Bibliotek
Hjemmestudielektion: Matthæus 18:1-22:26 (Del 5)


Hjemmeseminarlektion

Matthæus 18:1-22:26 (Del 5)

Forberedelsesmateriale for hjemmestudielæreren

Opsummering af de daglige hjemmestudielektioner

Følgende resumé af begivenheder, læresætninger og principper, som eleverne lærte om, da de studerede Matthæus 18:1-22:26 (del 5), er ikke beregnet til at være en del af din lektion. Den lektion, du underviser i, er kun koncentreret om nogle få af disse læresætninger og principper. Følg Helligåndens tilskyndelser, når du overvejer dine elevers behov.

Dag 1 (Matthæus 18-20)

Af lignelsen om den gældbundne tjener lærte eleverne, at hvis vi gerne vil have, at Gud tilgiver os, så skal vi være villige til at tilgive andre. De lærte også om ægteskabets ukrænkelighed.

Dag 2 (Matthæus 21:1-16)

Da eleverne studerede Jesu triumfindtog i Jerusalem, lærte de, at når vi offentligt vedkender os og taler om Jesus Kristus, kan vi hjælpe andre til at udvikle et ønske om at vide mere om ham. Af Frelserens renselse af templet lærte eleverne, at Herrens hus er et helligt sted, og han ønsker, at vi behandler det med ærbødighed. De lærte også, at når vi tager til templet, kan Herren helbrede os.

Dag 3 (Matthæus 21:17-22:14)

Eleverne studerede, hvordan Frelseren forbandede et figentræ og derefter brugte flere lignelser, mens han underviste i templet. De lærte, at vi for at komme ind i Guds rige skal adlyde vor himmelske Fader og omvende os fra vore synder i stedet for kun at sige eller lade som om, at vi adlyder ham. En anden sandhed eleverne lærte var, at vi som medlemmer af Jesu Kristi Kirke er ansvarlige for at frembringe retfærdighedens frugt.

Dag 4 (Matthæus 22:15-46)

Eleverne lærte, at Jesus fortsatte sin undervisning i templet og lærte folket, at Herren forventer, at vi er gode borgere og adlyder landets love. Frelseren lærte os, at de, der ikke er beseglet til deres ægtefælle ved præstedømmets myndighed her på jorden eller ved stedfortrædende arbejde i templer, ikke vil være gift i den næste verden. Eleverne lærte også, at hvis vi virkelig elsker vores næste som os selv, vil vi stræbe efter at holde alle Guds bud.

Indledning

Denne lektion kan hjælpe eleverne til at forstå vigtigheden af at indgå og holde hellige pagter med Gud. De kan også lære vigtigheden af at glæde sig over, at andre bliver velsignet af Gud.

Forslag til undervisningen

Matthæus 19:28-20:16

Jesus underviser om evigt liv og fortæller lignelsen om arbejderne i vingården

Bed en elev om at komme op foran i klassen. Fortæl eleven, at hvis han eller hun kan lave 10 armbøjninger, får han eller hun en lille belønning (såsom 10 små stykker slik). Når eleven har lavet 10 armbøjninger, så giv vedkommende belønningen, og bed derefter om en anden frivillig. Bed den anden elev om at lave en armbøjning og spørg derefter klassen, hvilke belønning, de synes, at denne elev skal have og hvorfor. Lad de to elever sætte sig på deres plads igen. Fortæl klassen, at nummer to elev senere i lektionen vil modtage en belønning, der er baseret på, hvad klassen lærer i skrifterne.

Forklar, at da Jesus underviste på Judæas kyst, spurgte Peter, hvad disciplene ville modtage, fordi de havde opgivet deres jordiske ejendele for at følge Frelseren.

Bed en elev om at læse Matthæus 19:28-30 højt. Lad klassen følge med og se efter Frelserens svar til Peter.

  • Hvad vil alle, der forsager alt for at følge Frelseren, arve ifølge vers 29?

Forklar, at Frelseren derpå fortalte sine disciple en lignelse for at hjælpe dem til at forstå vor himmelske Faders ønske om at give alle sine børn muligheden for at modtage evigt liv. I denne lignelse hyrer en mand arbejdere på forskellige tidspunkter af dagen til at arbejde i sin vingård. Du kan eventuelt forklare, at en normal arbejdsdag på Det Nye Testamentes tid var fra klokken 6 til klokken 18.00, hvor dagene dog kunne variere lidt i længde alt efter årstiden.

Tegn følgende skema på tavlen eller del en kopi ud til klassen:

Arbejdere (begyndelsestidspunkt)

Aftalt løn

Antal timer arbejdet

Beløb betalt

Tidligt om morgenen (kl. 6.00)

Den tredje time (kl. 9.00)

Den sjette time (kl. 12.00)

Den niende time (kl. 15:00)

Den ellevte time (kl. 17:00)

Bed eleverne om at arbejde sammen i små grupper. Lad dem læse Matthæus 20:1-7 i deres gruppe og se efter, hvor lang tid hver gruppe arbejdere arbejdede, og den løn, som de var blevet enige om. (Forklar, at »en denar« var en romersk mønt, der cirka svarer til en arbejders dagsløn).

Bed efter et stykke tid nogle elever om at komme op til tavlen og udfylde de første to kolonner i skemaet (eller bed dem om at udfylde dem på det stykke papir, du har givet dem).

  • Hvem synes I, skulle have mest i løn?

Bed en elev om at læse Matthæus 20:8-10 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvilken løn hver gruppe af arbejdere fik.

  • Hvilken løn fik hver gruppe arbejdere? (Når eleverne har svaret, så skriv 1 denar i hvert af felterne i kolonnen, der hedder »Beløb betalt«).

  • Hvis I var en af de arbejdere, der havde arbejdet hele dagen, hvad ville I så have tænkt eller følt, hvis I havde fået den samme belønning som dem, der kun havde arbejdet en time?

Bed en elev om at læse Matthæus 20:11-14 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad de, der havde arbejdet hele dagen, sagde til vingårdens herre, og hvad han sagde til dem.

  • Hvad brokkede de, der havde arbejdet hele dagen, sig over?

  • Hvad svarede vingårdens herre?

  • Hvordan havde vingårdens herre været retfærdig over for dem, der havde arbejdet hele dagen?

Hjælp eleverne til at finde en sandhed fra denne lignelse ved at forklare, at lønnen på en denar kan repræsentere evigtvarende eller evigt liv, der nævnes i Matthæus 19:29. Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen: Gud giver evigt liv til alle folk, der …

  • Hvis belønningen i denne lignelse repræsenterer evigt liv, hvad kan arbejdet da repræsentere? (Eleverne kan komme med forskellige svar, men sørg for at lægge vægt på, at arbejdet i denne lignelse kan repræsentere at indgå og holde hellige pagter med Gud. Når eleverne har svaret, færdiggøres sandheden på tavlen, så der står: Gud giver evigt liv til alle folk, der vælger at indgå og holde hellige pagter med ham).

Påpeg, at denne sandhed hjælper os til at forstå vor himmelske Faders barmhjertighed over for folk, der ikke indgår eller holder pagter tidligt i deres liv, og for dem, der først har mulighed for at gøre det, efter de er døde (se L&P 137:7-8).

  • Hvorfor tror I, at det er vigtigt for os at vide, at Gud giver evigt liv til alle folk, der vælger at indgå og holde hellige pagter med ham, uanset hvornår det sker?

Mind eleverne om nummer to elev, der kun lavede en armbøjning, og spørg:

  • Hvilken belønning synes I, at den elev bør få for at lave en armbøjning? (Giv eleven den samme belønning, som du gav til den elev, der lavede 10 armbøjninger).

Bed en elev om at læse Matthæus 20:15-16 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvordan vingårdens herre svarede dem, der klagede over hans venlighed mod de andre arbejdere.

  • Hvad tror I, at vingårdens herre mente, da han spurgte: »Er dit øje ondt, fordi jeg er god?« (v. 15).

Forklar, at ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum omskrev spørgsmålet til følgende: »Hvorfor bliver du jaloux, fordi jeg vælger at være god?«(»Arbejderne i vingården«, Liahona, maj 2012, s. 31).

  • Hvilket princip kan vi lære af vers 16? (Eleverne kan finde forskellige principper deriblandt følgende: Hvis vi vælger at være jaloux på vor himmelske Faders velsignelser til andre, så kan vi miste de velsignelser, han gerne vil give os).

Læs følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland højt, og bed eleverne om at tænke over, hvordan de kan være fristet til at være jaloux på de velsignelser, som vor himmelske Fader giver andre:

Billede
Ældste Jeffrey R. Holland

»Der vil være tidspunkter i vores liv, hvor nogle andre får en uventet velsignelse eller modtager en særlig anerkendelse. Må jeg bede indtrængende om, at vi ikke bliver sårede – og bestemt ikke føler misundelse – når det går godt for en anden? Der går ikke noget fra os, fordi der gives til en anden. Vi er ikke en del af et kapløb om, hvem der er rigest, har flest talenter, er smukkest eller for den sags skyld mest velsignet. Det kapløb, vi virkelig deltager i, er kampen mod synd …

Begærlighed, surmuleri eller at pille nogen ned højner ikke din status, ligesom fornedrelse af andre ikke fremmer din selvopfattelse. Så vær venlig og taknemlig for, at Gud er god. Det er vejen til et lykkeligt liv« (»Arbejderne i vingården«, s. 31, 32).

Bær dit vidnesbyrd om de sandheder, eleverne fandt, da de studerede lignelsen om arbejderne i vingården.

Skriv følgende udtalelse på tavlen. Giv eleverne tid til at færdiggøre udtalelsen i deres skriftstudiebog: Ud fra det, som jeg har lært af denne lignelse, vil jeg …

Bed efter et stykke tid nogle elever, der føler sig tilpas ved at gøre det, om at fortælle resten af klassen, hvad de skrev.

Næste del (Matthæus 23:1-26:30)

Hjælp eleverne med at forberede sig på den næste del ved at bede dem om at tænke over, hvordan de bedst kan forberede sig til Herrens andet komme. Hvilke sandheder blev der undervist i, da Jesus Kristus fortalte lignelsen om de ti brudepiger, talenterne og fårene og bukkene? Hvilken ordinance indstiftede Frelseren som erstatning for påsken? Bed eleverne om at se efter svar i deres studium i den næste uge.