Bibliotek
Lektion 117: 2 Korinther 10-13


Lektion 117

2 Korinther 10-13

Indledning

Apostlen Paulus underviste om den åndelige krig, som Guds børn er engageret i. Han forsvarede sig selv mod dem, som var imod ham. Han berettede om, hvordan han blev rykket bort til den tredje himmel og beskrev, hvordan hans svagheder viste sig at være en velsignelse. Inden Paulus sluttede sit brev, formanede han de hellige i Korinth til at ransage sig selv og bevise deres trofasthed.

Forslag til undervisningen

2 Korinther 10-11

Paulus skriver om åndelig krigsførelse, Satans bedrag og sine egne trængsler

Skriv ordet krig på tavlen.

  • På hvilke måder er vi engagerede i en krig mod Satan?

  • Hvad er nogle af de vanskeligste kampe, vi møder i denne åndelige krig?

Bed en elev om at læse 2 Korinther 10:3-6 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Paulus lærte, at vi skal gøre for at have succes i denne krig mod Satan.

  • Hvad skal vi gøre for at have succes i krigen mod Satan?

  • Hvad tror I, at det betyder, at »vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus« (v. 5)?

  • Hvilket princip kan vi lære af vers 5 om, hvordan vi kan være succesfulde i krigen mod Satan? (Efter eleverne har svaret, skrives følgende sandhed på tavlen: Når vi kontrollerer vore tanker i lydighed mod Jesus Kristus, vil vi være mere succesfulde i krigen mod Satan).

  • Hvad kan vi gøre for at kontrollere vore tanker? (Vi kan blandt andet bede, lære skriftsteder udenad og synge eller lære en salme udenad).

Du kan fortælle om en oplevelse, som illustrerer, hvordan det har hjulpet dig med at overvinde Satans indflydelse, at du har kunnet styre dine tanker i lydighed mod Frelseren. Overvej, at bede eleverne om også at fortælle om deres egne oplevelser. Bed eleverne om at sætte et mål for bedre at kontrollere deres tanker i lydighed mod Frelseren.

Bed en elev om at læse følgende to afsnit:

I 2 Korinther 10:7-18 lærer vi, at Paulus frydede sig i Herren og belærte om, at hans egne svagheder ikke burde retfærdiggøre, at de ikke lyttede til ham. I 2 Korinther 11 læser vi, at Paulus nævnte flere måder, hvorpå Satan søger at fordærve vore tanker og lede os væk fra Jesus Kristus, inklusive ved at lade nogle fremstå som Kristus’er og apostle. Paulus berettede om sine lidelser som Frelserens sande apostel.

2 Korinther 12

Paulus beretter om at blive rykket bort i himlen og underviser i, hvordan det kan være til gavn for os at anerkende vore svagheder.

Medbring en torn til klassen eller tegn et billede af en på tavlen, som ligner den viste. Bed eleverne om at tænke på et tidspunkt, hvor de er blevet stukket af en torn.

Billede
Gren med torne
  • Hvordan kan torne gøre livet svært?

Forklar, at Paulus brugte eksemplet med en torn på at symbolisere en prøvelse eller svaghed, han havde oplevet.

Bed en elev læse følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum højt. Bed klassen om at lytte og overveje, hvilken form for prøvelser eller svagheder de eller deres nærmeste har oplevet:

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

»Nogle har mistet en kær, som er gået bort, eller passer én, der er handicappet. Nogle er blevet såret på grund af skilsmisse … Andre har invaliderende fysiske eller mentale svækkelser. Nogle udfordres ved at være tiltrukket af deres eget køn. Nogle lider af frygtelige depressioner eller følelser af at være utilstrækkelige På den ene eller anden måde er der mange, der bærer tunge byrder« (»Han helbreder dem, der bærer tunge byrder« Liahona, nov. 2006, s. 6).

Bed eleverne om at se efter sandheder, mens de studerer 2 Korinther 12, som kan hjælpe dem, når de oplever prøvelser og svagheder.

Bed en elev om at læse 2 Korinther 12:1-4 højt. Bed klassen om at følge med og lægge mærke til et syn, Paulus havde. (Forklar, at disse vers omtaler Paulus i tredje person).

  • Hvad tror I, at det betyder, at Paulus blev »rykket bort til den tredje himmel«? (v. 2). (Han så det celestiale rige i et syn).

Forklar, at sætningen »om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke« (v. 2) betyder, at Paulus ikke vidste, om han var blevet taget til det celestiale rige eller havde set det i et syn.

Bed en elev om at læse 2 Korinther 12:5-6 højt. Bed klassen om at følge med og lægge mærke til, hvordan Paulus reagerede på dette syn.

  • Hvordan reagerede Paulus på dette syn?

  • Hvad frygtede Paulus ville ske, hvis han var stolt af sig selv? (Paulus frygtede, at andre ville have for høje tanker om ham, når han stadig havde jordiske kampe at overvinde).

Bed en elev om at læse 2 Korinther 12:7-8 højt. Lad resten af klassen følge med og se efter, hvordan Herren hjalp Paulus med at forblive ydmyg. Du kan eventuelt forklare, at »blive hovmodig« (v. 7), betyder at være stolt.

  • Hvordan hjalp Herren Paulus med at forblive ydmyg?

  • Hvor mange gange bad Paulus om at få denne »torn i kødet« fjernet?

Påpeg, at Herren på trods af Paulus’ bønner lod til at vælge, at han ikke ville fjerne Paulus’ »torn i kødet«.

  • Hvad kan vi lære af Paulus om, hvorfor Herren kan tillade os at opleve svagheder og prøvelser? (Eleverne kan bruge andre ord, men sørg for, at de finder frem til følgende sandhed: Herren kan tillade, at vi oplever svagheder og prøvelser, så vi kan lære at være ydmyge. Skriv denne sandhed på tavlen).

Bed eleverne om at læse 2 Korinther 12:9-10 for sig selv, mens de ser efter sandheder, som Paulus lærte, der hjalp ham med at udholde sine svagheder. Bed dernæst eleverne om i deres skriftstudiebog at skrive et princip, de har lært.

  • Hvilke sandheder lærte Paulus, som hjalp ham med at udholde sine svagheder? (Eleverne kan finde frem til flere sandheder, såsom følgende: Jesu Kristi nåde er tilstrækkelig til at styrke os i vore svagheder. Herren fjerner ikke altid vore udfordringer, men han vil styrke os, når vi udholder dem med trofasthed).

Mind eleverne om, at nåde er »guddommelig hjælp eller styrke« gjort mulig gennem Jesu Kristi forsoning (Guide til Skrifterne, »Nåde«).

  • Hvad betyder det, at Frelserens nåde er tilstrækkelig til at styrke os i vores svagheder? (Gennem den styrke, vi modtager fra Frelseren, kan vi gøre alt, hvad han beder os om at gøre).

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Oaks højt:

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

Herren Jesu Kristi helbredende kraft er – hvad enten den borttager vore byrder eller styrker os, så vi kan holde ud at leve med dem, ligesom apostlen Paulus – tilgængelig mod alle lidelser i dette liv« (»Han helbreder dem, der bærer tunge byrder«, s. 8).

  • Hvordan kan de sandheder, vi fandt frem til i vers 9-10, hjælpe os, når vi oplever svagheder og prøvelser?

  • Hvornår er I, eller nogen I kender, blevet styrket af Frelseren? (Mind eleverne om, at de ikke skal fortælle noget, der er for personligt eller privat). Hvordan har denne oplevelse været en velsignelse for jer eller dem?

2 Korinther 13

Paulus formanede de hellige til at ransage sig selv og bevise deres trofasthed

Mind eleverne om, at der fandtes falske lærere blandt de hellige i Korinth, som udfordrede Paulus og hans myndighed som apostel.

  • Hvilke nutidige eksempler er der på, hvordan folk udfordrer dem, som er kaldet som ledere i Kirken?

Bed en elev om at læse 2 Korinther 13:3 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad nogle af kirkens medlemmer i Korinth søgte beviser på.

  • Hvad søgte nogle af kirkens medlemmer i Korinth beviser på?

Bed en elev om at læse 2 Korinther 13:5-6 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvad Paulus formanede de hellige i Korinth til at gøre i stedet for at betvivle, om Herren talte gennem ham som apostel. Forklar, at et syndens barn er en korrupt eller umoralsk person.

  • Hvad formanede Paulus ifølge vers 5 de hellige i Korinth til at gøre? (Du kan opfordre eleverne til at markere ordene ransag, prøv og ved i dette vers).

  • Hvad sagde Paulus, at disse hellige skulle ransage om sig selv? (Forklar, at »er i troen« (i v. 5), betyder at være trofast mod Herrens Kirke).

  • Hvilket princip kan vi lære af disse vers om, hvad vi skal gøre i stedet for at kritisere Kirkens ledere? (Eleverne bør finde frem til en sandhed lig følgende: I stedet for at kritisere Kirkens ledere bør kirkemedlemmer ransage deres egen trofasthed).

Bed en elev om at oplæse følgende udtalelse af profeten Joseph Smith:

Billede
Profeten Joseph Smith

»Hvis et menneske rejser sig for at fordømme andre og finder fejl ved Kirken og siger, at den er helt ved siden af, mens han selv er retfærdig, skal I vide med sikkerhed, at et sådant menneske er godt på vej til frafald. Og dersom vedkommende ikke omvender sig, vil han falde fra, så sikkert som Gud lever« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 315).

  • Hvad sker der, hvis vi kritiserer vore ledere i stedet for at ransage vores egen trofasthed?

Hjælp eleverne med at ransage deres trofasthed og deres holdning mod deres kirkeledere ved at give dem kopier af følgende spørgsmål. Giv eleverne tid til at læse og svare på følgende spørgsmål for sig selv.

Billede
Uddelingsark

Det Nye Testamente, seminarlærerens hæfte – Lektion 117

  1. På en skala fra 1-10 (10 er perfekt), hvor god er du til at følge Kirkens lederes råd?

  2. Hvilken standard, som en profet eller en apostel har undervist i, kan du følge mere trofast?

  3. På en skala fra 1-10 (10 er alle chancer du får), hvor ofte udtrykker du taknemlighed for dine kirkeledere, enten personligt eller i dine bønner?

  4. Hvad kan du gøre for at vise mere påskønnelse for det offer og den indsats, som dine ledere yder på dine vegne?

Efter tilstrækkelig tid spørger du:

  • Hvilke velsignelser kommer af regelmæssigt at foretage en åndelig selvransagelse, som denne?

Sammenfat 2 Korinther 13:7-14 ved at forklare, at Paulus formanede de hellige til at undgå ondskab og stræbe efter fuldkommenhed.

Bær vidnesbyrd om de sandheder, I har drøftet i denne lektion. Bed eleverne om at skrive specifikke mål om, hvordan de vil anvende en af disse sandheder i deres liv.

Billede
mesterskriftstedsikon
Gennemgang af mesterskriftsteder

Elevernes forståelse af skriftsteder vil øges, når de stiller deres egne spørgsmål til skriftstederne. Del eleverne op i to eller flere mindre grupper. Bed grupperne om at skrive ledetråde til bestemte mesterskriftsteder. (Vælg eventuelt en gruppe skriftsteder, du gerne vil have eleverne til at lære eller gennemgå). Tilskynd eleverne til ikke at lave deres ledetråde alt for svære. Bed efter et stykke tid grupperne om at skiftes til at læse deres ledetråde højt for at se, om de andre grupper kan finde det rigtige skriftsted.

Bemærk: Hvis du ikke har tid til denne aktivitet som en del af din lektion, kan du bruge den en anden dag. (Den efterfølgende lektion er ret kort. Du har muligvis tid til at bruge aktiviteten der). Se tillægget i slutningen af dette hæfte med andre mesterskriftstedsaktiviteter.

Kommentar og baggrundsinformation

2 Korinther 12:4. »Som et menneske ikke må udtale«

Ligesom Paulus, der »hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale«, da han var rykket bort til den tredje himmel (2 Kor 12:2, 4), kan vi også have åndelige oplevelser, som vi kun bør dele, når Ånden vejleder os til det. Præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

»›Jeg har … opdaget, at det ikke er klogt hele tiden at tale om usædvanlige åndelige oplevelser. Dem skal man værne om og kun omtale, når Ånden selv tilskynder os til at gøre det til velsignelse for andre‹ (›Herrens lys‹, Stjernen, dec. 1988, s. 35)« (New Testament Student Manual, CES-hæfte 2014, s. 407).

2 Korinther 12:7. Hvad var »tornen«, som bekymrede apostlen Paulus?

Ældste Bruce R. McConkie fra de Tolv Apostles Kvorum foreslog, at Paulus’ torn kunne være »en unavngiven fysisk skrøbelighed, tilsyneladende en alvorlig en, som apostlen led af, enten konstant eller tilbagevendende« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind,1965-1973, 2:448).

2 Korinther 12:9. ›Min magt udøves i magtesløshed«

Ældste Robert D. Hales fra de Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan Frelserens nåde kan gøre os stærke i magtløshed, ved at trække på sine personlige oplevelser med fysiske udfordringer:

»I de sidste to år har jeg sat min lid til Herren i de jordiske lektier, jeg skulle lære i perioder med fysiske smerter, mental kval og overvejelse. Jeg lærte, at konstant, intens smerte er en mægtig indviende, rensende kraft, som gør os ydmyge og drager os nærmere til Herrens Ånd. Hvis vi lytter og adlyder, vil vi blive vejledt af hans Ånd og gøre hans vilje i vore daglige bestræbelser.

Der har været tidspunkter, hvor jeg har stillet nogle få direkte spørgsmål i mine bønner, som fx: ›Hvad ønsker du, at jeg skal lære af disse oplevelser?‹

Mens jeg studerede skrifterne i denne kritiske periode af mit liv, var sløret tyndt, og svarene blev givet mig, som var de optegnet af andre, som havde gennemgået alvorligere prøvelser …

Ved nogle få lejligheder fortalte jeg Herren, at jeg med sikkerhed havde lært de lektier, jeg skulle lære, og at det ikke ville være nødvendigt for mig at udholde mere lidelse. Sådanne bønner syntes at være forgæves, for det blev gjort klart for mig, at denne rensende prøvelsesproces skulle udholdes i Herrens egen tid og på Herrens egen måde. Det er én ting at sige: ›Ske din vilje‹ (Matt 26:42). Det er noget andet at efterleve det. Jeg lærte også, at jeg ikke ville blive ladt alene, når jeg skulle møde disse prøvelser og trængsler, men at skytsengle ville være hos mig …

De sidste to års erfaringer har gjort mig stærkere i ånden og har givet mig mod til at vidne mere frimodigt for verden om mit hjertes dybe følelser« (»Dåbens pagt: At være i riget og af riget«, Liahona, jan. 2001, s. 6).