Bibliotek
Hjemmestudielektion: Johannes 2-6 (Del 13)


Hjemmestudielektion

Markus 2-6 (Del 13)

Forberedelsesmateriale for hjemmestudielæreren

Sammenfatning af de daglige hjemmestudielektioner

Følgende resumé af begivenheder, læresætninger og principper, som eleverne lærte om, da de studerede Johannes 2-6 (del 13), er ikke beregnet til at være en del af din lektion. Den lektion, du underviser i, er kun koncentreret om nogle få af disse læresætninger og principper. Følg Helligåndens tilskyndelser, når du overvejer dine elevers behov.

Dag 1 (Johannes 2)

Da eleverne læste om Frelserens første mirakel med at forvandle vand til vin, lærte de, at Jesus Kristus har magt over fysiske elementer. De lærte også, at Frelseren elskede og respekterede sin mor. Da eleverne studerede beretningen om Jesus, der renser templet, lærte de, at templet er Guds hus.

Dag 2 (Johannes 3)

Eleverne lærte følgende sandheder af Frelserens undervisning af Nikodemus: Det er nødvendigt at blive døbt og modtage Helligåndsgaven for at blive åndeligt født på ny og modtage ophøjelse i det celestiale rige. Hele menneskeheden kan få evigt liv gennem Jesu Kristi forsoning. Vor himmelske Fader elsker sine børn så højt, at han sendte sin enbårne Søn for at sone for deres synder. Hvis vi tror på Jesus Kristus, hvilket omfatter at omvende os fra vore synder og adlyde hans ord, kan vi få evigt liv gennem hans forsoning. Af Johannes Døbers eksempel lærte eleverne, at vi kan påvirke andre til det gode ved at lede dem til Jesus Kristus.

Dag 3 (Johannes 4)

Da eleverne læste om Frelserens undervisning af en samaritansk kvinde ved en brønd, lærte de følgende sandheder: Hvis vi kommer til Jesus Kristus og oprigtigt tager del i hans evangelium, vil vi modtage evigt liv. Jesus Kristus kender vore synder og tilbyder os sit evangelium til at hjælpe os til at overvinde dem. Hvis vi tilbeder Faderen i ånd og sandhed, vil han velsigne os med sin Ånd. Når vi får et vidnesbyrd om Jesus Kristus, bliver vi fyldt med et ønske om at fortælle andre om det.

Dag 4 (Johannes 5-6)

Da eleverne læste om Frelserens helbredelse af en syg mand, lærte de, at vi kan blive helbredt gennem Jesu Kristi kraft og nåde. De lærte også, at vi kun kan modtage evigt liv ved at komme til Jesus Kristus. Af Frelserens tale om livets brød lærte eleverne, at et solidt vidnesbyrd om Jesus Kristus vil hjælpe os til at forblive trofaste i tider, hvor det kan være svært at følge Frelseren eller efterleve hans lære.

Indledning

Dagen efter Jesus mirakuløst bespiste en skare på over 5.000 mennesker, fortalte han, at han er livets brød.

Forslag til undervisningen

Johannes 6:22-59

Jesus lærer os, at han er livets brød

Vis et brød. Bed en elev om at sammenfatte beretningen om Frelseren, der bespiser flere end 5.000 mennesker med fem brød og to små fisk.

  • Hvad ville I have tænkt, hvis I havde været til stede ved dette mirakel og set, at Jesus havde evnen til på mirakuløs måde at fremskaffe mad?

Forklar, at Johannes 6:22-25 beskriver, at mange mennesker, som Jesus på mirakuløs vis havde bespist, rejste til Kapernaum for at søge ham.

Bed en elev om at læse Johannes 6:26-27 højt. Lad klassen følge med og se, hvad Jesus sagde til folkeskaren.

Forklar, at der i Joseph Smiths Oversættelse står »Jesus svarede dem: ›Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder efter mig, ikke fordi I ønsker at holde min lære, og heller ikke fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte‹« (JSO, Johannes 6:26).

  • Hvorfor opsøgte disse mennesker ifølge Frelseren ham? (Frelserens ord kunne antyde, at de havde fulgt ham for at få mere mad fra ham).

  • Hvad fortalte Frelseren dem, at de skulle søge?

Forklar, at »den mad, som består til evigt liv« (Johannes 6:27) kan henvise til de evige sandheder i Frelserens evangelium.

Bed en elev om at læse Johannes 6:28-31 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad skaren ønskede af Jesus for yderligere at overbevise dem om, at han var Messias.

  • Hvad ønskede folk, at Jesus gjorde for dem? (Forklar, at manna var »brød fra himlen« (Joh 6:31), som Gud gav til Israels børn, mens de vandrede i ørkenen; se 2 Mos 16:14-15, 35).

Lad et par elever skiftes til at læse højt fra Johannes 6:32-35. Bed klassen følge med og se efter, hvad Frelseren underviste folk i som reaktion på deres ønske om et tegn.

  • Hvad lærte Frelseren os om sig selv, da han henviste til manna eller brød fra himlen?

Du kan eventuelt foreslå eleverne at markere vendingen: »Jeg er livets brød« i Johannes 6:35.

  • Hvordan kan vi sammenligne Frelseren og hans lære med brød?

  • Hvad tror I, at det betyder, at de, der kommer til Jesus Kristus, ikke »skal … sulte« (Joh 6:35)? (Et muligt svar er, at han vil give dem åndelig næring).

  • Hvilken sandhed kan vi lære af Frelserens lære i vers 35? (Selv om eleverne bruger andre ord, bør de finde frem til et princip som dette: Hvis vi kommer til Kristus, vil han nære os åndeligt. Skriv dette princip på tavlen).

Skriv følgende halve udsagn på tavlen:

Vi kommer til Jesus Kristus ved at …

Han vil nære os ved at …

Del eleverne op parvis. Bed dem om at arbejde sammen og lave en liste i deres skriftstudiebog med det, vi kan gøre for at komme til Jesus Kristus, og hvordan han vil nære os åndeligt. Bed nogle få elever om at fremlægge deres svar for klassen.

Overvej at bede nogle elever om at fortælle, hvordan de har fået åndelig næring, når de er kommet til Frelseren.

Bed et par elever om at komme frem og stå foran klassen. Giv dem hver et stykke brød for at forberede eleverne til at finde frem til endnu et princip, som Frelseren belærte om. Bed dem om at lugte til brødet og forestille sig, hvordan det smager.

  • Hvor meget næring vil I få af dette brød ved kun at lugte til det, forestille jer, hvordan det smager, og gå rundt med det hele dagen?

  • Hvad må I gøre for at få gavn af brødet?

Lad et par elever skiftes til at læse højt fra Johannes 6:49-54. Bed klassen om at følge med og se efter, hvordan deres klassekammeraters oplevelse med brødet kan svare til det, som Frelseren lærte os i disse vers.

  • Hvordan adskiller livets brød sig fra almindeligt brød? (Almindeligt brød kan kun styrke os i kort tid, men Jesus Kristus tilbyder os velsignelser, der vil vare for evigt).

  • Hvad lærte Frelseren ifølge vers 53-54 folket at gøre?

Forklar, at Frelseren brugte ordene spiser og drikker symbolsk. Bed eleverne, der holdt brødet, om at spise brødet for at hjælpe klassen til at forstå Frelserens lære. Lad dem så vende tilbage til deres plads.

  • Hvad sker der med brødet og dets næringsstoffer, når det bliver spist? (Vitaminerne og næringsstofferne bliver en del af kroppen, giver den styrke og et godt helbred).

  • Hvad tror I, at det betyder at spise Jesu Kristi kød og drikke hans blod? (Det kan betyde at tilegne sig hans lære og forsoning. Det kan også repræsentere at modtage nadveren, som Frelseren ville indstifte senere).

  • Hvilken velsignelse kan vi ifølge Johannes 6:54 modtage, hvis vi tilegner os eller anvender, Jesu Kristi lære og forsoning? (Skriv følgende princip på tavlen, når eleverne har svaret: Hvis vi tilegner os eller anvender Jesu Kristi lære og forsoning, kan vi modtage evigt liv).

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum højt. Bed klassen om at lytte efter, hvordan vi kan tilegne os Jesu Kristi lære og forsoning.

Billede
Ældste Bruce R. McConkie

»At spise Guds Søns kød og drikke hans blod er for det første at acceptere ham helt bogstaveligt og fuldstændigt uden nogen som helst forbehold som den evige Faders personlige afkom i kødet; og for det andet at holde Sønnens befalinger ved at acceptere hans evangelium, tilslutte sig hans kirke og holde ud i lydighed og retskaffenhed indtil enden. De, som således spiser hans kød og drikker hans blod, skal have evigt liv, hvilket betyder ophøjelse i den højeste himmel i den celestiale verden« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 1:358).

  • Hvordan foreslog ældste McConkie, at vi tilegner os Jesu Kristi lære og forsoning?

Forklar, at evigt liv er at leve for evigt hos og blive som vor himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus. Bed en elev om at læse Johannes 6:56-57 højt. Lad klassen til at følge med og se efter, hvordan vi kan blive som dem, når vi tilegner os Jesu Kristi lære og forsoning. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.

Forklar, at Frelseren ikke vil bo fysisk i os, men det er snarere hans guddommelige indflydelse, som forbliver hos os for at hjælpe os til at blive mere som ham og som vor himmelske Fader.

Sammenfat Johannes 6:59-66 ved at forklare, at nogle af Jesu disciple afviste hans lære og holdt op med at følge ham.

Bær dit vidnesbyrd om de sandheder, eleverne har fundet. Bed eleverne om i deres skriftstudiebog at skrive et mål for, hvordan de bedre vil tilegne sig Frelserens forsoning eller en af hans læresætninger.

Næste del (Johannes 7-10)

Fortæl eleverne, at de i den næste del vil lære, hvordan Jesus Kristus behandlede en kvinde, der var grebet i at begå ægteskabsbrud, og hvad han sagde for at opløse mængden, som ønskede at slå hende ihjel. Du kan få eleverne til at lukke øjnene og forestille sig, hvordan det er at være blind. Spørg så, hvordan det må føles at blive helbredt for sin blindhed og se for første gang. Eleverne skal læse om en blind mand, som ikke blot fik det fysiske syn, men også modtog det åndelige syn og fik et vidnesbyrd om, at Jesus var Kristus, Guds Søn. De vil også lære, hvorfor Frelseren kalder sig selv for den gode hyrde, og hvilken magt, han sagde, at han modtog fra Faderen.