan bliver bundet i et enkelt hjem – når Satan bliver bundet i et enkelt liv – er tusindårsriget allerede begyndt i dette hjem, i dette liv« (The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 172).

Johannes’ Åbenbaring 20:5-6 Den første opstandelse

Ældste James E. Talmage fra De Tolv Apostles Kvorum har om den første opstandelse sagt:

»Den første [opstandelse] påbegyndtes ved Jesu Kristi opstandelse; umiddelbart efter denne kom mange hellige frem af deres grave. En fortsættelse af denne, de retfærdiges opstandelse, er stadig i gang og vil blive mere almindelig i forbindelse med Kristi genkomst i herlighed« (Et studium af Trosartiklerne, 2. oplag, 1976, s. 368).

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret to måder, hvorpå man kan forstå udtrykket første opstandelse:

»For dem, som levede inden Kristi opstandelse, var den dag, han opstod fra de døde, kendt som den første opstandelse. Abinadi og Alma anså det for eksempel sådan (Mosi15:21-25; Alma 40). For dem, der har levet efter denne tid, er den første opstandelse stadig i fremtiden og vil finde sted ved det andet komme (L&P 88:96-102)« (Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 639).

De, som vil komme frem i den første opstandelse, vil omfatte »alle profeterne og alle dem, der har troet på deres ord« (Mosi 15:22), de, som døde i uvidenhed, uden de »fik frelse forkyndt for sig« (Mosi 15:24; se også L&P 45:54), og små børn, som døde før de nåede ansvarlighedsalder (se Mosi 15:25; Moro 8:4-24).