Frelseren blev ført for både Pontius Pilatus og Herodes Antipas. Ingen af disse mænd fandt Frelseren skyldig i de forbrydelser, som jøderne anklagede ham for, men alligevel overlod Pilatus ham til at blive korsfæstet. Jesus tilgav de romerske soldater, der korsfæstede ham, og talte til en tyv, som også var ved at blive korsfæstet. Da Jesus døde, lagde Josef af Arimatæa hans legeme i en klippegrav.
Skriv følgende spørgsmål på tavlen, inden klassen begynder:
Hvornår har I følt jer dårligt behandlet på grund af andres ord eller handlinger?
Hvordan reagerede I i den situation?
Indled klassen med at opfordre eleverne til at grunde over spørgsmålene på tavlen.
Bed eleverne om at se efter en sandhed i deres studium af Lukas 23, der kan hjælpe dem med at vide, hvordan de skal reagere, når andre behandler dem dårligt.
Mind eleverne om, at efter Jesus havde lidt i Getsemane, blev han arresteret af ypperstepræsterne og dømt til døden. Forklar, at Jesus fra da af og til sin død havde kontakt med følgende mennesker: Pontius Pilatus, Herodes Antipas, en gruppe trofaste kvinder, romerske soldater og to tyve, der blev korsfæstet på hver sin side af ham. Pontius Pilatus var romersk statholder i Judæa-området, som omfattede hovedstaden Jerusalem; Herodes Antipas (som havde slået Johannes Døber ihjel) regerede over territorierne Galilæa og Peræa under myndighed fra Rom (se Luk 3:1).
Del eleverne op parvis og bed hvert par om at læse Lukas 23:1-11 sammen og se efter forskelle på Frelserens respons på Pontius Pilatus og Herodes Antipas.
Bed eleverne om at drøfte deres svar på følgende spørgsmål med deres makker:
Hvordan adskilte Jesus reaktion over for Pilatus sig fra hans reaktion over for Herodes?
Hvorfor kunne Pilatus være blevet overrasket ved Frelserens svar?
Hvorfor har det måske skuffet Herodes, at Jesus forholdt sig tavs?
Sammenfat Lukas 23:12-25 ved at forklare, at hverken Pilatus eller Herodes kunne finde nogen fejl ved Jesus, så Pilatus fortalte folkemængden, at han ville revse Jesus og løslade ham. Folk råbte til Pilatus og bad ham slippe Barabbas fri og krævede, at Jesus blev korsfæstet. Pilatus frigav Barabbas og udleverede Jesus til at blive korsfæstet. (Bemærk: Beretningen om Jesus for Pilatus vil blive omhandlet i lektionen om Johannes 18-19).
Sammenfat Lukas 23:26-31 ved at forklare, at en stor gruppe trofaste kvinder, som havde været ved Jesu side siden hans tjenestegerning i Galilæa, græd, mens de fulgte ham til stedet for hans korsfæstelse. Jesus bad dem om ikke at græde for ham, men at græde for den kommende ødelæggelse, der skulle komme over Jerusalem, fordi jøderne havde fornægtet deres konge.
Bed en elev om at læse Lukas 23:32-34 højt. Bed også vedkommende om at læse Joseph Smiths oversættelse af Lukas 23:35 (i GS). Lad eleverne følge med og se, hvad Frelseren gjorde, da han blev naglet til korset.
Hvad gjorde Frelseren, da han blev naglet til korset? (Du kan foreslå, at eleverne markere Frelserens ord i vers 34).
Hvorfor er Frelserens bøn på dette tidspunkt så bemærkelsesværdig?
Hvilket princip kan vi lære af Frelserens eksempel om, hvordan vi bør reagere, når andre behandler os dårligt? (Eleverne bruger måske andre ord, men sørg for, at de kommer frem til følgende princip: Vi kan følge Jesu Kristi eksempel ved at vælge at tilgive dem, som behandler os dårligt).
Hvad vil det sige at tilgive?
Du kan også forklare, at tilgivelse af andre ikke betyder, at de, som synder mod os, ikke skal holdes ansvarlige for deres handlinger. Det betyder heller ikke, at vi skal sætte os i en situation, hvor folk kan fortsætte med at behandle os dårligt. I stedet betyder tilgivelse, at vi viser kærlighed over for dem, som har behandlet os dårligt, og at vi ikke bærer nag eller vrede mod dem (se GS, »Tilgive«, scriptures.lds.org).
Bed eleverne om at tænke på, om der er nogen, som de bør tilgive. Anerkend, at det til tider kan være svært at tilgive andre. Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley højt. Bed klassen om at lytte efter, hvad de kan gøre, hvis de kæmper med at tilgive andre.
Billede
Præsident Gordon B. Hinckley
»Jeg [bønfalder] jer om at bede Herren om styrke til at kunne tilgive … Det vil måske ikke blive let, og det sker måske ikke hurtigt. Men hvis du søger det oprigtigt og fremelsker det, vil det ske« (»Af jer forlanges det, at I tilgiver«, Stjernen, nov. 1991, s. 5).
Hvad rådede præsident Hinckley os til at gøre, hvis vi kæmper med at tilgive andre?
Hvordan tror I, at bøn kan give os styrke til at tilgive?
Bed eleverne om at tænke på et tidspunkt, hvor de tilgav en anden. Lad et par elever fortælle klassen om deres oplevelse. (Bed dem om ikke at nævne navne for klassen, og mind dem om ikke at dele noget, der er for personligt).
Giv eleverne en opfordring til at følge Jesu Kristi eksempel og tilgive dem, som har behandlet dem dårligt. Tilskynd dem til at bede om styrke og evnen til at gøre det.
Sammenfat Lukas 23:35-38 ved at forklare, at jødiske herskere og romerske soldater hånede Frelseren, da han hang på korset.
Billede
Korsfæstelsen
Vis billedet Korsfæstelsen (Evangelisk kunst, 2009, nr. 57; se også LDS.org). Bed en elev om at læse Lukas 23:39-43 højt, og bed klassen om at følge med og se, hvordan de to tyve på hver sin side af Frelseren behandlede ham.
Hvordan behandlede tyvene hver især Frelseren?
Hvad mente tyven mon, da han sagde: »Vi får kun løn som forskyldt« (vers 41)?
Hvordan svarede Frelseren ham, da han bad Frelseren om at huske ham i Guds rige?
Hjælp eleverne til at forstå, hvad Frelseren mente, da han fortalte tyven, at han ville være med ham i paradis, ved at bede en elev om at læse højt fra følgende udtalelse:
»I skrifterne bruges ordet paradis på to forskellige måder. For det første betegner det et sted med fred og lykke i åndeverdenen herefter, der er reserveret for dem, som er blevet døbt, og som er forblevet trofaste (se Alma 40:12; Moro 10:34) …
En anden brug af ordet paradis findes i Lukas’ beretning om Frelserens korsfæstelse … Profeten Joseph Smith forklarede[:] … Herren sagde i virkeligheden, at tyven ville være sammen med ham i åndeverdenen« (Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2004, s. 118; se også History of the Church, 5:424-525).
Hvor ville tyven ifølge profeten Joseph Smith komme hen, efter han døde? (I åndeverden (se Alma 40:11-14)).
Hvilken sandhed kan vi lære af Frelserens udtalelse om, at tyven ville være med ham i paradis (Luk 23:43)? (Eleverne bruger måske andre ord, men de bør finde frem til følgende sandhed: Alle menneskers ånd indtræder i åndeverden, når de dør).
Forklar, at andre skrifter kan hjælpe os med at forstå, hvad der ville ske med tyven og andre som ham i åndeverden. Du kan eventuelt opfordre eleverne til at skrive Lære og Pagter 138:28-32, 58-59 som en skriftstedshenvisning i margenen i deres skrifter ved siden af Lukas 23:43.
Forklar, at Lære og Pagter 138 omfatter en åbenbaring til præsident Joseph F. Smith, hvor Frelseren åbenbarede sandheder om åndeverdenen. Disse sandheder kan hjælpe os til at forstå, hvad Frelseren mente, da han sagde: »I dag skal du være med mig i Paradis« (Luk 23:43).
Bed flere elever om at skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 138:11, 16, 18, 28-32. Lad klassen følge med og se, hvad Frelseren gjorde, efter han kom til åndeverdenen.
Hvad gjorde Frelseren, da han kom til åndeverdenen?
Hvor gik Frelseren ikke selv hen ifølge vers 29, mens han befandt sig i åndeverdenen?
Hvad kaldte Frelseren sine trofaste budbringere til at gøre?
Hvilken sandhed kan vi lære af disse vers? (Eleverne bruger måske andre ord, men de bør komme frem til følgende sandhed: Under Jesu Kristi ledelse blev retfærdige budbringere sendt hen for at undervise dem i åndefængslet).
Bed en elev om at læse følgende udtalelse af bror Alain A. Petion, tidligere områdehalvfjerdser: Bed klassen om at lytte efter, hvad Frelserens budskab kunne have betydet for forbryderen på korset.
Billede
Alain A. Petion
»Frelseren svarede ham nådigt og indgød ham håb. Denne forbryder forstod sikkert ikke, at evangeliet ville blive forkyndt for ham i åndeverdenen, eller at han ville få mulighed for at leve efter Guds vilje i ånden (se 1 Pet 4:6; L&P 138:18-34). Frelseren nærede sandelig omsorg for den forbryder, som hang ved siden af ham; og han føler bestemt også omsorg for dem, der elsker ham og stræber efter at holde hans bud!« (»Jesu ord på korset«, Liahona, juni 2003, s. 20).
Hvilket håb giver ordene i L&P 138:29-32 os for alle dem, der er døde uden kendskab til evangeliet?
Forklar, at selv om evangeliet ville blive forkyndt for denne tyv, ville han ikke automatisk blive frelst i Guds rige.
Bed en elev om at læse Lære og Pagter 138:58-59 højt, mens klassen følger med og leder efter det, som tyven og andre i åndefængslet skulle gøre for at blive forløst.
Hvad skulle tyven eller andre ånder i åndefængslet gøre for at blive forløst?
Hvad vil der ske med de ånder, som omvender sig og antager de tempelordinancer, som udføres for dem? (Ånder, »der omvender sig, bliver forløst ved lydighed mod Guds [templets] ordinancer og skal, efter at de har lidt straffen for deres overtrædelser og er blevet tvættet rene, modtage en belønning i forhold til deres gerninger« (L&P 138:58-59)).
Hvad kan vi gøre for at hjælpe de ånder, der, som tyven, har behov for at blive forløst? (Vi kan udføre slægtsforskning og deltage i tempelordinancer for de døde).
Sammenfat Lukas 23:44-56 ved at forklare, at Frelseren døde på korset, efter han sagde: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd« (vers 46). Josef af Arimatæa svøbte Frelserens legeme i et lagen og lagde ham i en klippegrav.
Afslut ved at bære vidnesbyrd om de sandheder, I har talt om i denne lektion.
Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab gav en årsag til, at vi også skal tilgive dem, der krænker os:
»Vi må tilgive og ikke bære nag over for dem, der har krænket os. Frelseren var et eksempel på dette, da han hang på korset: ›Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør‹ (Luk 23:34). Vi ved ikke, hvad der findes i hjertet på dem, der krænker os« (»That We May Be One«, Ensign, maj 1998, s. 68).
Mens ældste David E. Sorensen tjente som medlem af De Halvfjerds’ Præsidium, underviste han om, at vi lader fortiden fare og går fremtiden i møde med tro og kærlighed, når vi tilgiver andre:
»Når nogen sårer os eller dem, som vi holder af, kan denne smerte være næsten overvældende. Det kan føles som om, denne smerte eller uretfærdighed er den vigtigste i verden, og vi ikke har noget andet valg end at hævne os. Men Kristus, som er Fredsfyrsten, lærer os en bedre vej. Det kan være meget vanskeligt at tilgive nogen, som har såret os, men når vi gør det, åbner vi os for en bedre fremtid. Nu vil andres forkerte gerninger ikke længere kontrollere vores kurs. Når vi tilgiver andre, stiller det os frit selv at vælge, hvordan vi vil leve vores liv. Tilgivelse betyder, at problemer i fortiden ikke længere dikterer vores skæbne, men at vi kan fokusere på fremtiden med Guds kærlighed i vores hjerte« (se »Tilgivelse vil ændre bitterhed til kærlighed«, Liahona, maj 2003, s. 12).
Ældste James E. Talmage fra De Tolv Apostles Kvorum skrev om mødet mellem Frelseren og Herodes:
»Herodes begyndte at udspørge fangen, men Jesus forblev tavs. Ypperstepræsterne og de skriftkloge fremførte lidenskabeligt deres anklager, men der kom ikke et ord fra Herren … Så vidt vi ved, er Herodes … det eneste menneske, der så Kristus ansigt til ansigt og talte til ham, men alligevel aldrig hørte hans stemme … For Herodes, den ræv, havde han kun foragt og kongelig tavshed. Dybt såret holdt Herodes op med at stille fornærmende spørgsmål og gav sig i stedet til at håne ham ondskabsfuldt. Han og hans krigsfolk gjorde løjer med den lidende Kristus, ›viste … ham foragt og hånede ham‹, for at latterliggøre ham ›ifør[te de] ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus‹ (Luk 23:11). Herodes havde ikke fundet noget hos Jesus, der berettigede til fordømmelse« (Jesus Kristus, s. 662-663.
Lukas 23:7-34. Frelserens reaktion, når folk behandlede ham dårligt
Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum delte disse tanker om, hvordan vi kan følge Frelserens eksempel, når andre kritiserer eller forfølger os:
»Når vi reagerer på vore anklagere, ligesom Frelseren gjorde, bliver vi ikke kun mere kristuslignende, vi indbyder også andre til at føle hans kærlighed og følge ham.
En kristuslignende reaktion følger ikke en drejebog eller en fast opskrift. Frelseren reagerede forskelligt i hver situation. Da han blev konfronteret med den onde kong Herodes, tav han. Da han stod foran Pilatus, bar han et enkelt og stærkt vidnesbyrd om sin guddommelighed og mission. Da han stod over for vekselererne, der besmittede templet, udøvede han sit guddommelige ansvar for at bevare og beskytte det, der var helligt. Opløftet på korset ytrede han det uforlignelige kristne svar: ›Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør‹ (Luk 23:34).
Nogle mennesker tror fejlagtigt, at svar som tavshed, sagtmodighed, tilgivelse og ydmygt at bære vidnesbyrd er passive eller svage. Men at ›elsk[e vore] fjender, velsign[e] dem, som forbander [os], gør[e] godt mod dem, som hader [os], og bed[e] for dem, som fejlagtigt udnytter [os] og forfølger [os]‹ (Matt 5:44) kræver tro, styrke og frem for alt kristent mod« (»Kristent mod: Prisen for at være discipel«, Liahona, nov. 2008, s. 72).
»Det grønne træ«, der beskrives i Lukas 23:31 repræsenterer tiden for Jesu Kristi jordiske tjenestegerning. Frelserens udtalelse antydede, at hvis det jødiske folks undertrykkere kunne udføre så ugudelige handlinger (se Luk 23:28-30), da Jesus var blandt dem, så kunne de gøre meget større skade mod det jødiske folk, når han var borte, hvilket repræsenteres ved det visne træ.
Lukas 23:46. »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd«
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede vigtigheden af Frelserens sidste ord på korset:
»Da den sidste øre var blevet betalt, da Kristi beslutsomhed om at være trofast var så tydelig, at den var fuldstændig uovervindelig, da var det endeligt og barmhjertigt ›fuldbragt‹ (se Joh 19:30). Mod alle odds og uden nogen hjælp eller nogen til at holde sig oppe genoprettede Jesus fra Nazaret, den levende Guds Søn, det fysiske liv, som døden havde styret, og bragte frydefuld og åndelig forløsning ud af djævelsk mørke og fortvivlelse. Med troen på den Gud, som han vidste var der, kunne han triumferende sige: ›Fader, i dine hænder betror jeg min ånd‹ (Luk 23:46)« (»Der var ingen med ham«, Liahona, maj 2009, s. 88).
